Lumbini – Solstik og overfald ved Buddhas fødested

Solens stråler rammer mit ansigt gennem gardinerne på mit værelse og vækker mig. Jeg bestiller en omgang morgenmad. Lumbini er allerede vågen, men byen er stadig stille og står i stor kontrast til Kathmandus virvar.

Buddhas fødested

Efter morgenmaden på mit hotel (reklamelink) går jeg hen til Queen Mayadevi Temple. Jeg smider mine sandaler og betaler for indgangen samt en fototilladelse. Jeg kan straks mærke, at jeg er kommet til et ekstra spirituelt sted.

Ifølge historien skulle Buddha været født i 623 f.kr. af Dronning Mayadevi. Hun skulle eftersigende have været ude at gå, og gik i fødsel før forventet. Hun dyppede sig i et lille vandhul og satte sig derefter under et træ, hvor hun fødte hendes søn, Siddhartha Gautama, som også blev vasket i vandhullet. Siddhartha Gautama opnåede senere i sit liv fuld spirituel oplysning og fik derfor titlen som Buddha.

Jeg går ind i Queen Mayadevi Templet, som udelukkende er bygget for at beskytte noget af det første tempel bygget til ære for Buddha. Udenfor bygningen er der en søjle med en inskription som fortæller, at det er her Buddha blev født, det er her Buddha for første gang bliver nævnt.

Overalt ved templet summer det af liv, og jeg sætter mig i skyggen af et træ og observerer livet omkring mig. Munke og nonner sidder og beder ved templet. Folk går stille gennem templet, og mange buddhister går ned til vandbredden, de dypper arme og ben i vandet samt kaster vand i hovedet og op i håret.

Ikke langt fra mig sidder munke på række og får almisser af de lokale rejsende. En gruppe hvidt klædte sidder med en munk og beder næsten lydløst. Nogle mennesker tænder røgelsespinde, mens andre har travlt med at gå rundt om det store træ i nærheden, hvor Queen Mayadevi efter sigende skulle have født sin søn.

Hårene på mine arme rejser sig, stemningen går lige i hjertet, og jeg fælder næsten en tåre af glæde. Jeg mister tidsfornemmelsen og efter at have set livet og mærket stemningen i lang tid, beslutter jeg mig for at gå videre.

Lumbini Peace Pagoda og begyndende solstik

Jeg beslutter mig for at gå videre. Lumbini Peace Pagoda ser ikke ud til at være længere end et par kilometer og turen går langs noget som minder om en flod. Varmen har taget til, og jeg opdager, at jeg har glemt min hat. Jeg beslutter mig derfor at holde mig så meget i skyggen som muligt.

Der er ikke mange vestlige turister i Lumbini, så folk kigger en ekstra gang og sender store smil i min retning, når jeg kommer gående. Enkelte mænd spørger, om jeg har brug for transport, men jeg afviser dem venligt.

På det sidste stykke af gåturen er det umuligt at finde skygge. Jeg bliver hurtigt dårlig. Jeg er nok bare lidt dehydreret, tænker jeg. Jeg drikker en sodavand og køber en lille pose med peanuts, og fortsætter mod Fredspagoden. Jeg bliver mere og mere svimmel. En bus med skolebørn kommer kørende forbi mig, men på en måde virker det lidt fjernt.

Jeg når Fredspagoden og finder ud af, at den ligner den i Pokhara, men uden den smukke bjergudsigt. Jeg finder en skyggeplads på de kolde fliser ved pagoden og køler af.

Jeg beslutter mig for at tage tilbage til mit hotel (reklamelink), så snart at jeg har det bedre. Men der går ikke lang tid, før jeg begynder at føle mig dårlig igen. Jeg får kæmpet mig tilbage til flod og hopper ombord på en båd. Jeg får kæmpet mig frem til en lille forretning overfor mit hotel (reklamelink), hvor jeg køber nogle chips og noget juice. På mit hotel skruer jeg helt op for loftfanen, og lægger mig på sengen.

De små dansere

Efter flere timers afkøling og forsøg på at genoprette min væske- og saltbalance, hører jeg pludselig larm udefra. Jeg stikker hovedet ud for at se, hvad der forgår.

Hotellets gård er fyldt med børn og voksne. Jeg går ned for at se. Hotellets ejer fortæller at børnene går fra hus til hus for at øve deres dans op til Tihar festivalen, til gengæld giver hvert hus børnene snacks og noget at drikke.

Med store smil og koncentrerede blikke danser pigerne, det bedste de kan, og vi klapper højlydt for hver danser. Til sidst slutter de af med at danse i en rundkreds, og vi andre bliver inviteret med. De kigger med store øjne på mig, og jeg ryster lidt med bagdelen til stor morskab for børnene som skraldgriner.

Efterfølgende uddeles der snacks, high five og juice, mens børnene forsøger at komme helt tæt på mit kamera, så jeg kan tage deres billede. Glade forlader de hotellet (reklamelink) for at gå til det næste hus.

På cykel rundt i Lumbini

Næste morgen lejer jeg en cykel og kører mod templerne i Lumbini. Jeg har husket min hat og på cyklen mærker man automatisk en kølende vind, når man suser afsted. Jeg kan hurtigt mærke, at det er den rigtige måde at udforske Lumbini på.

Mange lande har bygget et tempel til ære for Buddha i Lumbini, og har man en del i Asien, er det ikke svært, at se hvilket land har bygget hvilket tempel. Myanmar har bygget en guldstupa som kunne minde om en miniudgave af Shwedagon Pagoden, og bagved ligger nogle store bygninger med guld på tagene. Thailand har bygget et hvidt tempel. Kina har bygget noget der kunne minde om bygningerne i Den Forbudte by.

Men min favorit er uden tvivl Great Drigung Kagyud Lotus Stupa. Detaljerne på klosteret er imponerende og fyldt med detaljer. Jeg træder ind i bygningen og bliver mentalt slået om kuld. Det hele er et stort maleri og for enden står der et helgenskrin med Buddha-statuer. Detaljerne forsætter på ydersiden af bygningen.

Jeg går rundt i den lille park som omgiver bygningen. De fleste turister holder sig til bygningen, men de går virkelig glip af noget, når de springer parken over. Fire store bedehjul er placeret i hvert hjørne af parken. Jeg går et par runder med et af hjulene, og forelsker mig lidt mere i Lumbini.

Overfaldet af nogle aber

Næste morgen skal jeg med bussen videre til Chitwan. Solen titter knap over horisonten, da jeg bestiller min morgenmad. Morgenen er utrolig smuk, men jeg er kommet lidt sent op, og hotellet har ikke travlt og tager sig tid til at lave min morgenmad.

Jeg skynder mig at sluge lidt kaffe og klasker det hvide toastbrød sammen om den tynde omelet. Ejeren griner lidt af mig og forsøger at berolige mig med, at jeg har lang tid til at bussen kører.

Men jeg har ikke helt styr på, hvor langt jeg skal gå til bussen, og har efterhånden lært, at det med tider altid er lidt vejledende i Nepal, så jeg vil gerne være ved bussen i god tid. Så hellere spise på vejen.

Jeg når hovedvejen. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at en abe har fået øje på mig og nærmer sig. Før jeg har nået at blinke er jeg omringet af aber som er kommet frem fra alle hjørner. De kommer nærmere og nærmere.

Pludselig springer den største op i mod mig, mens den slår ud med sine kløer. Jeg når lige at tage et mikro skridt bagud. Den får kradset hul på min pose med transportsnacks. Jeg kaster det sidste lille stykke sandwich, som jeg har i hånden, væk fra mig og skriger højlydt.

Aberne kaster sig grådigt over den lille bid mad, og to nepalesiske mænd kommer løbende og får skræmt aberne væk. Jeg takker dem og søger tilflugt i min bus.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra eventyrlige Nepal