Delvis reklame (jeg har primært selv betalt for mine oplevelser osv., men to dage er betalt af Amazing Thailand – oplevelser som jeg fik på de dage er markeret med **, og cykelturen er betalt af ABC biking tours)

Bangkok, den pulserende storby i hjertet af Sydøstasien. En ting er sikkert, skal du til Sydøstasien, så kommer du højst sandsynligt også til Bangkok.

Mange hader Bangkok, men der er også mange som elsker byen. Jeg har været i Bangkok rigtig mange gange og har nok tilbragt omkring tre uger, hvis ikke mere, i byen. Jeg giver dig her nogle af mine bedste tips til Bangkok, så du kan få nogle dejlige dage i byen. Og hvem ved, måske du kommer til at elske byen, mens du er der?

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

spisesteder i bangkok


Spisesteder i Bangkok – hvor skal man spise i Bangkok?


Bangkok har masser af gode spisesteder, men som oftest kan de være lidt svære at finde. Du kan altid spørge på dit hostel eller hotel, som de kan anbefale nogle gode steder at spise, men her er nogle af de bedste steder, hvor jeg har spist i Bangkok

Silom Soi 20/Soi Pradit

Bor du nær Silom road, så ligger der en lille sidegade til vejen. Sidegaden er nummer 20 og den har masser af små og lækre gadekøkkener. Jeg fik vejen anbefalet af en lokal og det er bare lækkert og billigt. Jeg fik en af de bedste chicken cashew, som jeg nogensinde har smagt! Maden er billig og her er masser af backpackere og lokale

Pris: fra 50 baht pr. ret (cirka 9 kroner)

Khao San Road

Khao San Road er backpackergaden i Bangkok. Der er altid masser af liv, masser af sælgere og senere på aftenen masser af fulde mennesker. Maden er dog også god og der er noget for enhver smag, så køb noget godt mad og oplev stemningen på Khao San Road. Tip: Hvis du kommer tidligt på aftenen, så er festerne overhovedet ikke gået i gang og du kan nyde din mad i fred.

juice dame på khao san road

Chinatown

Chinatown er også kaotisk – lige som Khao San Road, mens Khao San Road er mest kaotisk af mennesker, så er Chinatown kaotisk af biler. Der findes små steder, hvor du kan finde lækkert mad, men nogen af dem er altså lige ved siden af en stor trafikkeret vej! Så mit forslag er at gå lidt rundt i de små sidegader, så skal du nok finde mere rolige steder med masser af lækkert og billigt mad.

Jeg kan anbefale, at du går efter de Michelin anbefalede restauranter, især Pa Tong Go Savoey har lækker dessert! Men der er findes også gode restauranter, som ikke er Michelin anbefalet, her kan jeg anbefale Krua PornLamai, som serverer retter på hot plates.**

Siam Square

Siam Square er egentlig en samling af shoppingcenter, men i toppen eller i bunden af mange af shoppingcenterne kan du finde såkaldte food courts, hvor du kan købe en masse lækker mad fra alverdens køkkener! Særligt MBK, Siam Center og Siam Paragon har nogle gode food courts.

Wat Pho


Bangkoks seværdigheder – Templer


Bangkok og Thailand har masser af templer og mange af dem er de mest sete seværdigheder i Thailand. Du kunne bruge dage på at besøge templer og stadig ikke få set dem alle.

Jeg har her samlet nogle af mine favorittempler i Bangkok. Du behøver ikke se dem alle, men kan sagtens vælge nogle stykker ud og se dem. Du skal nemlig nok få din andel af templer! Der er selvfølgelig andre anbefalelsesværdige templer end disse her, så som Wat Saket. Så har du lyst til at se endnu flere templer, så er der rig mulighed for det! Husk, at dække knæ og skuldre, når du skal i tempel (det gælder for både mænd og kvinder), og en gennemsigtig trøje er ikke godt nok.

wat arun

Wat Arun

Wat Arun er en lidt overset seværdighed i Bangkok. Muligvis fordi man kan se den fra vandsiden, men det er værd at bruge noget tid på at udforske templet! Det er ikke storslået og fyldt med guld og ædelstene, som fx Grand Palace. Til gengæld har templet stadig en masse flotte detaljer! Derudover kan du kravle op af templet og få den smukkeste udsigt over Chao Phraya floden.

Indgang: 100 baht (18 kroner). Åbent: 8.30-17.30

Rejsetip: Hvis du gerne vil have et billede af Wat Arun, som det ovenfor, så har jeg plottet det ind på kortet nederst i indlægget

wat pho temple i Bangkok

Wat Pho

Wat Pho er virkelig et fedt tempel at besøge. Det har et fantastisk liv og en spændende historie. Det var blandt andet landets første universitet. I dag er det hjem for den længste liggende Buddha statue i Thailand, og det er virkelig flot. Læs også om mine unikke oplevelser ved templet.

Indgang: 100 baht (18 kroner). Åbent: 8.30-18.30
Tip: kom efter kl 15.30, så er der færre mennesker.

wat saket/golden temple/Golden mount i Bangkok wat saket/golden temple/Golden mount i Bangkok

Wat Saket/Golden Temple

Selvom jeg har tilbragt næsten en måned samlet set i Bangkok, og jeg i mange år har haft Wat Saket på radaren, så var det åbenbart først 12 år efter mit første besøg i Bangkok, at jeg skulle komme til at opleve dette tempel. Jeg havde egentlig forventet at bruge maks et par timer ved templet, men det holdt overhovedet ikke! Jeg var blown away af Wat Saket! Der var selvfølgelig stadig mange turister, men intet ift. Grand Palace, og det føltes stadig som en autentisk oplevelse. Det var tydeligt, at de lokale stadig kom til templet, fordi det var så betydningsfuldt for dem.

Området omkring templet er kæmpestort, og man kan sagtens bruge timer på at gå rundt her, inden man går de 318 trin til toppen (bare rolig du kan købe kolde drikke på toppen), hvor den store stupa er. Størrelsen af stupaen overraskede mig, og det mindede mig lidt om Shwedagon Pagoden i Yangon, Myanmar, dog i en noget mere beskeden udgave, men stemningen var nogenlunde ens. Det er en af de bedste seværdigheder i Bangkok!

Pris: 50 baht (cirka 10 kr). Åbent: 7:30 til 19:00

grand palace bangkok

Grand Palace

Okay, Grand Palace er teknisk set ikke et tempel, men kongens gamle palads, dog er der mindre templer derinde, så derfor har jeg valgt at inkludere den her. Grand Palace står som oftest øverst på de fleste lister over Bangkok og det er et fint sted, men for mig er det ikke et must do. Personligt, så kan jeg meget bedre lide Wat Pho og Wat Arun end Grand Palace, men man kan fint kombinere det med Wat Pho, hvis man ønsker at se begge. Det er storslået og flot, men for mig var Wat Pho altså flottere og med færre turister.

Pris for indgang: 500 baht (94,5 kroner). Åbent: 8.30-15.30

Advarsel: Der sker rigtig mange scams ved Grand Palace, hvor folk vil sige, at det er lukket og vil skaffe dig en tuk tuk til et andet sted. Det passer IKKE! Stol ikke på dem, kommer du i åbningstiderne, så vil det være åbent! Læs om flere typiske scams på rejsen her.

Overvej også Wat Ratchanatdaram, hvis du ikke kan få templer nok.


Afslappende oplevelser og seværdigheder i Bangkok


lumbini park, bangkok

Lumpini park

Trænger du til lidt ro efter masser af larmende biler, utrolig mange mennesker og ting der forgår overalt? Så er Lumpini park et rigtig godt bud. Her tager thaierne selv hen for at finde ro, dyrke tai chi, løbe en tur, fodre fisk og meget mere. Parken er langt væk fra trafiklarm, og så er den rigtig flot og hyggelig. Så klart et besøg værd, hvis du trænger til lidt afslapning!

Er du vild med dyr? Så hold øje ved søen, der kan du ofte se store varaner!

Bådtur på Chao Phraya floden

Bådtur på Chao Phraya floden

Du kan enten leje en longtail boat og tage op af floden. Den stopper ved forskellige attraktioner, hvor du kan se templer, fodre fisk, komme ind i de små “gader” og meget mere. Jeg har aldrig været på sådan en bådtur. I stedet tager jeg den lokale færge hele vejen op ad floden. Det koster en brøkdel af prisen, og der er rig mulighed for at slappe af, mens man nyder den kontrastrige udsigt.

Tidligere har der været en turistfærge og en lokal færge, men nu er det hele sat i system, så det fungerer lidt som en metro med forskellige linjer, forskellige stoppesteder og forskellige priser alt efter længden af turen. Billetsælgerne er søde til at hjælpe, hvis du er i tvivl om priser eller lignende.

Pris: 1200 baht (cirka 240 kroner) for en privat longtail boat, fra 16 baht (cirka 3,5 kroner) for den lokale færge.

massage i Bangkok

Få en gang massage

Thailand rimer nærmest på massage. Trænger du til lidt selvforkælelse, så skal du helt sikkert unde dig selv en gang massage. Man kan få massager i alle prisklasser. Jeg tror, at de billigste, jeg har fået, har kostet omkring 50 kr, men man kan selvfølgelig også betale meget mere.

**Jeg har også prøvet en massage hos DIVANA Massage & Spa, hvor prisen er en helt anden. For 590 kr fik en body scrub, fodbehandling og en aromaterapeutisk massage i løbet af 130 minutter. Men det er selvfølgelig ikke bare om massagen. På DIVANA, er det en helhedsoplevelse, som man betaler for, og det er fantastisk! Jeg følte, at jeg var i himlen efterfølgende! Det burde alle prøve mindst en gang i livet.**

rejseguide bangkok - seværdigheder og oplevelser i Bangkok


Seværdigheder i Bangkok – Markeder


Chatuchak weekend marked

Chatuchak weekend marked har det hele. Alt fra søde hundehvalpe til lækker mad og plastisk legetøj. Kan du ikke finde det du søger her, så findes det højst sandsynligt heller ikke. Markedet er kæmpestort og har mellem 10.000-40.000 boder (det eksakte antal kendes ikke). Du kan helt sikkert få nogle timer til at gå rundt på det spændende marked og se på det store udbud af ting og sager!

Men er du ikke til travle markeder, så kan du godt springet Chatuchak over.

Or Tor Kor marked i bangkok

Or Tor Kor marked**

Du har højst sandsynlig ikke hørt om Or Tor Kor Market, for det findes ikke i ret mange guidebøger, men CNN har faktisk kåret markedet til det 4. bedste marked i verden! Her finder du de allerbedste fødevarer, som man kan opstøve i Bangkok, det er herfra, at Bangkoks bedste kokke får deres fødevarer og eftersigende skulle dronningen også få varer herfra. Det ligger lige ved siden af Chatuchak weekend marked, så det er oplagt at kombinere de to og en ting er sikkert, du vil højst sandsynligt være den eneste turist her.

blomstermarked bangkok

Pak Khlong Talat (blomstermarked)

Jeg ved ikke med dig, men jeg eeelsker blomster! Bangkok har et kæmpe blomstermarked med tusindvis af blomster. Her kan du se nogle af de mange eksotiske blomster, som man finder i Thailand og det er måske også byens mest velduftende sted. Jeg brugte mange timer på at se på de mange flotte farver, se kvinder flette blomsterkranse og vente på at en kæmpe regnbyge skulle stoppe. Det er et rimelig rolig marked og det giver et lidt andet indblik i Bangkok.

Tip: Det skulle efter sigende være bedst at komme om morgenen, men da jeg var der om eftermiddagen var det også rigtig fint!

Patpong night market

Bor du i Silom området, så er Patpong night market et fint sted for noget tid. Her kan du købe mange souvenirs med hjem. Du kan finde alt fra hjemmelavet tasker i thailandsk stil til almindelige turist t-shirts, magneter og billigt elektronik (mest nøgleringe og lignende). Der sker meget og det er underholdende, at se de lokale sælgerevner og hvor meget de forskellige boder egentlig har tilfældes. Bor du i nærheden, så er det et besøg værd, men det er nok ikke så godt, at du behøver rejse tværs gennem byen for det.

Rejsetip: Vil du gerne have mere shopping, så søg mod Siam Square og alle de store shopping centre. Her kan du også finde attraktioner, så som et af de største akvarier i Sydøstasien, Madam Tussauds voksmuseum m.m.


Andre seværdigheder og oplevelser i Bangkok


skybar bangkok

Drinks i en skybar

Der er noget lidt magisk over at se solnedgangen over Bangkok med en lækker drink i hånden. Lebua skybar er nok den mest kendte skybar i Bangkok, og udsigten er også fænomenal! Jeg var der heldigvis før, at den blev populær og slap derfor for en kæmpe menneskemængde og med en billigere regning. En drink koster cirka 240 kr eller mere! Mens en mocktail koster cirka 180 kr. Jeg synes ikke, at det er pengene værd længere. Men man kan selvfølgelig også gøre det for oplevelsens skyld.

Der findes dog heldigvis også billigere alternativer. River View Guest House har også en fænomenal udsigt, mest over floden, men her er drinksene væsentlig billigere og der er en mere afslappet lounge atmosfære, det er klart et af mine favoritsteder i Bangkok!

OBS: For at komme ind i Lebua Skybar skal du have ordentlig tøj på, så du kommer altså ikke ind i sandaler, shorts og en tank top. Men på River View Guest House er alle velkomne.

cykeltur i bangkok

Cykeltur i Bangkok**

Gider du ikke alle turistattraktionerne, så er en cykeltur i Bangkok en meget anderledes oplevelse! Du kommer til at cykle mellem den heftige trafik, men også i en fredelig lille jungle på en halvø i Bangkok. Lyder det ikke fedt? Det er det også og helt noget særligt. Læs om min cykeltur her eller se udvalget af cykelture her (reklamelink).

Oplev det berømte Maeklong togmarked

Du har helt sikkert set billeder af det store gule tog, som kører midt i gennem et marked. Det er Maeklong Train Market og det skulle eftersigende være noget af en oplevelse! Jeg har endnu ikke selv oplevet det, men det står klart på min to do liste næste gang jeg kommer til Bangkok!

bar i bangkok

Besøg en “hemmelig” bar**

Gaden Soi Nana er en lille gade nær Chinatown, men på trods af, at den ligger tæt på en af de mest besøgte steder i Bangkok, så er der ikke mange som kender gaden. Men gaden og barerne der er lette at overse. Jeg opdagede faktisk ikke Teens of Thailand, som jeg besøgte, før jeg nærmest stod foran døren. Det føles lidt som en skjult skat, når man kommer derind. Her får man ægte newyorkerstemning med et thailandsk touch, jeg er vild med det! Dog er Teens of Thailand primært en gin bar, så kan du ikke lide gin, så skal du nok hellere prøve en af de andre barer i gaden…

Åbent: Søndag til torsdag kl 19.00-00.00 og fredag til lørdag kl 19.00-01.00


Hvor skal man bo i Bangkok?


Bangkok er en kæmpe by! Der er masser af overnatningsmuligheder i forskellige prisklasser. Personligt kan jeg godt lide at bo tæt på Silom Road, så er du tæt på skytrain, relativt tæt på floden. Der er liv i gaderne og masser af muligheder for at købe lækkert mad og souvenirs. Her er de steder, som jeg har boet på og kan anbefale eller steder, som jeg ved, at mine venner har boet på og stærkt kan anbefale:

hostels i bangkok


Hostels i Bangkok


HQ Silom

HQ Silom* er det bedste hostel, jeg har boet på i Bangkok, og der er gode muligheder for at møde andre, hvis du rejser alene. Sengene er lidt hårde (men det er de ofte i Sydøstasien), men det ligger tæt på offentlig transport. Morgenmaden er ok med æg, toast, pølser, frugt, småkager, cornflakes, te, kaffe og juice. Badeværelserne er gode, brusehovederne er kæmpestore og generelt er der meget rent. Dog er værelserne lidt små, så overvej at vælge et af de værelser med lidt færre senge.

Tjek priser her*

I-Sleep Silom

I-sleep* er lidt billigere end HQ Silom, men til gengæld er der heller ikke vinduer på værelserne. Toilet og håndvask er ikke altid på samme etage, men det er klart et af de bedre hostels jeg har fundet i Bangkok. Morgenmaden er egentlig ikke noget at råbe hurra for (toast og syltetøj), men personalet er rigtig søde og har masser af gode tips til Bangkok. Så er der rigtig rent og det ligger et godt sted.

Tjek priser her*

billigt hotel i Bangkok


Billige hoteller i Bangkok


ICheck Inn Bangkok

Jeg boede på Icheck Inn* med min mor. Værelset var stort og flot. Sengen var god og der var endda en sofa samt skrivebord og stole. Der var gratis vand inkluderet i prisen. Hotellet ligger rigtig godt og centralt på Silom Road (ikke langt fra Silom Soi 20 😉 ). Bruseren var kold, men det var perfekt efter en varm dag i Bangkok. Vi betalte faktisk kun 80 kroner pr. person, på tilbud, så med hostels priser på 45-70 kroner (hvis du skal have noget ordentligt), så var det bestemt de ekstra kroner værd for et privat værelse på dette lækre hotel!

Tjek priser her*

ibis Bangkok riverside

Ibis Bangkok Riverside

Jeg har boet på Ibis Bangkok Riverside* som er et rigtig godt bud på et budgethotel i Bangkok med swimmingpool! Hotellet ligger helt ned til floden og i nærheden er der en masse lækre street food restauranter, massører, vaskerier m.m. Jeg kan kun anbefale at bo på Ibis Bangkok Riverside* og bor der gerne igen. Læs min anmeldelse af Ibis Bangkok Riverside her.

Tjek priser her*

lækkert hotel i Bangkok

rambrandt hotel i bangkok


Luksuriøst hotel i Bangkok


Rembrand Hotel Suites and Tower**

Skal du have et mere luksuriøst hotel i Bangkok? Men som rent faktisk også er til at betale? Så kan jeg anbefale Rembrandt Hotel Suites and Tower*. Her er værelserne virkelig store!

Jeg boede på exclusive floor og kan ikke udtale mig om det er ens på alle værelser. Men jeg havde en ringeklokke, et stort badeværelse (med karbad og badekåber), tv, minibar og et kæmpe vindue. Her morgen blev der skubbet en international avis under min dør og jeg spiste min morgenmad i exclusive lounge som er dejlig stille og en eftermiddagsdrink var inkluderet i værelset (den nåede jeg dog aldrig at prøve). Hotellet har en lille, men rolig pool, fitnessrum og flere restauranter.

Hotellet ligger tæt på et shoppingcenter, flere street food steder samt metro og skytrain.

Tjek priser her*

tips til en bedre nat i lufthavne


Sådan kommer du til og fra Suvarnabhumi lufthavn


Skytrain: Er nok den billigste måde at komme til og fra lufthavnen. Det koster 45 baht (cirka 9 kroner). Toget kører fra Phraya Thai station (på den lysegrønne linje) til lufthavnen og omvendt. Så skal bare finde den station, som ligger tættest på dit hotel/hostel. Turen fra Phraya Thai til lufthavnen tager cirka 30 min. Toget kører mellem kl 6-midnat.

Taxa: Taxaprisen kommer selvfølgelig an på din destination i Bangkok, men forvent at betale 250-400 baht (det kan dog blive højere, hvis der er ekstra meget trafik) – 50-80 kroner. Det fungerer meget let. Man trækker et nummer i lufthavnen og så får man tildelt en taxa som skal køre på taxameter, her er ingen snyd. Men tager du en taxa tilbage til lufthavnen, så sæt dig ikke ind i taxaen, før I har aftalt, at chaufføren skal køre på taxameter!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere inspiration fra fine Thailand


10 Comments

  • Jeg vil gerne tilbage til Bangkok. Det er virkelig en pulserende storby. Næste gange vil jeg gerne med på Maeklong togmarked :-).
    Lumpini park var et dejligt lille fristed – bortset fra varanerne 🙂 – de var lige rigeligt store.
    Og så var det en sjov oplevelse, at vi fik lov at sætte sten på en af buddhaerne 🙂

    • Ja, det er en fed by og jeg er sikker på at vi begge nok skal komme tilbage
      Det vil jeg også gerne og måske til et flydende marked!
      Jeg synes varanerne er seje! Ja, Wat Pho og oplevelsen med stenene er helt sikkert et højdepunkt fra Bangkok!

  • Bangkok har aldrig rigtig været en by, jeg har følt for at besøge – netop fordi jeg kun har snakket med folk, som har hadet byen. Men det her indlæg giver mig så absolut lyst til at genoverveje om ikke, jeg skulle rejse dertil en dag. Der er jo så mange oplevelser for enhver smag! (:

    • Jeg tror også at mange kommer til Bangkok, som noget af det første på deres rejse til Asien og de derfor får et kulturchok, for det er en kaotisk og beskidt by, men den er også fyldt med fine oplevelser og skønne steder, hvis man blot giver byen en chance, for som du selv siger, så har den mange oplevelser for enhver smag 🙂 Hvis du kommer til Bangkok, så håber jeg i hvert fald, at min guide kan være med til at give dig en bedre oplevelse af byen 😀

  • Hej Tine.

    Jeg skal til Sydøst Asien til foråret, med start i Bangkok. Fra Bangkok skal jeg videre til næste land, da jeg som sådan ikke har interesse i at besøge Thailand. De lande jeg skal besøge er Laos, Cambodia og Vietnam. Hvilken rækkefølge foreslår du at jeg tager landene i? Jeg regner med en måned i Vietnam.

    Knus Mette

    • Hej Mette,
      Jeg forslår at du tager til Laos først, så du kan komme med slow boat til Luang Prabang, det er sådan en dejlig tur 🙂 Du kan tage til Chiang Khong i Thailand og starte din tur der eller du kan tage til Huay Xai i Laos og starte din tur der. Hvis du kun vil se den nordlige del af Laos, så kan du rejse til Vietnam derfra, der er busser fra Luang Prabang, Ventiane og Vang Vieng, så vidt jeg husker. Hvis du også vil til den sydlige del, så er det oplagt at tage til Cambodja derfra og derfra rejse op gennem Vietnam 🙂

      Knus Tine

  • Hej Tine.
    Tak for en fantastisk guide, den er virkelig brugbar! Jeg skal snart på min første rejse i Sydøstasien og starter med 2-3 dage i Bangkok. Hvad foreslår du, at man bruger de 2-3 dage på? 🙂

    • Hej Signe
      Det var da så lidt. Tusind tak for de søde ord! Det er svært at sige. Man kan jo tage den klassiske Khao San Road, Grand Palace, Wat Pho, Chatchuchak weekend market, Lebua Sky Bar og Wat Arun, men jeg synes måske, at du skal gå lidt mere “off beaten track” og vælge en cykeltur og tage på blomstermarkedet, evt. kombineret med Wat Pho, Lumbini Park, en drink i en anden sky bar og spise en masse lækker street food i Chinatown 🙂

  • Hej Tine.
    Jeg har været så glad for at læse din blog og om din indgangsvinkel til at rejse, det er virkelig lige mig og den har været brugt som stor inspiration til denne tur.
    Min kæreste og jeg rejser til Sydøstasien med start i Bangkok d. 10/8 og ca. 4-4,5 mdr. frem. Vi blev ret inspirerede af din tog tur derfra og til Cambodja. Mit spørgsmål går så på om det er nødvendigt med udrejsebillet fra Thailand, når du ankommer på dit 30 dages visum. Havde du en billet ud af Thailand på forhånd eller er det ikke nødvendigt?

    Mange hilsner Sille

    • Hej Sille
      Tusind tak, det er jeg da glad for at høre! Jeg havde en billet ud af Thailand (tre måneder senere), men jeg har rejst ind og ud af Thailand en del gange efterhånden og jeg er aldrig nogensinde blevet spurgt om at vise en billet ud af landet. Skulle I mod forventning blive spurgt om en billet ud af landet, så kan I altid købe en busbillet i lufthavnen 🙂

      Med venlig hilsen
      Tine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *