Jeg suser afsted på min lille scooter. Jeg har sat kursen efter nogle af Bohols seværdigheder og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg starter min tur i Panglao, den lille ø som ligger lige under Bohol. Jeg er spændt på hvilken natur, jeg kommer til at opleve på Bohol.

En uheldig start

Jeg har ikke kørt længe, da et par store, sorte skyer begynder at trække op over himlen. Burde jeg stoppe og vente til at regnen er overstået? Nej, det regner ikke længe og bliver hurtigt tørt igen, på disse kanter…Tænker jeg for mig selv.

Få sekunder senere begynder det alt vælte ned. Jeg tænker farten, men forsætter ellers på min vej. Få minutter senere er regnen holdt op. Jeg forsætter ned af vejen, hvor en bil holder og blinker til venstre. Jeg sænker farten yderligere, for at orientere mig, men da jeg ikke kan se andre på vejen, forsætter jeg i samme bane.

kirke bohol

Pludselig svinger en scooter ud i min bane. Han har ligget skjult bag den hvide bil. Med et er det som om, at det hele går i slowmotion. Jeg drejer på scooteren, så jeg kan køre udenom, når han nu kører gennem min bane. Manden får øje på mig og gør noget uventet. I stedet for at gasse op, så stopper han og spærrer hele vejen!

Jeg kan ikke køre udenom ham, hverken på den ene eller den anden måde og jeg smækker bremserne i. Jeg får en fod på vejen, men det våde føre får scooteren til at skride. Den rammer jorden og tager mine ben med sig i faldet. Jeg ramler med knæet ned i asfalten og falder forover. Jeg rejser mig op og skælder, på dansk, ud på manden.

Han kigger på mig med et ligegyldigt blik i øjnene, som om at jeg er en kvinde på PMS, som lige er blevet sur over et manglende tebrev. Han kigger ned på sin scooter og fjerner lidt snavs, som er kommet på siden af udstødningen.

rismarker Bohol

I mens er en anden mand kommer over. Han hjælper mig med at få scooteren op at stå og han tjekker om jeg har det fint. Jeg takker ham for hans hjælpsomhed. Heldigvis slipper jeg med et skrabet knæ, en rift på skulderen og et blåt mærke.

Lettere chokeret kører jeg fra stedet og videre mod Bohol. Manden skal ikke have lov til at ødelægge min dag. Jeg forsætter på min scooter og stopper ved nærmeste købmand, hvor jeg køber en flaske vand og renser såret. Shit, hvor havde jeg lykkelig glemt hvordan sådan en hudafskrabning sviger tænker jeg.

En gammel dame kommer forbi og spørger bekymret ind til såret. Jeg forklarer hende hvad der er sket og hun svarer: “Det var klogt af dig at sænke farten. Det lød til at du gjorde alt det rigtige og du kan takke Gud for, at du slap heldigt.” og det går op for mig, at hun har ret i, at jeg gjorde alt det rigtige og dermed slap med lette skader. Vi snakker lidt frem og tilbage om hvem jeg er og hvad jeg laver på Filippinerne. Jeg hopper ombord på scooteren og vinker farvel til hende, mens jeg sætter kursen mod Bohol.

flod bohol

Vandfald og lokalt liv på Bohol

Jeg sætter kursen mod Ingkumhan falls, som jeg er blevet tippet om af en lokal. Jeg kører forbi frodige rismarker, et par kirker og høje palmer. Jeg drejer af den hovedvejen og finder en lille hytte. Jeg parkerer min scooter, betaler for indgangen og går mod vandfaldet. Pludselig åbner himlen sig! Jeg pakker hurtigt mit kamera væk og søger tilflugt under en palme til den værste regn er overstået.

Så går jeg ned af den mudrede sti, mens jeg holder holdt fast i bambuspindene, som udgør gelænderet. En lille flok lokale sidder ved vandfaldet, som ærlig talt er lidt skuffende. Jeg vender derfor hurtigt om og forsætter mod det næste vandfald, Twin Falls.

Ingkumhan falls

Ingkumhan falls

Jeg kommer til en lille skole og bliver straks omringet af nysgerrige børn. Jeg betaler for indgangen og kører videre. Vejen er humplet og fyldt med sten, som hurtigt kan få scooteren til at skride, så det er med dyb koncentration og snegletempo, at jeg begiver mig gennem landskabet. Jeg får kæmpet mig op til et lille skur, hvor en lokal fyr spørger, om jeg har brug for en guide. Jeg takker pænt nej tak og forsætter af stien.

flod bohol

Efter få meter mister jeg pusten af synet af Twin Falls. Det minder mig lidt om Kuang Si, i Laos, og er uden tvivl et af de smukkeste vandfald, som jeg nogensinde har set! Jeg når bunden og er fuldstændig tryllebundet af vandfaldet. Jeg hilser på to filippinske drenge, som er på vej væk fra vandfaldet, de spørger hurtigt, hvor jeg er fra, om jeg er alene og byder mig ellers velkommen til Filippinerne, inden de forsvinder på stien. Jeg er helt alene ved vandfaldet, og føler mig som verdens heldigste person i dette øjeblik!

twin falls

En lille del af Twin Falls

Jeg nyder min alenetid ved vandfaldet i flere minutter, før filippineren fra skuret kommer gående ned af stien. Han sætter sig under et lille halvtag og kigger lidt forundret til, i mens jeg forsøger at få det bedste billede af vandfaldet, inden jeg hopper i vandet.

Chocolate Hills og the Man Made Forest på Bohol

Jeg tjekker mit kort for at se, hvor langt jeg er fra The Philippine Tarsier Foundation, da jeg regner med, at det skal være mit næste stop. Så opdager jeg, at jeg er kørt væk fra vejen, hvor det ligger og at det ligger tættere på mit hostel end Chocolate Hills. Jeg sætter derfor kursen mod Chocolate Hills.

seværdigheder Bohol

Vejen er fyldt med grus og det er ikke sjovt at køre på. På et tidspunkt stopper jeg, for at tjekke hvor langt der er igen, hvorefter at en lokal hund begynder at jagte mig, heldigvis kan jeg køre væsentlig hurtigere end den kan løbe! Efter noget som føles som en evighed, når jeg endelig Chocolate Hills. Landskabet er endnu vildere end jeg havde forstillet mig! Der er mindst 1260 bakker, som popper op i landskabet. Nogle er grønne, mens andre har skiftet til en lidt brunere nuance.

Chocolate Hills Filippinerne

Der er tre legender om hvordan Chocolate Hills opstod. Den ene beskriver, hvordan to kæmper slogs i flere dage, hvor de kastede med sand og sten, men så glemte de at rydde op efter sig selv og dermed blev bakkerne dannet. En anden fortæller om en kæmpe, Arogo, som forelskede sig i et almindeligt menneske, Aloya. Da Aloya døde, så græd han meget og hans dråber tørrede og blev til sten. Den sidste legende er om en kæmpe, Carabao, som fik mad af en lokal landsby, da han havde spist, så skulle han selvfølgelig på toilet og hans lort tørrede desværre og blev til Chocolate Hills.

Men uanset hvad, så var landskabet fantastisk! Jeg køber lidt at spise og drikke til den vilde udsigt.

chocolate hills complex, Bohol

Et møde med søde filippinere

Så sætter jeg kursen mod de søde filippinske spøgelsesaber, tarsierne. Jeg kører gennem den menneskeskabte bambusskov på Bohol. Jeg indhenter en langsomt kørende tricycle på vejen. De snoede bjergveje gør det svært at få et overblik, så jeg vælger, at holde mig bag den, indtil jeg kan få et bedre overblik over modkørende trafik. Tricyclen er fyldt med en lille familie.

landskaber Bohol

To små piger får øje på mig og vinker. Jeg vinker hurtigt tilbage, til fornøjelse for de to storsmilende piger. Resten af familien inddrages og pludselig vinker de alle og jeg vinker pænt tilbage. De to piger er voldsomt begejstret og forsætter med at vinke ivrigt.

Jeg vinker så vidt muligt tilbage, mens jeg orienterer mig på trafikken og vejforholdene. Vi rækker tunge af hinanden, sender thumps up og de sender mig små lufthjerter, som jeg gemmer i min mentale rygsæk, men vinkeriet fylder mest. Efter længere tid, kører tricyclen ind til siden og jeg råber farvel og vinker til familien, som jeg passerer dem.

Tarsier sanctuary, Philippines

Min guide, Angelina

Filippinernes spøgelsesaber, tarsierne

Jeg kører forbi den smukke Loboc River og når Loboc Tarsier Conservation Area, men min filippinske veninde har advaret mig i mod at tage derind. Stedet skulle eftersigende holde spøgelsesaberne fanget, for så at placere dem på et lille område, hvor turisterne kan se dem. Det er hverken støttet af regeringen eller en organisation, som ønsker bevarelse af spøgelsesaberne. Så jeg kører pænt videre og tænker om gæsterne i parken egentlig ved, at de ikke støtter bevarelsen af spøgelsesaberne.

spøgelsesabe, filippinerne

Jeg når senere The Philippine Tarsier Foundation nær Corella, men for sent, den er lukket for dagen. Lidt slukøret kører jeg derfra. Næste morgen står jeg tidligt op og kører atter mod tarsier reservatet. Jeg er en af de første gæster og bliver hurtigt tildelt en guide, Angelina. Angelina sætter mig hurtigt ind i tingene, mens vi går over til den lille skov.

Tarsieren er et natdyr og sover det meste af dagen. De kan dreje hovedet 180 grader. Deres kroppe er mellem 8,5-16 cm lange, mens halen bliver 13-28 cm. Halen bruges til at holde balancen med, når de hopper og de kan faktisk hoppe op til 3-5 meter.

Desværre, bliver de også hurtigt stresset. Lysglimt (fra fx en kamerablitz), høje lyde og berøringer gør dem så stresset, at de hamrer hovedet mod et større objekt og dør. Tarsieren er det pattedyr med de største øjne ift. deres kropsstørrelse.

filippinsk tarsier

Vi går derfor gennem skoven så lydløse som muligt og alt kommunikation forgår med fagter og hvisken. Hver morgen går en medarbejder rundt og spotter tarsierne, men da de lever frit, så er det aldrig til at vide, om man overhovedet ser nogen. “Du er heldig. I dag har vi set fire tarsier” siger Angelina.

Vi når det første sted, men finder inden tarsier. “Om morgenen er de stadig lidt aktive, så de kan godt finde på at forlade stederne, hvor de er blevet observeret. Sådan er det nogen gange” forsætter Angelina.

spøgelsesaber, Filippinerne

Vi forsætter til det næste sted. Her sidder en halvsløv tarsier i trætoppen. Den ligner mest af alt en alien, men de store øjne charmerer sig straks ind på mig. Jeg er blevet lidt forelsket. Vi forsætter hen til den næste abe, som gemmer sig nede ved jorden. Vi observerer den lidt og tager nogle billeder.

En turist kommer lidt for tæt på med sit kamera og pludselig hopper den livligt rundt i skovbunden. Angelina ser lige så forbløffet ud, som jeg føler mig. Vi skynder os at gå igen, så den lille fyr kan få lidt ro.

dyr bohol, Filippinerne

Vi går i stedet hen til den næste som sidder længere inde i skoven på en gren. Vi tager lidt billeder og observerer den i noget tid. Pludselig får en anden guide øje på en lille tarsier i buskadset, så fik vi alligevel set fire. Jeg føler mig helt høj på oplevelsen og køber straks en magnet samt donerer lidt ekstra til organisationen, inden jeg forlader området. Det var helt klart den ekstra køretur værd og en fantastisk afslutning på min rundtur på Bohol!

 

Tips og information

Priser

Scooterleje i 12 timer: 400 pesos (48 kr) lejet ved Adriana’s Place (reklamelink)
Benzin: 150 pesos (18,5 kr) afhænger selvfølgelig af pris og rute

Priser, adgang:

Ingkumhan falls: 10 pesos (1,2 kr)
Twin Falls: 20 pesos (2,4 kr)
Chocolate Hills: 50 pesos (6 kr)
Tarsier reservat: 60 pesos (7,2 kr)

Husk at tjekke om din rejseforsikring dækker, hvis du kører på scooter og husk et internationalt kørekort

Jeg har lavet min anbefalet rute nedenfor, men vær opmærksom på at vejen direkte mellem Twin Falls og Chocolate Hills ikke er god pt, så overvej evt at køre tilbage til hovedvejen. Husk at køre efter forholdene og kom tidligt afsted.

Det er også muligt at bo i små guesthouses nær Chocolate Hills, hvor man får fantastiske muligheder, så det er værd at overveje, hvis du vil lidt væk fra strandlivet. Ellers kan jeg anbefale Adriana’s Place (reklamelink) ved Panglaos, efter min mening, bedste strand

Mere inspiration fra fortryllende Filippinerne:

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *