Lago Di Sorapis var en af de søer, som jeg allerhelst ville opleve i Dolomitterne i Italien. Derfor blev det også en af de første vandreruter, som jeg tog på i området. Det gik ikke helt som planlagt, men blev en af de bedste oplevelser, som jeg havde i Dolomitterne!
Jeg plotter Lago Di Sorapis ind på google maps og kører fra mit lille guesthouse. Selvom det stadig er tidlig morgen, så holder der allerede mange biler ved stiens start. Men jeg er helt klar på en dag med vandring. Jeg har læst, at Lago Di Sorapis skulle være en af de smukkeste søer i Dolomitterne, men samtidig at det skulle være en forholdsvis let vandretur.
Men jeg skulle blive klogere.
Jeg kom forbi en lille alpehytte, hvor nogle vandre så trætte ud. Stien går gennem skoven, og det går hurtigt opad. En mand kommer susende forbi mig med høj fart, jeg er imponeret over hans energiniveau. Jeg bliver også overhalet af et kærestepar. Jeg synes allerede, at ruten er hård, men jeg tager det stille og roligt – heldigvis skulle den heller ikke være så lang.
Men jeg har udsigt til bjerge og et smukt vandfald, som nærmest minder mig lidt om Takkakaw Falls i Yoho National Park i Canada, og det er bestemt ikke dårligt!
Der går dog ikke mange minutter, før manden som susede forbi mig, kommer gående tilbage og ser helt udmattet ud. Så var det nok ikke den bedste taktik at skynde sig frem. Kæresteparret vender også om, og jeg bliver helt i tvivl, om jeg også bør vende rundt.
Men jeg er stædig, det er denne sø, som jeg allerhelst vil se i Dolomitterne, så vil jeg også frem!
Turen går op og op og op. Men udsigterne bliver ved med at slå benene væk under mig – det er uden tvivl et af de allersmukkeste områder i hele Europa!
Jeg må dog pakke kameraet væk, da stien pludselig ikke bare går op, det går så meget op, at nærmest bliver nødt til at kravle for at komme videre op – ‘Hvordan kan folk mene, at dette er en let sti??’ tænker jeg.
Flere gange må jeg sætte mig for at holde en pause og hver gang tvivler jeg mere og mere på, om det er turen værd. Men jeg er stædig nok til at fortsætte gang på gang.
Det undrer mig også, at jeg er alene på denne sti – skulle det ikke være en af Italiens mest populære vandreture? Hvad er det dog, at jeg har misset?
Efter at have “kravlet” i noget som føles som en evighed, når jeg til et stykke som er fladere og meget mere overkommeligt. Jeg når nogle få hundrede meter, så er der pludselig også mange flere mennesker som bliver flere og flere, som jeg nærmer mig Lago Di Sorapis. De kommer alle op ad en anden sti og det går op for mig, at der tydeligvis er to veje til Lago Di Sorapis.
‘Mon det dog er den anden sti, som alle har talt om‘ tænker jeg…
Jeg når søen som nærmest er lyseblå og nærmest ligner, at der er blevet helt mælk oveni og med klipper som nærmest minder som en trone som tårner mod himlen. Det er helt overvældende smukt, og jeg kan ikke gøre andet end at sætte mig og suge til mig. Kroppen trænger også til en pause.
Men det har uden tvivl været den hårde vandretur værd!
Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sidder der. Tidsfornemmelsen forsvinder fuldstændig.
Men det er også på tid til at komme ned igen. Jeg beslutter mig for at tage den anden sti ned og ser, hvor den fører mig hen. Stien virker noget mere overkommelig. Stien er på ingen måde nær så stejl, og jeg forestår pludselig folk som siger, at den ikke er hård. Det virker nærmest som en gåtur i parken ovenpå min vandretur op til søen!
Jeg falder i snak med et kærestepar om rejser på turen ned, og de deler tips til Dolomitterne med mig. Vi når bunden og holder en lille pause, men min bil holder stadig længere nede af bjergvejen. Så min vandretur er endnu ikke slut. De sidste mange meter til bilen virker uendelige lange, og min krop er efterhånden ret træt. Mine fødder skriger nærmest på at skifte sko.
Jeg når bilen, skifter sko og kører tilbage til mit guesthouse. Jeg orker ikke at finde noget mad, men nøjes med de snacks, som jeg har liggende i bilen. Men selvom jeg er træt, var det alligevel ekstra fedt at blive udfordret på turen.
Vandreturen er gratis
Den nemmere sti starter nær B&B HOTEL Passo Tre Croci Cortina, hvor der også er en parkeringsplads. Du skal følge rute 215 mod Rifugio Vandelli. Jeg parkerede derimod nær Ex Rifugio San Lorenzo og tog rute 217 mod Rifugio Vandelli. Man får mange af de samme udsigter, men rute 215 er noget lettere og kortere, men den skal samtidig ikke undervurderes, da man er i bjergene.
Husk mad og vand.
Rute 215 er cirka 6 km hver vej og tager i alt mellem 4-6 timer. Mens jeg vil gætte på at rute 217 er 8-10 km hver vej og tager 10-12 timer.
Kom tidligt om
Kortet her er på ingen måde retvisende, men blot så du kan få en fornemmelse af, hvor du skal parkere og vandreturen derop.
Reklamelinks er markeret med *
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide* og udstyr gennem Friluftsland*. Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
