Kathmandu er en by, som jeg tror, at man enten elsker eller hader. Jeg havde hørt rigtig meget dårligt om Kathmandu. Mange havde fortalt mig, at Kathmandu var kaotisk, beskidt, støvet og fuld af folk, som forsøger at snyde en.

De havde fuldstændig ret, men Kathmandu er også farverig, utrolig spændende, fyldt med søde lokale, og så er den knap så kaotisk som Ho Chi Minh City i Vietnam og Colombo i Sri Lanka. Jeg forelskede mig med det samme i Kathmandu, og så er Kathmandu Valley endda på UNESCOs verdensarvsliste.

Så rejser man til Nepal, så synes jeg ikke, at man skal snyde sig selv fra at opleve Kathmandu, men prøv at se væk fra de dårlige sider af byen, så du kan opleve, hvor magisk byen kan være.

sangskåle i Thamel


Seværdigheder i Kathmandu


Thamel – backpackerkvarteret i Kathmandu

Thamel er nok det område, hvor flest turister bosætter sig. Det er helt forståeligt. I Thamel er der en masse restauranter, turbureauer, butikker som sælger lokale varer, vandreudstyr og meget mere.

For oven hænger guirlander af farverige bedeflag. Overalt møder man backpackere som er på udkig efter en god deal, gamle hippier som ligner nogen der sidder fast i 60’erne, og lokale som forsøger at sælge det ene og det andet.

thamel, kathmandu

Det er et fantastisk område at gå på opdagelse i, for det er enorm farverigt og man ved aldrig, hvad der gemmer sig rundt om hjørnet. Og så er flere gader i Thamel lukket af for trafik, så man kan gå uden at skulle springe for livet fra scootere og biler. Så “far vild” med vilje og udforsk området, få en kop kaffe på en tagterasse café og spis en masse lækker mad!

Durbar Square

Durbar Square kan oversættes til “Paladsernes sted”. Det er et UNESCO-site i midten af Kathmandu og et vigtigt sted for buddhister og hinduister. Her forgår der altid noget, og man kan være heldig at overvære religiøse ceremonier.

Jeg var her ad flere omgange, første gang var under festivalen Dashain, hvor Durbar Square var et stort kaos, men det var alligevel fascinerende at gå rundt og observere det lokale liv og deres ritualer.

durbar square, Kathmandu

En anden gang, jeg var der, var området næsten mennesketomt, så man ved aldrig, hvad man får. Området menes, at være bygget omkring det 3. århundrede, mens nyere bygninger skulle være fra det 16. århundrede.

Desværre blev Durbar Square hårdt ramt under jordskælvet i 2015, hvor mere end 8800 asiater døde (i Nepal, Kina, Nordindien og Tibet), og i dag er de stadig ikke færdige med genopbygningsarbejdet. Det ramte mig i hjertet at se de ødelagte bygninger, da det mindede mig om de mange ødelæggelser og døde, som jordskælvet forårsagede.

durbar square, Kathmandu

Information

Åbent: Hele døgnet, da pladsen er åben, dog er Tribhuvan Museet (som også er inkluderet i billetprisen) kun åbent til kl 16.

Pris: 1000 rupee (cirka 60 kr) – husk at medbringe dit pas og et pasbillede, så laver de din indgangsbillet, så den gælder i længere tid end en dag, uden merpris.

Husk at dele af Durbar Square er hellige, dæk derfor knæ og skuldre.

Rejsetip: Tæt på Durbar Spare ligger også Freak Street (Jhochhen Tole) som er en fin lille omvej at gå, hvis du skal gå fra Thamel til Durbar Sqaure. Her mødtes hippierene i 60’erne og 70’erne for at ryge hash. Mellem Freak Street og Durbar Square ligger også Kumari Chowk, som du også burde slå vejen forbi.

durbar square

Hvis du besøger Kumari Chowk omkring kl 10-12, kan du måske få lov til at se den levende gudinde, Kumari Devi. En Kumari Devi er en lille pige, som bliver udvalgt ud fra 32 kriterier. Hun bliver holdt i sit hjem, hvor hun bliver tilbedt dagligt, indtil hun får menstruation eller på anden vis mister meget blod. 

Den nuværende Kumari Devi blev udvalgt i en alder af 3 år (i 2017). Om du vil støtte den kultur er selvfølgelig helt op til dig selv. Personligt synes jeg, at det er absurd at holde små børn inde, og jeg har det meget ambivalent med den del af kulturen.

OBS: Vær opmærksom på, at de hellige mænd som sidder på Durbar Square forventer penge, hvis du tager et billede af dem. 10 rupee per mand burde være nok.

abetemplet i Kathmandu

Swayambhunath Stupa (aka abetemplet)

Swayambhunath Stupa er den ældste stupa i Kathmandu og en af de vigtigste stupaer i hele Nepal. Det er derfor også på UNESCOs Verdensarvsliste. Det blev bygget på en bakketop i det 13. århundrede og har en fantastisk udsigt over byen.

Jeg kom her primært for udsigten, men jeg fandt hurtigt ud af, at området omkring stupaen var større end forventet. Der er konstant liv omkring stupaen, og det fortjener virkelig, at du bliver nogle timer på at gå op opdagelse, især, når du nu har gået de 365 trin op ad bakken 😉

Information

Åbent: Så vidt jeg ved er der åbent hele døgnet. Jeg vil dog anbefale, at du kommer en time eller to før solnedgangen, så du kan se solnedgangen over Kathmandu.

Pris: 200 rupee (12 kr).

Husk det er et helligt sted, så dæk knæ og skuldre. Vil du gå rundt om stupaen, så husk at gå med uret rundt.

Pashupatinath Temple

Pashupatinath Temple

Pashupatinath Temple er et af de fire vigtigste religiøse steder i Asien for hinduer og deres gud Shiva. Det er et kæmpe tempelområde, det største i Nepal, og det minder mest af alt om en mindre by. Her skulle efter sigende være 492 templer, 15 Shivalayas (helligdomme af Lord Shiva) og 12 Jyotirlinga (falliske helligdomme). Templet er i dag på UNESCOs Verdensarvsliste.

Pashupatinath Templet

Blandt mange turister er templet er nok mest kendt for at være Kathmandus kremeringstempel. På platforme afbrændes ligene og resterne kastes i Bagmati-floden. Hvilken platform ligene afbrændes på, afhænger af hvilken kaste de tilhørte i deres liv. For mig lød det lidt absurd, at man kan komme og se kremeringer, men der var alligevel noget fredfyldt over det i Pashupatinath. 

Vær opmærksom : At det kun er hinduister som må besøge hovedtemplet, derfor er det ikke altid alle traditioner, som du kan komme til at opleve, men kl 8.30 bades Lord Shiva. Det skulle vist være muligt for alle at opleve, og det skulle være ret interessant.

Pashupatinath Templet, kathmandu

Information

Åbent: kl 4-19.

Pris: 1000 rupee (60 kr).

Vær opmærksom på: At de hellige mænd, som du finder rundt omkring i området, tillader, at du tager deres billede, men de forventer, at du betaler 1000 rupee (60 kr) for det. Jeg slap dog med 100 rupee, da jeg viste dem, at jeg vitterligt ikke havde mere i min pung. 

Vær også opmærksom på: At du får du tildelt en guide ved indgangen. Den guide er ikke med i billetprisen, og de forventer 500-1000 rupee (30-60 kr) for at vise dig rundt. Så afvis dem med det samme, hvis du ikke vil eller har råd til at betale dem. De har dog en masse spændende information, så jeg tror, at de er værd at tage med. Jeg havde dog ikke nok kontanter med til at betale for det…

Husk at dække skuldre og knæ, når du besøger området.

Boudhanath Stupaen, kathmandu, nepal

solnedgang ved Boudhanath Stupaen, kathmandu, nepal

Boudhanath Stupaen

En ting er sikkert, du får helt sikkert set din andel af stuaper i Nepal! Og det kan måske være fristende at springe Boudhanath over. Jeg overvejede selv at springe den over, da jeg efterhånden havde set rigelig stupaer. Men Boudhanath Stupaen er virkelig et besøg værd!

Boudhanath Stupaen er 36 meter høj og er en af de højeste i hele Sydasien. Overalt i området foregår der et eller andet. Nogle munke spiller musik, troende går rundt om et bedehjul, bedeflagene flagrer i vinden, unge munke studerer skriftbøger og meget mere.

Så det er et fantastisk område at gå og observere det lokale liv!

Information

Åbent: Hele dagen. Dog lukker de for at man kan gå på den nederste del af stupaen (jeg mener, at det var kl 17) og de lukker for nogle af andre steder omkring solnedgangen.

Pris: 400 rupee (24 kr).

Husk at dække skuldre og knæ samt at gå med uret omkring stupaen.

Asan Tole

marked i Kathmandu

Asan Tole 

Asan Tole er et marked, som ikke ligger langt fra Durbar Square, alligevel er der lidt længere mellem turisterne her. Her sælges der krydderier, lokale dragter, tørklæder, fløjter og meget mere.

På vejen fra Durbar Square kommer du også forbi Seto Machhendranath Temple (i gyden Jana Bahal) samt Aakash Bhairav Temple, som bestemt også er et par minutter værd. 

Vær dog opmærksom på, at der kommer trafik i Asan Tole, så hav lige et par øjne i nakken 😉

Garden of Dreams

Garden of Dreams

Trænger du til lidt ro fra det hektiske liv i Kathmandu, så er Garden of Dreams et rigtig godt bud. Garden of Dream er, som navnet nok antyder, en have midt i Kathmandu. Haven blev oprettet i 1920 og er fyldt med springvand og små bygninger, som nærmere ligner noget fra Italien eller Frankrig end noget, som man normalt ville finde i Nepal.

Haven er mindre end jeg forventede, så den er hurtig set, men i stedet brugte jeg længere tid på at ligge på et tæppe med en af de mange puder som findes i haven. Så jeg kan anbefale, at du tager en bog med eller lignende, hvis du trænger til en pause og lidt ro. 

Information

Åbent: kl 9-22.

Pris: 400 rupee (24 kr).

Rejsetip: Har du behov for at spise europæisk mad, så skulle Café Kaiser, som ligger inde i Garden of Dreams eftersigende være rigtig god, dog er priserne vist også i den dyre ende for Nepal (fra cirka 100 kr).


Andre oplevelser i Kathmandu


Tag på en mountainbike-tur eller river rafte

Trænger du til at få brugt kroppen og få pulsen op? Så er det også muligt at tage en mountainbike-tur i Kathmandu-dalen* eller en river rafting-tur på Trishuli-floden* (som eftersigende skulle være en grade 2 og 3 tur, som vist er godt til begyndere). 

tagterrassecafe i Kathmandu

Spis på en tagterrassecafé

Der findes et hav af tagterrassecaféer i Kathmandu og det er en fantastisk måde at komme lidt væk fra alt kaosset i byen! Og måske endda bare sidde og observere bylivet. Jeg prøvede et par stykker og kan anbefale Hot Breads (tagterrassen ligger dog ikke højt) – de har god kaffe, mens deres bagværk kunne være bedre. Shantipur Kathmandu Hotel har også en fantastisk tagterrasse med udsigt over hele Kathmandu og maden er også lækker her! Men der findes sikkert en masse gode steder, så det er bare om at finde dit yndlingssted!

Fly til Mount Everest 

Verdens højeste bjerg, Mount Everest, ligger ikke langt fra Kathmandu og fra byen er det muligt at tage en scenic flight til Mount Everest. Jeg havde ikke lige budget til sådan en tur, men det skulle eftersigende være alle pengene værd, med mindre at du selvfølgelig skal vandre til Everest Base Camp 😉 Tjek priser her*.


Hvor skal man spise i Kathmandu?


Der er selvfølgelig et hav af restauranter i Kathmandu, og jeg nåede selvfølgelig ikke alle, men af dem, som jeg prøvede, så jeg kan anbefale følgende.

de bedste spisesteder i Kathmandu

Western Tandoori & Naan House

Estern Tandoori & Naan House er virkelig lækkert!  Og så er det billigt. Her kan man få karryretter, daal baht (som må være Nepals nationalret), chapati og naan (begge er en form for brød). Alt, hvad jeg prøvede, var så smagfuldt! Stedet er lille, så du kommer helt sikkert til at dele bord med andre rejsende eller lokale, men tag det som en oplevelse.

Åbent: søn-fre: kl 9.00-21.00 og 16.30-21.00 om lørdagen.

Chick N Falafel

Chick N Falafel sælger stegt kylling, pommes fritter og wraps. Deres falafel er fantastiske og på højde med dem, som jeg smagte i Jordan og i El Nido. De har dog ikke noget sted at sidde, men det passer perfekt, hvis du bare vil have noget hurtigt at spise, i mens du går på opdagelse eller hvis du vil have noget med hjem på dit hotelværelse.

Åbent: 12.00-23.00

bedste bageri i Kathmandu

Pumpernickel Bakery

Pumpernickel Bakery blev mit to go to sted for morgenmad i Kathmandu. Deres brød var virkelig sprødt og lækkert! Jeg prøvede også noget andet fra deres menu en dag, hvilket også var lækkert. Men deres kanelsnegl indeholder rosiner, hvilket er et no go i min verden.

Åbent: 07.00-19.00

Newa Mo:Mo Restaurant

I Nepal skal du prøve Mo:Mo, det er Nepals svar på dumplings og de smager fantastisk! Jeg fik anbefalet at prøve dem på Newa Mo:Mo og de var lækre! 

Åbent: 08.00-22.00

frugtmænd i Kathmandu


Scams i Kathmandu


Desværre findes der også folk som har fundet ud af, at det kan være en god forretning at snyde turister. Jeg mødte dem dagligt, men lærte også hurtigt at spotte dem på 4 kilometers afstand. De står tit og venter på turistede steder og går tydeligt fra den ene side af vejen til den anden, for at komme i kontakt med turister.

Typisk starter de ud med at spørge, hvor man er fra osv. Så man måske kunne tro, at de bare er nysgerrige. 

Ærlig talt, så syntes jeg mest af alt, at det bare var sjovt, fordi de var så lette at spotte. Jeg har inkluderet de typiske scams i Kathmandu her til listen, så du forhåbentlig kan undgå dem og undgå, at de ødelægger din rejse. Men generelt vil jeg sige, at du ikke skal lade dig ikke gå på af dem, og du generelt kan undgå dem ved at afvise dem fra starten af. Du kan i øvrigt læse et indlæg om typiske scams her.

Folk som gerne vil øve engelsk/vil vise dig deres kunstskole

I Vietnam har jeg været vant til, at unge studerende kommer op til mig for at øve engelsk (ofte med indøvet spørgsmål). Så da en 12 årig kom op til mig i Kathmandu og spurgte, om han ikke måtte øve sit engelske med mig, så gav jeg ham naturligvis lov. Han viste mig forskellige steder i Kathmandu og  spurgte så, om han måtte tage mig med hen på hans kunstskole. 

scams i kathmandu

Alarmklokkerne ringede lidt, da han spurgte, om jeg ville med på kunstskolen. Pludselig sad jeg også ved et bord og skulle vælge et maleri, som jeg skulle købe, selvfølgelig til overpris. Jeg slap dog for pengesmerter, da jeg bildte dem ind, at jeg hverken havde nok kontanter på mig eller et betalingskort med mig.

Drengen spurgte derfor om drikkepenge for rundturen og blev fornærmet over dem, som jeg havde givet ham. Jeg har på fornemmelsen, at han var blevet utilfreds, uanset hvor meget jeg havde givet ham… (Mindstelønnen i Nepal er cirka 450 rupee per dag, og jeg gav ham 200 rupee for en times rundtur). 

Folk der beder dig om at købe mælk, en bog eller lignende

Den så jeg flere gange. En dame med en baby kommer op til dig og beder dig om at købe mælk eller lignende til dem. Så tager de dig med ind for at købe det i supermarkedet. Når du så er gået, så går de ind og deler den overpris, som du har givet for mælken, med ejeren af supermarkedet. 

friskpresset juice i Kathmandu

Juice- og frugtmænd

Okay, jeg ved ikke om det kan defineres som et scam som sådan.

I turistområderne i Kathmandu finder man ofte mænd som sælger friskpresset juice og frisk frugt. Jeg oplevede flere gange, at de sagde, at en juice kostede 50 rupee (3 kr), men da jeg så skulle til at betale, så kostede det pludselig 200 rupee (12 kr). Selvfølgelig har jeg råd til at betale 12 kr for juice, men det var stadig irriterende.

Frugtmændene tager også total overpris for deres æbler. Jeg fik tilbudt et æble for 500 rupee (30 kr), men jeg havde betalt under 100 rupee for tre ved min lokale frugtdame dagen forinden. Så vær opmærksom på prisen.

hotel i Kathmandu


Hvor skal man bo i Kathmandu?


Jeg bosatte mig selv i Naya Bazaar, lidt udenfor Thamel. Det passede mig fint at bo lidt udenfor alt hurlumhejet i Thamel, men stadig i gåafstand fra Thamel og andre attraktioner. Jeg har skrevet en mere uddybende guide til, hvor man skal bo i Kathmandu her. Nedenstående links er reklamelinks.

Hostel i Kathmandu

Leder du efter et billigt hostel i god stand og i nærheden af Thamel? Så kan jeg anbefale Hotel Pleasure home*. Det er et hostel, men de har naturligvis også private værelser. Sengene er gode, og badeværelset er en fin størrelse. Tagterrassen var hyggelig og har en god udsigt. 

Tjek priser her*

Deluxe-dobbeltværelse - 1 kingsize-seng - bjergudsigt - Altan

Apsara Boutique Hotel*

Hotel i Kathmandu

Er du ikke lige til hostels, så har Kathmandnu naturligvis også en masse gode hoteller. Jeg har fundet nogle hoteller i forskellige prisklasser, som muligvis kunne være noget for dig. 

Hotel Encounter Nepal* ligger i udkanten af Thamel, men stadig i et stille hjørne af kvarteret. Værelserne er intet fancy, men der er, hvad man skal bruge. Hotellet har en hyggelig gårdhave og en god resturant. Personalet skulle være enormt søde. De opbevarer gerne dine tasker, hvis du skal ud at vandre. 

Tjek priser her*

Apsara Boutique Hotel* er et andet lækkert hotel i Thamel, men igen i et stille hjørne. Værelserne er relativ store og har enten udsigt til en hyggelig have eller de omkringliggende bjerge. Morgenmaden har et stort udvalg af retter. Hotellet tilbyder gratis lufthavnstransport døgnet rundt. Så det er bestemt et godt valg for et hotel i Kathmandu. 

Tjek priser her*

Infinity Pool

Ønsker du et ekstra lækkert hotel med swimmingpool, så er Hotel Mulberry* måske noget for dig. Det ligger også midt i Thamel tæt på Garden of Dreams og væk fra larm. Der er et stort udvalg af retter til morgenmaden, en fantastisk pool og en virkelig god bar på taget. Det skulle ligeledes være muligt at få en god massage på hotellet. 

Tjek priser her*

Se alle hoteller i Kathmandu her*

Hotel nær lufthavnen

Jeg havde også to overnatninger på OYO 142 CO International Guesthouse*,  nær lufthavnen og Pashupatinath. Jeg kunne også gå derfra til Bouddhanath Stupa, selvom det var lidt længere. Det var ikke fancy, men der var, hvad man skulle bruge, og mit værelse var pænt og rent. Det var billigt og godt for en enkelt overnatning eller to. 

Tjek priser her*

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra eventyrlige Nepal

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *