Jeg har ad to omgange rejst alene i Malaysia. Første gang var på min første solorejse tilbage i 2011. Malaysia var destination nummer to lige efter Qatar, men det var først i Malaysia, at jeg følte, at min solorejse for alvor var i gang.

Det skyldes nok, at jeg havde drømt at besøge Malaysia i mange år. Jeg drømte om at se orangutanger, tage ind i Borneos jungle og dykke ved Sipadan. Malaysia kom aldrig rigtig ind under huden på mig dengang, men jeg valgte, at give landet endnu en chance, og det er jeg kun glad for!

kuala lumpur rejseguide

Mit hadested

Jeg startede min rejse i Malaysia med at besøge Kuala Lumpur. Tilbage på min første solorejse, blev Kuala Lumpur til mit hadested. Efter at have haft en lidt ærgerlig start i Qatar, trængte jeg til lidt medvind. Det kom ikke rigtig i Kuala Lumpur.

Jeg farede tit vild i byen, dog var de lokale så søde til at hjælpe mig! Jeg endte i noget som mindede om et slumkvarter, hvor mere eller mindre alle stirrede på mig og grinte af mig. Jeg var ikke helt tryg ved situationen. I dag havde jeg nok taget den situation væsentlig bedre. Jeg tror faktisk, at jeg endte i samme område på denne tur og elskede charmen ved det, det føltes denne gang ikke som slum, men som et mere lokalt område.

Men dengang var jeg også mere usikker. Det at rejse alene var nyt for mig og noget jeg lige skulle lære.

petronas towers

Jeg mødte en tysk kvinde, som jeg hang lidt ud med. En aften da vi tog monorail’en indtil Petronas Towers. I monorail’en blev vi overbegloet af en mand. Han stod af samme stop, som vi gjorde. Herefter at han fulgte tæt efter os og begyndte at spørge os på en date.

Han havde meget svært at forstå et nej, selvom vi afviste ham en del gange. Han blev meget sur, da vi ikke ville acceptere en betaling på 200 dollars for at tage ud at spise og drikke med ham. Heldigvis gik han sin vej efter det, dog med en kommentar om at vi var et par ludere (jeg syntes nu, at vi modbeviste den del).

Men vi nåede faktisk ikke mange meter, før der kom en anden mand og fulgte efter os og gjorde tegn til at beskytte os mod den ikke-eksisterende trafik. Vi var lidt usikre på, hvorfor han gjorde det, og om han havde bagtanker ved det.

Så vi endte med at gå ind i lobbyen på et meget dyrt hotel i nærheden, hvor han absolut ikke kunne komme ind med hans påklædning. Han blev sur og gik derefter sin vej.

Begge oplevelser var meget grænseoverskridende og gjorde bestemt ikke noget godt for den smule usikkerhed, som jeg gik rundt med i forvejen. Det var nogle af grundene til at Kuala Lumpur blev mit hadested.

Denne gang forlod jeg Kuala Lumpur rimelig hurtigt, da jeg ikke følte et kæmpe behov for at bruge særlig lang tid i byen. Dog havde jeg en væsentlig bedre oplevelse denne gang, da nogle venner af en veninde, fra dengang jeg studerede i Australien, tog mig med rundt i byen for at spise og opleve det lokale liv. Derfor havde jeg ikke længere noget i mod Kuala Lumpur, men det var stadig ikke en favorit.

taman negara

Welcome to the jungle! Og en “hemmelig” perle

Efter Kuala Lumpur, tog jeg videre til Taman Negara, som er en af verdens ældste regnskove. Jeg forelskede mig virkelig i skoven og havde mange gode oplevelser, især natsafarien var fantastisk. Jeg tror, at det var her, at jeg forelskede mig i Malaysia.

Men efter nogle måneder på farten, havde jeg brug for “slå mig ned” et sted, hvor jeg kunne tage den helt med ro og evt. få skrevet på bloggen. Selvom jeg elskede Taman Negara, så havde jeg også brug for at være et sted med et lidt større udvalg af spisesteder og lidt bedre internet.

ipoh, malaysia

Flere havde anbefalet Ipoh, og da min malaysiske veninde kaldte det for en blanding af Georgetown og Malacca, uden turisterne, så vidste jeg, at det måtte være noget for mig. Derudover ligger Ipoh ikke langt fra den lille ø Pangkor, som jeg også overvejede at besøge.

Jeg forelskede mig lige med det samme i Ipoh og besluttede mig for, at det var her, hvor jeg skulle slå mig ned.

Desværre går tingene ikke altid som planlagt… Jeg nåede ikke at være i Ipoh længe, før mit kamera begyndte at opføre sig mærkeligt. Jeg var derfor nødsaget til at tage tilbage til Kuala Lumpur, efter blot et par dage, for at finde en løsning på problemet.

Fra had til glæde

Jeg endte med at have omkring 14 dage i Kuala Lumpur. Hver dag krøb byen længere og længere ind under huden på mig. Jeg fandt et fantastisk hostel (reklamelink), hvor jeg blev venner med personalet, mødte andre rejsende og kunne arbejde på min computer i fred. Jeg begyndte at få stamsteder og lærte at kende flere kroge af byen. Når jeg tænker tilbage på Kuala Lumpur, så er det med glæde og jeg savner nogle af mine stamsteder.

at rejse alene i malaysia

Mig og venindes veninder (og nu også mine veninder) 

Hvordan er det at rejse alene i Malaysia?

Jeg tror, at jeg måske var uheldig på min første solorejse til Malaysia og tog problemerne lidt tungere, end jeg ville gøre i dag. For denne gang oplevede jeg ingen problemer eller nogle ubehagelige oplevelser. Tværtimod gik alt glat og fordi jeg valgte den lidt dyrere turistløsning, så kunne jeg koble hovedet fra og det havde jeg brug for. Alle de lokale, som jeg mødte, var venlige og nysgerrig.

Bevares, de kan godt kigge lidt, når man er den eneste turist i en restaurant, men kigger man tilbage, så bliver man kun mødt med kæmpe smil. Derudover er malajerne generelt virkelig gode til engelsk, så det er rigtig let at få hjælp eller komme i snak med de lokale. Jeg har mødt nogle sige, at malajerne måske ikke er nær så nysgerrige som fx thailænderne, vietnameserne og filippinerne. Det kan godt være, at det passer en smule, men jeg følte mere, at de forsøgte at respektere en ved at give en plads og når man så snakkede med dem, så blev relationerne og samtalerne en anelse dybere, fordi deres engelske er virkelig god.

Generelt synes jeg, at Malaysia er lidt undervurderet og jeg kommer gerne tilbage en dag for at udforske mere af dette smukke land. Dog kan der nogle gange være lidt længere blandt turisterne end man fx oplever i Vietnam eller Thailand, så det skal man lige være indstillet på.

maden i Malaysia

Hvordan er maden i Malaysia?

Første gang jeg rejste i Malaysia, syntes jeg, at maden var kedelig og lidt smagsløs. Jeg ved ikke, om jeg gik efter de “sikre” retter dengang, men i dag kunne jeg ikke være mere uenig.

Maden i Malaysia minder meget om maden i Singapore (men det må du for Guds skyld ikke sige til dem!), men som i Singapore er maden i Malaysia præget af de mange forskellige kulturer, som findes i landet.

Kommer man de rigtige steder, så kan man forvente en smagseksplosion uden lige! Man kan få alt fra karry til fantastisk mørt svinekød, selv desserter har de formået at lave ordentligt (de kan ellers godt blive lidt for søde i Asien).

Så jeg kan kun anbefale dig at gå amok i det lokale køkken! Og er du usikker på at give dig i kast med en masse retter med mærkelige navne? Så har de fleste lokale restauranter heldigvis en buffet (som skiftes ud ofte) og så er det bare at vælge det, som man synes ser godt ud. Men generelt kan jeg anbefale:

  • Nasi Lemak (ris med agurk, æg, peanuts, ansjoser og noget friturestegt kød, ofte kylling – det anses for at være nationalretten i Malaysia)
  • Claypots i Kuala Lumpur
  • Roti/roti canai (fladbrød med forskellige karry til dyppelse)
  • Apom Balik (en pandekage med peanuts, sukker og majs)
  • Satay (grillspyd)

maden i malaysia

Hvordan er vejret i Malaysia? Hvornår er det bedst at rejse til Malaysia?

Malaysia er et af de få lande i Sydøstasien, hvor vejret faktisk er bedst i den danske sommer. Her er fugtigheden lavere og temperaturen omkring 25-32 grader. Jeg har faktisk aldrig rejst i Malaysia i højsæsonen. Begge gange har jeg været der i regnsæsonen. Første gang var i februar/marts, hvor jeg vist kun havde sammenlagt to timers regn i løbet af dagen (og vist et par gange om natten) på den måned, hvor jeg var der.

Sidst jeg var i Malaysia var i oktober måned. I Taman Negara regnede det stort set hver aften i en time og så var det slut. I Ipoh havde jeg et par timers regn en aften og i Kuala Lumpur havde jeg stort set ingen regn. Så man kan sagtens rejse i Malaysia i regnsæsonen!

Mere inspiration fra magiske Malaysia

6 Comments

  • Hey Tine 😀

    Endte lige herinde efter en Google-søgning… Sidder nemlig og overvejer en tur til Malaysia i februar, så særligt det sidste du skriver mht vejret dér er gode nyheder!

    Også “sjovt” (nok et forkert ord) at læse om dine oplevelser med fremmede mænd i Kuala Lumpur. Noget jeg, som mand, jo aldrig oplever på rejser i Asien (eller Europa for den sags skyld), men jeg kan forestille mig, at det må være sindssygt ubehageligt at blive passet op på den måde, når man i forvejen er ret så meget på udebane.

    Hvor synes du, det vil give mening at rejse videre hen fra Kuala Lumpur? Tænker at jeg skal starte med et par dage der i hvert fald – og give byen en chance – selvom jeg også har hørt, at det ikke ligefrem er den fedeste by…

    • Det er jo altid et sats med den slags, men jeg håber, at vejret også bliver godt for dig 🙂

      Jeg har faktisk heller ikke oplevet det siden, måske jeg udstråler noget andet i dag eller bare er blevet bedre til at få sagt bestemt fra

      Kuala Lumpur er fint for et par dage. Hm, det kommer an på, hvad du vil opleve. Det meste af Østkysten er nok lukket på den tid af året. Perhentian plejer at lukke helt ned i regntiden. Jeg var ret vild med Ipoh, den overraskede mig, men ellers er der jo Taman Negara, Cameron Highlands, Penang og Langkawi. Jeg ville nok rejse til Taman Negara først og så tage til Cameron Highlands. Taman Negara ligger lidt fra de andre destinationer, så der er ikke meget offentlig transport mellem Taman Negara og andre destinationer, der er dog heldigvis shuttlebusser 😉

  • Hej Tine

    Jeg faldt lige over din side og må sige at du har mange gode informationer med, som er meget behjælpelige når det er første gang man skal kaste sig ud i den her form for rejse. Jeg har dog lige nogle spørgsmål, som jeg håber du vil være behjælpelige med 🙂

    Jeg har planner om at tage ud at rejse i 3-4 måneder til august næste år. Jeg skal afsted sammen med en veninde og vi skal forbi nogle forskellige lande i Asien og har derfor også overvejet om Malaysia kunne være interessant. Vi har indtil videre overvejet at være Kuala Lumpur i 10 dage, tror du det bliver for lang tid? Ville du mene der er nok at se? For vi har nemlig også snakket om at tage til Cambodija, men vi valgte den egentlig fra. Nu er jeg dog kommet i tvivl om det måske bedre kan betale sig at være i Kuala Lumpur i 2-3 dage også måske være i Cambodija i 7-8 dage. Hvilket sted foretrak du?

    Mvh Emilia

    • Hej Emilia

      Dejligt, at du kunne bruge bloggen 🙂

      10 dage i Kuala Lumpur ville de fleste nok synes var for lang tid. Man har for det meste set seværdighederne på 2-3 dage, og jeg synes ikke, at det er den fedeste by i Asien. Jeg brød mig faktisk ikke særlig meget om den, før jeg blev tvunget til at tilbringe længere tid i byen og fik nogle venner samt nogle stamsteder. Men jeg er heller ikke kæmpefan af storbyer og skal helst ikke have for lang tid i dem

      Med 10 dage, så ville jeg klart vælge et par dage i KL og nogle dage et andet sted. Malaysia har jo en masse smukke steder fx junglen i Taman Negara, street food og street art i Ipoh, teplantager i Cameron Highlands for at nævne et par stykker. Men I kan også tage til Cambodia, som du selv er inde på.

      Hvad I skal vælge kommer lidt an på, hvad I er til, tænker jeg. De fleste bruger et par dage i Siem Reap, så de kan se Angkor Wat. Koh Rong øerne har fantastiske strande, Samloem er den rolige ø, Kampot har en hyggelig atmosfære og Battambang er lidt off beaten track og er superhyggelig 🙂

      Man kunne fint kombinere Siem Reap og Battambang eller Kampot og Koh Rong.

      Jeg vil dog overordnet anbefale, at I har længere tid i de lande, som I skal besøge end 7-10 dage i hvert fald ellers vil I højst sandsynligt brænde ud ret hurtigt 🙂

      Jeg håber at det hjalp og spørg endelig løs 🙂

Del gerne dine tanker eller et spørgsmål med mig