Langt de fleste, som jeg mødte på min rundrejse i Asien sagde, at jeg skulle holde mig væk fra Sapa i Vietnam. De fortalte, at området forlængst var overrandt af turister og man kan finde lige så smukke steder rundt i Vietnam. Men med min kærlighed til trekking, så kunne jeg da ikke lade vær med at tage forbi Vietnams mest berømte trekkingområde. Det blev en beslutning, som jeg ikke kom til at fortryde!

det lokale marked i Sapa Vietnam

Jeg sparer jer lige for døde hunde 😉

Den lokale del af Sapa, Vietnam

Dagen forinden havde vi ringet og aftalt med Su, at hun skulle være vores guide. Hun ville samle os op ved den lokale kirke, hvorfra vi skulle trekke til hendes hjem og overnatte. Så dagen efter stod vi blandt kvinder fra de mange etniske minoriteter (heriblandt Hmong, Dao og Tay), som findes i Sapa, og håbede på, at Su kunne finde os. Vi havde bedt hende om at holde øje med to blonde piger, og vi må have stukket ud fra mængden af kvinder med sort hår, for det tog ikke Su lang tid om at finde os.

Vi fik stukket et kort over Sapa i hånden, hvor der var indtegnet to mulige ruter til Sus hus. Vi havde allerede udforsket lidt af Sapa på scooter og valgte derfor den rute, hvor vi ikke allerede havde været. Vi var selvfølgelig total uvidende om, hvad denne rute indbefattede…

marked i sapa vietnam
På det lokale marked i Sapa kan man få lidt af hvert.

Vi gik ud af byen og kom til det lokale marked, hvor Su skulle ind til vores aftensmad. Vi spurgte, om vi måtte gå med, men kunne se på Sus tøven, at prisen ville stige voldsomt, hvis vi tog med hende rundt. Så vi aftalte, at vi fik lidt på opdagelse alene, mens hun handlede ind. Vores opdagelsestur sluttede dog hurtigt, som hurtigt sluttede, da vi så hund på køddisken, og ikke havde lyst til at vide hvilke andre lokale delikatesser, vi kunne støde på.

Su afleverede den kylling, som hun havde købt til aftensmaden, til hendes mand og spurgte om vi ville have noget bagage fragtet til hendes hjem. Vi havde dog kun en lille rygsæk hver, så afslog venligt tilbuddet. Vi sagde på gensyn til Sus mand og begyndte vores trekkingtur rundt i Sapa.

guide i sapa

Når vejen bare går opad og opad (i bunden ses Sapa-by)

Da vi nåede toppen….eller noget…

Trekkingturen startede egentlig stille og roligt ad asfalterede veje og vi nåede lige at tænke, at det nok skulle blive let at trekke i Sapa. Lige indtil Su pludselig stoppede ved en mindre sti, her gik det op for mig, at vi nu skulle til at bestige et bjerg. Jeg kiggede på Lisa og hun så lige så overrasket ud. Det havde ingen af os vist regnet med var en del af planen, da vi valgte vores rute….

Læs også: Phong Nha National Park – på besøg i nogle af verdens største huler

vandring i vietnam

Vores “Vi-er-nået-toppen”-billede, halvvejs oppe 😉 (May, mig, Su og Lisa)

Men vi forsatte op af bjerget og der gik ikke lang tid, før vi godt forpustet. Det var måske heller ikke smart at bestige et bjerg, når man er forkølet… Vi nåede et godt stykke op ad bjerget, og May forsikrede os om, at der kun var 15 minutter til toppen. Med den nyhed fandt vi lidt ekstra energi. Vi nåede til et stort udsigtspunkt med udsigt over hele Sapa-by eller det var i hvert fald, hvad vi fik at vide. En kæmpe sky kom forbi og dækkede for det meste af udsigten. Vi tog dog de obligatoriske vi-er-nået-til-toppen-billeder, men det viste sig at vi kun var nået halvvejs op…ups, men solen skinnede og humøret var i top!

Vi trekkede yderligere op af bjerget. Tågen og skyerne omsluttede sig, i perioder, bjergtoppene og skabte en eventyrlig stemning, når landskabet skiftevis forsvandt og kom til syne. Pludselig kom der en gris ud fra en sky og løb i mellem benene på os, mens okserne stod langs vejen og græssede. Toppen af bjerget kom langsomt til synet og vi kunne se, at vi havde klaret det værste stykke af bjerget.

bjerge i sapa vietnam

Udsigten på toppen, de to små prikker til højre er mennesker! Og bag skyerne ligger Sapa vist nok…

Nye veje i Sapa, Vietnam

Der var gået langt mere end det kvarter, som May havde fortalt os, at det ville tage, at nå toppen. Jeg spurgte hende, hvor mange havde gået turen, og om det var os som var utrolig langsomme eller andre der bare havde været ufattelig hurtige. Dertil svarede hun:

“Jeg har aldrig gået denne rute før” 

Jeg kunne ikke helt lade vær med at smågrine lidt og pludselig følte jeg mig ikke så langsom igen…Vi satte os i græsset og nød udsigten mens vi nød en nu-har-vi-rent-faktisk-nået-toppen-oreo! som Lisa og jeg havde købt i Sapa. Vi var os og en anden gruppe, så der blev venligt delt ud af den store pakke oreos. Det var befriende at nå toppen og udsigten var fortryllende, så jeg kunne sidde i en evighed og nyde udsigten, men turen gik videre.

homestay vandring i sapa

“Careful, it is slippery”

På vejen ned forsatte May og Su med turens mest sagte sætning: “Careful, it is slippery”. Til tider føltes det ikke som om, at vi gik ned af bjerget. Nej, vi gled nok nærmere ned af bjerget. Mine trekkingsko er ellers ret gode til at stå fast, men jeg kunne lige så godt have haft skøjter på. Su og May havde derimod ingen problemer. Det var lige før at jorden klistrede sig fast til deres badesandaler og læderssko. Så snart at vi tøvede lidt for længe (>1 sek) med vores næste skridt, så havde en af de to allerede fat i ens arm og man blev hævet med videre!

Læs også: En dag i smukke Halong Bay

okse og bjerg i sapa vietnam

Vi mødte også okser på vej ned af bjerget. Her er oksen i selskab med May

vandregruppe sapa vietnam

Den bedste vandregruppe i Sapa, Vietnam!

Vi nåede en lille shop, et stykke nede af stien, hvor vi alle fik serveret frokost i løbet af nul komma fem. Vores portion var cirka tre gange så stor som guidernes, og ingen af os formåede at spise op, men i Vietnam ses det også som et dårligt tegn, hvis man , som gæst, spiser op, da de så har lavet for lidt mad.

Tågen omgav os nu fuldstændigt og temperaturen fald drastisk. Vi pakkede os ind i alt vores tøj og jeg blev nødt til at låne en trøje til Lisa, så hun ikke blev alt for kold. Vi sagde farvel til den anden gruppe og forsatte i den modsatte retning. Vi forsatte gennem bambusskove og langs marker inden vi nåede Sus hus lige i midten af rismarkerne.

Happy water og strong bananas

Vi satte os med familien. Su og May syede tøj, vi var jo gået ind i et nyt år, så skulle der jo syes tøj. Børnene legede og Sus mand lavede mad, i dagens særlige anledning blev der serveret kød. Det var lidt svært at vide, hvad Lisa og jeg skulle give os til. Heldigvis var børnene mere end glade for at få nogle nye, men midlertidige, legekammerater, så de indviede hos hurtigt i deres lege med kapsler og andet “legetøj”.

Vi fik serveret et lækkert og stort måltid, hvor alt på kyllingen naturligvis blev brugt. Selv indvoldene, som Su var så sød at tilbyde os, men Lisa og jeg holdt os nu til brystkødet 😉

Efter aftensmaden blev der fundet en dunk “happy water” (aka hjemmebrygget alkohol) frem. Det ene shot efter det andet blev serveret for os, mens verdensituationen blev vendt. Da Lisa og jeg begge var singler, så lovede Su os, at hun nok skulle finde os en mand “with a strong banana” for i Vietnam har mændene åbenbart “very strong bananas” ifølge Su 😉 Efter flere liter happy water sagde vi tak for en underholdende aften og gik småberuset, på alkohol og oplevelser, i seng og faldt hurtigt i søvn.

Endnu et bjerg i Sapa…

lokalt hus i vietnam
Lisa ved Sus hus

Vi sov ikke meget den nat. Grisene hvinede, gæssene skrattede, hunden gøede og tæpperne var så tunge, at man skulle løfte dem, hver gang man ville vende sig. Men det var ligemeget, det var en del af oplevelsen og vi glædede os til en ny dag med mere trekking. Vi skulle gå til en nærliggende landsby langs rismarkerne.

Lige som dagen forinden startede vi på store asfalteret veje og brede stier, men til gengæld var vi omringet af rismarker og bjerge. Vi var rimelig hurtigt i den første landsby, hvorfra vi havde muligheden for at tage tilbage til Sapa-by, men besluttede os for, at vi lige så godt kunne gå til den næste – selvfølgelig igen total uvidende om at der ventede endnu et bjerg på vejen.

Læs også: Scootereventyr på Cat Ba Island

Vi nåede bjerget og fandt hurtigt ud af, at det ikke kun skulle blive bjerget, som skulle volde os problemer. Det havde åbenbart regnet i løbet af natten, og vi skulle nu bestige et bjerg på stier, hvor mudderet var flere centimeter dybt og stien var så glat, at selv de lokale faldt! Det blev dog til mange grin blandt de lokale og de andre turister, som vi nu var rendt ind i.

Vi gik gennem endnu en bambusskov, hvor jeg opfandt en ny vandreteknik, hvor man ikke flytter fødderne. I stedet greb jeg fat i den ene bambusgren efter den anden og gled gennem mudderet. Det fungerende væsentlig bedre end at gå.

hus sapa

Udsigterne var forsvundet bag tågen, men turen var en oplevelse nok i sig selv. Vi sluttede af ved at lille fint vandfald, hvor vi nærmest blev overfaldet af børn, som ville vælge os forskellige ting, så som broderet tasker. Derefter fik vi op til en lille restaurant, hvor vi købte en sodavand og snakkede om de sidste par dage. Vi betalte Su og takkede hende mange gange for nogle fantastiske dage, hvorefter at  vi blev samlet op af Sus mand og hans  ven, som kørte os tilbage til Sapa by på deres motorcykler efter en fed trekkingtur!

Informationer og tips

Pris for vores tur i Sapa

25 dollars (cirka 165,5 kroner) pr person

Kontakt til Su

(+84)01677924940

Facebook

Vi ringede til Su dagen før vores trekkingtur. Du kan evt ringe til Su fra Hanoi eller hvor du nu kommer fra, hvis du vil direkte på trekkingturen. Du kan evt også forlænge turen, hvis du ønsker det. Har Su ikke tid til at tage jer med rundt, så har hun altid en veninde som kan tage jer rundt i stedet.

Note: vi arrangerede selv vores tur og endte i en lille landsby, hvor der stort set ikke var andre backpackere/rejsende og i et rigtigt hjem. Vi mødte dog andre turister på vores vandrerute på anden dagen. Den anden gruppe, som vi mødte på førstedagen, endte på et homestay, som nærmest var som at bo på hotel. Det var klart, at vi var hjemme i et lokalt hjem hos Su og man skal ikke forvente luksus, men en autentisk oplevelse i et ægte vietnamesisk hjem. Dog har Su et vestligt toilet og internet, som hun har finansieret med penge fra turister på vandretur i Sapa.

Derfor anbefaler jeg, at du gør det selv, hvis du gerne vil prøve kræfter med trekking i Sapa. Derudover går ALLE pengene til Su og hendes familie, som virkelig godt kan bruge dem, og ikke et rigt firma, som kun betaler 5 dollars til deres guider.

sapa, vietnam

Hvad skal man have med på en vandretur til Sapa?

Vejret i Sapa er meget omskiftelig, så man skal være forberedt på lidt af hvert. Jeg vil som minimum anbefale:

Et regnslag/regntøj eller andet vandtæt tøj.
Lange bukser, langærmet t-shirt, fleece, buff (eller et halstørklæde), varme sokker.
Kamera, vand og snacks.
Meget gerne vandtætte sko (man kan leje gummistøvler i Sapa, hvis det er), men har det ikke regnet så kan turen sagtens fortages i nogle gode sko, som man kan gå langt i.

Hvordan kommer man til/fra Sapa og hvor skal man ellers bo?

Vi tog bussen fra Cat Ba til Sapa. Der findes en direkte bus mellem de to steder, den kan dog ikke bookes online. Fra Hanoi går der både busser og tog. Busserne er den billigste mulighed, sovebusserne er behagelige, men husk ørepropper, en øjenmaske og noget varmt tøj. Busserne kan bookes på forhånd her. Togene skulle være lidt mere behagelige, da man kan ligge mere udstrakt og der selvfølgelig er toiletter ombord. Billetter på 1. klasse kan bookes på forhånd online her (de er faktisk ikke så dyre som de lyder).

Vi havde en nat i Sapa før vores trekkingtur. Vi boede på Go Sapa hostel. Hostellet ligger perfekt placeret, tæt på centrum, men langt nok væk fra larmen. Udsigten er fantastisk og fællesområderne er virkelig gode, så der er rig mulighed for at møde andre rejsende. Tjek priser her. (Reklamelinks)

Mere fra vidunderlige Vietnam

28 Comments

    • Jeg er helt enig, men det kan nogen gange være svært at finde skatterne, specielt hvis alle anbefaler at se det samme…Jeg er så glad for at vi fik fat på Su og kom til at bo i et rigtigt hjem og ikke noget som mindede om et hotel! 🙂 Det var virkelig en smuk tur og jeg kan virkelig anbefale det, hvis du en dag tager til Vietnam 😉

  • Så utrolig vakkert og spennende! Turister flest følger samme løype, men det finnes nesten alltid muligheter for litt mindre turistifiserte steder like ved – det er jo dette innlegget et godt eksempel på 😀 Nå fikk jeg veldig lyst til å dra hit selv ;D

    • Det var så smukt! Og virkelig også en spændende tur. Det var rigtig spændende at se hvordan familien boede og fantastisk at blive en del af den for en stund 🙂 helt enig, det handler bare om at finde de steder og ja, det gjorde vi heldigvis her. Jeg kan i hvert fald anbefale Sapa, i hvert fald de mindre turistet dele 😉

  • Sapa var også klart en af højdepunkterne da jeg var i Vietnam! Men vi bookede turen gennem vores hostel og var nok 8 på tur, så ville jeg nok have fortrækket jeres tur 🙂

  • Hej Tine

    Jeg er stødt på din blog og sikke et held! Jeg er netop i gang med at planlægge en rejse til Vietnam og jeg har lidt spørgsmål, som jeg håbede du kunne besvare for mig.

    I forhold til Sapa, så tænker jeg helt klar, at jeg skal benytte mig af hende Su, men med hvor kort varsel arrangerede i det med hende? Og hvordan kom i til Sapa (evt. navn på bus/tog)

    Har du benyttet dig af den såkaldte Open Tour billet til busserne?

    Derudover vil jeg sige tak for tippet om hostellet i Hanoi, det vil jeg klart benytte mig af når jeg ankommer til Vietnam. Det er rart at vide man har et ordentligt sted at bo til at starte med.
    Samt linket til der hvor man kan søge visum. Jeg havde kigget på den hjemmeside et par gange før, men man er altid lidt skeptisk i forhold til om den nu er fake eller ej.

    Mvh
    Kristina

    • Hej Kristina

      Er glad for at du kunne bruge bloggen og mine tips 🙂

      Vi ringede til hende dagen før, så du kan enten ringe fra Hanoi eller bruge en dag i Sapa inden du tager ud og vandrer 🙂 Vi brugte den ekstra dag på at leje en scooter og kørte rundt i landskabet og så bjerge og vandfald 🙂
      Jeg tog bussen fra Cat Ba Island (eller rettere fem busser og en færge). Det var en helt ny rute. Kan desværre ikke huske navnet på selskabet, men der var kun et 😉
      Men jeg prøvede mange forskellige busselskaber i Vietnam og de var alle gode 🙂

      Det var så lidt. Jeg har vist nok noteret de andre steder, hvor jeg boede i mit rejsebudget for Vietnam. Hvis du har brug for flere tips til overnatninger.

      Jeg brugte ikke en open tour billet og sammenlignede med en veninde, som gjorde og jeg sparede altså en del ift hende. By the way, så kan jeg anbefale at tage toget mellem Hue og Danang. Virkelig en flot rute!

      Du skal være velkommen til at skrive igen, hvis du har flere spørgsmål!

      Mvh
      Tine

      • Mange tak for svar!

        Jeg vil se om jeg ikke kan kontakte hende Su og se om hun har tid.

        Og i forhold til busserne, så må jeg bare se på det dernede, men fint at høre at det var okay standard samt open Tour billet måske ikke kan svare sig.
        Nu skal jeg godt nok ikke til danang men det går vel videre til hoi an, så kunne det jo være en mulighed!
        Men er toget ligeså billigt og fleksibelt som busserne?

        Jeg skriver hvis jeg lige kommer i tanke om mere!

        Hilsen Kristina

        • Ellers kender hun nok nogen som kan tage dig med på tur.

          Det er i hvert fald meget let at booke busser, så det behøver du ikke bekymre dig om.

          Toget går ikke videre til Hoi An, men fra Danang kan du hoppe videre på en lokal bus til 6 kroner. Men selve tog strækningen mellem Hue og Danang er ret berømt og er super flot.

          Togene er måske en anelse dyrere, men kan faktisk ikke helt huske det…men det kommer også an på hvilken togklasse som du vælger 🙂

          Du skal være mere end velkommen
          Tine

  • Hej Tine – tak for en spændende og inspirerende blog!

    Min veninde og jeg skal til Asien og ender nok i Vietnam i midt september. Jeg har været inde at læse om din trekkingtur i Sapa og det lyder utroligt spændende og autentisk.

    Er det ok bare at tage kontakt til Su, som du henviser til? Hvis ja, er der så mulighed for at gøre det enten på FB eller mail?

    Mange hilsner Sisse

    • Hej Sisse

      Mange tak for rosen. Jeg er glad for at du kan lide bloggen 🙂
      Det er helt ok bare at tage kontakt. Det kan I gøre dagen før I tager afsted. Nej, det er desværre ikke muligt, da hun ikke har internet derhjemme og hun har hverken en smartphone eller en bærebar, så hun kan kun kontaktes via telefonen, men de fleste hostels vil gerne låne telefonen ud, så I kan ringe til hende 🙂

      Det var en rigtig fed og autentisk oplevelse, som jeg kun kan anbefale!

      Sig endelig til, hvis du/I har flere spørgsmål ellers god tur!

      Mvh
      Tine

    • Hej Tine.

      Tusinde tak – det kan være at vi prøver dette så!

      Altså hvis du har nogle gode ideer til noget, er vi klar på det hele!
      Kan huske du har skrevet noget om en grotte?
      Jeg synes det er lidt en jungle med visum. Hvad anbefaler du? Så det ikke løber op i flere tusinde kroner.

      Hilsen Sisse

  • Hej Tine
    Super spændende læsning. Har Su ikke en mail man kan kontakte hende på, så man kan booke hende på forhånd?
    Ved du om man kan rejse fra Sapa til Halong Bay?
    Vh. Christina

    • Hej Christina
      Hun havde ikke internet, da jeg var i Vietnam. Har dog hørt, at hun har en Facebook-profil, men den kender jeg desværre ikke 🙁 Jeg har kun hendes mobilnummer, men jeg håber, at en læser vil sætte mig i kontakt med hende online og så skal jeg selvfølgelig nok dele informationerne herinde Ja, der findes en direkte rute mellem Sapa og Cat Ba Island – det har jeg også skrevet i kommentarfeltet til dette indlæg https://aworldofbackpacking.com/ruteforslag-vietnam/ og det er meget let at booke når du er i Vietnam 🙂
      Vh Tine

  • Hej Tine
    Mine to venner og jeg er på vej med Sapa, men har hørt at der er fyldt med turister. Vi kunne rigtig godt tænke os en lokal guide hvor pengene går mere direkte til guiden, og hvor vi måske kan komme lidt uden om masserene. Har du et godt råd til hvordan vi gør det? Har læst at du havde en fantastisk tur 🙂
    Mvh John, Katrine og Lærke

    • Hej John, Katrine og Lærke

      Jeg undgik jo en del turister, i hvert fald den første dag vi mødte lidt flere på anden dagen, ved at booke gennem Su. I kunne jo kontakte hende ellers står der ofte mange kvinder i centrum af torvet som helt sikkert gerne vil guide jer. I kan fortælle dem, at I gerne vil undgå turister og så vælge den lidt hårdere rute

      Vi boede i Lao Chao Village, som i den grad var fri for turister og kort efter den landsby lå der nogle ret nye hostels, så jeg skal ikke kunne sige hvordan det er i dag. Det er alligevel 2,5 år siden at jeg var der

      På anden dagen tog vi til et vandfald og på hele den rute var der en del flere turister end dagen før. Ikke at vi stod oveni hinanden, men når man kun møder fem andre dagen før, så skal der ikke meget til at det bliver flere I kan også være at trekke tre dage, det er der ret få der gør, så tænker at I måske vil møde endnu færre turister

      Ellers kan man også nogen gange læse i turbeskrivelserne, hvor ruten går til og så forsøge at undgå de steder, da det er der se fleste ture går til.

      Jeg håber, at det var svar nok. Rigtig god tur!
      Tine

  • Hej Tine

    Sikke en spændende blog du har med en masse spændende rejser.

    Vi er to piger som netop har booket en rejse til Vietnam og kan ikke komme udenom at vi gerne vil til Sapa for at trekke.

    Vi fandt derfor din blog hvor du beskriver din rejse med Sue. Hvordan fandt du netop hende og vil du tro det stadig er muligt at tage kontakt til hende for at booke en tur rundt i Sapa. Vi kunne godt tænke os måske at trekke to dage, vil du tro det er muligt?

    Har du nogle andre gode forslag til dette?

    Mvh. Pernille og Rikke

    • Hej Pernille og Rikke

      Mange tak.

      Jeg fik Sus telefonnummer af en anden backpacker og så tog vi kontakt til hende. Jeg tror bestemt, at det er muligt for jer at ringe og booke en to dages tur hos hende og skulle hun ikke være ledig (jeg kunne ikke forestille mig andet end at hun er), så kan hun altid henvise jer til en ven 🙂

      Hvis I vælger at trekke med SU, gider I så ikke sende mig hendes Facebook informationer? Jeg vil nemlig gerne i kontakt med hende 🙂

      Mvh
      Tine

  • Hej Tine,

    Har du fundet Su’s facebookprofil eller en mail til hende? Jeg kunne vildt godt tænke mig at kontakte hende 🙂

    Mvh Rikke

  • Hej Rikke, vi var der i januar og var rigtig heldige med vejret 🙂 Jeg tror, at vi havde omkring 12-15 grader og solskin. Det var lidt køligt, når solen ikke var fremme. Jeg havde skiundertøj på, en sweatshirt, lange bukser og en vindtæt jakke 🙂 Det var lidt køligt, da vi skulle spise frokost og vi blev indhyllet i en sky, men ellers var det fint 🙂 Men foråret ville nok være et lidt bedre tidspunkt, at tage dertil i 😉

  • Hej Tine

    Min kæreste og jeg backpacker i øjeblikket i Sydøstasien og drager stor nytte af dine fine rejsebeskrivelser! Så mange tak for dem først og fremmest.

    Vi er i Hanoi lige nu og tager til Sapa senere på ugen. Vi vil tage kontakt til Su og booke trekkingturen gennem hende, hvis det kan lade sig gøre 🙂 Det lyder nemlig superfedt, det du beskriver. Et hurtigt spørgsmål dog: Havde du din backpackerrygsæk med til Sapa? Blev den hentet og bragt til Sus homestay eller hvordan?

    Mange hilsner

    • Hej Katrine

      Jeg synes bare, at I skal skrive eller ringe til hende. Er overbevist om at hun har plads til jer eller kan anbefale en veninde, hvor I kan bo

      Jeg havde min store rygsæk med, men havde en nat på et hostel inden jeg tog ud at trekke. Der efterlod jeg min backpackerrygsæk og så brugte jeg bare min lille rygsæk, men hvis det er vigtigt for jer at få den store med, så kan hendes mand muligvis hente den på sin scooter og køre dem frem til deres hus

      Mvh Tine

  • Hej Tine. Vi er lige blevet kørt fra Su og hendes familie til Sapa by, vi var der 3 dage, fantastisk oplevelse. Skulle hilse mange gange fra Su, og tusind tak for tippet!

Del gerne dine tanker eller et spørgsmål med mig