Taman Negara National Park er målet, når vi suser afsted på den brune flod i vores lille båd. Taman Negara National Park er en af verdens ældste regnskove med en alder på 130 millioner år. Skoven i Taman Negara virker tættere end hvad jeg ellers har oplevet på Borneo. Jeg glæder mig til nogle dages eventyr i Malaysias jungle.
Indholdsfortegnelse
Jeg virker til at være en af de eneste på båden som ikke har booket en færdigpakke til Taman Negara National Park. Jeg går i land og går straks i gang med at finde et sted at sove. Jeg når et hostel som desværre er fuldt booket. Jeg forsætter fra guesthouse til guesthouse, de er alle fuldt booket eller er for dyre ift. mit budget. Jeg finder til sidst en farverig hytte ved Rainbow Lodge (reklamelink).
Jeg slapper lidt af og drikker en kop te, inden jeg tager ud og ser solnedgangen fra havnefronten. Jeg har en fornemmelse af, at Taman Negara nok skal blive en magisk oplevelse!
Jungletrek i Taman Negara National Park
Dagen efter sover jeg længe og når lige at pakke mine ting sammen, før jeg skal tjekke ud. Jeg har fundet et hostel (reklamelink) tæt på floden, hvor jeg kan bo.
Om eftermiddagen tager jeg en lille båd til regnskoven. Jeg får anbefalet en vandrerute gennem junglen som eftersigende skulle have gode udsigter. Fugtigheden og temperaturen er høj, der går ikke mange minutter før sveden pibler af mig. De har bygget en gangbro gennem junglen for at beskytte træernes rødder og skovens dyr.
Jeg er omgivet af kæmpehøje træer og fuglene synger fra et sted over mig. Her ligger døde træer langs gangbroen og Taman Negara bærer præg af, at naturen, så vidt muligt, får lov til at leve uden menneskelig indblanding.
Jeg går op af et hav af trapper som virker til at forsætte i en uendelighed! De sidste stykke op mod Bukit Terisek er på den bare jord, her består trappetrinene af jord og rødder fra træerne, men det mest af tiden går jeg på den bare jord.
Jeg når udsigtspunktet. Selvom jeg ikke er blown away som forventet, så må jeg give rangerne ret. Udsigten er god og jeg glæder mig over, at jeg kan se bakker fyldt med træer så langt øjet rækker!
Night safari – en fantastisk oplevelse
Dagen efter går jeg på andre vandrestier og om aftenen har jeg meldt mig på en night safari. Om eftermiddagen styrter det ned, som om vi befandt os midt i et vandfald og vores tur er dermed i fare.
Heldigvis stopper regnen netop som gruppen mødes i receptionen. Vi tager en båd over til junglen og får en kort briefing. Vores tur kan blive kort eller lang alt efter hvor mange dyr, vi finder. Er vi ekstrem heldige (som i typerne der vinder i lotto fire gange), så kan vi se en træleopard, en tiger eller en elefant.
En vandrende pind
Vi er omgivet af mørke og kan kun se lyset fra de forskellige gruppers lommelygter. Overalt kunne vi høre frøerne kvække i mørket. Vores guide ved lige præcis, hvor han skulle lede. Jeg opdager en vandrende pind, som han har overset, men man skulle næsten tro, at han har night vision briller på. Vi ser flere arter af vandrende pinde, en sommerfuglelarve, en frø og en skorpion som lyste under UV-lys.
Selvom vi ikke ser nogle af de store dyre, så er det alligevel en vild oplevelse at gå gennem Taman Negara om natten!
Canopy walkway i Taman Negara
Dagen efter står jeg tidligt op og går mod den berømte canopy walkway. Jeg går op til bordet, hvor der sidder en ranger. Han spørger efter min billet. Jeg kigger lidt undrende på ham og spørger: “Min billet?”. Det viser sig, at jeg skulle have købt billet på hovedkontoret, inden jeg gik ind i parken.
Han kigger lidt på mig og siger: “Okay, det går denne gang. Du kan betale her hos mig, så rapporterer jeg det til hovedkontoret.”. Jeg betaler de 5 ringgit (8 kr) og stiller mig i kø. I køen står der en lille gruppe af taiwanesere. Vi falder lidt i snak, og de er meget imponereret over, at jeg rejser alene. Til gengæld var de knap så imponereret over mængden af affald på gaderne i København, dengang de besøgte Danmark.
Vi når gangbroen som ligger i 40 meters højde. Her får vi instrukser om, at vi konstant skal gå, at vi kun må tage billeder, når vi står på platformene i mellem gangbroerne, og at vi skal holde ti meters afstand til personen foran os.
Gangbroerne blev i siden tid bygget af forskere som skulle observere dyrene i trækronerne, men de blev populære blandt turister, og er i dag en af de mest besøgte attraktioner i Taman Negara.
Hver bro er bygget op af en masse reb som holder en stige, hvorpå der ligger et træbræt. Det hele føles lidt vakkelvorn, og grunden under os vipper lidt op og ned. Men jeg bliver så fascineret af udsigten, at min højdeskræk på ingen måde bliver trikket af højden. Kun til slut, hvor vi skal kravle ned af en stige, ryster mine ben en smule, men det har været en helt fantastisk oplevelse!
Jeg slutter min tur i Taman Negara af med at gå endnu en tur på nogle af de mange stier i regnskoven. Det har uden tvivl været et højdepunkt på min rejse til Malaysia!
Hvordan kommer man fra Kuala Lumpur til Taman Negara National Park?
Man kan vælge en pakke med shuttlebus og båd til Kuala Tahan for 95 RM (148 kr). Den mulighed valgte jeg, da jeg trængte til ikke at skulle tænke selv.
Den billigste måde er helt klart med offentlig transport. Man kan tage en bus eller et tog fra KL til Jerantut (19 RM), det kan også bestilles online her (reklamelink). Derfra tage en taxa til Kuala Tembling færgeleje (16 RM), hvorfra man tager en båd til Kuala Tahan (35 RM) – i alt 58 RM (93,5 kr), hvis man rejser en person.
Man kan også tage en bus mellem Jerantut og Kuala Tahan for 2 RM, dog vil jeg anbefale bådturen.
Skal man købe en færdig pakke til Taman Negara?
Nej, det synes jeg bestemt ikke, at der er nogen grund til! Jeg mødte en som var på præcis de samme ture som mig og som betalte over dobbelt så meget, som jeg gjorde. Derfor vil jeg anbefale, at man booker overnatninger og tager den derfra.
Hvor skal man bo i Taman Negara National Park?
Hostel i Taman Negara
Derudover boede jeg også på Wild Lodge hostel som har en fantastisk udsigt over floden og junglen! Men desværre er personalet også meget glad for lidt højt musik, hvilket ødelægger oplevelsen en smule for mig. Så kan man overleve at bo uden den gode udsigt, så er Agosto et rigtig godt bud på et hostel.
Hotel i Taman Negara
Jeg boede på Rainbow Guesthouse, hvilket er helt fint, hvis man ønsker et privatværelse til en fin pris. Det ligger lidt væk fra havnen, men ikke langt. Vil man have en lidt bedre udsigt, så er Tebing Guesthouse* et godt alternativ.
Hvis du vil bo virkelig lækkert og i junglen, så skal du vælge Mutiara Taman Negara*. Hotellet har egen restaurant og spa. Det ligger lige ved vandet og ved starten af nationalparken. Værelserne er stilfuldt indrettede og har moderne faciliteter som aircondition, minibar, tv og eget badeværelse med badekar.
Udsigten fra Wild Lodge
Hvad kan man ellers lave i Taman Negara?
Der findes mange forskellige ture, skal man ud på en af de længere vandreruter, så skal man hyre en guide. Man kan ikke få lov til at gå alene.
Man kan også booke en overnatning i en hule.
Man kan købe en bådtur op ad floden, besøge lokale stammefolk og svømme ved Lubuk Simpon.
Hvad koster oplevelserne i Taman Negara?
Adgang til parken koster 1 RM og en kameratilladelse koster 5 RM.
Turen til Bukit Terisek er gratis, men kræver selvfølgelig at du har købt adgang til parken.
Canopy Walkway koster 5 RM.
En night safari koster 30 RM (husk lommelygte).
Et besøg hos stammefolket Orang Asli koster 45 RM.
En bådtur afhænger af længden og typen af tur.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere inspiration fra magiske Malaysia
Hold da op, det lyder som en spændende tur. Vildt i kunne gå i parken og så kunne risikere at rende ind i farlige rovdyr….
Den bro der. Det kom aldrig til at ske..
Det var rigtig spændende! De fleste store dyr lever så langt inde i junglen, at man ekstrem sjældent ser dem 🙂 Haha, udsigten derfra var dog fantastisk!
Hej Tine
Hvor mange var der med shuttlebussen og hvor lang tid tog det ca.?
Mvh. Helle
Hej Helle
Jeg kan ikke helt huske detaljerne. Jeg tror, at vi var omkring 8 personer i en minivan, men der var fint med plads til tasker og alting.
Jeg mener, at det tog omkring 4 timer med en enkelt toiletpause undervejs, så havde vi en længere pause ved Kuala Tembeling jetty, hvor der var tid til at købe en parktilladelse (den kan også købes i Kuala Tahan), få lidt at spise og komme på toilettet, og sejlturen tog vist omkring 1-1,5 time.
Mvh Tine
Mange tak for svar. Det lyder rigtig fint. Hvilke både sejler man typisk med? (er det ligesom en longtail eller mere en færge?)
Mvh. Helle
Det var da så lidt. Det er lidt en som longtail båd. Lidt ala den på første billede, dog er den overdækket. Man kan dog også vælge at køre derop, hvis man ikke har lyst til at sejle, men så skal man nok bare gøre dem opmærksom på det, når man køber billetten i Kuala Lumpur. Dog synes jeg, at bådturen var rigtig fin, og den gav lidt ekstra til oplevelsen 🙂
Spændende blog! Har et par regnskovsspørgsmål, som du måske kan hjælpe med, for kan ikke rigtig finde noget om det.
Vi står og skal rejse til Malaysia og har planer om 4 dage i Taman Negara – har nu hørt om Dengue-myg og at vi skal passe meget på, men oplevede du myg som særligt stort problem og hat du evt gode fif ift påklædning mv?
Er det fint med shorts og vandresandaler eller skal det være lange bukser og løbesko/vandrestøvler?
De bedste hilsner – Mette
Mange tak for de søde ord, Mette. Jeg havde for det meste bare shorts, t-shirt og sandaler på, og husker det ikke som om, at der var vildt mange myg 🙂 Jeg har dog altid myggespray med og lange bukser samt en langærmet t-shirt med til kølige aftenener, men jeg mindes ikke rigtig, at jeg brugte dem.
Mvh Tine
Spændende blog. Vi skal afsted med tre børn på 5, 10 og 12 år. Ville de kunne klare turen ift vandring?
Mange tak. Det er jeg glad for, at du synes. Det ville jeg mene. Man behøver jo ikke tage hele vejen op til Bukit Terisek eller tage en af de lange vandrestier – der er jo en masse korte vandrestier som bestemt er børnevenlige, hvis man synes, at Bukit Terisek er lidt for hård (for mig var det værste klart fugtigheden i regnsæsonen)! Man kan også tage en sejltur op ad floden eller lignende, night safari er bestemt også noget for børn – det var faktisk en børnefamilie som anbefalede det til mig
Hej Tine, det er spændende at læse med! Min kæreste og jeg rejser til Malaysia, Borneo og Indonesien om et par måneder, og jeg faldt over din blog. Vi planlægger at rejse fra Cameron Highlands til Taman Negare – ved du, om det er muligt? Og i så fald hvordan? 🙂
Hej Mette
Det lyder som en skøn tur! Det er nogle gode destinationer 🙂 Jeg tog en bus fra Taman Negara til Cameron Highlands, så jeg tænker, at det også kan lade sig gøre den anden vej 🙂 I burde kunne få en bus fra Cameron Highlands til Kuala Tembeling Jetty, hvorfra jeg vil anbefale, at I tager båden til Taman Negara. Alternativt, så tror jeg sagtens, at I kan booke en bus hele vejen 🙂 God tur!
Hej Tine, tak for dit svar! Vi glæder os meget – men vi havde lidt “glemt” hvor meget planlægning der var i sådan en tur 😀 Tror du, at man bare kan booke bussen og båden som en samlet transportpakke, når vi er i Cameron Highlands?
Og tror du vi skal booke overnatning i Taman Negara på forhånd, når vi er der i juli-måned?
Tak for alle din gode inputs og fifs!
Hilsen Mette
Hej Mette
Det ville overraske mig, hvis I ikke kunne booke det samlet, men ellers er jeg rimelig sikker på, at bådturen er forholdvis let at booke, når I er der 😊
Muligvis, jeg rejste i Malaysia i oktober som er regnsæsonen, og der var ikke vildt mange muligheder, men jeg kunne dog stadig finde noget. Juli er jo højsæsonen, men jeg ved ikke, hvor svært det er at finde overnatninger 🤷♀️ I kunne jo evt bestille noget med mulighed for gratis afbestilling, hvis I gerne vil være på den sikre side 😊