Jeg har efterhånden fået mange gode spørgsmål om at være marine mammal observer her i Australien. Jeg kan godt forstå, at I er nysgerrige, for det er ikke et job som lige hænger på træerne.

Og personligt havde jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at jeg ville sidde med et job som dette, når jeg var færdigudannet biolog! Her er mine svar på jeres spørgsmål (OBS: Nogle spørgsmål lignende meget hinanden, så dem har jeg “slået sammen”).

Hvordan fik du jobbet?

Jeg er uddannet biolog med speciale indenfor zoofysiologi (dyrenes fysiologi). I løbet af min uddannelse har jeg læst et semester på JCU her i Townsville. Under mit ophold blev jeg medlem af en Facebook-gruppe for biologistuderende på universitet.

Da jeg kom til Townsville denne gang tjekkede jeg gruppen og fandt et jobopslag som marine mammal observer. Desværre var deadlinen for ansøgninger overskredet, men jeg skrev til dem alligevel og spurgte, om de stadig manglede personer. De gav mig to dage til at sende en ansøgning, og så fik jeg jobbet!

townsville, australien

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Der kan være dage, hvor vi står standby til arbejde, hvis vejret ligger på grænsen til at være god nok, så får vi typisk en SMS omkring kl 6 med en mødetid eller et andet tidspunkt, hvor vi får nye informationer.

Hvis vejrudsigten ser god ud aftenen inden, så får vi et mødetidspunkt den aften. Normalt møder vi omkring kl 6 (-/+) til en sidste klargøring af bådene og en kort briefing, så sejler vi til Cleveland eller Halifax Bay. Hver bugt er inddelt i forskellige transecter (afsnit). Vi sejler gennem hvert transect med cirka 10-14 km i timen, mens vi spejder efter delfiner, hvaler, søkøer og andre dyr.

Vi registrerer alle pattedyr, mens vi holder øje med skildpadder osv, så vi kan nå at stoppe og undgå at skade dem. Ser vi en eller flere delfiner, så sejler vi helt tæt på den og prøver at få et billede af deres rygfinne. Vi holder naturligvis øje med delfinernes adfærd, og hvis de prøver at undgå båden, så jagter vi dem naturligvis ikke.

cleveland bay, townsville, australien

Gennem delfinernes liv mister deres rygfinner muligvis lidt farve, de kan få forskellige mærker så fra hajbid eller lignende. Derfor er rygfinnerne forskellige og gør os i stand til at kende forskel på de forskellige individer.

Før og efter hvert transect samt hver gang vi har set en delfin, måler vi saltindholdet, temperaturen og hvor klart vandet er. Sådan fortsætter vi vores arbejdsdag, indtil vi har nået dagens transect eller så længe vejret tillader det. Så i princippet kan vi arbejde i alt fra to timer til 12 timer, dog er de fleste dage omkring 10 timer.

Hvorfor skal I kigge efter delfiner?

Port of Townsville er begyndt at udvide havnen, men her bor Australian humpback dolphins (Orcaella heinsohni) og Australian snubfin dolphins (Sousa sahulensis). De er klassificeret som sårbare overfor udryddelse. Derfor har regeringen pålagt dem, at de skal overvåge populationen som lever her i Townsville for at se, om den påvirkes af udvidelserne. Derfor har de ansat os til at styre og udføre det projekt, da de ikke selv har kompetencerne til det.

Hvilke dyr ser I typisk?

Det er meget forskelligt alt efter hvilken bugt vi er i, og hvor vi befinder os i bugten, men generelt ser vi søkøer, delfiner og fugle. Vi har dog også set en zebrahaj, et par søslanger og nogle rokker.

magnetic island

Hvad er det bedste og det værste ved arbejdet?

Det bedste er helt klart at tilbringe dagen på vandet og se en masse eksotiske dyr, mens man ved, at ens arbejde potentielt kan gøre en forskel for truet og sårbare dyrearter her i Australien. Derudover har jeg også verdens bedste kollegaer som udover at være utrolig søde og rosende, så er de også mega inspirerende og deler glædeligt ud af deres tips. For mig er det klart et drømmejob!

Det værste er helt klart solen. Det er ikke nogen hemmelighed, at solen i Australien er meget stærk, UV-indekset er ofte omkring 7, selvom det er vinter hernede. Til sammenligning ligger det danske UV-indeks på cirka 5 om sommeren.

Derudover er vi midt på vandet, så man bliver hurtigt solskoldet og dehydreret. Jeg smører mig flere gange om dagen med solcreme og drikker meget vand, men nogle gange kan det være svært at følge med.

Dertil er arbejdsdagene ofte lange, og vi har ikke nogle faste dage fri. Vores fridage afhænger af vejret, så det er svært at planlægge aftaler. For mig gør det ikke så meget, jeg er klart mere tilhænger af spontane aftaler end at planlægge alt for meget, men for nogle vil det være svært. I starten havde vi en del dage med dårligt vejr, det skabte en økonomisk usikkerhed, som jeg havde det lidt svært ved.

Mount Stuart, Townsville

Får I forlænget perioden for de dage, hvor I ikke kan arbejde?

Uh, det ville være fantastisk, hvis vi gjorde! Men sådan er det desværre sjældent, når det handler om feltarbejdet. Som oftest har man en periode til at indsamle data, og så må man bare få så meget data i hus som muligt.

Hvorfor tager I billeder af delfinerne?

Vi bruger en metode som kaldes capture/recapture, hvor man fanger et dyr og markerer det på en eller anden måde, så slipper man det løs og ser, hvor mange andre individer man ellers fanger, før man genfanger ens markerede dyr. Ud fra det forhold mellem markeret og umarkeret dyr kan bruges til at estimere populationsstørrelsen. Derudover kan vi bruge billederne til følge dyrene i en årrække.

Men fordi rygfinnerne er så forskellige, at vi kan kende individerne fra hinanden behøver vi ikke fange dem på andre måder end med kameraet.

de bedste udsigter på Magnetic Island

Svømmer I med delfinerne?

Nej, det gør vi ikke. Der er generelt ikke meget videnskabeligt arbejde over at svømme med dyr. Det kan være en fantastisk oplevelse at generelt. Men det har intet med naturvidenskab at gøre med mindre, at man fx tagger dyrene og svømmer til dem for at undgå, at de bliver stresset af en båd eller lignende, men derudover har det intet med biologarbejde at gøre.

Man kan risikere, at dyrene føler sig truet og går til angreb, at det stresser dyrene unødvendigt, at man ridser dyrenes hud eller at man overfører bakterier eller virus til dyrene. Hvis man svømmer i nærheden af dem eller sågar rører dem.

Har du nogle tips til folk som gerne vil arbejde som marine mammal observer?

Få en masse erfaring! Hold nu op, hvor jeg hørt den mange gange som nyuddannet. Det kan være en pain in the ass at høre, for hvor skal man få erfaringen fra? Prøv at melde dig frivilligt til nogle projekter, hvor du får noget erfaring.

Det kan være, at man tager til Middelhavet to uger om året og er frivillig på et projekt eller man kontakter en professor som arbejder med havpattedyr og tilbyder sin hjælp.

Jeg har haft et par fag som har givet mig en smule erfaring med at arbejde med marsvin og med at arbejde fra en båd. Begge dele er ret eftertragtet i denne stilling. I Australien har universiteterne: Flinders University (det er gennem dem, som jeg er ansat), Southern Cross University (som vi samarbejder med), The University of Queensland, Griffith University, Curtin University, Murdoch University og sikkert flere. I Danmark arbejdes der med havpattedyr på Aarhus Universitet. Der findes helt klart flere universiteter i verden som arbejder med dette. Disse er blot dem, som jeg har kendskab til.

Mere fra fantastiske Australien

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *