Salar de Uyuni: Fire dages roadtrip gennem Bolivias ørkenlandskab

Salar de Uyuni er et klart must do i Bolivia og en oplevelse, som jeg virkelig havde glædet mig til. Fantastisk natur i flere dage, det kunne simpelthen ikke blive bedre! Men desværre endte turen til Salar de Uyuni med at tage en uventet drejning.

Quebrada de Palala

Starten på vores roadtrip til Salar de Uyuni

Det var tidligt morgen, da vi mødte op nede på gaden. Vores chauffør, Ruben og vores kok, Jeannet, stod allerede og pakkede bilen. Vi var en gruppe af fire: Alex fra Australien, Paul fra Irland, Seth fra USA og jeg – vi rejste alle normalt alene, men ikke de næste par dage. Ace of Base pumpede ud af højtalerne, da vi susede afsted ud i landskabet.

Vi kørte ikke langt, før vi så den første smukke natur – bjergkæden Quebrada de Palala, som lignede et Marslandskab. Vi kørte mod toppen af bjergene og stoppede ved et lille udsigtspunkt over El Sillar (Valley of the Moon). Vi kørte dybere ind i landskabet, og mine forventninger var på kort tid blevet væsentlig forhøjet.

Valley of the moon på vej til Salar de Uyuni

Landskabet blev hurtigt goldt og det virkede lidt som om, at vi havde oplevet dagens højdepunkter. Vi kørte fra den eneste spøgelsesby efter den anden. Vi stoppede i en lille landsby med kun 250 indbyggere, hvor det var meningen, at vi skulle tilbringe natten.

Ruben fortalte os, at vi lige så godt kunne køre lidt længere i mørket og sove i den næste by. Så det gjorde vi. Vi ankom til en lille by med et lille antal huse omringet af de høje bjerge. Vi kunne ikke vente med at stå op og opleve mere vildt landskab.

Alpaca på vej til Salar de Uyuni

Verdens bedst beliggende varme kilder og farverige laguner

Det havde været en kold nat. På trods af en varm sovepose og flere tæpper, havde vi stadig frosset. Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde købt en ordentlig vinterjakke inden afgang. Men vi vågnede op til den smukke udsigt omringet af bjerge!

Vi boede tæt på en lagune, som vi selvfølgelig kørte ud til om morgenen, hvor vi stødte ind i det første problem på turen – et flat dæk. Heldigvis havde Ruben da lige en cykelpumpe med, så fik han lige pumpet dækket fuld af luft i løbet af nul komma fem. Vi forsatte turen mod de varme kilder i Chalviri, Laguna Polques.

De varme kilder

De må næsten være verdens bedst beliggende varme kilder og så var de omringet af bjerge! Vi hoppede i badetøjet og gik i vandet. Det tog lidt tid at vænne sig til, men det var dejligt, at blive varmet godt i gennem og det var svært at komme op igen.

En frygtelig beslutning, som satte os i livsfare

Vi kørte videre, men pludselig stoppede Ruben. Han ville ikke køre videre mod Laguna Verde. Vejene var dækket af et tykt lag sne, så det var umuligt at vide, hvor vejen var og ikke mindst hullerne, det var simpelthen for farligt at forsætte.

Alex og Seth insisterede på, at han forsatte – de havde betalt for at se lagunen, så skulle de også se lagunen! Jeg prøvede at snakkede dem til fornuft. De vidste jo ikke, hvad de gik glip af, og Ruben kendte området bedre end nogen af os, så selvfølgelig skulle vi lytte til ham. Men de blev ved med at insistere, indtil han gav efter og forsatte på ruten.

Vi nåede ikke langt, før vi pludselig sad fast. Vi havde ikke nogen skovl eller en anden bil i nærheden. Vi brugte hænderne til at fjerne sne og slæbe sten hen til bilen, så bilen måske få bedre fat. Pludselig kom en bil fra samme firma, som os. De andre ud og hjalp lidt, men forsvandt så lidt igen. Det var frustrerende at se dem køre væk, når vi sad i saksen.

Efter lang tid kom de dog tilbage. De havde fundet en anden bil, som heldigvis havde en skovl med. Vi begyndte at grave bilen fri og grave en vej foran den, men det viste sig, at en stor sten havde ramt understellet og havde sat forhjulene ude af funktion. Ruben og den anden chauffør kravlede under bilen og forsøgte at fikse den.

Efter to timer fungerede bilen endelig, og vi kunne køre mod Laguna Verden igen. Stemningen var intens, og alle var stille. Vi frygtede alle, at vi skulle sidde fast igen. Det var lige ved at ske endnu engang. Mit hjerte stoppede et sekund, da det skete, men heldigvis fik Ruben reddet bilen i sidste sekund, og vi nåede lagunen.

Laguna Verde nær Salar de Uyuni

Belønningen

Laguna Verde var helt fantastisk smuk! En helt grøn sø for enden af endnu et smukt bjerg. Det var utroligt smukt, men det blev bare lidt bedre af at vi næsten ikke havde klaret det.

Seth og Alex lærte i den grad, at man skal lytte til de lokale. Vi havde alle tænkt i løbet af de få timer, at ingen af os ville kunne klare os i gennem den kolde nat i en bil, så vi var alle enormt lettet!

Dalí ørkenen

Vi kørte videre til Dalí ørkenen, som ligner kunstneren Dalís surrealistiske malerier. Vi forsatte dernæst til et område med geysere, inden vi satte kursen mod Huaylljara, hvor vi skulle overnatte.

Problemerne forsatte mod Salar de Uyuni…

Tredje dag, mod Salar de Uyuni, startede med endnu et highlight: Laguna Colorada. Laguna Colorada er kendt for at have en mørkerød farve og en masse flamingoer, men det havde flamingoerne vist ikke hørt den del, for der var kun to. Men endnu engang var området ubeskrivelig fantastisk! Bjerge og farverige søer kan altså bare noget…

Laguna Colorada, Bolivia

Der gik ikke længe før problemerne startede igen, men denne gang var det ikke vores bil som havde problemer. Den anden bil, fra samme selskab, gik pludselig i stå, og en røgsky stod op fra motoren.

Vi spiste tidligt frokost i en forladt by, mens chaufførerne kiggede på bilen. Endnu engang fik de fikset bilen med få midler, men vi nåede at køre cirka 5 minutter, før vi igen så røg fra motoren. De forsøgte igen og igen at fikse problemet, men intet så ud til at virke. Så i stedet blev vi alle smidt over i samme bil.

Endnu en af de smukke søer, læg mærke til bilen til højre

I mens ventede chaufføren og kokken fra den anden bil i ørkenen. På en eller anden måde ville de forsøge, at få den tilbage til Tupiza. Bilen var stoppet til randen, og vi måtte sidde i lidt akavede stillinger, for at der var plads til os alle. Varmen var intens og næsten kvælende. På et tidspunkt blev det for meget for en franskmand bagerst. Han blev næsten klaustrofobisk. Han skreg højlydt, indtil vi stoppede, kom ud af bilen og stod udenfor i ti minutter.

Derefter kørte vi resten af turen i voldsom fart, og vores stop var ultrakorte. Vi havde allerede mistet fire timer, så vi havde lidt at indhente, hvis vi ikke skulle komme for sent frem til dagens hotel. Et hotel bygget af salt fra Salar de Uyuni, og det skulle vise sig at være turens varmeste hotel.

Isla Incahuasi i Salar de Uyuni

Solopgang i Salar de Uyuni

Ankomst til Salar de Uyuni

Den næste morgen, forsatte vi turen mod Salar de Uyuni. Chaufførerne havde fået en ekstra bil frem til vores hotel, så vi igen havde to. Det var stadig mørkt, da vi kørte afsted, og vi nåede saltørkenen lige til solopgangen! Det var næsten et magisk øjeblik, og vi glemte hurtigt de mange problemer, vi havde haft.

Vi kørte til Isla Incahuasi, hvor vi gjorde et stop og kiggede udover Salar de Uyuni. Vi kørte lidt videre rundt i saltørkenen inden vi kørte mod Uyuni-by. Det havde været et barskt roadtrip til verdens største saltørken og Bolivias vilde natur, men det havde været alle stabaserne værd!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra storslået Bolivia