Lady Elliot Island – det lyder jo næsten som en royal oplevelse og efter at have hørt den ene kollega efter den anden i Hervey Bay lovprise denne lille ø i the Great Barrier Reef, besluttede jeg mig for, at det måtte være alle pengene værd!

lady elliot island

Stilhed før afgang til Lady Elliot Island

Det er tidlig morgen, da jeg ankommer med taxa til Hervey Bay lufthavn. Jeg er booket ind på det tidligste fly til Lady Elliot Island, og vil for alt i verden ikke misse det, så i ægte dansker-stil dukker jeg op 2 timer før afgang, selvom min billet siger, at check-in er 30 minutter før afgang. Resultatet er dog, at jeg ankommer til en tom lufthavn som endnu ikke er åben.

Så jeg må vente udenfor lufthavnen, indtil dørene åbnes. “I det mindste kommer jeg ikke for sent” tænker jeg, mens jeg sætter musik på og nyder min alenetid.

lufthavnen på lady elliot island

“Lufthavnen” på Lady Elliot Island

Efter noget tid åbnes dørene endelig, men i den lille gate med flyene til Lady Elliot er der stadig mørkt og tomt. Jeg tjekker min billet for 17. gang – er det nu den rigtige dato?

Cirka 30 minutter før afgang dukker det første personale op, men check-in personalet er endnu ikke dukket op. 20 minutter før afgang dukker de op, og vi får alle tjekket ind. Selv personalet er helt nede i gear, og der er nærmest Hakuna Matata-stemning over det.

hytte på lady elliot island

Ankomst til Lady Elliot Island

Vi skal med et lille propelfly og flyver over Hervey Bay, videre til Bundaberg (hvor vi samler flere passagerer op) og over en stor strækning af havet, inden vi endelig kan ane Lady Elliot Island i det fjerne. Piloten flyver rundt om øen to gange, så alle passagerer får lov til at nyde udsigten. Vi kan se koralrevet omkring øen gennem det klare vand.

Jeg glæder mig til at opleve det lille paradis!

hytte på lady elliot island

Vi lander på den ujævne græsplæne som udgør “lufthavnen” på øen. Vi stiger ud af flyet og straks mødes vi med den voldsomme lugt af fugleekskrementer, som minder om den jeg oplevede på Lady Musgrave Island.

Den lugt var noget, som mine kollegaer ikke havde nævnt for mig, og den kom bag på mig. Men jeg minder mig selv om, at ekskrementerne gøder jorden og gør, at planter kan vokse på sandet og de døde koraller, som øen består af. Med andre ord er dette et helt unikt økosystem.

Vi bliver mødt af en guide på øen og får udfyldt noget papirarbejde, inden jeg kunne tjekke ind i min lille hytte. Jeg har booket øens billigste hytte – en eco cabin. Der er ikke mere end et par senge, et lille skab, et spejl og nogle stole, men jeg har heller ikke tænkt mig at bruge meget tid på værelset, så det passer mig helt fint.

koralrevet ved Lady Elliot Island

Et uvirkeligt koralrev

Jeg skifter straks til badetøj, griber mit snorkeludstyr og hopper i bølgen blå. Jeg er straks slået bagud, selv har jeg aldrig set så vildt blåt vand! Selv nu under den årlige opblomstring af algen tricodesmium eller havets savsmuld, som den også kaldes, er sigtbarheden i vandet helt fænomenal! Jeg kan med lethed se 30-40 meter!

Koralrevet er utrolig sundt og farverigt. Det er muligvis det sundeste koralrev, som jeg har set i mit liv (selvom Lady Musgrave Island også kommer meget tæt på)!

karetteskildpadde på lady elliot island

Karetteskildpadde

Jeg svømmer mod Manta bommie i håb om at se en djævlerokke, selvom sæsonen officielt er slut. Jeg venter længe og håber, at min tålmodighed betaler sig. Men jeg ser ingen djævlerokke, og beslutter mig at svømme tilbage til den store del af koralrevet.

Pludselig får jeg øje på en skildpadde. Det mørke skjold står i stor kontrast til den kridhvide sandbund – jeg er ikke i tvivl, det er en kritisk truet karetteskildpadde (også kendt som en hawksbill turtle)! Den bevæger sig ubesværet gennem vandet. Det er altid en fornøjelse at svømme med vilde skildpadder.

grøn havskildpadde på lady elliot island

Grøn havskildpadde

revhaj på lady elliot island

Revhaj (til højre for korallen i midten)

Jeg lader skildpadden være i fred og svømmer tilbage til koralrevet, hvor jeg møder en truet grøn havskildpadde/suppeskildpadde som svømmer helt tæt på mig! Jeg fortsætter ind blandt korallerne og støder på en hvidtippet revhaj. Sikke en snorkeltur! Jeg er helt høj på oplevelsen!

lady elliot island, queensland

Øen rundt og solnedgang

Jeg beslutter mig for at gå øen rundt. Det skulle kun tage 45 minutter at gå turen rundt, alligevel virker det ikke til, at særlig mange forlader stranden nær fyrtårnet og stranden nær resortets hytter.

Jeg må knibe mig i armen over at have den ene strækning efter den anden sort set for mig selv. Jeg finder flere steder, hvor jeg sætter mig for at lytte til havets brusen, mens vinden griber mit hår. Jeg trækker vejret dybt og nyder naturens lyde. Fuglenes skræppen høres i baggrunden, men jeg er langt nok væk til, at det ikke er særlig højt.

solnedgang på lady elliot island

Jeg går til stranden med fyrtårnet, da solen går ned. Her kan man nyde solnedgangen med de andre gæster, og personale står endda klar til at servere drinks, hvis man skulle ønske det.

Det er uden tvivl et spektakulært show, som naturen sætter på, og jeg er vild med, at det er naturen som er i hovedattraktionen her på øen. Der er ingen tv og stort set ingen mobilsignal – så bliver det ikke bedre.

Jeg går ind i spisesalen, da buffeten åbnes. Der er rigeligt med muligheder – uanset om man er vegetar eller kødelsker, men det er ikke alle retter som er lige vellykket.

solnedgang på lady elliot island

På jagt efter en skildpadde som lægger æg

Mørket indtager øen, og jeg har meldt mig til en skildpadde-tur i håb om at se en skildpadde lægge æg, men det er også i starten af sæsonen, så mine forventninger er ikke helt i top. Men jeg har kun to nætter på øen, så jeg må gøre mit bedste for at finde en skildpadde, om det så skal tage mig hele natten!

Jeg deltager i præsentationen om skildpadder, mens en af de ansatte går på jagt efter en skildpadde på stranden. Efter præsentationen går vi alle ned til stranden. Det eneste man kan høre er havets brusen, luften dirrer af spænding. Alle venter på signalet i radioen.

Pludselig hører vi skratten og Marys stemme på radioen. En skildpadde er fundet! Skildpadden er dog stadig i færd med at kravle langsomt fra vandet til det sted, som den vælger som rede. Det er her, hvor den er mest sårbar for forstyrrelser, så vi må endnu ikke komme på til den, før Mary giver os et go.

skildpadde lægger æg på lady elliot island

Da skildpadden begynder at grave, får vi i små hold lov til at komme tæt på under strenge instrukser. Vi må gerne snakke, men ingen hurtige bevægelser, vi må ikke løbe rundt, vi må ikke lyse på skildpadden med vores lommelygter, og vi skal holde god afstand.

Lidt efter lidt skovler det der svarer til en håndfuld sand væk fra reden. Der er ingen tvivl om, at skildpadden ved lige præcis, hvad hun skal gøre. Det er magisk at få lov til at opleve en af naturens mirakler lige foran os.

skildpadde lægger æg på lady elliot island

Da hun er færdig med at grave, dumper hun forsigtigt æggene i reden. Mindre end 1 ud af 1000 skildpadder overlever tiden fra baby til voksen, så hvert æg er vigtigt! Hvert æg bliver talt af Mary, og når æggene klækkes tæller guiderne igen, hvor mange der blev til unger. Den information videregives til Australiens svar på naturstyrelsen.

Sandet og enkelte planter begynder at flyve om ørerne på os, da hunnen atter dækker reden til med sand, og vi flygter, så vi ikke bliver ramt.

lady elliot island

Dykning på Lady Elliot Island

På dag 2 har jeg bestilt to dyk. Jeg glæder mig helt vildt! Øen har 20 dykkersteder, og jeg har hørt, at det ene skulle være bedre end det næste. Jeg går ned til dykkercenteret, hvor jeg skal finde dagens dykkerudstyr.

Vi må i gennem flere våddragter, før vi finder den, som passer mig bedst, og instruktøren virker allerede lidt irriteret over, at jeg skal i gennem flere våddragter for at finde den rigtige, og jeg føler mig pludselig til meget besvær. Vi får læsset udstyret på den lille lastbil og kører til øens vestside, hvor fyrtårnet også er.

snorkelling på lady elliot island

Vi hopper i udstyret og skipper “buddy-tjekket”, men jeg tænker, at vi måske tjekker hinanden på båden. Vi kommer ombord og får en briefing på vores dyk. Og så springer vi ellers i vandet, uden et “buddy-tjek” og uden at have fået tildelt en buddy. Jeg er helt målløs over, at den slags sikkerhedsforanstaltninger ikke er på plads, da det jo er helt basal sikkerhed, og det gør mig ærlig talt utryg.

Folk virker til at have problemer med deres opdrift og vægt, mens andre har lidt småproblemer med nerverne. Vores instruktør virker til at blive mere og mere irriteret på folk, og jeg bliver mere og mere utryg. Jeg sluger nærmest ilten ud af min tank, og har på ingen tid brugt 70 bar.

dykning på lady elliot island

Her er ikke mange af de store koral-konstellationer, og der er meget sandbund, så jeg er en smule skuffet. Måske det er bedre om vinteren, hvor der er langt mere dyreliv. Jeg rammer de magiske 50 bar og signalerer til instruktøren, at jeg gør klar til opstigningen og mit sikkerhedsstop, og jeg får ok-tegnet.

dykning på lady elliot island

I samme øjeblik får han øje på noget og signalerer hele gruppen. Signalet har jeg aldrig før set under vand, og jeg bliver et kort øjeblik forvirret. Hvorfor signalerer han en flagermus – der er da ikke flagmus her…Tænker jeg. Jeg når lige at tænke tanken færdig, før den går ind på lystavlen. Han mener da manta ray!!  – netop som jeg skal til at stige op! F**k.

Jeg svømmer hurtigt op til instruktøren og ganske rigtigt – en djævlerokke svømmer få meter fra os! Min drøm er endelig gået i opfyldelse. Folk bliver naturligvis begejstret skynder sig hen til os, men deres tempo skræmmer djævlerokken væk.

Jeg holder mit sikkerhedsstop og stiger mod overfladen igen – helt høj på at have set en djævlerokke. Intet kan skyde i gennem mig efter dette! Dog bliver mit andet dyk på dagen ikke så spændende.

Resten af min tid på Lady Elliot Island bruger jeg på at nyde flere snorkelture, se den uvirkelige stjernehimmel om natten, tage på en reef walk i lagunen. Lady Elliot Island er uden tvivl et helt særligt sted!

stjernehimlen på lady elliot island

Information

Priser

Lady Elliot Island er ikke en billig oplevelse.

En dagstur koster fra 500 dollars (cirka 2500-2600 kr) per voksen.

Mens en overnatning koster fra 196 dollars (cirka 1000 kr) og fly fra 385 dollars (cirka 2000 kr) – alt efter hvorfra du flyver (det er billigst at flyve fra Hervey Bay og Bundaberg), hvor mange I er osv. Priserne dækker morgenmad, aftensmad, leje af snorkeludstyr (dog ikke våddragt), ture og en glasbundsbåd. Og der er naturligvis rabatter, hvis du booker mange overnatninger.

Jeg kunne dog få en rabat gennem mit arbejde.

reef walk på lady elliot island

Økoturisme og bæredygtighed

Lady Elliot Island Resort arbejder hårdt på at gøre deres resort bæredygtigt og går uden tvivl foran mange resorts i Australien. Hvor mange resorts, så som Fitzroy Island Resort, som påstår, at de er bæredygtige uden at være det, så er Lady Elliot Island på mange måder bæredygtig og arbejder med forskere om at blive bedre. De har blandt andet:

Frem til 2025 vil de fjerne invasive plantearter og genopbygge den oprindelige flora ved genplantning. De har plantet 3000 planter indtil nu og flere er på vej

Øen har ikke frisk ferskvand, så i stedet er der installeret et omvendt osmose-system som fjerner salt fra vandet, så det kan drikkes (husk at medbringe en vandfalske). Alle brusere osv er med vandsparehoved.

Øen har sit eget spildevand-system som renser vandet som bruges til at vande landingsbanen

Al energi på øen kommer fra solceller

Alt affald sorteres og sendes til fastlandet for genanvendelse, og der bruges ikke engangsemballage af plastik.

Dog synes jeg, at det er ærgerligt, at alle gæster flyves til øen, også selvom de kompenserer for den CO2-udledning, men hurtigfærger udleder også rigtig meget CO2 per person. Så det er muligt, at der ikke lige er noget ordentligt alternativ pt.

at svømme ved lady elliot island

Green zone marine park

Lady Elliot Island er en del af Great Barrier Reef Marine Park og er en green zone af parken. Det betyder, at man ikke må fiske eller tage noget fra øen. Du kan få kæmpe bøder (fra 2220 dollars eller knap 12.000 kr), hvis du fisker eller tager noget fra stranden eller vandet i en Green zone, selvom det måske er en skal eller en død koral.

Lad også vær med at røre naturen eller/og dyr der, da det også kan give en bøde.

The Great Barrier Reef er i øvrigt på UNESCOs verdensarvsliste.

Sæsoner

Den helt store attraktion på Lady Elliot Island er mantaer eller djævlerokker, og højsæsonen for dem er mellem maj og august – dog kan man være heldig at opleve dem hele året rundt!

Pukkelhvaler kan opleves mellem juni og oktober (nogle gange kommer de endda helt tæt på øen!)

Skildpadder lægger æg fra november til februar, og æggene klækker omkring februar til april

De larmende fugle er der primært mellem september og april – men resortet udleverer ørepropper, så du alligevel kan få din nattesøvn.

lady elliot island

Andet som er værd at vide

Vandet kan være rigtig koldt omkring Lady Elliot Island, så for nogle er en våddragt muligvis nødvendigt.

Strømmen kan være rigtig stærk udenfor lagunen, en gang blev jeg nødt til at hive mig frem i et reb, da jeg ikke kunne svømme mod strømmen. Så man skal passe på, hvis man har børn med, og man skal holde sig til den inderste del af revet.

Lagunen er kun åben for snorkelling ved højvande som typisk er tidlig morgen og sen eftermiddag.

Jeg syntes, at man oplevede/så mest på snorkelturene end på dykkerturene, derudover syntes jeg ikke, at de ansatte ved dykkercenteret var særlig professionelle. De virkede mere som om, at de bare ville sælge fremfor at rådgive ærligt. Der er to dyk om dagen og begge mine dyk gik til det samme sted p.g.a. strømmen, så jeg fik ikke så meget mere ud af dyk nummer 2. Men jeg ved ikke, om jeg var uheldig.

Lady Elliot Island er ikke for alle. Det meste af tiden bruges i vandet eller på en guidet tur (som oftest er baseret på havet), og forholdene er for nogle ret primitive med delte bade osv. Fuglene larmer og får øen til at lugte. Så overvej om du kan leve med det, og om du vil bruge flere dage på snorkelling og andre vandbaseret oplevelser. Gider du ikke bruge dage på det, så kan en dagstur til Lady Musgrave Island være et godt alternativ.

Der er ikke rigtig mobilsignal på øen

Book i GOD tid. Overnatninger er ofte booket flere måneder ud i forvejen.

Medbring

Eget snorkeludstyr, hvis du har det

Kameraer

Genanvendelig vandflaske

Reef shoes (kan købes billigt i Kmart eller Big W på fastlandet) eller dive boots

En hat mod solen

Solcreme

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra fantastiske Australien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *