Vietnam er et skønt land, at rejse rundt i og er virkelig god til backpackeren eller det budgetbevidste rejsende! Maden er lækker, oplevelserne mange, naturen ubeskrivelig smuk. Prisniveauet er rigtig billigt og backpackervenligt, du kan for eksempel få en sandwich (Banh Mi) fra 2 kroner, de fleste steder dog fra hele 4,5 😉

Folk er enormt søde og hjælpsomme. Jeg havde hørt rygter om, at folk kiggede mærkeligt på rejsende og virkede lidt sure, men det oplevede jeg intet af. Det er et fantastisk land, som jeg vil anbefale alle at tage til! Og det behøver bestemt ikke være dyrt, se med her hvad 24 dage i det nordlige Vietnam kostede mig:


Rejsebudget for Vietnam:


Mad/drikke: 1039,7 kroner
Visum: 375 kroner
Transport: 485 kroner
Overnatninger: 764,4 kroner
Oplevelser: 771,85 kroner
Diverse: 147,23 kroner

I alt: 3580,18 kroner
Pr dag: 149,17 kroner


okse og bjerg i sapa vietnam


Noter til budget/Priser i Vietnam:


Prisniveauet i Vietnam er generelt rigtig lavt, så man får meget for pengene!

  • Flybilletter fra Danmark og retur til Vietnam koster fra knap 3000 kr, hvis du er heldig at finde nogle rigtig billige billetter, men forvent at bruge cirka 3500-4000 kr. Ofte er det billigst at flyve retur til Ho Chi Minh City, tjek priser her, jeg vil nok anbefale en billet som går til Hanoi og hjem fra Ho Chi Minh City, hvis du altså vil se hele landet. Tjek priser her (reklamelink).
    • Jeg rejste fra Laos til Vietnam med bus, så flybilletter er ikke medtalt i dette budget.
  • Jeg havde 24 dage i Vietnam, hvilket var alt for lidt. Jeg brugte alt tiden på at rejse fra Hoi An og til Hanoi.

Overnatninger

  • Jeg valgte tit nogle af de billigste hostels i starten, hvilket jeg fortrød – det kan virkelig godt betale sig at vælge de hostels/hoteller til +5 dollars! Også selvom de billigste hostels har fået gode anmeldelser, så passer de bare ikke altid…
  • Jeg valgte tit hostels med morgenmad for at spare lidt penge og morgenmaden var oftest god og bestod tit af æg, toast, lidt frugt og te/kaffe.
  • Et hotelværelse kan fås fra 5 dollars, men jeg vil nok anbefale, at du bruger 20 dollars per nat som minimum.

Mad og drikke

  • Mit billigste måltid kostede kun 1,5 kroner for en sandwich og noget at drikke, men normalt ligger prisen på cirka 7,5 kroner og op efter. Se nogle af de bedste steder jeg spiste her.
  • Jeg har ikke medregnet min julemiddag (400 kr) og skræddersyet tøj med i mit budget (cirka 850 kr for tre kjoler), da det hørte under mit julebudget og “min-veninde-skal-giftes”-budget 😉

Oplevelser og andet

  • Jeg blev vist rundt af lokale to dage, i Danang og i Hanoi, hvor jeg ikke fik lov til at betale noget selv, så det er to dage, hvor jeg stort set ikke brugte penge.
  • Jeg lejede motorcykler tre gange i Vietnam og de er medregnet i aktiviteter og ikke transport – de kostede mellem 24-40 kroner at leje.
  • Jeg valgte også, at besøge to huler i Phong Nha National Park (Dark cave og Paradise cave), en fornøjelse som udgør næsten 1/3 af udgifterne til oplevelser og det var endda nogle af de billigere huler at besøge…
  • Et endagscruise til Halong Bay fra Cat Ba Island kan fås fra 14 dollars.
  • Min trekkingtur i Sapa kostede 25 dollars.
  • Jeg gav cirka 60 kr for adgang til mig og min veninde til en forlystelsespark i Danang.

10 fantastiske spisesteder i Nordvietnam


Sparetips til Vietnam:


  • Flyver du til eller fra Hanoi, så tag lokalbus nr. 17
    • Den kører mellem lufthavnen og The Old Quarter og koster kun 9000 Dong (cirka 2,75 kroner) pr mand, mens en taxa koster 300.000 Dong (93 kroner)
  • Vælg sovebusser når du kan, de er behagelige, men husk ørepropper og evt øjenmaske 😉
  • Tag lokalbussen mellem Da Nang og Hoi An, det er hyggeligt og koster kun 20.000 (6 kr)
  • Hæv penge i citibank, HSBC og MBs automater (DongA bank skulle også være gode, men dem har jeg ikke prøvet), da det er de eneste automater, hvor du kan hæve mere end 3 millioner dong (900 kroner)
  • Husk studiekort, på mange attraktioner i Hanoi kommer man ind til halv pris med et gyldigt studiekort – fx Temple of Litterature

 Her boede jeg (kun anbefalelsesværdige steder er med)


Disse steder er ikke party hostels, men generelt er de rene og pæne samt ligger godt placeret. De er dog testet på to forskellige rejser til Vietnam.

OBS: Jeg har her benyttet reklamelinks, det betyder at jeg tjener lidt hvis du booker gennem mine links, men det koster ikke dig ekstra. Jeg håber at du vil støtte bloggen ved at bruge mine links, på forhånd tak 🙂

Can Tho:

Nguyen Shack (jeg boede dog primært inde i byen, men det hotel er lukket)

Ho Chi Minh City:

Vitamin Smiles hostel

18 Comments

    • Mange tak, det var lige hvad jeg håbede på. Normalt ville jeg nok også bruge lidt mere, men jo mere jeg sparede på denne tur jo mere var der til næste tur 😉 Men Vietnam er generelt rigtig billigt og jeg følte bestemt ikke at jeg manglede noget og blev nødt til at springe noget over p.g.a. prisen 🙂

  • Hold da op det er billigt i Vietnam. Godt overblik du har lavet.
    Selvom jeg jo rejser med børn, så kan vi godt bruge dit overslag til at danne os et indblik.

    /Bettina
    .Danishadventurer.dk

    • Jeg blev også noget overrasket 🙂 Ja, I har nok et lidt andet budget, men det er også muligt at finde mange fine og ikke mindst billige hoteller og mange oplevelser koster jo det samme pr. person om man er en eller fire 🙂 Jeg er glad for at du kan bruge det, Bettina 🙂

  • Rejseplan:

    Indien ( en måned)

    Nepal (2 uger)

    Beijing (2 uger)

    Laos, Cambodja og Vietnam (en måned i alt)

    Thailand ( en måned )

    Bali (2 uger)

    Indonesien (2 uger)

    Filippinerne (2 uger)

    Vi har med denne tur tænkt os, at vi vil opleve store dele af Asien som rigtige backpackere. Den ovenstående plan står i rækkefølge efter hvordan vi har tænkt os at rejsen skal foregå. De første 4 måneder er primært tiltænkt at skulle være oplevelsesrige, hvor den sidste halvanden måned skal være afslapning på strandene og en masse dykning. Dykkercertifikat har vi også tænkt os at tage så snart vi enten rammer Thailand eller Bali. ( er der noget der taler for at enten skulle tage det i Thailand eller bali??). Vi har tænkt at vi gerne vil opleve nogen trekkingture, bungyjump, springe fra faldskærm osv. Udover dette vil vi selvfølgelig også gerne se hvad de forskellige lande har at byde på. her tænker vi primært de steder som ikke er sindsyg turistpragede, men steder hvor vi virkelig kommer ind og ser kulturen i de forskellige lande. Derfor vil vi gerne spørge om du har nogle forslag til, hvad vi kunne opleve i de forskellige lande. Vi har selvfølgelig tænkt på de helt store steder som Taj Mahal, Mekong floden osv. Men hvis du kender nogen mindre steder som man bare skal opleve, så vil vi rigtig gerne høre mere om det! Vi er også vilde med dyr, og har blandt andet tiltænkt en tur i Regnskoven i Nepal. Hvis du kender andre steder hvor man vil kunne se vilde dyr i disse lande, så vil vi også rigtig gerne høre om det.

    Angående visum til de forskellige lande står vi lidt på bar bund. Så her vil vi rigtig gerne have lidt hjælp

    Mht. økonomien, så har vi tænkt at vi pr. mand vil bruge omkring 70.000kr. med alt inklusive. her tænker vi altså også vaccinationer hjemmefra samt flybiletter. Som udgangspunkt har vi tænkt os at vi vil bestille afrejse og hjemrejse billetten hjemmefra og det er det. Så må vi tage resten som det kommer, så vi ikke føler os presset til at være forskellige steder i længere perioder, hvis landet ikke siger os noget og modsat stå og ærge sig over, hvis 2 uger i Nepal f.eks. ikke er nok.

    Lyder økonomien fair? og hvordan tænker du om måden hvorpå vi har planlagt dette? med at tage det som det kommer. Grunden til at vi vælger at booke en flybillet hjem, er at vi har læst flere steder at de ved nogen lande kræver bevis for at man ud af landet, for at man kan få visum – ved ikke om dette passer?

    Til aller sidst 😉 – så vil vi gerne høre hvad du synes om rejsemålene og længden.’

    Med venlig hilsen

    Benyamin og Simone

    • Hej Benyamin og Simone

      Det er lidt svært, at specifikke anbefalinger, men jeg har lidt generelle til hvad I kan finde hvor:

      I Cambodja vil I kunne finde:
      – Jungle, strande og ziplining på Koh Rong – har også edderkopper og slanger i junglen
      – Bat caves og Bamboo train i Battambang
      – Templer i Siem Reap (Angkor wat), templer skal I generelt få nok af
      – Afslapning og skøn natur i Kampot
      – Jungle i Mondulkiri – her kan I se elephanter, edderkopper, slanger og andre vilde dyr
      – Kultur i Phonm Penh (S-21, Killing Fields og kongebygningen)

      I Vietnam vil I kunne finde:
      – klatring (og måske også), strande, bjerge og ture til Halong Bay på Cat Ba Island
      – Fantastisk mad
      – Trekking i Sapa
      – Nogle af verdens største huler i Phong Nha-Ka Bang Nationalpark
      – Kultur i smukke Hoi An (byen har også to strande) inkl templer
      – Byliv og strande i Danang
      – Byliv i Hanoi og Ho Chi Minh City
      – Bådtur på Mekong deltaet

      I Thailand vil I kunne finde:
      – Kultur, templer og skøn natur omkring Chiang Mai – her er gode mulighed for at se vilde dyr
      – Smukke strande i hele sydthailand
      – Erawan vandfaldet ved Kanachaburi
      – Byliv, templer og shopping i Bangkok
      – Klatring (og sikkert også rapelling) i Krabi
      – Jungle i Khao Sok – her er gode muligheder for at se vilde dyr
      – Lækker mad

      I Laos vil I kunne finde:
      – Vandfald ved Don Khlong (en ø i Mekong deltaet)
      – Bådtur på Mekong
      – Rolige byer (der er ikke rigtig storbyer i Laos)
      – Landbrug og afslapning på Don Det
      – Kuang Si vandfaldet i Luang Prabang
      – Skøn natur i Vang Vieng, Luang Prabang og Muang Ngoi
      – Ziplining ved flight of the Gibbon og Pakse

      Filippinerne:
      – Snorkel med hvalhajer, vælg Donsol da Oslob fodrer hvalerne, rør ved dem og har alt for mange turister
      – Tao Adventures, en bådtur fra Coron til El Nino (eller omvendt)
      – Smukke strande på Palawan
      – Chocolate hills og Tansier på Bohol
      – Dyk med thresher sharks i Malapascua

      I Nepal skal I helt sikkert trekke! Derudover kan I se rigtig mange dyr i Chitwan National Park 🙂 Men jeg kender desværre ikke så meget til Nepal og Indien udover de gængse steder….

      Indien og Kina er de eneste steder, hvor I skal have visum på forhånd. Resten får I ved grænsen. Jeg har lavet en guide til visum her: http://aworldofbackpacking.com/visum-til-lande-i-sydostasien/

      Økonomi er altid svært, at råde om, da det jo er forskelligt, hvad folk køber og bruger på deres rejse, men det kan godt lade sig gøre for 70.000 pr person…Jeg synes, at det lyder rigtig fornuftigt, at tage det hele som det kommer. Ja, det er rigtigt, at de kan spørge om en flybillet ud af landet, men det er sjældent at de gør det, hvis I kan få visum ved grænsen. Dog er jeg rimelig sikker på at I SKAL have en billet ud af Kina og Indien før de vil udstede et visum….

      Jeg synes, at det virker lidt som om at I prøver at presse rigtig meget ind på et halvt år…Specielt har I ikke sat ret meget tid af til Nepal, Cambodja/Laos/Vietnam og Filippinerne. Jeg tror at hvis I overholder jeres tidsplan/afsatte tid til de steder, så vil I komme til at skynde jer i gennem landene….Jeg vil mene at 14-21 dage i Laos og i Cambodja er nok til at opleve en god del af hvad landene har at byde på. Derudover vil jeg mene at I i hvert fald burde bruge 21-30 dage i hhv. Vietnam og Nepal for at nå lidt i dybden med de lande. Jeg brugte i vinter 30 dage kun på at rejse i det nordlige Vietnam….Landene har virkelig meget at byde på, så hvis I vil lidt i dybden med landene, så sæt mere tid af til det….

      Mvh
      Tine

      • Mange mange tak for hjælpen Tine! Den sætter vi virkelig pris på!. Vi vil lige undersøge det hele nærmere, og så vil vi tillade os at vende tilbage, hvis vi får yderlige spørgsmål! Men i hvert fald, mange mange tak for hjælpen indtil videre. Den er virkelig værdsat 🙂

        • Det var så lidt Benyamin. I skal være mere end velkommen til at skrive igen. Jeg håber at I finder ud af hvad I vil gøre 🙂

          • Hej med dig! først og fremmest kæmpe cadeau til dig for dit fantastiske arbejde. Specielt din hjemmeside – den er dælme god!
            – Vi rejser d.10/3 til Nepal, hvorefter vi skal videre til Bangkok d. 9/4, fra vi lander i Bangkok har vi 2 måneder og 9 dage før vi skal til Bali med afgang fra Vietnam – (så vi har cirka 70 dage til at være i Thailand, Cambodja, Laos og Vietnam) og vi besøger både Cambodja og Laos ved vi ikke endnu… Så har vi 3 uger på Bali inden vi skal hjem
            – men i hvert fald så har dine rejsetips osv. hjulpet os rigtig meget med at planlægge vores tur – eller rettere til ikke at planlægge vores tur, da det er vores opfattelse at jo mindre vi planlægger jo bedre. Dog har vi valgt at planlægge fly fra land til land, da det er første gang vi prøver det –> så det er både lidt en tryghed samt så vi er sikre på vi overholder visumregler.
            Så mange tak for det
            Hvor mange dollars vil du anbefale at have med på sådan en tur? det koster jo hver gang man skal hæve den lokale valuta, men samtidig bliver man vel også snydt lidt med valutaen når man handler med de lokale og skal på de forskellige ture.
            vi tænker at have et budget på 200kr pr. dag i gennemsnit over hele rejsen – lyder det ikke som værende forholdsvis fornuftigt? vi sover selvfølgelig gerne på Hostels osv. (vi har dog ikke talt visum priserne med, da det vi betaler det uden at have det med i budgettet).

          • Hej med jer

            Tusind tak for rosen! Er glad for at høre, at I kan bruge hjemmesiden! 🙂

            Det lyder som en fed rejse! Og fedt, at I ikke planlægger! Jeg vil dog også anbefale, at I måske booker de første to overnatninger i Nepal, Thailand og Bali (dem i Bangkok og på Bali kan I også booke, når I er i Nepal). Det synes jeg i hvert fald er rart fremfor at skulle vade rundt i en storby for at finde et sted at sove 🙂

            Det er lidt svært at sige. Jeg ville som minimum have 100 dollars pr mand til nødstilfælde, altså penge I ikke må røre, med mindre, at I er ved at løbe tør for penge og ikke lige kan skaffe penge fra andre steder. Så plejer jeg også at veksle 2000-3000 kroner til den lokale valuta på den første destination og måske omkring 1000-1500 kroner til dollars (+nød dollars). Jeg ville nok veksle omkring 1500 til dollars pr mand, da I skal til et par lande som er rigtig glade for dollars

            Ja, det koster penge at hæve, men I kan også risikere at miste en masse penge, hvis I render rundt med en masse penge og får dem stjålet eller taber dem. Derudover mister pengene også lidt værdi hver gang I veksler 🙂

            Jeg tror ikke, at I skal være bange for at blive meget snydt med valutaen. Skal I på markedet og købe ting, så spørg på jeres hostel hvad I skal cirka betale, så betaler I nok ikke overpris 😉 når I skal booke ture, så spørg om prisen flere steder og hvad den inkluderer, så er det lettere at finde ud af et ordentligt prisniveau (prisen er tit i den lidt dyrere ende hvis I booker gennem jeres hostel). Så kan jeg også anbefale at I henter app’en xe currency, så skal I bare taste prisen ind i baht, så fortæller den hvad det er i kroner osv. Den kræver blot Internet første gang når I vælger valutaer 🙂

            200 pr mand lyder rigtig fornuftigt. Det kan I sagtens leve for og så har I penge til både ture og nogle småkøb af souvenirs 🙂

            Rigtig god tur
            Tine

  • Spændende læsning og gode informationer. Jeg rejser til Vietnam i 3 uger med mine 2 piger på 9 og 13 år og tænker at tage turen fra Hanoi til Ho Chi minh (hvor vi flyver hjem fra), er der nogle ting, du tænker, at vi skal springe over, når der er børn med på turen?

    • Mange tak, Heidi. Jeg er glad for at det kan bruges 🙂 Umiddelbart så tænker jeg ikke, at der ikke er noget af det som de ikke kan. Trekkingturene i Sapa kan planlægges efter niveau, så I ikke behøver at bestige et bjerg og det samme kan mange andre oplevelser 🙂 Det er svært at sige om der er noget I skal springe over, når jeg ikke kender jeres præferencer. Dine piger er jo også gamle nok til at kunne begå sig i storbyer, men generelt, så er det klart naturen som er det fedeste i Vietnam, så det ville i høj grad være det, som jeg ville fokusere på 🙂

  • Hej Tine 🙂

    Min veninde og jeg rejser til her vietnam lige om lidt og faldt over din blog da jeg søgte rundt for at se hvad folk havde gjort med visum.

    Kan se i dit budget at dit visum er meget billige ud end de alternativer jeg har fundet rundt om på nettet. Vi har selv kigget på efter visum on arrival, men kan se at de ikke anbefaler det på den vietnamesiske ambassade hjemmeside. Derfor er vi meget interesseret i af høre om dine erfaringer. Har du brugt visum on arrival eller fået lavet et inden afrejse?

    Mange tak for en spændende og meget imponerende rejse blog!!

    Mange hilsner Matilde og Nicole

    Ps. Hvis du har nogle uundværlig vietnam tips, så send dem gerne vores vej:)

    • Hej Mathilde og Nicole!

      Mange tak for jeres besked 🙂 Jeg søgte selv visum i Laos, hvorfra jeg rejste til Vietnam, så jeg havde det inden 🙂
      Hvilket visum jeg vil anbefale kommer an på hvor længe i skal være i landet og hvordan I kommer til Vietnam. Hvis I flyver dertil og skal have en måned i landet, så vil jeg anbefale, at I søger et evisum her: https://evisa.xuatnhapcanh.gov.vn/en_US/web/guest/khai-thi-thuc-dien-tu/cap-thi-thuc-dien-tu – det er så let at gå til 🙂

      Tusind tak for de søde ord!
      Jeg vil gerne give flere tips, men det er lidt lettere, hvis I ved hvilke steder I gerne vil besøge 🙂

      Forsat god dag,
      Tine

      • Hej Tine

        Tusinde tak for det hurtige svar.

        Vi rejser pr. fly fra Hamburg til Ho Chi Minh. Min veninde skal være med 3 uger, hvorefter hun flyver hjem fra Hanoi. Jeg har ikke selv købt retur billet og regner med at rejse til Laos og Cambodia efterfølgende. Men regner dog med at være i Vietnam mere end en måned.

        Der er forskellig information omkring på nettet, og det er ikke til at blive helt klog på. Vi har kigget på evisa først, men læste så et sted at det ikke kunne lade sig gøre at få som dansker. Andre steder står der selvfølgelig det stik modsatte. Så derfor var vi interesseret i at høre fra en som havde personlig erfaring med det 🙂 Er dem du kender som har brugt det dansk statsborger? Det virker nemlig klart som den simpleste løsning.

        Vi rejser fra Ho Chi Minh op gennem landet til Hoi An og derfra til Hanoi. Derimellem sansynligvis nogle forskellige stop, men ikke nogen vi har planlagt på forhånd. Vi regner med at skal se tunellerne, krigsmuseet, Ha long bay og nyde stranden lidt. Alle Must See’sne! 🙂 Derudover vi vi gerne ud at trekke, men ved ikke hvor.

        Venlig Hilsen Nicole

        • Hej Nicole

          Det var da så lidt 🙂 Uh, det lyder også som nogle gode ture!

          Ja, jeg kender i hvert fald to danskere, som har rejst ind på et evisum og man kan vælge Denmark i menuen når man går ind på ansøgningssiden, så den skulle altså være godt nok 🙂

          Jeg har ikke været i det sydlige Vietnam (endnu), men min veninde forlangte at jeg spiste på Nha Hang Ngon engang kom til Ho Chi Minh City og Bun Cha 145, District 1 skulle også være god 🙂 og hvis jeg kom til Mui Ne, så ville jeg klart bo her. Mekongdeltaet er også helt fantastisk, jeg har dog kun set delen i Laos og Cambodja, men alligevel 🙂

          Hoi An er helt fantastisk smuk! Men turistet, det er dog stadig nok min yndlingsby i Vietnam. Jeg vil anbefale at I bruger i hvert fald fire dage her! Jeg lånte en cykel på mit hostel og cyklede til stranden, rundt i byen og ud blandt rismarkerne. Derfra kan jeg anbefale at I tager den lokale bus til Danang og derfra tager toget til Hué. Jeg var ikke den store fan af Hué, men togturen dertil var fantastisk smuk!

          Jeg var også forbi Phong Nha Nationalpark. Jeg var ikke ovenud begejstret over hulerne (måske jeg har set lidt for mange drypstenshuler i mit liv), men området omkring hulerne var helt fantastisk og perfekt for en scootertur!

          Hanoi har masser at byde på, men når I er lidt begrænset på tid, så ville jeg ikke bruge alt for lang tid der…Jeg tog derfra til Cat Ba Island, hvor jeg brugte nogle dage på stranden samt på at besøge nationalparken (og være syg…) inden jeg tog et endagscruise til Halong Bay for 14 dollars, det var virkelig et highlight i Vietnam! Jeg vil dog forslå, at I holder lidt øje med vejret og prøver at komme derud mens det er godt 🙂 Tam Coc skulle også være helt fantastisk, det nåede jeg ikke.

          Vietnams trekkingområde nr. 1 er helt klart Sapa og det er virkelig smukt, men igen lidt turistet. Vi arrangerede dog selv vores homestay og overnattede i en landsby, hvor der stort set ikke var andre turister!

          Det var bare lige lidt. I kan læse mere om mine oplevelser og et par anbefalinger her: http://aworldofbackpacking.com/rejseblog-vietnam/

          Jeg har også skrevet om nogle af mine oplevelser i Cambodja og Laos her: http://aworldofbackpacking.com/rejseblog-cambodia og http://aworldofbackpacking.com/rejseblog-laos/ – hvis det skulle have interesse

          Og så må du endelig spørge, hvis du har flere spørgsmål. Ellers god rejse
          Tine

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *