Wolf Rock er Australiens bedste hajdyk. Jeg glæder mig vanvittigt inden mine dyk ved Wolf Rock, men samtidig kan mærke tvivlen ramme mig en smule. Selvom jeg ikke er bange for hajer, men derimod er fascineret og elsker dem, så begynder jeg at tvivle på mine egen beslutning om at svømme direkte ind i en hajsuppe…

wolf rock

De første problemer

Ved dagens briefing er vores guide dog så entusiastisk, at min tvivl svinder mere og mere ind. Vi bruger lidt tid på at finde det helt rigtige udstyr, får pakket båden og kører til båden. Da vi ankommer, går det op for os, at to våddragter ikke er kommet med i båden, så der bliver hurtigt ringet til en medarbejder, som straks kører til dykkercenteret for at hente de manglende våddragter for at køre dem til os.

Det tager længere tid end forventet. Jeg mærker hurtigt sveden løbe ned af ryggen på mig, og kort tid efter kan jeg mærke sveddråberne pible frem fra hovedet. Meget kan gå galt, når man er dehydreret, så jeg skynder mig at tage min våddragt af og drikker en masse vand.

wolf rock

Vi får de manglede våddragter og sætter kursen mod Wolf Rock. Det er en vild sejltur, og bølgerne kaster os op og ned, men efter tre måneder på både i Townsville og Hervey Bay har jeg vænnet mig til at være på en båd, og jeg nyder rutsjebaneturen, lige indtil vi kommer frem til Wolf Rock.

Udstyret skal på, men vi bliver kastet frem og tilbage på dækket. Jeg kan mærke kvalmen komme snigende. Jeg siger det til personalet, og de hjælper mig med det sidste udstyr, så jeg kan springe hurtigst muligt.

wolf rock, rainbow beach

Wolf Rocks berømte strøm

Jeg kan straks mærke den stærke strøm gribe fat i mig og trække mig væk fra båden. Jeg skynder mig at svømme hen til den line som går fra båden og ned til bunden af Wolf Rocks. En efter en hopper folk i vandet og griber fat i linen.

Da alle er klar sætter vi kursen mod havbunden. Som en usynlig hånd trækker strømmen i vores svømmerfødder i et forsøg på at hive os ud på åbent vand. Jeg har ikke tænkt mig at finde ud af, hvor strømmen vil trække mig hen til, så jeg fokuserer al min energi på at holde fast i og kravle ned af linen.

wolf rock, rainbow beach

Pludselig når vi de store sten ved Wolf Rocks. Jeg giver slip på linen og svømmer, alt hvad jeg kan, og griber fast i det nærmeste stykke klippe. Strømmer forsøger stadig at hive os ud af kurs. Langsomt men sikkert kravler vi langs klipperne. Jeg koncentrerer mig om min armgang, indtil vores guide peger op.

Over os svømmer en kæmpe flok af rokker. De glider elegant gennem vandet, som var de balletdansere, og de virker fuldstændig upåvirket af den stærke strøm.

Jeg mærker derimod, hvordan strømmen får revet min tank en smule løs, men det er ikke nok til at stresse over. Jeg får hurtigt skubbet den på plads, og får trukket mig det sidste stykke over klippen, hvor strømmen forsvinder, og en af de andre dykkere kan hjælpe mig med at få min tank spændt ordentlig fast igen.

wolf rock, rainbow beach

Midt i sandtigerhajernes helle

Vi kommer til en stenbund og er omringet af klipper, men jeg kan ikke få øje på hajerne. Jeg frygter, at vi ikke kommer til at se nogle hajer. Jeg følger dog troligt med vores guide. Pludselig ser jeg en utydelig rygfinne længere fremme.

Vi svømmer mod stedet, og pludselig er vi omringet af hajer. Uanset hvor jeg kigger, er de der. Ud af hver “tåge” dukker en haj op. En sandtigerhaj kan blive op til 3,2 meter lang, og flere af disse er da også større end mig.

De glider langsomt i vandet, og nogle af dem virker næsten, som om de er gået i stå i vandet. De er fuldkommen rolige, og de er tydeligvis ligeglade med, at vi er der. De svømmer helt tæt på mig, så jeg i princippet kan røre ved dem. Jeg kan se alle ar og alle bidemærker. Jeg må endda give lidt plads til en haj som synes, at den skal svømme lige under mig.

Hajerne ser umiddelbart uhyggelige ud med hvide øjne og tænder stikkende ud af munden, men deres rolige natur smitter af på min. Min plus falder straks, og det samme gør min vejrtrækning. Alle tanker om den voldsomme strøm forsvinder som dug for solen. Jeg kunne ligge i timevis og se på hajerne.

Jeg forstår med ét, hvorfor dette sted er beskyttet af den australske stat. Uanset hvor jeg kigger er der hajer. Er man heldig kan man nogle gange se dem parre sig, men ellers kan man bare nyde synet af de rolige hajer. Vi ser ikke nogle hajer parre sig, men jeg føler mig stadig som en af de heldigste i verden for at få lov til at opleve dette magiske sted.

Vi ser omkring 20-25 sandtigerhajer, en zebrahaj, en plettet wobbegong-haj, en skildpadde og en flok Queensland havaborre som næsten er på størrelse med hajerne. Vi er to, mig og en divemaster, Jana, fra dykkercenteret, som er de første til at ramme de 70 bar ilt på vores tank, og derfor svømmer vi tilbage til linen.

På vejen ser vi to kæmpe Blotched Fantail Ray som er større end os. Jeg kan fornemme, at Janas begejstring er lige så stor som min. Vi holder fem minutters sikkerhedsstop på tre meter, imens strømmen gør alt, hvad den kan for at slå os ud!

Mere søsyge…

Vi svømmer hurtigt tilbage til båden, og jeg bliver straks ramt af søsyge, som jeg træder ombord. Så jeg vælger at sætte mig bagerst på båden, hvor jeg kan holde øje med horisontlinjen og forhåbentlig styre søsygen.

Jeg får tilbudt både mad og drikke i pausen, og selvom jeg ved, at begge dele ville være godt for mig, så tvivler jeg også på, at jeg kan holde det nede. Jeg vælger dog at drikke en del vand, og ganske rigtigt må jeg havde hovedet udover siden af båden.

zebrahaj i wolf rock, rainbow beach, australien

Jeg sidder bare og holder øje med horisontlinjen, drikke vand og forsøger at tage en lille lur. Vandet strømmer ind og afkøler mig. Det føles ikke som mere end 15 minutter, før vi atter skal gøre klar til næste dyk, men i virkeligheden er det nærmere en time.

Personalet hjælper mig venligt i udstyret, så jeg bare kan holde øje med horisontlinjen og ikke skal kigge ned. Jeg føler mig nærmest som et hjælpeløst barn, men jeg har ikke overskud til at protestere. Jeg ved at alting bliver bedre, når jeg kommer i vandet.

sandtigerhaj i australien

Det der bare ikke måtte ske

Jeg kommer igen i vandet som en af de første. Strømmen har taget til i styrke og trækker mig et godt stykke, før jeg når at få fat i linen. Jeg bliver overrasket over dens styrke, og jeg mærke min vejrtrækning bliver hurtigere.

Jeg forsøger at trække helt ned i maven og koncentrerer mig om rebet. Nogle bølger skyller ind over os. Det er næsten som om. at havet vil have os til at slippe rebet, men vi er ikke sådan til at slå ud. Vi gør tegn til at gå ned og begynder den langsomme nedstigning.

Jeg mærker pludselig, hvordan den ene af mine svømmefødder sidder lidt løs, men før jeg når at stramme den, har strømmen vippet den af min fod og ført den ud i det blå. “Fuck, fuck, fuck. Nu kan jeg jo ikke dykke mere” tænker jeg. Jeg signalerer til Jana, at jeg mangler en svømmefod.

dyk med hajer i Australien

Jeg gør klar til at svømme tilbage til båden, men Jana signalerer, at jeg skal blive. Jeg går op til overfladen med en af de andre dykkere. Det har slået mig fuldstændig ud, at jeg har mistet en svømmefod, og at jeg ikke kan dykke.

Bølgerne skyller ind over os igen, og strømmen forsøger nu at tage min maske og min regulator.

Jeg bliver mere og mere stresset over hele situationen. Den anden dykker fornemmer det og lægger en hånd på min skulder. “Det er okay. Det skal nok gå. Træk vejret” siger hun. Hun har selvfølgelig ret.

dyk med hajer i Australien

Jeg trækker vejret dybt et par gange. Jana dukker op med en ny svømmefod og hjælper mig med at få dem på. Vi sikrer os, at begge sidder stramt og begynder endnu engang på nedstigningen.

Strømmen forsøger at stjæle min maske igen et par gange, men jeg giver den ikke lov til at stjæle mere! Da vi når hajerne igen, tryllebinder de mig endnu engang og får mig til at slappe fuldstændig af. Selv min guide kan mærke, hvordan de beroliger mig, og han kommenterer endda på det, når vi sejler tilbage mod Rainbow Beach.

Information

Firma

Wolf Rock Dive

Godt at vide

Det anbefales stærkt, at man har et advanced open water at dykke på Wolf Rock, og jeg vil anbefale, at man som minimum har 10 dyk, meget gerne mange flere.

Wolf Rock er uden tvivl det mest udfordrende dyk, som jeg har haft! Strømmen er virkelig virkelig stærk! Så man kan hurtigt komme til at stresse lidt, hvis man ikke har erfaring med strømdyk. Jeg havde endda svært ved at få min svømmefødder op på stigen til båden p.g.a. den stærke strøm.

Fra marts til oktober kan man være heldig at se djævlerokker, mellem juli og oktober kan man være heldig at opleve pukkelhvaler, og i november-januar kan man være heldig at se parring mellem hajerne ved Wolf Rock.

Det kræver minimum en overnatning i Rainbow Beach, da man skal møde i dykkerbutikken kl 8. Jeg boede på Freedom Hostel. Det kan bookes her. Se alle overnatningsmuligheder i Rainbow Beach her.

Dykket slutter omkring kl 15, så man kan sagtens nå bussen, hvis man skal nordpå (hvis man skal med bus sydpå, så skal man have en ekstra overnatning i Rainbow Beach). Ligesom man sagtens kan køre videre om eftermiddagen, hvis man er i bil.

Du vil få tilbudt at låne handsker. Jeg kan kun anbefale at bruge dem. Mine hænder var fyldt med rifter fra de skarpe sten, og jeg brugte en handske…

Pris

Det koster fra 210 dollars for to dyk ved Wolf Rock, og dertil 50 dollars for leje af fuld styr, hvis det er nødvendigt.

Medbring

Søsygepiller (selv med tre måneders arbejde på små både blev jeg søsyg), kamera, evt. rødfilter til kamera.

 

 

Mere fra fantastiske Australien

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *