Abel Tasman National Park: Vandring i New Zealands mindste nationalpark

Det var tidligt morgen. Vi kunne tydeligt se vores ånde, temperaturen havde kun lige nået 0 grader, og vi havde mest af alt lyst til at kravle ind under bunken af tæpper igen, men samtidig glædede vi os over den tur, vi skulle på. Vi skulle nemlig besøge Abel Tasman National Park (reklamelink), New Zealands mindste nationalpark, men samtidig en af de mest besøgte nationalparker.

Solopgangen på køreturen til Kaiteriteri

En kold morgen og farverige bjerge

Omsider trillede der en bus ind til siden, lettere forsinket, og vi glædede os til at komme ind i varmen af airconditionen! Vi skyndte os ombord og fordelte os på sæderne. Vi var de sidste som skulle med den dag og der var masser af plads at vælge i mellem. Chaufføren tjekkede hans plan en ekstra gang, for at sikre sig, at alle var med, før han satte kursen mod Kaiteriteri med ordene: “Undskyld, aircon’en virker ikke, så jeg kan ikke sætte varme på. Jeg håber ikke, at I fryser alt for meget”.

Kaiteriteri

Vi kørte ud i det newzealandske landskab, som solen stod op og farvede bjergene lilla og lyserøde, mens musikken stille tonede ud af radioen. Det kunne kun blive en god dag! Vi nåede Kaiteriteri, hvor vi fik købt nogle handsker (det var vist lidt for optimistisk at tage til New Zealand om vinteren uden handsker…) og lidt varmt at drikke, inden vi gik ombord på båden.

Sejlturen gennem Abel Tasman National Park bød på den ene smukke udsigt efter den anden

En kold bådtur, vilde sæler og en crazy newzealænder

Vi satte kursen mod Totaranui. Undervejs lagde vi vejen forbi den berømte Split Rock, en kæmpe sten som er delt i to, en sælkoloni og flere af parkens bugter. I mens vores guide fortalte os om dyrelivet og om hvordan en kvinde havde fået en nationalpark her.

Hun havde først sagt til den newzealandske regering, at hvis de ville støtte projektet, så ville den hollandske regering også. Dernæst havde hun sagt det omvendt til den hollandske regering. På den måde fik hun begge lande til at finansiere nationalparken.

Split rock i Abel Tasman National Park

Kulden var bidende og vi havde svært ved at holde varmen. Jakkerne var lynet helt op og hattene var presset godt nedover hovederne. Vi sad lidt ekstra tæt i forsøg på at holde varmen, alt i mens at vores guide stod i shorts. De er lidt crazy de newzealændere…. Da vi nåede Totaranui sejlede vi tilbage til Medlands Beach, hvor vores trek skulle starte. Vi var de eneste, som skulle trekke fra Medlands til Anchorage den dag.

Jeg nyder en af de mange flotte udsigter i Abel Tasman National Park

Kæmpe bregner, en hængebro og smukke strande i New Zealands mindste nationalpark

Vi begav os ind i den tætte skov. Vi var omringet af meterhøje bregner, kom forbi små vandfald og gik gang på gang forbi den ene smukke udsigt over det krystalklare vand efter den anden. Vi forstod hurtigt, hvorfor Abel Tasman National Park var en del af The Great Walks i New Zealand og vi følte os utrolig heldige over at have det helt for os selv.

Falls River hængebroen

Vi nåede Falls River, hvor vi skulle krydse floden på en 47 meter lang hængebro, her mødte vi turens første og eneste andre hikere. Broen var smal og der var kun plads til en person af gangen.

For nogen var det lidt en mental udfordring, at krydse broen, men de smukke omgivelser gjorde mig helt rolig. Vi var omringet af de smukke bakker, de mange bregner og kiggede ned på en fredelig flod med en enkelt kajak, som havde sat kursen mod vandfaldet for enden.

Vi nåede toppen af en bakketop, hvor der stod en enkelt bænk med udsigt til en lagune. Vi satte os og fandt vores medbragte madpakke frem. Der er intet som slår et måltid med en udsigt, og Abel Tasman National Park leverer altid! Det var blevet lidt varmere og vi kunne smide et lag tøj inden vi forsatte turen.

Udsigten fra vores frokoststed i New Zealands mindste nationalpark

En tidspresset slutning på Abel Tasman National Park

Vi kiggede på uret og  blev hurtigt klar over, at vi havde holdt lidt for mange fotopauser eller en lidt for lang frokostpause og at tiden var løbet lidt fra os. vi blev nødt til at sætte tempoet op, hvis vi skulle nå tilbage til båden i tide.

Vi kom til endnu et udsigtspunkt, hvor vi kunne se udover Torrent Bay. Vandet var helt klart. To kajakroer var gået i land på en sandbanke og lignede blot to pletter i det storslået landskab. Vi fik ikke mange minutter til at nyde det, før vi måtte videre. Vi forsatte ned ad bakken og mod stranden.

De to kajakroer i Torrent Bay, Abel Tasman National Park

Torrent Bay

Vi nåede Torrent Bay, den sidste bugt inden Anchorage. Vandet var næsten helt blikstille, og de mange bakker spejlede sig deri. Vi holdt en pause, mens vi skiftevis brugte toilettet, som var det første vi så, siden vi begyndte at vandre.

Et par minutter senere satte vi kursen mod Anchorage. Tiden var presset og vi måtte næsten smålunte gennem skoven. Men vi nåede det. Båden lå ventende på os i Anchorage, og vi sejlede hurtigt tilbage til Kaiteriteri. Vi var alle lidt trætte, men glade ovenpå en fantastisk tur! Abel Tasman National Park var uden tvivl en af de flotteste oplevelser i New Zealand!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Læs mere om smukke New Zealand