Hvordan er det at rejse (alene) i Slovenien?

Jeg har i mange år drømt om at rejse til Slovenien, vandre gennem bjergene, opleve den flotte Lake Bled og meget mere. Så da sommerferien i forvejen gik til Italien, så valgte jeg også at inkludere 6 dage i Slovenien, så jeg havde god tid til at opleve landet. Men min rejse blev, som så mange gange før (tag fx rejseproblemerne, som jeg har oplevet, i Kina, Cambodja, Nepal, Kos og mange andre steder), ikke som planlagt…

Reklamelinks er markeret med *

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas*. Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

En turbulent start på Slovenien og et frygteligt hostel!

Min rejse mod Slovenien startede med et tog fra Milano til Venedig og en bus derfra til Ljubljana. Egentlig skulle jeg have været med endnu et tog til Ljubljana, men jeg blev så forsinket på vejen, at jeg måtte hoppe af i Venedig og finde en bus. Sådan går det jo nogle gange. Men allerede i bussen på vej til Ljubljana, kunne jeg se, at tingene ikke var helt normale. Regnen styrtede ned på et niveau, som jeg tidligere har oplevet i Cairns og Brisbane, og jeg vidste godt, hvad det betød: Oversvømmelser. Men det var for sent at vende om, så jeg måtte bare få det bedste ud af det…

Jeg ankom en del forsinket til Ljubljana, og da jeg ikke kunne finde et sted at overnatte i nogle af byerne i nærheden af Bledsøen, som egentlig var hovedformålet med min rejse til Slovenien, så måtte jeg tage en nat i Ljubljana, uden at jeg helt vidste, hvad jeg skulle forvente af byen.

Jeg havde booket den sidste seng på et hostel et stykke fra centrum, da alle hostels i centrum var fuldt booket. Med andre ord så book i god tid, hvis du skal besøge Slovenien i august!

Jeg gik i gennem centrum, som jeg egentlig fandt ret charmerende, selvom regnen væltede ned og gik i gennem alt, selv mit regntøj kunne ikke holde det tilbage. Jeg stillede mig i læ og tog nogle billeder, inden jeg pakkede mit kamera væk i min drybag (reklamelink), og det skulle vise sig at være en god beslutning med mængden af regn.

Mens jeg stod i læ, kom der pludselig nogle kæmpe lyn og torden. En ting var sikkert, det var smart at komme indendørs hurtigt, men det var lettere sagt end gjort med det hostel, som jeg havde booket.

Gennemblødt og gennemkold ankom jeg til hostellet. De virkede ikke til at have styr på noget som helst, og i første omgang kunne de ikke finde min reservation, men det er bare for en nat tænkte jeg. Klokken 1 om natten kom der pludselig en ansat ind på værelset og ville tjekke, om vi alle var i det rigtige værelse. Det var vi sjovt nok eftersom, at det krævede et nøglekort at komme ind på værelset. Lad os bare sige det sådan – jeg kan ingen måde anbefale Simbol rooms i Ljubljana!

Et tog som ikke skulle være kørt, men som alligevel kørte

Jeg var fast besluttet på at min tid i Slovenien ikke skulle ødelægges af en dårlig start! Jeg tog ned til togstationen og købe en billet til Lesce som ikke ligger langt fra Lake Bled, men som skulle være mindre turistet. Det skulle kun tage en time fra Ljubljana, så jeg forventede en afslappende rejsedag. Men dagen blev alt andet end afslappende.

Personalet fortalte mig, at regnen havde forårsaget oversvømmelser længere nordpå, og at man derfor ikke kunne tage toget til Lesce som forventet. Dog holdt der et tog på perronen med kurs mod Jesenice, ligesom det tog, som jeg skulle med. Det undrede mig meget. Jeg spurgte en lokal, om hun vidste, om det kørte, og om det var det rigtige tog.

Hun kunne bekræfte, at det var det rigtige tog, men var lige så forvirret, som jeg var, ift. om det kørte eller ej. Men ingen busser var ankommet til at køre os mod Jesnice eller Lesce, så vi måtte antage, at toget kørte, indtil vi fik en anden besked.

Ganske rigtigt kørte toget helt præcis til tiden – til glæde for både lokale og turister!

Vi nåede dog ikke langt, før toget stoppede, og der blev givet en meddelelse på slovensk. Den lokale kvinde fortalte mig, at sporet var oversvømmet længere fremme, og at vi nu skulle skifte over i busser. Jeg hoppede over i bussen til Jesenice, hvor vi efter sigende ville blive hentet af en anden bus som ville køre os til Lesce. Tilfældigvis kom jeg til at sidde sammen med tre danske studerende, som jeg faldt i snak med.

Den manglende bus…

Vi kørte forbi skiltet til Lesce og forsøgte at få buschaufføren til at stoppe ved vejen, så vi kunne gå ind til byen, men nej, han havde fået besked på at køre til Jesenice, så han stoppede ikke andre steder end der! Øv! Vi blev sat af i Jesenice og fik at vide, at bussen ville komme lige om lidt. Flere var inde og spørge på togstationen i løbet af den næste tid, men alle fik det samme at vide: Bussen kommer lige om lidt.

Efter at have ventet i mere end en time blev vi utålmodige, og vi tænkte lidt, at de bare spiste os af med samme meddelelse, og at bussen måske aldrig kom. Flere prøvede at ringe efter en taxa, men et nummer eksisterede ikke, og der var kun en taxa tilknyttet et andet nummer, så det er muligt, at der kun er en taxa i Jesenice.

Vi fik en pris, og han krævede også 60 euros, altså cirka 450 kr, for at køre os 14 km til Lesce (og selvfølgelig retur igen). Det var bestemt ikke de priser, som vi havde læst online, så enten var priserne steget voldsomt i løbet af nogle måneder ellers udnyttede han situationen for groft…

Men taxaen var allerede booket af andre grupper, så uanset hvad skulle vi vente længe. Der var ingen offentlige busser mellem Jesenice og Lesce. Så vi så ingen anden mulighed end at blaffe, da vi stærkt tvivlede på, at bussen nogensinde ville komme. Især da den bus, som vi var i tidligere, kom tilbage med flere mennesker.

…som førte til at blaffe

Men der var ikke rigtig nogen som stoppede. Vi stod i den silende regn og så den ene bil efter den anden køre forbi. Vi aftalte dog hurtigt, at hvis vi fandt en bil med to pladser, så ville to blive tilbage, da ingen ville blive efterladt alene.

Efter nogle timer med tomlen op, stoppede der endelig en bil! Bilen havde plads til tre, så de tre danskere hoppede ind i den og lod mig være alene. Det var lidt et slag i maven. Men jeg havde ikke andet at gøre end at fortsætte. Jeg troede dog ikke rigtig på, at det lykkedes. Der gik dog 5 minutter, så stoppede en fyr og spurgte, hvor jeg skulle hen. Jeg fortalte, at jeg skulle til Lesce, og han fortalte begejstret, at han også skulle til Lesce, så han ville gerne give mig et lift! Perfekt!

Han var meget begejstret for at se mig blaffe. Han havde selv blaffet en del som yngre og syntes, at det var en god måde at møde lokale på. Han havde faktisk lige snakket med sin familie om, at de syntes, at det var ærgerligt, at man ikke længere så særlig mange blaffere længere.

Den slovenske radioavisen kørte i baggrunden, og min chauffør blev pludselig opmærksom. Han pegede pludselig på nogle bjerge og sagde: “To turister døde der i går. Da de blev ramt af lyn på en vandretur på toppen af bjergene. Lov mig, at du ikke går op i bjergene, før regnen er stoppet, og det igen er sikkert” – det lovede jeg. Vi kørte videre, han pegede på landsbyer og fortalte, hvilke der var blevet evakueret af frygt for jordskred osv.

Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg var virkelig kommet midt i en naturkatastrofe. Vi kom frem til Lesce, og han satte mig af ved mit hostel – fornem service!

Regn, regn og regn

De næste par dage blev brugt på mit hostel, hvor jeg primært ventede på, at regnen stoppede – det var ikke optimalt, men der var ikke rigtig andet, som jeg kunne gøre. Efter at have oplevet lignende vejrforhold i Brisbane og Cairns, vidste jeg, at det ville være for farligt at begive sig ud i naturen i dette vejr.

Endelig faldt vejret mere til ro, og jeg havde fundet to australske kvinder som havde en bil og som tilbød mig en plads, da de alligevel skulle rundt og se nogle attraktioner nær Lake Bled. Vi stoppede først ved Slap Šum – et smukt vandfald i Vintgar Gorge som normalt har krystalklart, turkis vand, men ikke denne gang.

Vandet bragede ned af vandfaldet og brølede af os. Det var fascinerende og skræmmende på samme tid. Vi fortsatte op ad den mudrede og lettere oversvømmede sti mod toppen, hvor der også er en sti videre ind i Vintgar Gorge. Men regnen havde skyllet gangbroen væk og havde lukket stien. Efter flere forsøg flere steder, blev vi enige om, at Vintgar Gorge ikke skulle være denne gang.

I stedet kørte vi til Hudičev Gorge nær Lake Bohinj/Bohinjsko Jezero i stedet, her var heldigvis åbent til en god vandretur. Kørte til videre ned til Lake Bohinj, Slap Savica, Lake Bled og til sidst sluttede jeg dagen af med at nyde solnedgangen i Lesce.

En fin afslutning på Slovenien

Pludselig var mine 6 dage i Slovenien ved at rende ud. En af de australske kvinder skulle have en overnatning ved Lake Bled og selv skulle jeg tilbage til Italien, hvorfra jeg skulle flyve hjem til Danmark. Egentlig var det ikke planen, at jeg skulle til Italien andet end aftenen før mit fly, men jeg vidste ikke, hvordan vejen så ud efter oversvømmelserne, så jeg valgte at tage dertil et par dage før for at være sikker.

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg ville ønske, at jeg havde fat muligheden for at opleve mere af smukke Slovenien, men sådan går det desværre langt fra altid, og det er der ikke noget at gøre noget ved. Jeg fik det bedste ud af min tid i Slovenien og må bare tage tilbage på et andet tidspunkt.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas*. Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra smukke Europa