På vores tur fra Negombo til Hikkaduwa stoppede vi ved Kosgoda skildpadde center. Det vrimler med skildpaddecentre på sydkysten og det ene er nok ikke bedre end det andet. Men vores chauffør, som vi havde lejet for dagen, kendte nogle af dem som stod for dette center, derfor blev det dette vi så.

Så snart vi ankommer går jagten ind på at finde en ledig guide. Lidt forvirret venter vi udenfor centeret, uden helt at vide hvad der forgår, men pludselig kommer der en mand og vi får at vide, at han skal være vores guide. Manden er på alder med min mor, men ligner en som er mindst 10 år ældre.

reder med havskildpadder

Havskildpadder i Sri Lanka

Vi betaler de 1000 rupee (38 kr) og bliver ført ind i et lille område med flere skildpaddereder. Sri Lanka er hjem for fem ud af syv havskildpaddearter. Arterne inkluderer:

  1. Suppeskildpadde (Green Turtle, Chelonia mydas)
  2. Ægte karetteskildpadde (Hawksbill Turtle, Eretmochelys imbricata)
  3. Uægte karette (Loggerhead Turtle, Caretta caretta)
  4. Olivenfarvet ridleyskildpadde (Olive Ridley turtle, Lepidochelys olivacea)
  5. Læderskildpadde (Leatherback turtle,  Dermochelys coriacea)

Langt de fleste af disse skildpaddearter er truet eller stærk truet. Vores guide fortæller os, at en af de største tusler mod havskildpadder i Sri Lanka er de lokale. Mange lokale lever i stor fattigdom og finder mad i naturen. I gennemsnit lægger en havskildpadde 110 æg per rede, så for de lokale er der meget protein i at finde en rede. Derfor køber centeret æg fra de lokale, for de penge som vi har betalt i indgang.

skildpaddeunger

Et foredrag i havskildpaddernes liv

Vores guide fortæller, at havskildpadderne begynder at lægge æg, når de er 10-25 år gamle. Han fortæller videre, at æggene udklækker cirka 6-8 uger, efter de er blevet lagt og at temperaturen af reden bestemmer kønnet (varme reder giver hunner og kolde reder giver hanner). Så spørger han nysgerrig ind til hvad vi laver og hvem vi er.

suppeskildpadde

Suppeskildpadde

Jeg fortæller ham, at jeg er uddannet biolog og han bliver helt forfjamsket og siger: “Uh, nu tør jeg jo ikke sige noget, hvis det er forkert”. Jeg forsikrer ham dog om, at han klarer det godt. Han henvender sig dernæst til min mor og fortæller, at hun har klaret det godt, når hendes datter nu er så højt uddannet og vi fortæller ham, at mine søskende skam også har en høj uddannelse. Han bliver meget imponeret og næsten helt stolt på vores vegne.

Jeg spørger dernæst ind til om de gør noget for at gøre rederne kolde eller varme, så de kan bestemme kønnet, men det har de desværre ikke penge til fortæller han.

Uægte karette

En uægte karette 

Håndtering af skildpadderne

Han følger os dernæst over til et kar med få dage gamle skildpadder. Han fortæller os, at vi kan tage en skildpaddeunge op, hvis vi har lyst. Vi bliver helt overvældet af de søde små skildpadder, at vi glemmer de gængse regler for interaktioner med dyr og tager derfor en skildpadde op. Han fortæller os, hvordan vi kan se forskel på kønnet og at vi skal holde os fra at røre den under maven, da den er mest skrøbelig der.

Vi går hen til næste kar og han fortæller os mere om håndtering af skildpadderne og at de venter lidt længere med at slippe hunnerne ud, da de lægger æg og dermed er mest værdifulde. Vi bliver endnu engang tilbudt at holde en skildpadde, men i mellemtiden er jeg kommet i tanke om, at vi jo kan overføre bakterier til havskildpadderne (selvom vi næsten lige har sprittet hænder) ved at holde dem, så vi lader være med at holde flere.

albino skildpadde

Vi får vist en sjælden albinoskildpadde og vi slutter besøget af med et lille stop i deres minishop. Vi køber ikke noget, men donerer lidt ekstra til centeret samt giver drikkepenge til vores guide som er arbejdsløs og arbejder frivilligt på centeret, fordi han elsker skildpadderne så højt. Det er svært for ham at tage i mod drikkepengene, men vi insisterer, fordi vi ved, at de falder et tørt sted.

Er det etisk korrekt at besøge et center for havskildpadder i Sri Lanka?

Jeg ville ønske, at der ikke fandtes disse skildpaddecentre, men jeg tror desværre også, at de er en nødvendighed i et land som Sri Lanka. I gennemsnittet når 1 ud af 1000 skildpaddeunger at blive kønsmodne. 1 ud af 1000! Og det er altså hvis vi ikke medtæller menneskelig aktiviteter. Hvis disse skildpaddecentre ikke eksisterede, så ville mange af de lokale spise æggene og så tør jeg slet ikke tænke på hvor mange skildpadder der ville overleve.

syg skildpadde

De tager sig også af syge skildpadder, som desværre aldrig bliver kommer ud i naturen igen.

Ja, selvfølgelig kunne der være forbedringer på stedet. Man kunne stimulere tankene, hvori skildpadderne lever, så de mindede mere om et ægte havmiljø end det gør pt.

Der er heller ikke nogen som kender konsekvenserne af at holde skildpadderne i burene i dage, nogle gange år efter de er født. Det er muligt at flere overlever, fordi de er større, når de sættes ud i havene, men det kan også betyde, at de bliver svagere eller er dårligere til at finde føde, fordi de er blevet fodret i længere tid.

Derudover opfanger skildpadderne elektromagnetiske signaler fra jorden, når de udklækkes, så hunner selv ender med at tage tilbage til samme strand, hvor de selv er født, for at lægge æg der. Man ved faktisk ikke om de påvirkes af at blive flyttet.

grøn havskildpadde

Grøn/suppeskildpadde

At turister opfordres til at holde havskildpadderne, er jeg også meget i mod, da man kan overføre bakterier til skildpadderne, men de kan også blive stressede af det. Derfor opfordrer jeg dig til at lade være med at holde dem, hvis du besøger et skildpaddecenter. Men det er selvfølgelig svært at undgå berøring, hvis man vælger at betale for at sætte en skildpadde fri.

Når det er sagt, så er det også et tredjeverdensland og de er fattige. Derfor er jeg også forstående overfor, at de ikke har ressourcerne til lave superfancy tanke, til at tagge havskildpadderne, så man ville kunne overlevelsesprocenten og effekten af at flytte æggene med mere. Men når det er sagt, så er centrene nok en nødvendighed og de virker til at gøre det bedste, de kan, for skildpadderne og de sikrer sig i hvert fald i mod at æggene bliver spist.

Information

Pris

1000 rupee (38 kr) – derudover er yderligere donationer meget påskønnet

Det skulle vist koste 1000 rupee for at sætte en skildpadde fri, men jeg er ikke helt sikker

Adresse

No. 13/A, Galle Road, Mahapalena, Kosgoda

Mere inspiration fra eksotiske Sri Lanka

 

 

 

2 Comments

  • Hej,
    Tak for indlægget.
    Det er rigtig dejligt at læse, hvad du som fagperson synes om at besøge sådanne et center.
    Vi var selv på et, da vi var på Sri Lanka, og syntes egentligt, at det så ud til at være godt arbejde. Men vi kunne ikke lide at se de ældre skildpadder med skader, der bare lå i mindre bure/akvarier i årevis.
    Men vi kom også ud derfra, og havde lidt svært ved at vurdere, om det var godt eller ej. Vi endte dog med at blive enige om, at det måtte være godt, at der er nogen, der gør noget for skildpadderne. Selv om det måske ikke er på den bedste måde. Så det er så fedt at læse dit indlæg og se, at du vist er af nogenlunde mening.
    Vi havde dog ikke tænkt over det med at holde dem, så det skriver vi os bag øret nu…
    /Henriette

    • Hej Henriette,
      Det var da så lidt! Jeg havde det også stramt med at se de skadede skildpadder, da det jo ikke er til at vide om de lider. Personligt synes jeg, at nogle af de skadede skildpadder burde være aflivet, fx den med skjoldet som har fået et ordentligt tryk. Det kan umuligt være godt for organerne eller skildpadden. Dem hvor lufferne er faldet af p.g.a. fiskenet kan jo sagtens leve, men jeg så jo helst, at de så levede i et stimulerende miljø i stedet for en betontank resten af livet….Dyr kan jo også godt overleve i naturen, selvom de er handicappet. Godt nok er overlevelsesprocenten lav, men når skildpadderne er så truet, som de er, så synes jeg, at de fleste burde få chancen.

      Men det er jo altid et trade off. De har nok ikke råd til at få en skildpadde aflivet ellers også kan det være, at de mener, at det er bedre for den, at der er nogen som giver den mad osv.

      Jeg ville ønske, at skildpaddecentrene ikke var der, men jeg tror desværre, at de er nødvendige i en kultur som den srilankanske. Men det kunne være spændende at tracke skildpadderne og på den måde måle effekten af centeret, men den slags er også dyrt…

      Det kan jeg godt forstå, at I ikke gjorde. Det gjorde jeg heller ikke til at starte på og de tilbyder det jo, så når man ikke altid at tænke over om det er rigtigt eller forkert 🙂 Dejligt, at I så har lært lidt ved at læse indlægget!
      Tine

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *