Tre Cime di Lavaredo (De tre tinder) – en af Italiens smukkeste vandreture

Tre Cime di Lavaredo er nok den mest kendte vandretur i Dolomitterne. Den stod naturligvis også på min liste over vandreture, som jeg gerne ville på i Dolomitterne, men jeg var også nervøs for, om mængden af turister ville ødelægge oplevelse. Så jeg forsøgte at holde forventningerne nede.

Starten på ruten til Tre Cime – heldigvis var de fleste mennesker på vej væk fra ruten. Jeg gik ruten mod uret.

En dårlig start på Tre Cime di Lavaredo (De tre tinder)

Efter en fuld dag med øsende regnvejr, var kursen sat Tre Cime Di Lavaredo. Min krop havde brug for lidt ekstra søvn, så jeg kom lidt senere ud af mit guesthouse end forventet, men jeg tænkte, at det ikke blev et problem. Jeg blev dog klogere.

Efter en dag med utroligt meget regn, som mindede mig om noget af det regn, som jeg har oplevet i Cairns og Brisbane, hvor det førte til oversvømmelser (så slemt blev det dog ikke her), var jeg bestemt ikke den eneste som havde fået den idé at tage til Tre Cime! Nej, det virkede til, at alle i Dolomitterne havde fået den idé at tage hertil.

Bilkøen startede allerede ved Misurina-søen – hele 21 kilometer fra Rifugio Auronzo, hvor turen til Tre Cime Di Lavaredo starter! Det var jo fuldstændig absurd, og jeg var flad af grin over, hvor mange mennesker der var, og hvor kaotisk og vanvittigt scenariet var. Jeg sad nogle minutter og overvejede mine muligheder: Skulle jeg sidde og vente i bilkøen, som nærmest ikke flyttede sig? Skulle jeg finde en parkeringsplads, som nærmest også var en umulighed, og tage bussen derop? Skulle jeg droppe Tre Cime?

Jeg blev hurtigt enig med mig selv, at det var spild af tid at vente i bilkøen eller i en kø til en bus. I stedet vendte jeg rundt og satte kursen mod Passo Giau, som jeg også gerne ville se, så måtte jeg prøve Tre Cime senere på dagen eller dagen efter…

Udsigten mod Cadinini di Misurina

Endnu et forsøg på at nå Tre Cime di Lavaredo

Efter at være blevet slået bagover over Passo Giau, giver jeg Tre Cime Di Lavaredo endnu en chance. Til min store glæde er der da ingen kø ved Misurina – god start! Og der er næsten ingen biler som kører op ad bjerget mod Rifugio Auronzo, så jeg skal ikke engang holde i kø ved betalingsanlægget – endnu et plus! Jeg får endda en parkeringsplads næsten helt oppe ved Auronzo. Det var det helt rigtig valg at tage til Tre Cime om eftermiddagen.

Skyerne klinger sig til bjergtoppene og tillader os kun så få sporadiske glimt af tinderne. Det er ikke den optimale situation, men sådan er det at vandre i bjergene. Man ved aldrig, hvad man får, uanset hvad vejrudsigten siger. Men det skal ikke slå mig ud, jeg ved, at jeg blot skal væbne mig med tålmodighed.

Udsigten ved Monumento ai caduti

Jeg når knap de ti første skridt ind på stien, da et udrykningskøretøj kommer imod mig. Bag i bilen sidder to vandrere som ser lettere skræmte ud, men ellers ser uskadte ud. Det minder mig om, at vi er i naturen, og vi er langt fra et hospital, så selvom jeg er en erfaren vandrer og bruger meget tid i naturen, så er det altid på naturen som bestemmer.

Skydækket åbner sig en del, og vi kan nu se den flotte dal og over til Cadinini di Misurina bjergene. Udsigten tager vejret fra mig, og jeg mangler ord til at beskrive, hvor vildt det er. En italiensk kvinde får øjenkontakt med mig, og hendes øjne skinner lige så meget, som mine. Vi kan ikke sige andet end “Bella Italia, mi amore”.

Nu forsvinder skyerne snart, tænker jeg. Så jeg begiver mig ned til Monumento ai caduti, hvor man ikke blot skulle få udsigten over dalen, men også de majestætiske tre cime som brager mod himlen; Cima Grande på 2.999 meter, Cima Occidentale på 2.973 meter og Cima Piccola på 2.857 meter. De kan ikke andet end at tage pusten fra en!

Naturen spiller et puds

Men jeg kan desværre ikke se de tre cime fra Monumento ai caduti. Skyerne driller os stadig og dækker tinderne. Der går heller ikke lang tid, før skyerne indtager resten af området, og vi pludselig ikke kan se mange meter frem. Så meget for den udsigt! Men skyerne skal ikke have lov til at tage min optimisme fra mig!

Jeg fortsætter ad stien mod Rifugio Lavaredo som skulle have den bedste udsigt over Tre Cime, men det kan jeg ikke svare på. Skydækket bliver tykkere og tykkere, og blokerer ikke kun for enhver udsigt, men indhyller også os i en tåge-lignende tilstand. Nogle gange kan jeg knap se tre meter foran mig.

Rifugio Lavaredo

Jeg overvejer, om forholdene begynder at blive for farlige, og om jeg skal vende tilbage til bilen. Men jeg ved også, at forholdene ikke ændrer sig, fordi jeg går tilbage til bilen, og jeg har tidligere prøvet lignende forhold på vandreture i Hong Kong og andre steder, så jeg fortsætter, omend lidt mere forsigtig end før.

Det føles næsten som at gå gennem Mordor, når skyerne indhyller os. Vi kan ikke se, hvad der venter omkring næste hjørne, og over det hele ligger der store hvide sten som alt sammen skaber en mystisk stemning. Flere og flere vender rundt, da de alligevel ikke kan se noget. Men jeg fortsætter mod det øverste udsigtspunkt i håb om at skyerne vil rulle væk og afsløre den vildeste udsigt! Men det vil tiden vise om sker…

Udsigtspunktet og de fortabte kvinder

Jeg står alene ved udsigtspunktet, men til min store forundring er der også en jeep parkeret her, men ejeren er ikke at se nogle steder. Måske han gemmer sig i det tykke skydække som omfavner os. Vinden er kraftig og iskold, så jeg søger dække bag jeepen. Jeg er blevet stædig, om jeg så skal stå her i flere timer, så VIL jeg se de tre tinder!

Dette var alt, hvad jeg fik set af Tre Cime. Men selvom jeg ikke så det hele, så gav skyerne en fed og mystisk stemning

Bag mig letter skyerne pludselig, og jeg kan igen se ned i gennem dalen på begge sider samt det storslået Monte Paterno bag mig, men altså ikke Tre Cime – de forbliver mystisk skjult blandt skyerne. Jeg må vente endnu.

Pludselig hører jeg stemmer bag mig. Det er fire kvinder. Hvor de har været på vandreturen, ved jeg ikke. De er dog meget søde, og vi falder i snak. Det viser sig, at de er hard core bjergbestigere og har besteget Monte Paterno som både kræver line og hjelm. Jeg er dybt imponereret! Kvinderne kommer fra Rumænien og tilbringer deres ferie i Dolomitterne med at vandre højere op på de store tinder end jeg kommer.

Mens jeg står og snakker med den ene af dem, fornemmer jeg pludselig, at de andre går lidt i panik og bliver nervøse, men da jeg ikke forstår rumænsk, ved jeg ikke helt, hvad der foregår.

Tre af mine nye rumænske veninder

Jeg spørger ind til dem. De fortæller mig slukøret, at de netop har misset den sidste bus ned af bjerget. Jeg tøver ikke et sekund med at tilbyde dem et lift ned af bjerget. De spørger mig flere gange, om jeg er sikker. Men som solorejsende ved jeg netop, hvor meget hjælp fra fremmede kan betyde, så jeg er ikke i et sekund i tvivl om, at jeg naturligvis også skal hjælpe dem her.

Vinden skubber skyerne lidt fri fra Tre Cime di Lavaredo, og vi får et lille glimt af de tre tinder, men de kommer aldrig helt frem for skyerne. Men vi bliver enige om, at det må være godt nok for denne gang. Ingen af os tror på, at vi får dem at se, inden solen går ned. Men selvom jeg aldrig så toppene helt fri for skyer, så var det alligevel turen og pengene værd!

Reklamelinks er markeret med *

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas*. Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra smukke Europa