Indhold
Det var tidligt morgen. Vi kunne tydeligt se vores ånde, temperaturen havde kun lige nået 0 og vi havde mest af alt lyst til at kravle ind under bunken af tæpper igen, men samtidig glædede vi os over den tur, vi skulle på. Vi skulle nemlig besøge Abel Tasman National Park (reklamelink), New Zealands mindste nationalpark, men samtidig en af de mest besøgte nationalparker.
Solopgangen på køreturen til Kaiteriteri
En kold morgen og farverige bjerge
Omsider trillede der en bus ind til siden, lettere forsinket, og vi glædede os til at komme ind i varmen af airconditionen! Vi skyndte os ombord og fordelte os på sæderne. Vi var de sidste som skulle med den dag og der var masser af plads at vælge i mellem. Chaufføren tjekkede hans plan en ekstra gang, for at sikre sig, at alle var med, før han satte kursen mod Kaiteriteri med ordene: “Undskyld, aircon’en virker ikke, så jeg kan ikke sætte varme på. Jeg håber ikke, at I fryser alt for meget”.
Kaiteriteri
Vi kørte ud i det newzealandske landskab, som solen stod op og farvede bjergene lilla og lyserøde, mens musikken stille tonede ud af radioen. Det kunne kun blive en god dag! Vi nåede Kaiteriteri, hvor vi fik købt nogle handsker (det var vist lidt for optimistisk at tage til New Zealand om vinteren uden handsker…) og lidt varmt at drikke, inden vi gik ombord på båden.
Læs også: Steder som er værd at se på New Zealands Nordø
Sejlturen gennem Abel Tasman National Park bød på den ene smukke udsigt efter den anden
En kold bådtur, vilde sæler og en crazy newzealænder
Vi satte kursen mod Totaranui. Undervejs lagde vi vejen forbi den berømte Split Rock, en kæmpe sten som er delt i to, en sælkoloni og flere af parkens bugter. I mens vores guide fortalte os om dyrelivet og om hvordan en kvinde havde fået en nationalpark her. Hun havde først sagt til den newzealandske regering, at hvis de ville støtte projektet, så ville den hollandske regering også. Dernæst havde hun sagt det omvendt til den hollandske regering. På den måde fik hun begge lande til at finansiere nationalparken.
Split rock i Abel Tasman National Park
Kulden var bidende og vi havde svært ved at holde varmen. Jakkerne var lynet helt op og hattene var presset godt nedover hovederne. Vi sad lidt ekstra tæt i forsøg på at holde varmen, alt i mens at vores guide stod i shorts. De er lidt crazy de newzealændere…. Da vi nåede Totaranui sejlede vi tilbage til Medlands Beach, hvor vores trek skulle starte. Vi var de eneste, som skulle trekke fra Medlands til Anchorage den dag.
Jeg nyder en af de mange flotte udsigter i Abel Tasman National Park
Kæmpe bregner, en hængebro og smukke strande
Vi begav os ind i den tætte skov. Vi var omringet af meterhøje bregner, kom forbi små vandfald og gik gang på gang forbi den ene smukke udsigt over det krystalklare vand efter den anden. Vi forstod hurtigt, hvorfor dette var en del af The Great Walks i New Zealand og vi følte os utrolig heldige over at have det helt for os selv.
Falls River hængebroen
Vi nåede Falls River, hvor vi skulle krydse floden på en 47 meter lang hængebro, her mødte vi turens første og eneste andre hikere. Broen var smal og der var kun plads til en person af gangen. For nogen var det lidt en mental udfordring, at krydse broen, men de smukke omgivelser gjorde mig helt rolig. Vi var omringet af de smukke bakker, de mange bregner og kiggede ned på en fredelig flod med en enkelt kajak, som havde sat kursen mod vandfaldet for enden.
Vi nåede toppen af en bakketop, hvor der stod en enkelt bænk med udsigt til en lagune. Vi satte os og fandt vores medbragte madpakke frem. Der er intet som slår et måltid med en udsigt! Det var blevet lidt varmere og vi kunne smide et lag tøj inden vi forsatte turen.
Udsigten fra vores frokoststed
En tidspresset slutning på Abel Tasman National Park
Vi kiggede på uret og blev hurtigt klar over, at vi havde holdt lidt for mange fotopauser eller en lidt for lang frokostpause og at tiden var løbet lidt fra os. vi blev nødt til at sætte tempoet op, hvis vi skulle nå tilbage til båden i tide.
Vi kom til endnu et udsigtspunkt, hvor vi kunne se udover Torrent Bay. Vandet var helt klart. To kajakroer var gået i land på en sandbanke og lignede blot to pletter i det storslået landskab. Vi fik ikke mange minutter til at nyde det, før vi måtte videre. Vi forsatte ned ad bakken og mod stranden.
De to kajakroer i Torrent Bay
Torrent Bay
Vi nåede Torrent Bay, den sidste bugt inden Anchorage. Vandet var næsten helt blikstille og de mange bakker spejlede sig deri. Vi holdt en pause, mens vi skiftevis brugte toilettet, som er det første vi så siden vi begyndte at vandre. Et par minutter senere satte vi kursen mod Anchorage. Tiden var presset og vi måtte næsten smålunte gennem skoven. Men vi nåede det. Båden lå ventende på os i Anchorage og vi sejlede hurtigt tilbage til Kaiteriteri. Vi var alle lidt trætte, men glade ovenpå en fantastisk tur!
Pris
84 dollars (cirka 381 kr)
Vi fik det til 64 dollars (cirka 290 kr) om vinteren
Firma
Abel Tasman Sea Shuttle (reklamelink)
Medbring
Vand (selv har jeg et drikkesystem (reklamelink) til mit vand, det er fantastisk til trekking!), mad og varmt tøj (inkl. handsker!)
Informationer
Vi havde fire timer til at vandre 11 km i et lidt bakket område, men det er et let trek, hvor de fleste kan være med. Bare husk, at holde lidt øje med tiden, hvis du også har tildens til at bruge en del tid på at nyde udsigterne 😉 Det er også muligt at vælge kortere vandreture eller kajakture med Abel Tasman Sea Shuttle (reklamelink).
.
Læs mere om smukke New Zealand
Åh ja, det var et helt fantastisk smukt sted. Det var bestemt den lange travetur værd. Og super ærgerligt, vi var så presset på tid til sidst.
Helt sikkert turen værd! Ja, sådan går det jo desværre nogen gange 🙂
Du skriver så levende – ikke bare en opremsning af seværdigheder. Tak for det! Jeg glæder mig til selv at opleve dette sted efter din beskrivelse.
Tusind tak, det er jeg glad for at du synes, Anne Det er et fantastisk sted! Jeg håber, at du får en lige så fantastisk tur som vi havde