Atherton Tablelands er kendt for sine vandfald, så det var naturligvis en oplagt del af mit soloroadtrip nær Cairns. Jeg står tidligt op efter at have overnattet på en billig campingplads med minimale faciliteter. Jeg spiser hurtigt noget morgenmad, får pakket mine ting lidt sammen og er klar til at køre ud på nye eventyr. Men bilen vil ikke starte….
Indholdsfortegnelse
Opstartproblemer
4 dage inde i mit første soloroadtrip, og jeg har allerede bilproblemer – Skønt! – tænker jeg. Det er tydeligt, at batteriet er dødt.
Jeg får hurtigt øje på fire mænd som ligner nogle der levede i deres arbejdstøj. Deres sko ligner nogle som var ved at falde fra hinanden allerede for 5 år siden. Deres hænder er tydeligvis vant til manuelt arbejde. Hvis der er nogen som kan hjælpe mig, så er det dem! – Tænker jeg.
Jeg forklarer dem mit problem, og de springer straks entusiastisk over opgaven. Den ene mand kører væk i sin bil for at hente ordentligt værktøj. De konkluderer hurtigt, at batteriet er fladt, men jeg har ikke haft lygterne tændt om natten. Vi prøver, at oplade batteriet vha. en af deres biler.
De bander over, at mine startkabler er alt for dårlige. Så endnu en af mændene kører igen væk for at hente ordentlige kabler. De ringer til firmaet, hvor jeg har lejet bilen, og bander i telefonen over den dårlige service, kvaliteten af bilen og startkablerne, som firmaet har givet mig.
Efter nogle timer får vi endelig gang i bilen igen. Og jeg kan endelig komme på vejen igen. Jeg takker for deres hjælp. De nægter at tage imod drikkepenge, og giver mig ellers en masse tips til bilen med på vejen.
Hypipamee Crater
Mount Hypipamee National Park og Dinner Falls
Kursen er sat mod Waterfall Circuit, men pludselig ser jeg et skilt til Mount Hypipamee National Park. Det er ikke et sted, som jeg har hørt om før. Så jeg beslutter mig naturligvis for at dreje af.
Mount Hypipamee National Park består primært af to dele – Hypipamee Crater og Dinner Falls. Hypipamee Crater stammer fra en vulkan og blev dannet, da vulkansk gas skabte et tryk som fik stenloftet til at nedbrydes. Fra udsigtsplatformen til vandet er der 58 meter til vandoverfladen, og vandet skulle efter sigende dække 85 meter.
Det er et af de steder som skal besøges, for at man forstår størrelsen. Jeg fortsætter af stien og kommer til den første del af Dinner Falls.
Første del af Dinner Falls
Anden del af Dinner Falls
Tredje del af Dinner Falls og frisk slangeskin på stien
Jeg kan ikke helt forstå, at jeg aldrig har hørt om Dinner Falls, og at jeg er heldig at have et sted som dette helt for mig selv. Jeg føler tydeligt, at jeg har fundet en velbevaret hemmelighed nær Cairns. Turen går atter videre, og igen ser jeg et lille håndmalet skilt til et Millaa Millaa Lookout. Her kan man se ud over store dele af Atherton Tablelands, og det minder mig nærmest om landskaberne i Irland.
Milla Milla Falls, det mest kendte vandfald i atherton tablelands
Første stop på Waterfall Circuit er det berømte Milla Milla Falls. Det er uden tvivl det mest populære vandfald, som jeg ser på hele min tur i området. Der er en rigtig parkeringsplads og asfalteret vej og sti næsten helt hen til vandfaldet. Vandfaldet har ligeledes været brugt til reklamer over hele verden.
Der er flere mennesker end jeg har mødt hele dagen. Men jeg skal ikke vente længe, før flokken begynder at forsvinde. Jeg tænker, at der vel skal være fordel ved at have en bil som ikke kan starte, så man ender med at komme til Milla Milla Falls sent på eftermiddagen.
Igen tænker jeg, hvor heldig jeg er, at kunne opleve sådan et populært sted helt uden mennesker. Er jeg blot heldig eller skyldes det, at corona har lukket grænsen?
Kort efter kommer det næste hold af mennesker i badetøj. Og jeg beslutter mig for, at det må være mit tegn til at tage videre til det næste vandfald. I udkanten af parkeringspladsen ligger en tyk slange som tydeligvis har fortæret et stort måltid og kommer ikke til at flytte sig foreløbigt.
Atherton Tablelands, højlandet nær Cairns
Zillie Falls
Jeg kører videre mod Zillie Falls. Lyset ændrer sig hurtigt. Det er tydeligt, at solnedgangen kommer nærmere og nærmere. Jeg bliver i tvivl, om jeg kan nå alle tre vandfald på The Waterfall Circuit, inden solen er væk, men jeg bliver nødt til at prøve.
Der holder ikke en eneste bil ved den lille “parkingsplads” ved Zillie Falls. Jeg tænker, at det bliver et hurtigt stop, så jeg også kan nå Ellinjaa Falls i dag. Men jeg bliver hurtigere kloge.
Stien til Zillie Falls går ned af en bakke og er stort set en stor mudderpøl. Langsomt må jeg tage hvert et skridt for ikke at glide for meget. Jeg overvejede en teknik, som den jeg brugte i Sapa (Vietnam), hvor jeg ikke bevægede fødderne, men blot trak mig fra bambusgren til bambusgren.
Den teknik kan jeg dog ikke bruge her. I stedet må jeg gå som en gammel dame i mudderet. Men selv med museskridt glider jeg rundt i mudderet. Der går ikke mange sekunder, før jeg har mudder hele vejen op ad benet.
Men Zillie Falls er alt besværet værd! Og jeg når til et lille udsigtspunkt, men tør ikke gå videre ned mod vandfaldet. I stedet bevæger jeg mig i slowmotion mod “parkeringspladsen” igen.
Ellinjaa Falls
Sidste stop bliver Ellinjaa Falls. Solens stråler er efterhånden ved at forsvinde under horisonten, men jeg er fast besluttet på at nå Ellinjaa Falls! Jeg finder stien og støder på et ældre ægtepar som er på vej op fra vandfaldet. De hepper på mig, som jeg bevæger mig ned mod vandfalet: “Du kan godt nå det! Go go go!”.
Og de får ret. Jeg når det lige til de sidste solstråler! Ellinjaa Falls er uden tvivl min favorit af dagens vandfald. Jeg er omgivet af jungle, vandfaldet er større end forventet, og igen har jeg det helt for mig selv.
På trods af opstartsproblemer, så har det alligevel været en god dag! Og Atherton Tablelands har endnu engang leveret!
Det er gratis at besøge vandfaldene!
Har du ikke lyst til selv at køre, så er der naturligvis også flere turmuligheder fra Cairns så som den populære Barefoot Tours eller med Cairns Adventure Group. Vær dog opmærksom på, at de ikke stopper ved alle de vandfald, som jeg besøgte på min tur.
Ønsker du at bo på helt unikke hoteller i Atherton Tablelands, så overvej The Canopy Rainforest Treehouses & Wildlife Sanctuary i Tarzali eller Mt Quincan Crater Retreat her får du en fantastisk hoteloplevelse midt i regnskoven – men book i god tid!
Tjek priser på billeje her (reklamelinks).
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere fra fantastiske Australien
Åh, det må være spændende at opleve Australien uden alle de mange turister. Jeg kommer helt til at længes efter at komme derned igen. Bare det at kunne tage ud og se vandfald og så møde en slange (og et slangeskind undervejs)! Tak for fin læsning og gode billeder.
Dbh. Lise
Det er rigtig priviligeret at se Australien uden turister, og jeg er sikker på, at jeg nok skal få et chok, når turisterne kommer igen Det må også have været skønt at opleve Europa med færre turister! Her er også virkelig dejligt. Man ved aldrig, hvad man får i naturen. Det var ret sejt at møde den tyksak! Og at se frisk slangeskind og at have så fine vandfald helt for mig selv! Tak for at læse med. Tine
Jeg synes, at Josephine Falls var bedre end Milla Milla…
Jeg kunne også bedre lide Josephine Falls og nogle af de mange andre vandfald i området. Jeg valgte blot at fokusere på en del af vandfaldene i stedet for dem alle, da jeg tænker, at det ville blive lidt meget 🙂