Hanoi Hanoi Hanoi, Vietnams hovedstad. En by, som mange enten hader eller elsker. Jeg elsker selv byen, dets virvar, små gader og de mange kaffebarer. På trods af at det er Vietnams hovedstad, så synes jeg, at den virkede mere rolig end Ho Chi Minh City. Men brug ikke for lang tid i byen, for det bedste ved Vietnam er helt klart naturen, så selvom Hanoi er fed, så ville det være ærgerligt, hvis du gik glip af alt for meget natur 😉 Men Hanoi er en fed by og jeg har her samlet mine bedste tips til byen, så du forhåbentlig også kan komme til at elske den!

Reklamelinks er markeret med *. Bruger du dem støtter du bloggen med få kroner, uden at det koster dig ekstra.

mad i hanoi


Mad


Hanoi er fyldt med gode madsteder og maden er fantastisk. Jeg havde ikke en eneste dårlig ret i Hanoi, så vil klart anbefale at give sig i kast med noget af maden. Særligt i The Old Quarter er der masser af små street food steder. Jeg har selv skrevet en guide med nogen af de bedste spistesteder, som jeg prøvede i Nordvietnam og ellers er denne guide også rimelig udførlig.

Men noget af det fede ved at rejse er jo lige netop også, at gå ind tilfældige steder og prøve lidt af hvert 🙂 Jeg kan derudover, at du bruger foody.vn til at finde de gode restauranter, som er vietnamesernes eget svar på tripadvisor for restauranter. Du kan sikkert ikke læse, hvad de lokale skriver, men i det mindste kan du se deres score for restauranterne 😀

Men generelt kan jeg anbefale en street food tour!*.

Du kan også tage en cooking class* og lære at lave de lækre retter, som man kan få i Vietnam. Tjek priser her*.


Hanois seværdigheder


Hanoi er jo en kulturoplevelse i sig selv. Det er så mærkant anderledes i forhold til Danmark, så det er en kulturel oplevelse i sig selv at gå på opdagelse i Hanois mange gader! Det er i hvert fald ikke hver dag, man ser høns i bur på gaden i Danmark eller bliver nødt til at gå på vejen, fordi parkerede scootere fylder hele fortovet. Men Hanoi har også nogle must do kulturattraktioner, som selvfølgelig er værd at besøge!

Temple of Literature (Văn Miêu)

Temple of Literature (Văn Miêu)

Temple of Literature er et af Hanois største attraktioner og med god grund. Jeg havde egentlig på daværende tidspunkt fået nok af templer, men en veninde overtalte mig til at tage rundt og se nogen af Hanois største attraktioner. Temple of Literature overraskede mig virkelig positivt.

Det blev bygget i 1070. Seks år senere blev det Vietnams første universitet. Den dag i dag kommer færdiguddannede studerende forbi templet for at få taget et billede, inden de tager ud og fejre deres uddannelse. Templet er fyldt med smukke detaljer og skønne omgivelser og så er det et dejligt pusterum fra de mange scootere i byen.

Adresse: Quoc Tu Giang St, Hanoi
Åbent: Sommer kl 07.30-17.30; vinter 08.00-17.00 – kom gerne tidligt
Pris: 30,000 dong for voksne (∼9 kr), halv pris for studerende

Læs også min guide til Ho Chi Minh City

Hoả Lò Prison

Hoả Lò Prison

Hoả Lò Prison eller Hilton Hanoi, som fængslet også blev kendt under, blev bygget under den franske kolonitid i 1896. Her blev de vietnamesere, som modarbejdede franskmændene sendt i fængsel. Det var ikke sjovt at være i fængsel her. Folk lå tæt, på de hårde træbænke, mens de var lænket ved fødderne. Mange døde af sygdom, mens ganske få formåede at flygte. De fik senere højtstående positioner i det vietnamesiske kommunistparti.

For mig var det lidt en rodet oplevelse i fængslet, hvilket vist var fordi vi ikke købte en guide…Men er du historieinteresseret eller bare gerne vil se lidt propaganda, så skal du slå vejen forbi Hoa Lo.

Adresse: 1 Hoả Lò, (Hai Ba Trung Street)
Åbent: kl 8–17
Pris: 30,000 dong for voksne (∼9 kr) – halv pris for studerende (men brug lidt ekstra penge på at købe en guide)

St Joseph's Cathedral (nhà thờ lớn)

St Joseph’s Cathedral (nhà thờ lớn)

St Joseph’s Cathedral er en af de få kirker, som du ser i Vietnam, da befolkningen primært er buddhister. St Joseph’s Cathedral er Vietnams svar på Notre Dame og blev bygget under den franske kolonitid. Klokketårnene er 31,5 meter høje og kirken er en fin kontrast til de vietnamesiske bygninger i nærheden. Det er et kort besøg værd, om ikke andet er de omkringliggende gader også ret hyggelige 😉

Adresse: 40 Nha Chung, Hoan Kiem, Hanoi
InsidertipEden Coffee har virkelig en god udsigt til kirken, så overvej at få en kaffe eller lignende her 🙂

 

Ho Chi Minh’s Mausoleum (Lăng Chủ tịch Hô Chí Minh)

Vil du gerne opleve noget helt specielt? Hvorfor så ikke tage til Ho Chi Minh’s Mausoleum? Her kan du se den balsamerede Ho Chi Minh. Hvis du er i tvivl, så er Ho Chi Minh meget betydningsfuld for Vietnam. Han dedikerede sit liv til at befrie Vietnam fra Frankrigs styre, hvilket lykkedes. Ho Chi Minh anses for at være landets fader og er i dag en folkehelt i hele Vietnam. Hans lig blev balsameret i den daværende Sovietunion og har ligget til offentlig skue i hans mausoleum i fire årtier. Det er en meget anderledes attraktion og måske endda lidt til den absurde side, men det er et højhelligt sted for vietnameserne, så du må hverken tage billeder, smile eller grine. Og det giver et lidt andet indblik i en kultur, som vi bestemt ikke er vant til.

Adresse: 8 Hung Vuong
Åbent: 07.00-11.00
Pris: Gratis

Water Puppet Theater (Nhà hát Múa rôi Thăng Long )

Water Puppet Theater er en gammel teater tradition som stammer tilbage fra det 11. århundrede. Den opstod eftersigende i rismarkerne, hvor bønderne underholdt hinanden med dukker i de vandfyldte rismarker. I dag kan man se, de forskellige shows på et rigtig teater med livemusik. Det skulle eftersigende være en spændende oplevelse, men blev en af de ting jeg valgte fra. Man kan jo ikke det hele 😉

Adresse: 57B, Dinh Tien Hoang Street
Pris: 100,000 Dong (∼30 kr)


“Grønne” områder


Hoan Kiem Søen (Hô Hoàn Kiêm) i hanoi

Hoan Kiem Søen (Hô Hoàn Kiêm)

Hoan Kiem søen (eller Sværdsøen, som den også kaldes på dansk) kan du ikke rigtig komme udenom i Hanoi, så skal du i hvert fald gøre dig umage! Søen er virkelig også et besøg værd. Gå en tur rundt om den og du forstår, hvad jeg mener. Her er masser af liv! Brudepar får taget billeder, lokale der sælger postkort og snacks, andre kan tegne dit billede (hvis du er blondine med blå øjne som jeg, så kan det ligefrem være at de deklarer deres kærlighed til dig! 😉 )

OBS i de danske sommermåneder skulle Ho Tay/West Lake være et besøg værd, da lotusblomsterne springer ud.

blomsterpark i vietnams hovedstad

Thung lũng hoa hồ Tây (Blomsterpark)

Thung Lũng hoa hô Tây er en blomsterpark cirka 10 km udenfor Hanoi. Det er en rigtig fin park fyldt med blomster, ikke den store overraskelse vel? Selvfølgelig er det både falske og rigtige blomster – det er jo Vietnam. Jeg havde aldrig selv hørt om stedet, før mine vietnamesiske venner slæbte mig med hertil, men det er en lidt sjov og anderledes oplevelse. Du vil uden tvivl være den eneste vestlændinge der, men tag en masse selfies med de søde vietnamesere og nyd den egentlig rimelige flotte park (falske blomster eller ej).

Desværre kender jeg ikke prisen, men det er sikkert ikke særlig dyrt. Jeg gætter på cirka 80.000 dong (22 kroner).
Adresse: Cạnh Hồ Tây (ngã 3 đường Nhật Chiêu -Công viên nước)
Åben: 7-22
Insidertip: Stop evt ved den berømte Long Bien Bridge på vejen dertil


Andre oplevelser


Đông Xuân Market

Jeg elsker generelt et asiatisk marked og at gå på opdagelse i de mange boder. Dong Xuan Marked er bestemt et besøg værd! Her kan du få alt hvad du kunne tænke dig, men de fleste ting sælges her i større partier, så skal du shoppe, så er det nok ikke her du skal gøre det, med mindre at du selvfølgelig gerne vil have et lille lager af souvenir t-shirts på 20 styk eller lignende. Hvis du synes at 20 styk er lige lidt overkill, så anbefaler jeg at du i stedet shopper i The Old Quarter 😉 Men elsker du markeder ligesom jeg, så er det altså et besøg værd!

Læs også: Rejseforslag – 2 uger til en måned i Vietnam
Insidertip: Hver fredag, lørdag og søndag er der et weekendmarked fra kl 19, som strækker sig næsten hele vejen fra Hang Dao til Dong Xuan (cirka 1 km)

The Old Quarter (Hoan Kiem District)

Gå op opdagelse i The Old Quarter (Hoan Kiem District)

The Old Quarter er virkelig hyggeligt og et godt sted at “fare vild”. Der sker hele tiden noget i The Old Quarter! Hver gade har specialiseret sig i en ting, så som kaffe, bildele, køkkengrej osv. Du ved ikke hvad der venter rundt om hjørnet. Jeg brugte selv timer på at gå rundt i de mange gader, mens scooterne susede forbi mig med kun få centimeters afstand. De lokale mænd stuver sig sammen i de livlige kaffebarer, mens de hårdtarbejdende kvinder render rundt med vogne og kurve for at sælge frugt, snacks og drikke. Ja, The Old Quarter er uden tvivl mit favoritområde i Hanoi og jeg kan kun anbefale det!

Om aftenen er der mange madboder åbent og flere steder bliver der solgt billigt øl i The Old Quarter, så du kan i hvert fald få dig et godt måltid til billige penge eller måske et par øl med dine venner.

The Beer Corner/Bia Hoi Corner

The Beer Corner er rimelig fredeligt om dagen

Drik en kold øl nær The Beer Corner/Bia Hoi Corner

Hver aften forvandles hjørnet mellem Ta Hien og Luong Ngoc Quyen til Hanois største “bar” – alle restauranterne sætter stole ud på det trafikforladte gadehjørne. Her mødes både lokale og turister for at drikke den lokalbrygget øl. Jeg drikker sjældent når jeg rejser, men synes at det i dette tilfælde var oplevelsen værd at klemme mig ind blandt lokale for en øl i god stemning! Det er ikke usædvanligt, at falde i snak med de lokale her.

Sparetip: Det er rigtig hyggeligt og meget vietnamesisk at få en øl på Bia Hoi Corner, men restauranterne har også luret at her kommer mange turister og det er muligt, at finde billigere øl ikke langt derfra. Det er selvfølgelig ikke dyrt, at drikke en øl her (det er jo Vietnam) og det er helt klart pengene værd. Men vil du bare gerne have billige øl, så prøv i stedet et sted lidt derfra

egg coffee i Hanoi

Drik kaffe med de lokale

Vietnameserne er vilde med kaffe og har fundet på nogle ret specielle kopper kaffe! Så brug noget tid på en af de lokale kaffebarer med udsigt over The Old Quarter, Hoan Kiem eller et andet fedt sted, det er ofte en oplevelse i sig selv (og kan du ikke lide kaffe, så kan du jo altid drikke te), du kan evt få udsigt over den hektiske trafik, som i videoen. Jeg vil dog anbefale, at du ikke vælger de store kaffekæder som Highland Coffee, men i stedet vælger de små unikke steder, her griner mændene højlydt, kaster pistacieskaller på gulvet og hygger sig.

lokale i hanoi, vietnams hovedstad

Tag på en gratis rundtur

I Hanoi driver en flok lokale studerende guidet ture rundt i byen, hvor de fx tager dig med ud på en tre timers lang street food tur eller til nogen af de attraktioner, som er nævnt foroven og så er det gratis! Hvorfor tænker du måske? Jamen, de gør det simpelthen for at øve deres engelske. Se alle turene, som de studerende tilbyder lige her

Nej, de kræver vitterlig ikke noget, men opfordrer til at du dækker udgifterne til entré, transport og/eller mad, men det er Vietnam og de tager dig med til lokale steder, så det bliver overhovedet ikke dyrt. Du får altså en privatguide rundt i Hanoi i flere timer til meget billige penge. Jeg kan ikke andet end at anbefale det 🙂

Læs også om: Mine oplevelser med lokale venner i Hanoi

hostel i hanoi


Hvor skal man bo i Hanoi?


De nedenstående hotellinks er reklamelinks, det betyder at jeg tjener lidt hvis du bruger dem, men det koster ikke dig ekstra. Jeg håber, at du vil støtte bloggen ved at bruge mine links, på forhånd tak.

Generelt så kan du ikke gå helt galt, hvis du vælger at bosætte dig i The Old Quarter. Så vil du være tæt på attraktioner, gode restauranter og shoppingmuligheder. Men selvfølgelig findes der også dårlige steder at bo. Jeg boede to steder i byen – første gang boede jeg på Green Street Hotel, som er et af de VÆRSTE steder jeg nogensinde har boet. Der var flere centimeter tykt mug på badeværelset og sengetøjet blev ikke skiftet mellem gæster (AAAAD!!), så det kan jeg ikke anbefale. Jeg kan til gengæld anbefale:

Hostel i Hanoi

Ga hostel

Selv boede jeg på Ga Hotel. Det ligger lige i The Old Quarter, men lidt inde bag nogle bygninger, så der er dejlig roligt på hostellet. Her er gratis morgenmad, som man selv tilbereder, så man får det, lige som man vil have det. Der er et lille, hyggeligt fællesområde, hvor man hurtigt kommer i snak med andre rejsende. Sengene er brede og hvert værelse har dets eget brusebad.

Tjek priser her*

Little Charm Hanoi Hostel

Er blevet anbefalet af en læser. Det er lidt dyrere end Ga Hostel, til gengæld er der svømmingpool, som kan være virkelig rart, når det er varmt. Men det er ikke så relevant, hvis man er der i januar, som jeg selv var 😉 Morgenmaden skulle vist være lidt bedre end på Ga Hostel og der er også gode muligheder for at møde andre rejsende her.

Tjek priser her*

Hotel i Hanoi

Hanoi Old Centre Hotel

Dette hotel er anbefalet af min veninde. Hun fortæller, at det emmer lidt af luksus med minibar, et stort værelse og en lækker indretning, men til en fornuftig pris. Placeringen er ligesom de tre hostels også i The Old Quarter. Personalet skulle også være meget hjælpsomme.

Tjek priser her*

Hanoi Central Hotel & Residences

Skal det lige være en tand bedre, så skulle Hanoi Central Hotel & Residences være noget af det bedste i Hanoi! Her er værelserne virkelig store og der er endda mulighed for at få et slags familieværelse! Der er vaskemaskine, og sengene er virkelig komfortable. Morgenmaden serveres, når du vil have den, på dit værelse. Derudover er placeringen fantastisk og personalet enormt hjælpsomme!

Tjek priser her*

Rex Hanoi Hotel

Ønsker du et hotel med swimmingpool, så er Rex Hanoi Hotel et oplagt valg. Hotellet ligger også i Old Quarter. Der er en skøn pool og en masse stole på taget med udsigt over Hanoi. Morgenmaden er stor, så der er nok at vælge mellem, og du kan endda bestille æg, lige som du vil have dem.

Tjek priser her*

Hotel ved Hanoi lufthavn

Vil du gerne bo tæt på lufthavnen (det skal du kun gøre, hvis du har et tidligt fly, for der er intet i nærheden af lufthavnen). Så kan jeg anbefale Sao Mai Hostel. Der er dog ikke så meget hostel over det, for der er ingen sovesal. Til gengæld er der nogle gode senge og store værelser. Det ligger i gåafstand fra lufthavnen, men det er besværligt at komme ind i lufthavnen og man skal krydse en stor vej, derfor vil jeg anbefale, at man tager en billig taxa. Morgenmaden er god og værelserne fine, dog uden at være fancy..

Du kan også sove i et capsule hotel i Hanoi Lufthavn. Hvor du får et helt værelse for dig selv inde i terminal 1 (altså inden man skal i gennem security). Så er du fri for at bekymre dig om at komme til lufthavnen tidligt om morgenen, men skal bare gå ud af din “lille” hule. Tjek priser her*


Hvordan kommer du til og fra Hanoi lufthavn?


Bus

Tag lokalbus nr. 17, den kører fra The Old Quarter og lige til lufthavnen. Det tager cirka 1-1,5 time og koster kun 9000 Dong eller cirka 2,75 kroner

Taxa

En taxa til og fra lufthavnen tager cirka 30 minutter, men det afhænger selvfølgelig af trafikken, og koster cirka 320.000 dong eller cirka 100 kroner. Skal du dog fra lufthavnen og til dit hotel med taxa, så pas på, taxaerne er meget kendte for at forsøge at snyde turisterne fra lufthavnen.

I stedet vil jeg anbefale, at du booker en bil med chauffør på forhånd, det koster 67-101 kr (alt efter antallet af passagerer) og så står chaufføren klar i lufthavnen med et skilt med dit navn. Klik her for at booke*.

Grab/Uber

Grab og Uber er virkelig brugt i Hanoi, de er ofte billigere end en taxa og de snyder sjældent. En scooter fra lufthavnen til The Old Quarter koster cirka 109.000 Dong (∼32 kr), mens en bil koster 253.000 Dong (∼ 78 kr).

Mere fra vidunderlige Vietnam

 

13 Comments

  • Endnu et sted til min “bucket liste”. Det set hyggeligt ud med alle de gamle bygninger. Og de priser du nævner, så rækker pengene vist længere der end i Thailand ☺

    • Det lyder godt! Ja, Hanoi er en ret hyggelig by, men det bedste ved Vietnam er dog landskaberne 😉 De rækker i hvert fald længere end i Sydthailand og Bangkok, Nordthailand er jo også billig 😉

    • Hej Mia
      Jeg har ikke selv prøvet nogle pools i Hanoi, da det var for koldt, da jeg var der. Men jeg forhørte mig lige i mit netværk og flere anbefaler Army hotel, det skulle vist koste omkring 90.000 dong for brug af poolen. Adressen er 33C Phạm Ngũ Lão, Phan Chu Trinh En anden synes dog, at Thang Loi hotel (200 Yên Phụ, Tây Hồ/West Lake) har en bedre pool

  • Tak for virkelig gode råd på din hjemmeside, jeg er ved at booke mit første besøg i Vietnam – og er MEGET spændt, da jeg rejser selv :o)
    Især rådet om Noi Bai Family Homestay blev jeg glad for at finde, da jeg har et tidligt fly.
    Mvh. Sarah

    • Hej Sarah
      Det var så lidt! Jeg er sikker på, at du nok skal få en god rejse 🙂 Noi Bai Family Homestay er et fint lille hotel, men der er lige et par km fra lufthavnen, men man kan sagtens gå det stykke eller tage en billig taxa 🙂
      Sig endelig til hvis du har nogle spørgsmål ellers god tur!
      Mvh Tine

  • Hej Tine

    Jeg ved godt at mit rejseønske / formål er lidt udenfor det du normalt har med at gøre men jeg prøver lige at søge lidt råd alligevel…

    Vi er en familie på 5. Den mindste er 11 år. Vi planlægger en tur til Vietnam i july måned næste år. Startende i Hanoi og evt hjemrejse fra Ho Chi Mien byen. Varighed ca 3 uger. Vi vil gerne fokusere på Nord og Midt Vietnam ( Klimaet skulle være bedst der i July måned) Vi vil derudover også gerne have 3-5 dages ren afslapning / badeferie i Midt vietnam (Skulle være bedst)
    Jeg kan selv finde flybilletter til og fra Vietnam, men derefter er jeg lidt på glatis. Hvad gør jeg ?

    Jeg tænker at jeg gerne selv eller evt gerne vil betale lidt for at få hjælp til planlægningen af de tre uger med et program der passer til en familie på vores størrelse, men hvem tager jeg fat i, for at få hjælp til det. Vi er ikke en luksusfamilie og vil gerne tage offentlige transport til nogle steder, men på den anden vil vi nok helst undgå at stå med alt vores bagage på den lokale overfyldte bus.

    Har du nogle gode forslag til hvem jeg tager fat i eller hvad jeg gør ?

    På forhånd tak
    MVH Henrik

    • Hej Henrik

      Hvor fedt I skal til Vietnam! Har du evt kigget på denne: https://aworldofbackpacking.com/ruteforslag-vietnam/ der giver jeg et forslag til en rute gennem Vietnam. Hvis I vil fokusere på den nordlige og centrale del, så kan I evt flyve til Hanoi og ud af Da Nang 🙂

      Det kan blive voldsomt varmt i den sydlige del på den tid af året, som i 40+, men det kan også blive varmt i den nordlige del og der kan være monsoon i den nordlige del på den tid af året, men det synes jeg bestemt ikke, at I skal lade jer skræmme af!

      Det er meget let, at planlægge en tur til Vietnam og særligt når man er på destinationen. I Hanoi (og mange andre steder) findes der lokale turistbureauer som kan hjælpe med alt fra transport videre til booking af en tur til Halong Bay 🙂 ift transport, så skal I nok bestille et par dage i forvejen (2-3 dage) for at være sikker på, at der er plads til jer alle sammen i fx bussen, men ture kan bestilles dagen før. Hotellerne kan også hjælpe. Så hvis I ikke har nogen præferencer til en bestemt båd på Halong Bay eller lignende, så er der et fint udvalg af ture i Hanoi og til en brøkdel af prisen ift hvis I går i gennem et dansk bureau.

      Busserne er sjældent overbooket, det har jeg prøvet en gang i Vietnam og jeg har taget en del busser i landet, men hvis den er overbooket, så giver vietnameserne altid deres plads til turisterne. Både tog og busser er rimelig behagelige og man kan sagtens sove i dem (husk dog ørepropper og evt en øjenmaske).

      Jeg ville nok booke de første 2-3 dage i Hanoi samt flybilletter og så tage det dernede 🙂

      Jeg håber det hjalp
      Mvh
      Tine

  • Hej Tine

    1000 tak for svar, jeg har kigget lidt på dine ruteforslag og det er spændende. Jeg er lidt bekymret for det at rejse rundt på egen hånd, det er trods lidt noget andet når man har børn der skal med, men jeg læser det lidt som at det ser du ikke som noget problem.

    Jeg har læst mig frem til et sted at central Vietnam skulle være det bedste sted til strand og badeferie i juli måned på grund af klimaet, men jeg kan samtidig se at du ikke ligefrem er vild med Nha Trang, som er central, har du nogen anbefalinger til badestrande mv i central Vietnam.

    • Hej Henrik

      Det ser jeg absolut ikke som et problem! Jeg har mødt flere familier i Vietnam inklusiv en dansk familie med en pige på 9 og en dreng på 5 og de nød det! Man kan også altid booke en hel togkupé, hvis man fx skal med et nattog, så kan I få ro osv.

      Ja, hold jer fra Nha Trang. Hoi An og Da Nang har begge rigtig fine strande og så er særlig Hoi An værd at bruge nogle dage i, så der kunne man sagtens slutte med 5-6 dages afslapning 🙂

      Mvh
      Tine

  • God gennemgang af Hanoi og vi synes virkelig det er en spændende by. En helt unik by på mange måder, hvor den travle trafik, mange scootere og tætte gader, giver et helt specielt liv.

    Og fedt man samtidig kan trække sig tilbage i byens åndehul, ved Hoan Kiem søen, hvor der er rigtig hyggeligt. Vi var meget glade for vi prioriterede Hanoi over Ho Chi Minh på vores Vietnam tur.

    Vh Christina
    Rejsestien

Del gerne dine tanker eller et spørgsmål med mig