adventure aktiviteter i wales

Wales overraskede mig virkelig positivt. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til landet, og da jeg ikke selv kunne styre min rejse (fordi jeg var inviteret til Wales), så valgte jeg ikke at google noget på forhånd. Det var helt sikkert noget af det, som gjorde at jeg var vild med Wales. Jeg blev overrasket over den vilde og rå natur, de fede adventure aktiviteter som er i landet, og de søde lokale.

Derudover havde vi også godt vejr på hele vores rejse, hvilket jo aldrig er dårligt. Her er nogle af de fede adventure aktiviteter, som vi nåede på vores korte rundrejse i Wales.

Reklamelinks er markeret med *. Bruger du dem støtter du bloggen med få kroner, uden at det koster dig ekstra.
surfing i wales

Surfing i Wales

Jeg blev noget overrasket over, at man kan surfe i Wales. Men i Llandudno kan man surfe på verdens første indlandsbølge, det lyder måske lidt vildt, men Surf Snowdonia Adventure Park er en gammel nedlagt aluminiumsfabrik.

Fabrikken forvandlede man til en lille lagune med en bølgegenerator, som en gang i minuttet skaber en bølge, så man kan surfe. Bølgerne har forskellige størrelser og sværhedsgrader, så det er muligt at surfe her for alle uanset erfaring.

Selv havde vi en surflektion, hvor vi havde en meget professionel guide til at lære os, hvordan man surfer. Vi var dog alle noget nær elendige, så kun en af os kom op at stå, men hold nu op, hvor var det sjovt, og hvor fik vi grint meget! Tjek priser for surflektioner her*.

Rejsetip: Vi overnattede på The Erskine Arms* i Conwy ikke så langt fra Surf Snowdonia Adventure Park. Conwy er virkelig en hyggelig by og klart et must see i Wales! Se en liste over hoteller i Conwy her*.

zipline i wales

Verdens hurtigste zipline

I Wales ligger verdens hurtigste og Europas længste zipline på 1555 meter, Velocity 2, ved Penrhyn Quarry, Bethesda. Her kan hastigheden nå op på 100 km/t(!!) mens man “flyver” over en isblå sø. Man starter først på en lille bane, så man lige kan opbygget noget mod til den store tur. Jeg garanterer, at du oplever et sus i maven, når du svæver i luften.

Jeg har selv højdeskræk og var virkelig bange, da vi skulle prøve den lange zipline, men det var sådan en fed oplevelse og supersjovt, når vi først var kommet afsted, og jeg var kommet over den værste frygt. Personalet var ligeledes vant til at håndtere folk med højdeskræk, og de fik mig til at slappe lidt mere af.

Det kan klart anbefales, hvis du er til adventure. Tjek priser her*.

coasteering i wales

Coasteering i Wales

Hvis du ikke ved, hvad coasteering er, så er du nok ikke alene. Jeg vidste det i hvert fald ikke, inden jeg selv skulle på en coasteering-tur. Kort fortalt er coasteering en aktivivtet, hvor man bevæger sig langs kysten ved at kombinere at gå, svømme og klatre, uden brug af hjælpemidler.

Det er ikke så fysisk hårdt, som det måske lyder, og langt de fleste kan være med på en coasteering-tur, og man skal ikke være et muskelbundt for at klare de små klatreture. Sporten blev opfundet i Wales, og det er ikke så skræmmende og farligt, som det måske lyder. Så længe man lytter til sin guide, så får man en fed tur, og muligheden for at se Wales fra en anden vinkel.

Du kan læse om mine oplevelser med Coasteering i Wales her. Vi benyttede os af Gaia Adventures og var ved Holyhead, men man kan også gøre det længere sydpå ved Mathry, i Pembrokeshire. Tjek priser for Pembrokeshire her*.

kælkning i wales

“Kælkning”

Ved Zip World Fforest (ja, der skal være to f’er, kun når der er to f’er udtales det som f på walisisk ellers udtales det som v) kan du prøve Fforest Coaster. På Fforest Coaster kælker man ned af en bane med op mod 40 km/t ned gennem en skov. Turen varer cirka 6 minutter og man får i alt tre ture på en billet.

Det er igen supersjovt, og det skal helt sikkert nok få dig til at grine uanset, hvor meget fart, du har på! Se priser her.

Rejsetip: Zip World har også en masse andre aktiviteter, som vi desværre ikke nåede. Der er blandt andet Bounch Below*, hvor man hopper gennem en bane på en underjordisk trampolin. Tjek priser her*. Zip World Caverns, hvor man går og zipliner sig gennem en hule. Tjek priser her* eller Zip World safari, hvor man går og zipliner sig fra trætop til trætop 18,3 meter over jorden. Tjek priser her*.

snowdonia national park, wales

Bjergbestigning

Ja, i Wales kan man endda bestige et bjerg. I Snowdonia National Park kan man bestige det højste bjerg i Wales, Mount Snowdon, på 1085 meter. Vi besteg desværre ikke Mount Snowdon, men tilbragte længere tid i Snowdonia National Park, så vi fik set Mount Snowdon fra flere forskellige vinkler. Men en dag kunne jeg godt tænke mig at bestige Mount Snowdon og/eller tage på vandreferie i Wales, for udsigterne er virkelig fantastiske!

hotel i snowdonia national park

Vær dog opmærksom på, at det ikke er helt ufarligt at bestige Mount Snowdon. Det er et bjerg og stenene kan ligge løst. Vejret kan skifte meget pludseligt. Hvert år kommer folk alvorligt til skade, fordi de ikke tager turen seriøst, så vær forberedt på turen. Alternativt kan du “nøjes” med at gå nogle af de smukke ruter i nationalparken. Tjek denne side for ruter m.m. til Mount Snowdon.

Vi boede på Royal Oak Hotel* i Betws-y-Coed, nær Snowdonia National Park. Det er simpelthen sådan et hyggeligt sted at bo, og så ligger det perfekt ift. Snowdonia National Park! Se alle hoteller i området her*.

Andre adventure aktiviteter i Wales

Vi var begrænset på tid i Wales, derfor nåede vi ikke alle adventure aktiviteter i landet. Der er selvfølgelig mange flere aktiviteter end dem, som jeg nævner her. Man kan fx riverrafte på River Dee nær Llangollen*, kaste med økse* i Cardiff, klatre og rapelle* i Llangollen, canyoning* nær Llangollen eller paintball* i Cardiff.


visit WalesJeg var inviteret til Wales af Visit Wales, i forbindelse med en konference jeg deltog i, derfor er indlægget markeret som reklame. Men vi har ikke aftalt, hvad jeg skulle skrive, hvor meget osv. og som altid er holdninger og dårlige jokes mine egne.

 


Mere fra dejlige Storbritannien 

Del gerne dine tanker eller et spørgsmål med mig