Jeg booker sjældent mange overnatninger på forhånd. Dog booker jeg altid de første 2-3 overnatninger og så booker jeg oftest i forvejen, hvis jeg ved, at jeg ankommer til en destination meget tidligt eller meget sent. Så er jeg nemlig fri for at skulle lede rundt, men kan gå direkte til mit hostel/hotel.

Derudover booker jeg også overnatninger på kortere ture, skal jeg fx en uge til New York, så booker jeg dem alle sammen, så jeg ikke skal bruge min tid i New York på at lede efter et sted at bo. Her er mine bedste tips til at booke overnatninger og hvordan du finder det bedste til den bedste pris.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

vores guesthouse i Yangon

Udsigten var vores guesthouse i Yangon. Stedet var på flere forskellige hjemmesider, men vi fandt ud af at det var billigst på agoda 🙂


Sammenlign priser


Tjek altid flere forskellige steder når du kigger efter et hostel/hotel. De forskellige sider kan have forskellige hostels og forskellige værelser, så måske du kan finde det samme hostel lidt billigere på en anden side end den du først kiggede på. Husk at slette cookies først og søg eventuelt i et inkognito vindue.

Sider, som jeg bruger (reklamelinks):


Benyt de forskellige garantier


Mange hjemmesider lover, at de har de billigste priser, men det er bare ikke altid sandt. Dog lover mange også at du får differencen tilbage, hvis du finder noget billigere et andet sted.

Hotels.com og booking.com (reklamelinks) har fx sådan en ordning, men det gælder ikke kun hvis du finder det billigere andre steder, men det gælder også hvis du finder det billigere på deres egen side. Garantien gælder endda helt op til dig ophold, så det kan betale sig, at forsætte med at holde øje med priserne helt frem til dit ophold. Sådan har min mor fx sparet penge på hendes hotelophold i Sydney.

Få 4 stjernet hoteller til backpackerpriser

47,25 kroner pr person/nat for et 3 stjernet hotel? Det var faktisk billigere end at bo på sovesal på et hostel. Vi fandt nok det hotel med den bedste morgenmadsudsigt i Mandalay og til en fantastisk pris!


Hold øje med tilbud og særlige rabatter


Agoda (reklamelink) har ofte nogle gode tilbud og rabatter og det samme har hotels.com, så det handler om at holde øje med priserne. Vi fik fx et tilbud på et hotelophold i Mandalay, hvor hotellet kostede 198 kroner for to nætter. Det var normalprisen for en nat, og vi vidste at vi skulle have mindst to nætter i byen, så vi slog til! Man klager da ikke over at spare 50%.

Hvis du sammenligner priser på tripadvisor (reklamelink), så får den sjældent tilbuddene registeret, så dem kan du gå glip af, hvis du går direkte ind på tripadvisor, så tjek alle sider i stedet. Agoda og hotels.com har med nogen gange til og med særlige priser for medlemmer, så det er bestemt også værd at overveje. Derudover kan du nu samle miles når du booker hos agoda.


benyt bonusprogrammer til at få rabat på rejsen


Saml og benyt welcome rewards


En ting jeg er vild med hos hotels.com er at de har de såkaldte welcome rewards. Det betyder at du får en overnatning når du har booket 10 overnatninger hos hotels.com, så skal du tre dage til Bangkok, 4 dage til Chiang Mai og 3 dage til Krabi – wupti så har du en gratis overnatning, som du kan bruge et andet sted (hvis du altså har booket dine overnatninger hos hotels.com).

Det lyder ikke dårligt vel? Jeg har i hvert fald brugt det et par gange, så er nogen gange endt med at betale 17 kroner for et hostel i Bangkok og 75 kroner/person for at bo på 3 stjernet hotel i Sydney (man skal stadig betale for skatter og afgifter)! Hvor lækkert er det ikke lige?

Læs også: Hvad skal du have styr på inden afrejse?

det bedste hotel i Mandalay, Burma


Vent med at booke overnatninger til du kommer frem


Som sagt, så booker jeg sjældent mere end et par overnatninger med mindre at jeg ved, hvor lang tid jeg er et sted. For hvem ved hvor længe de skal være hvert sted, hvis de skal rejse i 3-6 måneder? Hvis du ikke booker mange overnatninger, kan du være mere fleksibel.

Du kan tage med nye venner videre eller blive på det sted, som du lige har forelsket dig i. Derudover er det også langt fra alle steder som kan findes online og derfor kan du måske finde et bedre eller billigere sted når du kommer frem.

Hvis du rejser udenfor højsæsonen kan det også ofte lade sig gøre, at prutte om prisen. Jeg tjekker altid priser online før jeg kommer til et nyt sted, så kender jeg cirka priserne. Jeg noterer som oftest et sted eller to, så jeg har noget at gå efter når jeg kommer frem.

Dog vil jeg anbefale, at du booker på forhånd hvis du ankommer meget tidligt eller sent til et sted eller kommer forbi hvor meget bliver booket tidligt som fx nytår i Sydney, karneval i Rio osv. eller hvis du meget gerne vil bo på et populært hostel.

Airbnb på rejsen

Denne Airbnb oplevelse på Tonga var bestemt ikke dårlig 😉


Overvej Airbnb


Jeg har ikke brugt Airbnb så ofte, da det ikke altid er den billigste løsning for en solorejsende backpacker 😉 Men rejser I flere sammen eller gerne vil have længere tid et sted, så kan det være billigere med Airbnb og nogen gange er der endda køkken, så I selv kan lave mad og spare penge der.

Et godt tip, hvis I skal bo et sted længere tid eller udenfor sæsonen er at kontakte udlejeren, før I booker på hjemmesiden, og hører om I ikke kan få noget rabat, det er ikke usædvanligt, at I så får rabat.


Overvej couchsurfing og camping


Couchsurfing er gratis og en fed mulighed for at møde de lokale helt tæt på. Husk dog på, at det ikke er et hostel, men lokales hjem. Så spørg dem evt om de har nogle vigtige regler, som du bør kende udover de gængse selvfølgelig og hjælp med at lave mad, gøre rent osv. Du kan evt også overveje at købe en lille gave som tak for at lade dig bo i deres hjem.

Camping kan også være et billigt alternativ til hostels og hoteller. I lande som New Zealand, Australien og Sydafrika kan du spare rigtig mange penge ved at campere. Nogen gange kan det endda være gratis! Men det er ikke alle steder, hvor du lige må campere gratis, men så kan det alligevel være billigere at campere.

Det kræver selvfølgelig en investering i telt osv, men i det lange løb kan du spare rigtig mange penge. I Australien kan du fx købe et telt, to soveposer og to liggeunderlag for 55 dollars (27,5/person), hvis du fx overnatter på Magnetic Island så sparer du 16-32 dollars per nat. Så er pengene, som du har brugt på udstyr, hurtigt tjent hjem igen.

Du kan også vælge at investere i et bedre telt, hvis du skal campere i en længere periode. Overvej eventuelt at købe et letvægtertelt eller en hængekøje, hvis du vil spare vægt i rygsækken.

bedste hostel i Thailand


Ekstra tips:


Tag en natbus eller et nattog, så får du en lokal oplevelse og du sparer derudover penge på en overnatning. Derudover er du også fri for at bruge dine dage på transport når de kunne bruges på oplevelser.

Din nattesøvn bliver ikke nødvendigvis ødelagt af at bruge en nat på transport. I Vietnam, for eksempel, ligger man helt ned i sovebusserne, så det burde være muligt for alle at sove. Husk dog en øjnemaske og ørepropper!

Derudover kan du også overveje, at sove i lufthavne, hvis du har et tidligt morgenfly, har en lang mellemlanding eller bare vil spare penge på en overnatning. Læs mine tips til at overnatte i lufthavne her.

Derudover så husk, at forkæle dig selv en gang i mellem. At rejse skal også være sjovt og fedt, så forkæl dig selv en gang i mellem og vælg ikke altid det billigste. Der kan virkelig være en verden til forskel selvom værelset måske kun er 20 kroner dyrere!

I Bangkok gav min mor og jeg fx kun 15-20 kroner mere pr. mand for at bo på tre stjernet hotel end hvad vi ville betale for to senge på en sovesal. Derudover kan du se mine rejsebudgetter og læs hvilke anbefalelsesværdige steder, jeg har boet på.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Flere praktiske tips

2 Comments

  • Hej Tine

    Vi er et par over de halvtreds, som gerne vil prøve at rejse på egen hånd,
    Tror du også vi kan bo på hostel, vi plejer at bo på hotel, men tænker at vi får større kontakt flade, og kan opsøge mere viden hvis vi bor der .
    Hilsen
    Marian

    • Hej Mirian,

      I kan sagtens bo på hostel, hvis det er det I har lyst til. I kan jo altid vælge privat værelse, hvis det er det. Og jeg kan anbefale, at I booker hostels i den lidt dyre ende af skalaen, så undgår I ofte de unge som bare vil feste Men ellers er de lokale jo også altid gode til at dele deres viden

      Mvh
      Tine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *