Da jeg flyttede til Australien for snart fire måneder siden, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, hvordan verdenssituationen ville ændre sig i løbet af få dage. Og jeg overvejede i længere tid, om det var bedst at tage hjem. Men jeg lod det spinkle håb, som jeg havde, sejre. Men det har stadig ikke været let.

Mit nye arbejde som marine mammal observer

Jeg fik indenfor rimelig kort tid tilbudt et arbejde som marine mammal observer, og det var med til at holde modet oppe. Jeg synes, at mit arbejde er enormt spændende, og jeg er stolt af at have fået det som mit første arbejde her i Australien!

Som marine mammal observer skal jeg overvåge Australian humpback og Australian snubfin dolphins. Man troede i mange år, at en Australian snubfin dolphin var en irrawaddi delfin som lever i Sydøstasien, men undersøgelser i 2005 viste, at det var to forskellige arter. Australian humpback dolphins blev først beskrevet i 2014, så man ved ikke meget om delfinerne ift. andre delfinarter.

vandring i Australien

Port of Townsville ville udvide deres areal som en del af en tiårig plan, men fordi havnen ligger i delfinernes leveområde, og de begge er klassificeret som sårbare overfor trusler som kan udrydde bestanden. Derfor er havnen blevet pålagt at have observatører til at se, hvordan udvidelsen påvirker delfinerne, og derfor er vi blevet ansat.

Vi skal registrere alle observationer af delfiner i Cleveland Bay og Halifax Bay udenfor Townsville. Vi er i alt 15 personer og arbejder i fire teams – et på land og tre på både.

På land skal vi registrere alle både og alt arbejde i forbindelse med havnen. Derudover skal vi naturligvis registrere de delfiner, som vi ser, hvor de er (vinkel og afstand fra vores placering). Derudover registrerer vi vind, størrelsen af dønningerne samt tilstanden af havet.

Douglas, Townsville

På båden skal vi registrere delfiner og både, men når folk ser en delfin, forsøger skipper at komme tæt nok på delfinerne til, at vi kan tage et billede af rygfinnen.

Med et billede af rygfinnen skal vi kunne identificere alle individer, så vi kan se hvilke individer er nye, hvilke individer er tilbageværende ift. sidste år, og dermed kan man vurdere størrelsen af populationen.

Fra båden skal man ligeledes tage målinger af vandets turbiditet (altså hvor “grumset” vandet er), temperatur og salinitet (saltindholdet). Så vi kan vurdere, om det er miljømæssige forhold som bestemmer, hvor delfinerne holder til eller om arbejdet på havnen skræmmer dem væk.

magnetic island, australien

Ulemperne ved mit nye arbejde

Jeg er superglad for mit nye arbejde! Men desværre er der også nogle ulemper ved det. Vi ved aldrig, hvornår vi skal ud. Hver aften får vi en besked, om vi skal møde på arbejde dagen efter, og hvornår vi skal møde.

Vi kan kun arbejde, når vejrforholdene er i orden, da det kan være svært at se delfinerne, hvis vinden er for stærk og bølgerne for høje, men det kan også være direkte farligt for os at arbejde under halvdårlige vejrforhold.

Derfor har jeg også fuld respekt for deres beslutning, når vi ikke skal ud.

Men når man har gået uden løn eller anden indkomst i mere end tre måneder, så er det også stressende, når man ikke får timer. Sidste år skulle man være med til databehandling, når man ikke kunne komme ud på vandet, men p.g.a. corona kan det ikke lade sig gøre i år.

Og jeg kan godt mærke, at jeg føler mig presset på økonomien, og at det bekymrer mig mere og mere.

ross river, townsville

Nu er det gået en uge uden arbejde, og i alt er der kun sat seks uger af til feltarbejdet, og jeg frygter, at vi ender med at få meget få timer i alt. Men jeg forsøger at holde håbet oppe.

Generelt skaber corona lidt problemer for vores arbejde. Vores projekt blev udskudt tre gange, før vi kunne komme i gang med at arbejde.

Derudover skulle vi oprindeligt lave databehandling, når vi ikke skulle ud på bådene, men det kan vi ikke få lov til p.g.a. coronaen, da vi ikke overholder afstandsbestemmelserne på 1,5 meter. Det skal vi i princippet også på bådene, men det er svært, når vi arbejder 4-5 personer på rimelig små både….

Hver aften og morgen skal vi tjekke os selv for symptomer på corona, alt udstyr skal desinficeres mellem hver bruger (det kan være svært at få gjort i felten, når tingene skal gå hurtigt).

Vi har endda fået 15 siders regler (fra Queenslands regering) om hvordan vi skal opføre os, når vi arbejder, og når vi har fri. Og det er selvom vi alle kommer fra steder, hvor der ikke har været nye tilfælde af corona (altså udover dem som har fået det i udlandet og som er i karantæne) i ugevis…

Jeg forsøger at holde humøret oppe og krydser fingre for, at vi snart får flere timer. Og i mellemtiden forsøger jeg at udforske nye vandreruter, tager på lange cykelture og udforsker områder i nærheden af Townsville.

Mere fra fantastiske Australien

 

2 Comments

  • Det lyder som et rigtig spændende arbejde og det er jo “lige dig” 🙂
    I det hele taget må det være super spændende, at have et arbejde i et andet land.

    Jeg forstår godt, at du er presset, i forhold til økonomi. Det ville også give mig ondt i maven. Det er svært når det er vejret, der skal afgøre om man skal på arbejde. Jeg håber at der kommer en lysning på vejrsituationen, så du kan tjene nogle penge og komme ud på havet.

    /Annette

    • Uh, det er bestemt lige mig! En masse feltarbejde og muligheden for at beskytte flere truet dyrearter Ja, det er bestemt også spændende at arbejde i udlandet, man får jo et større indblik i kulturen og lærer helt nye kompetencer. Vi er et meget internationalt team, så det giver også helt bestemt en unik dynamik

      Så jeg er generelt superglad for arbejdet. Jeg ville bare ønske, at vejret ville samarbejde mere, og jeg har faktisk ikke noget imod at arbejde flere uger i træk, hvis vejret tillod det. Jeg håber VIRKELIG, at det vender i weekenden eller i næste uge

      Tak for dit håb, Annette ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *