Indholdsfortegnelse
Melbourne er fyldt med lækre spisesteder, som ville kunne glæde enhver foodie. Takket være tips fra en lokal veninde og flere følgere samt et par tilfældigheder faldt jeg over nogle lækre caféer, ishuse og skjulte skatte i byen! Her er mine bedste tips til steder, hvor du skal spise i Melbourne!
Industry Beans, Fitzroy
I Melbournes forstad Fitzroy ligger den lækre café Industry Beans. Havde det ikke været for min australske veninde, så havde jeg aldrig fundet dette sted. Så hurra for hende, for hold nu op, hvor laver de lækker morgenmad!
De tager klassiske morgenmåltid til næste niveau. Jeg valgte deres avocado smashed med et pocheret æg til, og jeg har ikke en finger at sætte på retten! Derudover var deres kaffe også i verdensklasse. Kaffen er en del af det, som man kalder third wave coffee, hvor man vurderer kaffe som værende på højde med vin og derfor går man ekstra op i produktionen, ristningen og brygningen.
Men caféen er også populær, så det kan anbefales, at man booker bord på forhånd, især hvis man vil spise der i weekenden.
Åbent: Hverdage kl 07.00-15.00 | Weekender kl 08.00-15.00
Priser: 13-24 dollars (60-110 kr) for en ret
Mr Tulk Cafe, Melbourne centrum
Ikke langt fra mit hostel (reklamelink), som i øvrigt er det bedste hostel, som jeg har boet på i Oceanien, ligger Melbourne Library. Melbourne Library har caféen Mr. Tulk Cafe der serverer klassiske retter til morgenmad, frokost og aftensmad. Jeg var der selv om morgenen. Jeg bestilte en flat white og eggs Benedicts. Det var lækkert og lige hvad jeg havde brug for dagen efter en lang rejse.
Åbent: Mandag – torsdag kl 07.30-17.00 | Fredag kl. 07.00-19.30 | Lørdag – søndag kl 09.00-16.30
Priser: 11-22,5 dollars (50-103 kr) for en ret.
Papapido Gelateria
En dag da jeg gik og udforskede Melbourne, så jeg en laaaang kø foran en lille butik. Det viste sig at være en isbutik, Papapido Gelateria. Med sådan en lang kø var jeg jo “desværre” nødt til at prøve deres is. Isen er af høj kvalitet, og jeg blev med et mindet om Italiens gader. Senere fandt jeg ud af, at Papapido Gelateria gang på gang er nævnt som et af de bedste isbutikker i Melbourne (ofte ligger den nr. 1 eller 2). Det kan absolut anbefales til den søde tand.
Åbent: Alle dage kl 12.00-23.00
Priser: En kugle: 4,80 dollars, to kugler: 6,80 dollars og tre kugler: 8,80 dollars. Det er naturligvis også muligt at købe isen litervis.
Naked for Satan
Naked for Satan er måske en af de bedst bevaret hemmeligheder i Melbourne! Blandt lokale er stedet ret berømt, men ikke mange turister kender stedet. Muligvis skyldes det, at Naked for Satan ligger i forstaden Fritzroy og ikke i centrum.
Priserne er en anelse højere end i almindelige barer i Melbourne, men det skal ikke skræmme dig væk. Naked for Satan har nemlig en af de bedste udsigter over Melbourne som klart er værd at se! Vi spiste ikke på Naked for Satan, men fik blot et par drinks, men menukortet så lækkert ud!
Åbent: Alle dage kl 12.00-sent
Priser: Mad fra 19 dollars, cocktails fra 19 dollars, øl fra 7 dollars. Det er også muligt at få vin, juice og mocktails.
The Shady Lady
Dette sted havde jeg aldrig fundet, hvis ikke det var for min australske veninde. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte med at beskrive baren, for den er helt sin egen og minder ikke om andre barer, som jeg har været på. Det er som at træde tilbage til 60’erne eller 70’erne, og alting er så gennemført. Jeg er vildt med det!
Personalet har fundet en pris som det bedste barpersonale i Melbourne i 2020, og personligt bliver jeg aldrig lige så cool som damerne på Shady Lady! De har deres helt egen stil og oser af selvsikkerhed. Drinksene er billige og lækre. Stedet skal klart opleves for at komme til at forstå det!
Åbent: Torsdag-lørdag: 16.00-01.00 og søndag: 16.00-23.00
Priser: Øl til 9 dollars, drinks til 15 dollars.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere fra fantastiske Australien