Jeg har været heldig ikke blot at rejse alene, men også bo i Vietnam (Can Tho for at være mere præcis). Dette indlæg kommer dog udelukket til at handle om min rejse i 2015 og ikke om at bo i Vietnam, det kan du læse mere om her. Jeg var meget betænkelig ved at rejse til Vietnam, da jeg havde hørt mange dårlige historier om Vietnam, før jeg tog dertil. Her er mine oplevelser og indtryk af Vietnam.
Indholdsfortegnelse
De første indtryk af Vietnam
Jeg rejste med bus fra Pakse i Laos og endte i Danang (staves også Da Nang) i Vietnam. Det var mere eller mindre en køretur i helvede, men det er en helt anden historie. At komme fra rolige Pakse, med cirka 120.000 indbyggere, til Danang, Vietnams femte største by med cirka 1,4 millioner indbyggere, var noget af et chok for at sige det mildt.
At gå fra vejene i Pakse, hvor der nærmest kom to biler i timen under rush hour til Danang, hvor der konstant var scootere som kørte helt tæt på en, var det en prøvelse blot at krydse vejen. Og jeg skreg nærmest hele turen over vejen, fordi jeg var bange for at blive ramt.
Jeg fandt hurtigt ud af at vente på, at en vietnameser skulle krydse vejen, og så fulgte jeg med ham/hende over vejen. Det blev min redning, og langsomt lærte jeg, hvordan man gjorde.
Danang var kaotisk, regnfuld, grå, larmende og hektisk. Det lød umiddelbart opskriften på mit nye hade-sted… Alligevel forelskede jeg mig i byen og Vietnam næste dag!
Den første aften havde jeg alene. Jeg tjekkede ind på et helt nyt hostel i Danang og gik ud for at finde en hæveautomat. Det skulle være lettere sagt end gjort. Jeg brugte min rejseapp, maps.me, til at finde den nærmeste hæveautomat og der lå da også flere lige rundt om hjørnet fra mit hostel.
Jeg prøvede de nærmeste 10 hæveautomater, men jeg kunne ikke få lov til at hæve en eneste dong. Det var aften, jeg var træt, jeg havde haft en lang dag med transport, og jeg var sulten.
Heldigvis havde jeg nogle dollars efter at have vekslet laotiske kip til dollars, før jeg forlod Laos. Hostellet kunne være behjælpelig med at veksle dem til vietnamesiske dong, jeg skrev en mail til min bank for at forhøre mig om kortet og endte dagen med en halvkedelig aftensmad.
Det havde mildes talt ikke været en helt nem start på Vietnam, men jeg var fast besluttet på, at næste dag måtte blive meget bedre!
En dag i Danang
Da jeg vågnede havde banken åbnet mit kort igen. Så jeg gik på jagt efter en hæveautomat, hvor jeg kunne hæve mere end 3 millioner dong (cirka 900 kr). På vejen fandt jeg da også tid til at gå lidt på opdagelse i de små gader og drikke min første kop vietnamesisk kaffe ved Highlands Coffee (lidt den vietnamesiske udgave af Starbucks) og fandt frem til Citibank ved floden, hvor jeg kunne hæve hele 7 millioner (2000 kr).
Jeg skyndte mig hjem med formuen og forsøgte at fordele den kæmpe pengestak i min taske. Og jeg frygtede da også lidt, at min taske ville eksplodere og at pengene ville flyve over det hele som på ægte tegnefilmsmanér!
Om eftermiddagen blev jeg hentet af min veninde som viste mig det bedste af Danang og lidt til. Det blev en rejsedag, som jeg sent ville glemme!
Flere steder hvor vi kom, var det næsten som om, at de lokale ikke var vant til turister. Mange kom op til mig for at snakke lidt på engelsk, ønske mig velkommen til Vietnam og enkelte spurgte også om billeder. Det kom bag på mig, da jeg havde læst på flere blogs, at folk kun prøvede at snyde turister, og at flere bloggere aldrig ville komme tilbage til landet. Men også fordi jeg troede, at Danang var vant til turister, åbenbart ikke nær så meget som andre steder.
Hoi An – en favorit blandt turister
Næste dag stod jeg tidligt op for at tage den lokale bus til Hoi An. Jeg havde hørt, at billetkontrollørerne var notoriske for at kræve en højere pris for turister og ganske rigtigt, så prøver hun også at få ekstra 10.000 dong (3 kr) ud af mig. Selvom jeg ikke bryder om at blive snydt, så hidsede jeg mig ikke op over det eller forsøgte at få den rigtige pris – man må vælge sine kampe…
Jeg var meget spændt på Hoi An. Jeg vidste, at det var den mest turistet by i Vietnam, men jeg faldt alligevel for charmen! Byen var flot og havde rolige områder.
Byen havde også horder af turister (ofte midt på dagen), aggressive sælgere, flere som prøvede at snyde mig og en hostelejer som truede med at smide mig ud, fordi jeg fortalte hendes mand, at jeg havde opdaget væggelus på mit sidste hotel i Laos, og jeg havde brug for hjælp til at vaske de sidste af mine ting. Heldigvis, havde jeg ikke fået nogle kryb slæbt med mig.
Alligevel forelskede jeg mig fuldstændig i byen. Jeg fandt nogle steder, hvor der var færre turister, spiste noget af det bedste street food, som jeg fik i Vietnam, drak en masse vietnamesisk kaffe og holdt endda jul i Hoi An. Jeg kunne med lethed bruge en måned i Hoi An.
Med tog gennem Van Hai Passet
Jeg tog dernæst tilbage til Danang med den lokale bus. Endnu engang prøvede billetkontrolløren at snyde mig, men et vietnamesisk par som sad på rækken blev sure over det og skældte hende ud.
Uden at vide helt hvad de sagde, så fik jeg fornemmelsen af, at de var trætte af, at folk forsøgte at udnytte turister, da det giver Vietnam et dårligt ry. På grund af parret fik jeg den lokale pris. Vi faldt i snak. De lærte mig en del om Vietnam, og jeg lærte dem om Danmark. Vi delte snacks og historier, og de sikrede sig, at jeg kom af det rigtige sted i Danang, så jeg kunne komme med toget til Hué.
Togstationen i Danang var fyldt med mennesker. Jeg havde ikke vildt lang tid til at få min billet, før toget kørte. Jeg prøvede at gå op til den første luge og blev ignoreret. Jeg oplevede det samme ved næste luge. Det gik op for mig, at der var et slags nummersystem, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg kunne trække et nummer, og tiden snævrede.
En ansat kvinde havde set min forvirring og kom til mig for at spørge, hvor jeg skulle til. Jeg fortalte, at jeg skulle til Hué. Hun nikkede, tog mig med op til en skranke og talte lidt med personen i billetlugen på vietnamesisk, og wupti fik jeg en billet! Så sørgede hun for, at jeg kom ombord på det rigtige tog.
Endnu engang blev jeg forbløffet over den hjælpsom, som jeg blev mødt med i Vietnam. Det havde jeg ikke forventet ovenpå alt det, som jeg havde læst om landet.
Jeg mødte ikke andre end lokale rejsende på toget, men jeg er sikker på, at der nok var andre backpackere ombord. Mange lokale hilste pænt, men lod mig ellers være. Togturen er uden tvivl en af de smukkeste togture, som jeg har været på i mit liv, også selvom regnen silede ned, og jeg nød det i fulde drag.
Hué og Phong Nha – anderledes end mine forveninger
Om aftenen nåede jeg Hué. Det var egentlig ikke et sted, som jeg på listen over steder, som jeg ville besøge i Vietnam, men jeg besluttede mig for at bruge et par dage her, inden jeg skulle videre nordpå.
Jeg lejede en cykel på hostellet og tog på opdagelse i Hué. Byen har jo masser at byde på et cruise på Perfume River, Thuan An-strand, Imperial City, et forladt vandland, men Hué føltes bare ikke rigtigt for mig. Jeg overvejede, om jeg skulle prøve at give byen en chance til, men jeg valgte at lytte til mavefornemmelsen.
Måske Hué vil være det rigtige valg en anden gang, men denne gang skulle det ikke lige være. Phong Nha blev mit næste stop. Det var et sted, som jeg virkelig havde glædet mig til!
Jeg havde forestillet mig en meget autentisk oplevelse, men blev sat af i en gade som udelukkende bestod af hoteller og hostels – hvorfra flere af dem kæmpede hårdt for backpackere med store fester. Min hostelejer virkede nærmest pengegrisk, skældte en anden backpacker og jeg ud for at tjekke priserne for ture og scooterleje forskellige steder, og han blev nærmest aggressiv overfor os. Det var en ubehagelig situation.
Der var mange turister ved de huler, som vi besøgte. Det er hvad det er, men det var som om, at vi havde ramt nogle af de mest larmende turister i Vietnam…Til gengæld forelskede jeg mig i landskabet, da vi kørte rundt på scooter, og havde det ikke været for fulde backpackere og en sur hostelejer, så havde jeg muligvis blevet længere.
Hanoi, Halong Bay/Cat Ba Island og Sapa blev de sidste stop og blev nogle højdepunkter på min rejse i Vietnam!
Hvordan var det at rejse alene kvinde i Vietnam?
Vietnam er et fantastisk rejseland! Her kan man finde utrolig natur, lækker mad, kultur og søde mennesker. Jeg følte mig aldrig utryg, da jeg rejste alene, og jeg tog natbusser, tog og lokalt transport. Jeg fik fornemmelsen af, at mange af de lokale passede godt på mig ombord på busser osv.
På de lange busture får man også en “seng” i stedet for et egentlig sæde, og med mindre at man er på bagerste række, så har man ikke en siddemakker. Jeg oplevede tit, at de skaffede en seng på øverste række, så man ikke endte med at have en siddemakker med dem som lå på gulvet.
Vietnam er generelt et let land at rejse rundt i. Det meste af tiden er det til at få transport videre, komme på den tur, som man ønsker, finde et sted at bo osv, indenfor kort tid. Dog skal man booke overnatninger på forhånd omkring særlige begivenheder som jul, nytår osv.
Og som så mange andre steder, så møder man hurtigt lokale og andre rejsende i Vietnam, så jeg var sjældent alene.
Hvordan er vietnameserne?
Som tidligere nævnt, så var det ikke gode historier, som jeg havde hørt på forhånd. Jeg havde hørt mange som hadede vietnameserne, som nærmest var blevet snydt fra de kom til de forlod landet, og andre som havde rejst ud af Vietnam tidligere end planlagt p.g.a. alle snydepelsene.
Som de fleste steder i Sydøstasien skal man naturligvis ikke stole på taxachauffører/scooterchauffører, især ikke dem som står klar ved bussen, når man ankommer meget tidligt om morgen til et nyt sted. De tager med garanti overpris. Så er det bedre at bruge app’en grab eller gå.
To personer blev aggressive – hosteldamen i Hoi An og hostelmanden i Phong Nha. Jeg forstår, at hun blev frustreret og var bange for at miste forretning, selvom jeg ikke havde taget mine ting indenfor, så væggelusene ikke kunne sprede sig.
Men det var en træls oplevelse og gav ikke et godt indtryk af landet på daværende tidspunkt. Derudover oplevede jeg nogle lidt påtrængende sælgere i Hoi An. Jeg hader, når det sker, men det handler oftest om at gå væk fra situationen.
Heldigvis var der ufattelig mange vietnamesere som gjorde mere end op for de to dårlige oplevelser. Mange sagde hej til mig, når jeg gik rundt, kom op til mig for at øve engelsk og fortalte mig, at jeg var smuk. Jeg oplevede en befolkning som generelt var nysgerrige og som ønskede mig en virkelig god oplevelse i deres land.
Da jeg for eksempel skulle forlade Cat Ba Island og skulle videre til Sapa. Havde jeg tømt mit SD-kort og uploadet mine billeder online, så jeg var klar til Sapa og ikke mistede nogle billeder. Mit hotel havde været søde at lade mig låne deres computer. Nogle timer senere blev jeg samlet op af bussen som skulle tage mig til færgen.
Pludselig er der en anden rejsende som fortæller, at bussen bliver jagtet af en mand på scooter. Jeg syntes, at det lød lidt underligt. Scooteren fik stoppet bussen efter at have kørt foran den.
Det viste sig at være ejeren på mit hotel. Han hoppede ombord på bussen og rakte mig mit SD-kort, som jeg endnu ikke vidste, at jeg havde glemt på hotellet. Han havde jagtet bussen mere end halvvejs over øen for at sikre sig, at jeg fik mit SD-kort og billeder.
Jeg var helt forfjamsket og overvældet over, at han gjorde det for mig! Det slog mig bagover. Jeg skyndte mig at tilbyde ham drikkepenge, men han nægtede at tage imod dem. Jeg forsøgte at betale for hans benzin, men også det nægtede han, og han forlod bussen med et smil på læben, mens han vinkede farvel til os.
På samme tur skulle vi skifte bus flere gange i byer, som jeg aldrig har hørt om. Det var tydeligt, at de lokale ikke var så vant til turister. Ingen kunne engelsk, en kvinde var tydeligvis MEGET stolt, da jeg købte en bánh mì af hende.
Mens jeg stod og ventede på, at hun smurte den, blev jeg omringet af en større gruppe lokale som kiggede på mig købe min aftensmad. De gav mig kæmpe smil og thumps up, da jeg fik min mad.
For nogle ville det måske være grænseoverskridende, og det var bestemt underligt, men de var jo alle søde, så det gik mig ikke på, selvom det var en spøjs oplevelse!
Engang hvor jeg spiste på en billig restaurant i Hanoi kom jeg til at bytte om på en 500,000 VND seddel (150 kr) og en 20,000 VND seddel (6,5 kr). De ligner til forveksling hinanden. Tjenerne begyndte straks at grine af mig og sige: “No no”.
Jeg troede, at jeg var kommet til at betale dem for lidt og begyndte at finde flere penge frem, indtil de påpegede min fejl og pegede på den rigtige pengeseddel i stedet. Så det er bestemt ikke alle vietnamesere som er pengegriske.
Det er generelt den venlighed og nysgerrighed, som jeg finder beskrivende for den vietnamesiske befolkning.
Ja, nogle er måske stædige og vil gerne have fat i dine penge, men en stor del af befolkningen lever for under 5 dollars om dagen, så kan vi vel ikke bebrejde dem vel? Og jeg vil mene, at de færreste som vil prøve at snyde en. Måske jeg er heldig at være sluppet uden at møde særlig mange. Men det er ikke min generelle opfattelse efter at have rejst og boet i landet, men man kan jo være uheldig.
Jeg kom til Vietnam for landskaberne og maden, men som med så mange andre lande, så var det befolkningen som gjorde, at jeg forelskede mig i landet. Og jeg er sikker på, at jeg kommer til at vende tilbage til landet flere gange.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere fra vidunderlige Vietnam
