Inden jeg tog til Jordan, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Jeg har tidligere været i Qatar, som ikke var en god oplevelse, og Dubai, som heller ikke blev en favorit, og så læste jeg lidt på Google og det var bestemt ikke gode historier, jeg fandt frem til.
Men jeg har i mange år drømt om at opleve Jordan, så jeg lod dårlige historier og fordomme være, og tog afsted for at danne mine egne holdninger. Worst case scenario kunne jeg bare “låse mig inde” på mit hostel og tage ture rundt i landet.
Indholdsfortegnelse
Reklamelinks er markeret med *
En forvirret start på min rejse i Jordan
Jeg ankom til Amman lufthavn sent om eftermiddagen. Da jeg havde et Jordan pass (explorer), kunne jeg springe den lange kø til paskontrollen over og gå over i en specialkø. Her tjekkede en mand mit pas og mit Jordan pass, så skrev han noget på et stykke papir og bad mig træde til siden, mens han beholdt mit pas. Det samme skete for næste kvinde i køen. Hun stillede sig derfor ved siden af mig og så lige så forvirret ud, som jeg følte mig.
Efter et stykke tid kom der en mand over til os. Han fik udleveret vores pas af sin kollega, skrev noget på arabisk og lod os komme ind i landet. Jeg hævede nogle penge og gik ned mod ankomsthallen. Her købte jeg lidt snacks i en kiosk, så jeg havde penge til bussen.
En sød familie som bad mig tage et billede og selvfølgelig bød mig velkommen til Jordan.
Venlige lokale og et par snydepelse
Jeg gik ud mod bussen og blev straks mødt af en taxachauffør som ville køre mig ind til byen, men jeg fortalte ham, at jeg hellere ville med bussen. Helt uventet fulgte han mig over til billetkontoret, fortalte mig prisen, og viste mig, hvor bussen ville holde, og forlod mig med et: “Welcome to Jordan!”.
Jeg havde på forhånd læst, at den billigste vej ind til Amman centrum var ved at tage bussen til 7th circle og derfra tage en taxa. Da jeg satte mig i bussen, blev jeg straks spurgt om, hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvor jeg skulle hen i Amman. Pludselig var halvdelen af bussen ved at finde ud af, hvor jeg skulle stå af osv. og da vi nåede mit stop, fik jeg endnu engang kastet et: “Welcome to Jordan!” efter mig.
To chauffører stod straks klar til at køre mig ind til byen, men da de krævede hhv. 7 og 5 JD (cirka 70 og 50 kr) for en tur som maks burde koste 3 JD (cirka 30 kr), tog jeg min rygsæk* på og gik i retningen af byen. Der gik ikke længe, før en taxa kørte op på siden af mig.
Han spurgte, hvor jeg skulle hen og foreslog, at jeg kørte med ham. Efter at have aftalt, at han skulle køre på taxameter og ikke skulle køre en omvej dertil, satte vi kursen mod mit hotel*. Hajel (tlf. +962 788299216) spurgte straks ind til mig og hvor jeg var fra.
Da jeg sagde Danmark, svarede han: “Åh, eeeeelsker Danmark! Jeg har boet i Danmark og elsker danskere”. Hajel gav mig nogle tips til Jordan og sluttede turen af med at give mig en lille rabat på turen. Jeg blev helt overvældet over den venlighed, som jordanerne allerede havde udvist, og jeg havde ikke engang været der en halv dag.
Jeg tjekkede ind på mit hotel* og gik direkte i seng. Jeg brugte de første par dage i Amman på at gå rundt, udforske seværdigheder og mæske mig i lækker mad. Overalt hvor jeg gik, blev jeg mødt af store smil og “Welcome to Jordan!”.
Jeg oplevede endda, at en bil næsten stoppede, på en af de mest trafikerede veje i centrum, blot for at høre, hvem jeg var og hvor jeg var fra, inden de kørte derfra, råbte de naturligvis: “Welcome to Jordan!”.
Petra – En af verdens syv vidundere
Efter et par dage i Amman, satte jeg kursen mod Petra, som jeg virkelig havde glædet mig til! Jeg var blevet rådet til at tage en Jett bus til Wadi Musa (hvorfra man besøger Petra), men den var udsolgt, da mit hotel* forsøgte at booke en plads til mig, så blev det den lokale bus.
Det var mere en minibus end noget andet. Jeg fik den sidste plads og måtte sidde med sammenkrøllet ben (med en højde på 1,59 meter, så siger det lidt om pladsen), men heldigvis varede turen ikke mere end 4 timer, og der var en pause på halvvejen.
Den første dag i Wadi Musa brugte jeg på at handle lidt ind til mine ture til Petra og opleve lidt af byen, som egentlig ikke havde så meget at byde på. Derefter brugte jeg to dage ved Petra, hvorfra den første dag blev brugt på “hovedvejen” og andendagen blev brugt på at udforske de mindre stier til forskellige udsigtspunkter i området.
Jeg var virkelig glad for at have to dage til området, da det er meget større, end jeg lige forventede.
Wadi Rum
Efter Petra bookede jeg en tur til Wadi Rum med mit hostel* i Wadi Musa. Vi var fire backpackere på turen og blev hentet tidligt om morgenen og kørte mod vores camp, men det var desværre ikke helt som forventet.
Jeg var blevet lovet en camp indenfor protected area, men denne lå lige udenfor og lige op af en vej. Jeg havde ellers tjekket på booking.com, men der passede kortet åbenbart ikke.
Og selvom der ikke rigtig var trafik på vejen, så ødelagde det lidt det, jeg havde forventet af vores camp. De andre var også blevet lovet en længere køretur gennem ørkenen end de tre timer, som vi fik at vide, vi ville få. Vi endte med at gå en tur sammen i ørkenen og betalte for en ekstra times køretur.
Det var fantastisk at køre rundt i Wadi Rum! Jeg er vild med ørkenlandskaber og Wadi Rum skuffede ikke. Jeg havde ellers læst, om folk som kaldte Wadi Rum en stor sandkasse, men det synes jeg bestemt ikke er en fair beskrivelse! Det er virkelig et af de smukkeste ørkenlandskaber, jeg har set og jeg har altså oplevet en del ørkener.
En anden gang ville jeg nok hellere vælge Beyond Wadi Rum Camp* som ligger i midten af Wadi Rum, fremfor Caravans Camp, som jeg boede i. Og så er det faktisk ikke meget dyrere, hvis man er to som booker en tur.
Tilbage til Amman
Efter en nat i Wadi Rum tog jeg mod Aqaba sammen med en anden kvinde fra min Wadi Rum tur. Sammen fandt vi lidt at spise og tog den lokale bus mod Amman. Bussen var væsentlig mere behagelig end den lokale bus, som jeg havde taget til Wadi Musa, men desværre har jordanerne også et andet forhold til røg. Derfor sad halvdelen af bussen og røg ildelugtende cigaretter, lad os bare sige, at det var en laaang bustur…
Da vi kom til Amman fandt vi, vha. en lokal mand, en taxa som kunne køre os til vores hostels i centrum. I første omgang ville han have 6 dinar for en tur som skulle koste 2-3 dinar, men vi fik ham til at køre på taxameter, hvilket fik ham til at køre en omvej til mit hotel*.
Så turen blev 3 dinar, og da han havde sat mig af, så kørte han lige en ekstra omgang, så min veninde også skulle betale 3 dinar for hendes tur, selvom hendes hostel lå mindre end 1 km derfra.
Det var meningen, at jeg skulle bruge nogle dage på at udforske Det døde hav, Jerash (som åbenbart skulle være endnu vildere, når det kom til romerske ruiner, end Rom!) og måske Umm Qais samt Ajlun slottet.
Men desværre blev jeg ramt af den værste madforgiftning, jeg hidtil har haft, af en shawarma, som jeg havde købt i Aqaba. Jeg havde ellers taget alle forholdsregler, for at sikre mig, at maden var i orden. Så min mave var ude af balance i 14 dage og jeg endte med at rejse hjem med feber….Oh well, man kan ikke altid være lige heldig.
Hvordan er det at rejse alene i Jordan?
Som I nok kan læse, så havde jeg en fantastisk rejse i Jordan, hvis man altså ser bort fra de sidste dage med dårlig mave. Jeg gik ikke med tørklæde, men havde dog dækket skuldre og knæ, da det var køligt i landet. Men jeg havde også opfattelsen af, at det ikke ville være nødvendigt at dække sig til, hvis det havde været varmt.
Jordanerne var virkelig søde! Mange stoppede for at sige hej og for at høre, om jeg ville tage deres billede. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg, og jeg var alene ud på alle tidspunkter af dagen. Tværtimod blev jeg kun mødt af varme fra de lokale.
Souvenirsælgerne forsøger selvfølgelig at tjene et par ekstra kroner på en, så du skal selvfølgelig prutte om prisen i souvenirbiksen. Og taxachaufførerne kan godt finde på, at køre en kæmpe omvej, fordi vejene kan lige “pludselig” være lukket af. Men skal du alligevel med taxa, så kan jeg Hajel (tlf. +962 788299216), han snød i hvert fald ikke mig, ellers tag en careem (Mellemøstens svar på Uber).
Hvordan er maden i Jordan?
Jordansk mad er virkelig lækker! Den er nok også meget typisk regionen. Hvis man rejser på et budget, så spiser man typisk en masse falafel, sharwarma, fladbrød, yoghurt, hummus, agurk, tomat, langtidsstegt kylling, galayet (en slags stuvning med oksekød), tabbouleh (bulgur med tomat, hvidløg og persille), kebab og forskellige kager med honning.
Derudover drak jeg en masse friskpresset juice, te og kaffe. Husk at bestille uden sukker, de er ofte meget rundhåndet med det! Derudover bliver kaffen ofte serveret med kardemomme i, som jeg havde lidt svært ved at forlige mig med….
Hvordan er vejret i Jordan? Hvornår er det bedst at rejse til Jordan?
December-februar: Amman kan især blive koldt på denne tid af året og sne kan forkomme. Områderne omkring Aqaba og Wadi Rum kan være ok om dagen med cirka 13-17 grader og køligt om aftenen. I gennemsnit er det også i disse måneder, at der falder mest regn (eller sne alt efter temperaturen).
Marts-maj: I marts kan det blive op til 21 grader i syd og lidt køligere i nord. Omkring maj når temperaturerne op til 30 grader.
Juni-August: Sommeren kan være rigtig varm! Det er ikke usædvanligt, at temperaturerne når 40 grader og der kan være stærke vinde. Til gengæld er det ret tørt. Vær dog opmærksom på at Ramadanen ofte falder i en af disse måneder.
September-November: Disse måneder er nogle af de bedste måneder at rejse i Jordan. Her er temperaturerne ofte 20-25 grader, dog begynder det at blive koldt i november og nætterne kan også være kølige.
Video fra Jordan
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere inspiration fra eventyrlige Jordan
Fin artikkel, Tine. Kjedelig at du ble matforgiftet. Jeg har vært på de fleste stedene du nevner bortsett fra Amman. Dit kunne jeg godt tenke med å reise til.
Ja, sådan går det desværre nogle gange, det er der ikke noget at gøre ved 🙂 Amman kan også anbefales 🙂
Hej Tine. Jeg googlede en masse om rejser til Jordan og faldt tilfældigvis over din blog, og det er jeg rigtig glad for! Den er simpelthen så brugbar og besvarede alle mine spørgsmål. Tusind tak for at bruge tid på at skrive en så fyldstgørende blog!
Hej Nita! Tusind tak for de søde ord. Det er jeg rigtig glad for, at du synes.
Hej Tine
Jeg har lige læst din spændende blog om Jordan og planlægger selv en rejse dertil her i efteråret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man bør være bekymret for urolighederne i de lander der grænser op til Jordan? Hvad det måske har af betydning for rejsende? Mærker man slet ikke noget til det?
De bedste hilsner Camilla
Hej Camilla
Jeg mærkede ikke noget til urolighederne i andre lande, og Jordan er generelt et sikkert og fredeligt land, hvor man ikke behøver frygte krig eller lignende
Mvh Tine