Vandring bliver mere og mere populært og med god grund – vandring er en fantastisk aktivitet. Personligt forstod jeg ikke selv, hvorfor folk syntes, at vandring var fedt, før jeg selv tog på vandretur gennem Bako National Park på Borneo. Men jeg begik også samtlige fejl, som man kan på min første vandretur, mest fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle pakke. Så her deler jeg min pakkeliste til vandreturen, så du ikke mangler noget.

Ens vandre pakkeliste kan selvfølgelig variere alt efter om man skal gå nogle timer i Rebild Bakker eller Blue Mountains eller om man skal på flere dages vandring i Himalaya eller i Zhangjiajie Forest National Park i sommerheden. Men dette er en basal vandre pakkeliste, hvor man kan tilføje eller tage fra efter behov.

Reklamelinks er markeret med *

vandring i Nepal

Mardi Himal i Nepal


Basis pakkeliste til vandring 


Som basis på din vandre pakkeliste skal du have styr på:

En vandre-/backpackerrygsæk (over 40L) eller en lille rygsæk (under 40L)

Skal du vandre i mange dage med telt og mad, så anbefaler jeg en stor rygsæk, selv har jeg en Osprey Sirrus 50*, men skal du vandre fra hytte til hytte eller på en dagstur, så burde en lille rygsæk være nok.

Da jeg vandrede i Tiger Leaping Gorge, havde jeg en rygsæk på 20 liter (Osprey Tempest 20*), og der havde jeg plads til alt udstyr inklusiv en sovepose, men det kræver selvfølgelig, at man pakker ordentligt.

Læs mine anbefalinger til valg af en backpackerrygsæk her og mine tips til at pakke din rygsæk her.

sapa, vietnam

Sapa i Vietnam

Vandresko/-støvler eller andre gode sko/sandaler

Vandresko/-støvler giver naturligvis den bedste støtte til ankler og har ofte en bedre stødabsorbering, så du får formentlig en bedre vandreoplevelse. Jeg startede selv i et par gode vandresandaler og senere skiftede jeg til rigtige vandrestøvler, og nu går jeg ikke tilbage. Jeg har selv Merrell vandresko, som jeg klart kan anbefale!

Førstehjælpskit

Det siger lidt sig selv, at førstehjælpskit* er ret handy at have med på vandreturen. Det behøver ikke være det største kit, som man kan få. Men plaster, vabelplaster, desinficerende servietter, basis forbinding og let smertestillende er et minimum.

vandring i Hong Kong

Lantau Trek i Hong Kong

Praktisk tøj

Det giver også lidt sig selv. Det er nok de færreste som ville vandre i en kjole. Men svedtransporterende tøj er en nødvendighed. Selv er jeg personligt glad for tøj i uld (jeg bruger Dilling), da det holder din kropstemperatur nogenlunde stabil.

En god skal-/regnjakke* og regnbukser kan også være guld værd i bjerge og steder, som har tendens til at regne hele året rundt. En buff* har jeg også altid med – den kan bruges som halstørklæde, pandebånd m.m.

Generelt skal man tænke i lag, så:

  • Indre svedtransporterende skiundertøj
  • Varmt mellemlag, fx fleecetrøje (eventuelt to mellemlag på virkelig kolde vandreture)
  • Ydre lag til at blokere vind og vand, altså en skal-/regnjakke.

Er det en kold destination, så er en hue, vanter og en dynejakke også nødvendig.

planlægning af vandretur

Grej til at navigere med

Personligt bruger jeg maps.me på mobilen og har ofte et papirkort som backup, men det kommer selvfølgelig også an på ruten. Se hvilke andre apps, jeg bruger på rejsen, her.

Powerbank

Dette er især vigtigt, hvis du bruger din mobil til at navigere med. De har det med at løbe tør for strøm på de værst tænkelige tidspunkter! Jeg anbefaler en på minimum 5000 mAh. Jeg har bare haft en billig en fra Vietnam, og den har fungeret upåklageligt, så jeg kan desværre ikke anbefale et bestemt mærke.

heden, Lüneburger Heide

Vandring på Heidschnuckenweg  i Lüneburger Heide

Vandrestave

Vandrestave er virkelig undervurderet på vandreturen, og nej, det er ikke kun for gamle mennesker. Vandrestave får dig til at gå hurtigere, men de aflaster også knæene og kan hjælpe med balance på svære stykker.

Jeg har brugt vandrestave på min tur ad Inkastien til Machu Picchu, på min tur til Mardi Himal i Himalaya og andre steder. Jeg har faktisk oftest savnet dem, de gange jeg ikke har haft dem med. Men det er selvfølgelig op til dig at vurdere, om du vil have dem med på din vandretur.

frokost i Blue Mountains

I Blue Mountains nær Sydney er der flere spisesteder, men jeg havde pakket en madpakke, så jeg ikke skulle bruge tid på at finde mad

Mad og drikke på vandreturen

Hvor meget du skal have med, kommer selvfølgelig 100% an på din vandrerute samt tilgængeligheden af mad og drikke på den rute! Personligt har jeg som minimum altid snacks og en madpakke med samt minimum 2 liter vand (i min vandblære*), så er jeg ikke afhængig af at finde noget.

Men i Zhangjiajie og på Lantau Island i Hong Kong, havde jeg 3 liter vand og en liter rehydrerende drik (powerrade og lignende) med, og det var ikke nok i sommerheden! Her skal du virkelig ikke undervurdere, hvor meget du har brug for. Et vandfilteringssystem, som fx lifestraw*, kan også være til stor gavn, så kan du drikke af enhver vandkilde uden at blive syg.

vandring i Petra

Vandring i Petra krævede god beskyttelse mod solen

Solbeskyttelse

Solcreme, læbepomade, solbriller og en kasket er et must også på kolde destinationer! Uzonlaget er nemlig ikke altid lige tykt, og solen kan være meget skarpere i andre lande. Derudover går du også i solen en hel dag, så det er vigtigt at beskytte din hud og øjne!

Kamera

Kamera er naturligvis også vigtigt, hvis du vil dokumentere din tur. Jeg har selv et full-frame spejløst kamera, men det er naturligvis ikke for alle. Jeg har lavet en liste over kameraer, som jeg anbefaler til rejsen, hvis du mangler et.

tehus trek i nepal


Ekstra til pakkelisten til vandreture med en overnatning på ruten


Skiftetøj

Jeg har som oftest kun to sæt tøj med, når jeg vandrer – et sæt til at vandre i og et sæt til lejren/sove i. Jeg skifter dog undertøj hver dag, og jeg kan godt finde på, at have en ekstra t-shirt med i vandretøjet.

Men man lugter alligevel ofte hurtigt, og man skal slæbe alt, som man pakker, så der er ikke nogen grund til at have 17 sæt tøj med.

Jeg er også glad for at have flere par vandresokker med – ikke almindelige sokker, vandresokker, det gør en kæmpe forskel for dine fødder! Hue, vanter, skiundertøj og en dynejakke kan også blive nødvendigt på kolde destinationer.

Skiftesko

Mange undervurderer virkelig det at have skiftesko til lejren med! Det er rart at komme i nogle andre sko end dem, som man har vandret i hele dagen. Jeg er især vild med at have sandaler med, så fødderne får luft, men de gør det også muligt at have sokker på, hvis det er koldt i lejren (jep, jeg foreslog lige sokker i sandaler!).

stjernehimlen på lady elliot island

En pandelampe er altid praktisk, fx som her på Lady Elliot Island

Pandelampe

Pandelampe er guld værd på vandreturen – nogle gange skal man vandre om natten for at se solopgangen, og andre gange er der måske ikke strøm i lejren. Det er ikke til at vide, så tag en pandelampe med, det vil du ikke fortryde!

Hurtigttørrende håndklæde

Det er praktisk, hvis du skal bade på vandreturen, men selv hvis det ikke er planen, så kan det også bruges til at tørre sved af ansigtet.

Toiletartikler og personligt medicin

Det siger sig selv, men hold det simpelt, så en deodorant, børste/kam, tandbørste, tandpasta, tampon/menstruationskop/bind, solcreme, læbepomade (gerne med solfaktor) hånddesinfektion, myggespray og eventuelt elastikker burde være nok. Derudover skal du naturligvis huske personligt medicin. Nogle personer har også medicin mod højdesyge med, men det må være op til dig og en læge at vurdere, om det er nødvendigt.

pakkeliste til vandreturen - uanset længden af vandringen

Vandring med overnatning i telt på Fitzroy Island

Sovepose, liggeunderlag og telt

Disse ting er som oftest ikke nødvendigt, hvis du vandrer fra hytte til hytte. I Nepal kan det dog blive rigtig koldt i bjergene især i slutningen af vandresæsonen, så der kan en sovepose blive nødvendig. Kan man ikke vandre fra hytte til hytte, så skal det naturligvis pakkes med i rygsækken.

Trangia, multi-tool, bestik, tallerkener og morgenmad-/aftensmadsmåltider

Disse ting er heller ikke nødvendigt, hvis du kan købe mad på ruten, men det er naturligvis nødvendigt, hvis du ikke kan. Mange vandrer spiser cirka 3000 kalorier om dagen, men det kommer selvfølgelig an på ens forbrænding, hårdheden af vandreturen osv.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere om vandring på bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *