Da vi (min mor og jeg) rejste til Sri Lanka, var der mange som advarede os mod Colombo. De fleste fortalte os, at byen var alt for hektisk og at der ikke var noget at lave, så de foreslog, at vi kom ud af Colombo så hurtigt som muligt. Vi besluttede os for at opleve byen alligevel, for at danne vores eget indtryk af byen og fordi jeg har venner som bor i byen. Selvom Colombo ikke er mit favoritsted i Sri Lanka, så er jeg alligevel glad for at have set Colombo, og byen var alligevel ikke så slem som de fleste havde fortalt os.

Colombo er dog langsomt ved at blomstre op og regeringen har efterhånden fundet ud af at det kan være nødvendigt med nogle investeringer for at få tiltrukket nogle turister til byen. Normalt er byen fuld af trafik, men vi kom lørdag eftermiddag og om søndagen var trafikken nærmest ikke eksisterende, derfor følte vi ikke, at Colombo var så hektisk, som vi var blevet advaret i mod. Derfor kan jeg også anbefale, at man besøger Colombo om søndagen! 1-2 dage i byen burde være nok for de fleste. Her kommer mine forslag til oplevelser som du kan få i Colombo.

Gangaramaya temple

Gangaramaya templet er et af de vigtigste og ældste buddhistiske templer i Colombo. Det blev bygget af munken Hikkaduwe Sri Sumangala Nayaka Thera i 1885. Templet er lidt et museum og et tempel i ét. Her kan man se alverdens Buddha-statuer udstillet, men også mønter og bøger. Her findes et helligt træ, hvor man blandt andet har hængt CD’er på snor. Det lyder helt skørt, men kan man se bort fra de til tider ret absurde tiltag, så er det et ret så fint tempel. Jeg nød virkelig at observere de lokale tilbede Buddha og det hellige træ, samt at gå rundt og kigge i de forskellige rum.

Jeg har senere hørt, at templet skulle have en tempelelefant, men jeg så heldigvis ikke nogen og ved ikke om den er fjernet, som retten befalede i 2016 eller hvad der er sket med den….

Åbent: Kl 6.00-20.00
Adresse: 61 Sri Jinarathana Road
Pris: 300 LKR (cirka 12 kr)

Tip: Kombinér eventuelt dit tempelbesøg med et besøg ved Beira Lake som ligger stort set lige ved siden af.

Husk: At dække skuldre og knæ samt at tage skoene af, når du skal ind i templet.

Viharamahadevi Park

Trænger du til lidt ro fra Colombos trafik? Så er Viharamahadevi Park en oplagt mulighed. Her mødes de lokale til en picnic, mens de nyforelskede par gerne sidder og fletter fingre, noget man ellers ikke rigtig ser offentligt i Sri Lanka. Selv havde vi købt nogle macaroons, som vi delte i skyggen af et af de mange træer i parken. For enden af parken ligger byens nye rådhus, der kunne minde om Det Hvide Hus i USA.

Vær dog forberedt på, at mange lokale kigger lidt ekstra på en i parken, da der ikke kommer mange turister der. Men generelt er de jo søde og sender du dem et lille smil, så får du et kæmpe smil retur.

Tip: Kombinér eventuelt dit besøg med et besøg på nationalmuseet, det gamle rådhus og/eller det nationale teater.

Galle Face Green

Galle Face Green på en crowded dag

Galle Face Green

Vi kørte forbi Galle Face Green i tuk tuk og blev hurtigt enige om, at vi blev nødt til at besøge området, mens vi var i Colombo. Det ligger helt nede ved vandet, her er masser af græs, så det er et oplagt sted at gå en tur eller have en minipicnic ved vandet. Vi ramte dog lige Colombo midt i den årlige dragefestival, hvor mere end 2000 personer deltog. Det forvandlede stedet fra et roligt område til et kaos ulige noget andet jeg nogensinde har oplevet og jeg har endda boet i Vietnam….Det var dog sjovt at opleve festivallen, hvor der var flere tusinde drager var på himlen, hvor folk solgte is, candyfloss og majs fra deres cykel, hvor musik blæste ud af højtalerne og hvor lokale børn overfaldt min mor for at få taget et billede med hende. Men efter en times tid fik vi også lidt nok af kaosset og gik videre.

Sammangodu Sri Kathirvelayutha Swamy Kovil templet

Jami Ul-Alfar moské

Gå på opdagelse i Pettah

Pettah er et spændende område i byen og det var her vi boede (reklamelink). Her kan du se den flotte Jami Ul-Alfar moské (den røde og hvid stribet moské), Sammangodu Sri Kathirvelayutha Swamy Kovil templet (et mundret navn ikke sandt?) og gaderne i Pettah, hvor man kan få alt fra frisk frugt til en ny BH. Vi satte os også i en lille biks, hvor vi drak en milkshake, mens vi observerede det lokale liv gå sin gang.

Spis og/eller tag på bar i Colombo Fort

Colombo Fort er ikke et fort, men et område i Colombo. Engang lå der et fort her og derfor har man bevaret navnet. Her kan man finde byens expats, så området er lidt dyrere end andre områder i byen, til gengæld kan du finde vestlige restauranter (hvis du trænger til den slags), finere restauranter og masser af barer med livemusik især på McCallum Road. Vi spiste her den ene aften og havde vi ikke været voldsomt trætte, så havde vi nok også besøgt en af barerne. I området findes der også det gamle og det nye fyrtårn.

Tip: Er Colombo fort lidt for dyrt for dig, så findes der også billige food courts i nederste etage af alle shoppingcentre samt street food på Galle Face Green og i Pettah.

Med lokale venner i en food court

Besøg (måske) Lotus Tower

Lotus Tower er den højeste bygning i Sydasien og skulle være åbnet i oktober 2017, men blev udskudt til marts 2018, som igen blev udskudt til oktober 2018. Om den er åbnet endnu, det ved jeg ikke, men er den færdig og åben, mens du er der, så er det da værd at overveje. Jeg tror i hvert fald, at udsigten derfra er god.

Derudover kan du også overveje Independence Square og Independence Memorial Hall, som markerer Sri Lankas uafhængighed fra britterne, men det var et område vi ikke selv nåede. Vi overvejede ligelede at se en cricket kamp, da det er Sri Lankas nationalsport, men vi fandt aldrig ud af hvor man kunne købe billetter, men vi ville rigtig gerne have oplevet det.

Hvordan kommer man rundt i Colombo og hvordan kommer man til lufthavnen?

I Colombo er det let at komme rundt med tuk tuk (tag kun dem med taxameter og tjek altid om der er taxameter før du stiger ind, der er sjældent taxameter i dem, hvor en mand står på gaden for at hive kunder ind) eller en PickMe (kræver dog internet).

For at komme til lufthavnen kan man tage en bus fra Colombo Bastian Mawatha Bus Terminal til cirka 5 kr, en taxa koster mellem 90-108 kr, dog kan en pickme eller en Uber være billigere end det. Vær opmærksom på at Negombo er tættere på lufthavnen end Colombo.

hotel i Colombo

Hvor skal man bo i Colombo?

Vi boede på Port View City hotel (reklamelink) og var godt tilfredse. Standarden var høj og badeværelset et af de bedste vi havde på turen. Området var spændende, det kan dog være en idé at bruge ørepropper, hvis du ikke vil vækkes af den nærliggende moské kl 5, men for mig var det ikke noget problem at sove i gennem det 🙂 Du kan tjekke priser her (reklamelink).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *