Den smukkeste vandring langs Atitlansøen, Guatemala

Jeg er knap nået ned til bådlejet, før den første lokale kommer op til mig og spørger, hvor jeg skal hen. Santa Cruz svarer jeg og på mindre end et minut, har han fundet en båd til Santa Cruz. Jeg sidder yderligere nogle minutter alene i båden, før de finder nok passagerer til, at de nu vil sejle.

Reklamelinks er markeret med *

Båden suser afsted over det rolige vand og motoren larmer højlydt fra bagenden. Det er en af de længere sejlture over Atitlansøen, men udsigten byder på vanvittigt flot, turkise vand og den ene vulkan efter den anden. Dette her er Guatemala, når det er allerbedst! Jeg kunne blive på båden hele dagen. Efter noget tid ankommer vi til Santa Cruz. Om der er gået 30 minutter eller 50 minutter, ænser jeg ikke.

Planen er at vandre fra Santa Cruz til San Marcos, som jeg har hørt skulle være den flotteste strækning langs Atitlan, men jeg har også hørt, at der kunne være røvere på turen. Så jeg havde naturligvis forhørt mig på mit hostel som forsikrede mig om, at så længe at man ikke gik i mørke, så var det HELT sikkert at vandre mellem byerne, inden jeg tog afsted.

Mirador Tzanjuyú

Solen banker ned fra oven, og den stejle bakke mod Santa Cruz ser ikke ligefrem tiltalende nu, men der er ingen vej udenom. Der går ikke mange minutter før sveden løber ned fra hatten, og jeg bander lidt over, at jeg ikke er kommet ud af døren tidligt nok.

Pludselig møder jeg en lokal mand som kommer gående med affaldssække som er cirka tre gange så store som ham. Det minder mig om, hvor privilegeret jeg egentlig er, og jeg skammer mig lidt over alle de negative tanker, som jeg har haft. Jeg nåede den lille træplatform, Mirador Tzanjuyú med den flotteste udsigt over Atitlansøen og to vulkaner. ‘Så er vi i gang!’ tænker jeg.

Lige ved udsigtsplatformen ligger stien Camino a Jaibalito, som er stien, som jeg skal følge videre. Jeg går ned gennem en frodig jungle og kommer til en lille lokal landsby, hvor haverne er indhegnet med pigtrådshegn og hunde gør af mig. Det gør mig lidt usikker, men der sker intet, og jeg møder ikke et øje.

Smukke udsigter og skønne oplevelser

Kort tid efter når jeg endnu et udsigtspunkt med udsigt over søen, som minder mig om en guatamalsk udgave af Gardasøen i Italien, og med et er usikkerheden ude af min krop igen. Over mig svæver store, mørke ørne eller høg elegant på jagt efter et bytte. Udsigten bliver nærmest smukkere og smukkere for hvert skridt.

Landskaberne er frodige og grønne her i sommeren, mens søens vand er helt uvirkelig turkis, man føler sig helt lille blandt vulkanerne, og på hele turen møder jeg kun 5-10 personer. Det føles helt uvirkeligt at have alt dette for mig selv.

Jeg møder dog en kvinde, som spørger, om jeg taler engelsk. Da jeg svarer ja, fortæller hun mig, at hun havde et mærkeligt møde med en lokal mand nær et resort i den anden ende af stien. Han gjorde hende ikke noget, og hun følte sig ikke truet, men han opførte sig alligevel mærkeligt. Så hun følte et behov for at advare mig, så jeg var forberedt – just in case.

Mødet med en anden kultur i de små landsbyer

Cirka halvvejs på turen, når jeg en lille by, og jeg beslutter mig for, at det er på tide at bade. Jeg finder en lille træbro, hvor nogle lokale boltrer sig i vandet. Det virker, som det perfekte sted at holde pause og bade. Vandet er dejligt afkølende og perfekt i sommervarmen! Vandet er klart, men jeg er overrasket over, hvor store bølger der er i vandet, så jeg holder mig i nærheden af badebroen, så jeg hurtigt kan komme op igen, når jeg er klar.

Det er svært at hive mig ud af vandet. Jeg har mest af alt lyst til at blive der resten af dagen. Men jeg har også lyst til at vandre videre. Jeg går videre gennem landsbyen. Jeg når udkanten af landsbyen og hen mod junglen. Der kommer to mænd ud fra junglen mod landsbyen, og jeg får hurtigt øje på macheterne i deres bælter og bliver lidt overrasket over synet. Men mændene hilser venligt og fortsætter med deres hverdag.

Senere på min tur i Guatemala, går det op for mig, at det er ret normalt for folk at gå rundt med macheter i bælterne. Det er simpelthen bare nemmere i deres hverdag nogle gange.

Jeg går videre gennem junglen, som nærmest minder mig om Jurrasic Park. Her er dog heldigvis ikke nogen Tyrannosaurus rex, men blot nogle hunde og nogle høns.

Et skræmmende møde

Jeg går forbi et resort, hvor hunde står bag et hegn og gør af mig. Det er åbenbart normalen her. Jeg når resortet, som kvinden advarede mig imod. Jeg ser ingen mand, ‘så undgår jeg da en ubehagelig eller mærkelig oplevelse‘ tænker jeg. Nogle hunde begynder at gø af mig fra balkonen, men jeg fortsætter gåturen og tænker, at de jo bare gør, som de er trænet til, og at de alligevel ikke vil gøre mig noget.

Få sekunder senere kan jeg dog høre, at de er kommet tættere på mig. Pludselig ser jeg en ved siden af mig, en foran mig og en bag ved mig. På den ene side er der en lodret skrænt og på de andre sider er hundene. Men selvom jeg er bange for fremmede hunde, prøver jeg ikke at lade mig skræmme. Hunden bag mig begynder at bide ud efter mig. Mit hjerte hamrer afsted. Jeg har mest af alt lyst til at sætte i løb og komme væk fra situationen. Jeg råber tilbage af hundene, at de skal slappe af.

Jeg når nogle meter videre og har forladt resortets område, og hundene trækker sig heldigvis tilbage. Jeg slipper derfor med strækken. Jeg går lidt videre og må sætte mig lidt for at få pulsen ned og adrenalinen ud af kroppen.

Jeg tænker, at det måske havde været bedre at møde den mærkelige mand, hvis det betød, at hundene holdt sig væk.

Selvom solnedgangen egentlig først var et par timer væk, så blev jeg i tvivl om, jeg kunne nå hele vejen til San Marcos inden det blev mørkt. Jeg havde også hørt, at den sidste del skulle være mere asfalt end sti, og ærlig talt så sidder oplevelsen med hundene i mig. Så jeg beslutter at stoppe, mens turen stadig var god.

Jeg når byen Tzununa og går ned til det offentlige færgeleje, hvor den offentlige færge mod San Juan netop skal til at sejle. Jeg får lige en plads og sidder klistret op og ned af lokale. Det er den helt rigtige beslutning for mig at stoppe turen her, og generelt ser jeg tilbage på en god vandretur.

OBS: Kortet her er på ingen måde præcis for ruten, så det kan ikke bruges på vandreturen, men det er blot for at give et overblik over cirka hvor ruten ligger og dens længde. Men der er stort set kun en sti på turen, så det er meget nemt at følge uden kort.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide* og udstyr gennem Friluftsland* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!