Ved Minjerribah (North Stradbroke Island eller Straddie) er en af Australiens bedst bevaret hemmeligheder, Manta Bommie. Efter flere uger med meldinger om djævlerokker (manta rays) ved Manta Bommie, var jeg ikke i tvivl. Jeg blev nødt til at tage til Minjerribah (North Stradbroke Island) endnu engang. Især fordi jeg missede djævlerokkerne tidligere på året!

Minjerribah/straddie/north stradebroke island

Jeg sætter mig ombord toget til Cleveland, hvorfra jeg skal med færgen til Minjerribah (North Stradbroke Island). Dykkercenteret står klar med en minibus og kører os fra færgen til Manta Lodge.

Her får vi alle tjekket dykkercertifikater m.m., udleveret udstyr og får pakket det ombord de to både – en for dykkere og en til folk på snorkeltur.

Min dykkermakker er Carla fra Brasilien. Vi går ned til stranden. Minjerribah viser sig fra sin bedste side! Sandet er kridhvidt, havet er helt klart og vandets blå og turkise farver leder tankerne hen på en tropisk ø i Maldiverne eller langt ude på Great Barrier Reef, men vi er ikke langt fra Brisbane.

Minjerribah (North Stradbroke Island) er endnu smukkere end jeg huskede.

Minjerribah (North Stradbroke Island)

Dykning ved Manta Bommie, Minjerribah (North Stradbroke Island)

Vi hopper ombord på bådene, og en traktor kører os helt ned til vandet. Her er ingen bådbro, så vi smides direkte i vandet, får vendt båden rundt på det lave vand, og kaptajnen må navigere mellem sandbankerne for, at vi ikke sidder fast.

Vi når ikke mange meter, før Minjerribah leverer igen! Få meter fra båden glider en gruppe delfiner (øresvin) elegant og hurtigt gennem vandet. Vi stopper naturligvis motorerne og nyder flere minutter med delfinerne som ikke lader til at blive påvirket af tilstedeværelsen af de to både – ligesom det skal være!

moreton bay, brisbane

Vi fortsætter til Manta bommie. Havet herude er lidt vildere end ved stranden, og bølgerne er lidt større, men jeg har tidligere oplevet værre forhold, mens jeg har udført feltarbejde i dette område. Vi tøjler bådene, får udstyr på og hopper i vandet.

Bølgerne kaster os en smule rundt, så vi får hurtigt tjekket, at vi har nok vægt på osv., finder rebet og begynder nedstigningen. Ikke langt fra enden af rebet ligger der en tyk Australian bull stingray – vi er ikke i tvivl om, at hun er gravid. Hun ligger dog helt fredeligt på bunden.

dykning, north stradbroke island

Vi svømmer videre og ser den ene zebrahaj (leopard shark på engelsk) efter den anden. Det er helt vildt, hvor mange der er. Når man kommer hen til en, får man hurtigt øje på to andre i nærheden. Jeg fatter slet ikke, at der er så mange!

Det bliver også til en whipsplash stingray, en baby moræne ål, dragefisk, pufferfisk, en nudibranch, to skildpadder (loggerhead og green) og en masse fisk, men desværre ingen djævlerokker!

skildpadde, Australien

Min tidligere erfaring med djævlerokker

Vi tager op på båden igen for at slappe af og få lidt suppe og slik at spise inden dyk nummer to. Jeg reflekterer lidt over det første dyk, selvom det har været godt, så havde jeg jo håbet på djævlerokker.

Jeg prøvede at dykke her cirka 10 måneder tidligere, hvor vi ikke kunne komme ud til manta bommie, p.g.a. vejrforholdene, jeg har også tidligere prøvet at lede efter dem i Indonesien, men der kom lidt sygdom i vejen. Jeg så en på Lady Elliot Island, men ikke tæt på, måske det ikke er meningen, at jeg skal se en djævlerokke tæt på…

zebrahaj i australien

Vi vælger at blive ved det dykkersted, mens de andre både tager væk, da der er alligevel var meget andet spændende dyreliv at kigge på, og kaptajnen fra den anden både så en manta ray ved overfladen, mens vi alle var i vandet. Så vi ved, at de er her et sted. Men mine forventninger er ikke for høje…

dykning, north stradbroke island

På jagt efter manta rays på dyk nummer to

Vi gør os klar til dyk nummer to. Vi stiger igen ned ved linen og når bunden.

Vi svømmer få meter og pludselig er den der! En KÆMPE djævlerokke på 4-5 meter, vil jeg tro, kommer ud af det blå!! Jeg kan ikke tro mine egne øjne, der er den – kun få meter fra os! Vi skynder os alle mod bunden, så vi ikke kommer til at skræmme den væk! Djævlerokker er nemlig meget sky og bliver nemt skræmt væk. Derfor skal man gerne holde sig under dem.

Langsomt sniger vi os langs bunden og kommer tættere på det majestætiske dyr. Med rolige bevægelser svømmer den nogle cirkler over os og forsvinder tilbage ind i det dybe blå. Jeg er næsten ved at græde. Dette var en endnu vildere oplevelse end jeg nogensinde kunne drømme om!

zebrahaj nær brisbane, australien

Vi svømmer videre og hilser igen på de mange zebrahajer. Jeg er sakket lidt bag de andre, formentlig for at tage et billede af et dyr, men jeg kan stadig tydeligt se de andre. Så det er ikke farligt.

Guiden vender sig rundt for at tjekke om alle er ok og vender sig for at tjekke mig, men i stedet for at give mig ok-tegnet, så peger han pludselig febrilsk på noget bag mig og ser overrasket ud. Jeg sender mig rundt, og bag mig svømmer en KÆMPE manta ray! De andre skynder sig at svømme mod bunden, men jeg vurderer, at den er alt for tæt på mig til, at jeg kan søge mod bunden – det vil skræmme den for hurtigt. I stedet forholder jeg mig roligt og observerer den blot.

manta ray, dykning, minjerribah

Helt elegant glider den gennem vandet og virker upåvirket af min tilstedeværelse. Så drejer den langsomt og svømmer helt tæt ved siden af mig. Jeg skal blot strække min arm ud, så kan jeg røre ved den, men jeg lader den naturligvis være. Det føles næsten som om, at jeg holder op med at trække vejret, og at min puls er langt under min hvilepuls, men boblerne stiger stadig op fra mundstykket.

manta ray, dykning, minjerribah

Det føles næsten uvirkeligt, som om at tiden går i stå og som om, at vi nærmest er de eneste to væsner i verden i de sekunder. Jeg fælder næsten en tåre over det magiske øjeblik. Endnu engang har naturen ladt mig være en del af noget større og har lært mig lidt mere ydmyghed. Tænk at et dyr, som er kendt for at være meget sky, vælger at komme så tæt på mig!

Hele fire gange er vi heldige at se de to forskellige djævlerokker. Manta Bommie ved Minjerribah (North Stradbroke Island) er uden tvivl en af de bedst bevaret hemmeligheder i Queensland/Australien.

Information

Firma

Manta Lodge and scuba centre

Pris

175 dollars (cirka 835 kr) for to båddyk, snacks/suppe samt vægte og tanke.

Det koster cirka 100 dollars (cirka 500 kr) oveni for leje af fuldt udstyr.

Færgen fra Brisbane til Stradbroke island koster 20 dollars for en retur (kan købes gennem dykkercenteret eller på færgen).

Det koster cirka 6,44 dollars at køre med toget fra Brisbane centrum til Cleveland, hvis du har et go card og 9,3 dollars, hvis du køber en enkeltbillet.

Tips

Djævlerokker er kun i området i de australske sommermånederne (cirka oktober til april).

Dykkerfirmaet medbringer slik, suppe og vand. Har du brug for andet snacks eller lignende, så skal du selv have det med.

Har du tid, så kan det anbefales at bruge et par dage på Minjerribah (North Stradbroke Island) – der er nogle virkelig skønne strande. Men ellers er det også en fantastisk dagstur fra Brisbane.

Man kan også snorkle på turen, hvis man fx ikke har dykkercertifikat.

Vandet nær Minjerribah (North Stradbroke Island) kan blive rigtig vildt, og det er ikke altid, at man kan komme til Manta Bommie, da området er ret åbent. Selv på en god dag kan bølgerne være forholdsvis store. Så det kan være rigtig hårdt at snorkle, og man kan blive søsyg.

Der er en formiddagstur og en middagstur – men forvent at bruge det meste af en dag på transport samt dykning. Bruger du offentlig transport til at komme til færgen, så kører der ikke tog tidligt nok til, at du kan komme med på formiddagsturen. I så fald skal du booke eftermiddagsturen!

Jeg bruger et DJI osmo action camera (reklamelink) til at tage billeder undervand.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra fantastiske Australien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *