Subak Juwuk Manis – en uturistet gåtur blandt Ubuds rismarker

Da jeg kom til Ubud på Bali, så vidste jeg, at jeg ville ud og gå i rismarkerne. For mig er det en af de mest fredfulde og idylliske oplevelser man kan få på Bali, så selvfølgelig skulle jeg ud i rismarkerne!

Jeg havde i starten af min uge i Ubud besøgt det berømte Campuhan Ridge Walk, som virkede som et must do, når jeg læste andre rejseblogs, men for mig var det ikke så idyllisk, som jeg havde håbet.

Bevares der var utrolig flot, men der var også fyldt med turister, og den stenbelagte sti var snorlige og lidt for “turistvenlig”. Det var slet ikke så autentisk, som jeg havde håbet. Heldigvis, fandt jeg hvad jeg søgte et andet sted!

Vejen til Ubuds “gemte” rismarker

Jeg var på opdagelse rundt i Ubud, da jeg så et krøllet stykke papir i en plastiklomme, hvorpå der stod Subak Juwuk Manis (Rice Field) Ubud. Det var ikke nogle rismarker, som jeg tidligere havde hørt om, så jeg besluttede mig for at tjekke dem ud. Jeg kunne jo altid gå tilbage, hvis de ikke var noget ved.

Jeg gik ind i den smalle stræde og kom bag om nogle restauranter. Kunne det virkelig være den rigtige vej til rismarkerne? Tænkte jeg.  Jeg kom til en lille stentrappe, som tydeligvis ikke blev brugt meget og som var næsten helt dækket af en tæt bevoksning.

Jeg gik ekstra langsomt og var varsom ved hvert trin. For hvert skridt jeg tog, blev jeg mere og mere i tvivl, om hvad jeg havde rodet mig ud i og overvejede, om jeg skulle vende rundt.

Efter stentrappen kom jeg til en sti som kun var få centimeter bred. Nogle tynde brædder var lagt ud over huler, og det var ekstra mudderet steder. Skrænterne var blot få centimeter fra stien og gik mange meter ned. Som så mange gange før, tvivlede jeg på min egen beslutningsevne, indtil jeg nåede forbi de små huse og kom om til det åbne landskab og Ubuds rismarker.

Subak Juwuk Manis – en autentisk oplevelse i Ubuds rismarker

Dette landskab var, hvad jeg havde søgt. Stien var kun delvis stenbelagt ellers bestod den af sand dækket af palmeblade. Jeg slappede fuldstændigt af. Her var jeg alene, og her var der ro. Jeg tog lidt billeder og forsøgte at nyde stilheden og de smukke marker. Himlen blev dog gradvis mere og mere mørk.

Jeg tjekkede min drybag og havde selvfølgelig glemt min regnjakke. Jeg besluttede mig dog for at forsætte turen, der var jo trods alt stadig varmt. I sekundet efter min beslutning åbnede himlen sig. Jeg pakkede mit kamera i tasken og søgte ly under en palme.

En lokal mand kom forbi, og vi grinte lidt af vejret. Han var klart mere forberedt end jeg og kunne gå rundt i regnen, mens hans hat holdt ham tør. Jeg besluttede mig for at gå lidt videre i forsøg på at finde et hus, et værksted eller en restaurant, hvor jeg kunne søge ly for regnen. Det ville trods alt være bedre end at stå og blomstre under en palme…

Til mit held, lå der en restaurant ikke så langt fra, hvor jeg stod. Jeg skyndte mig ind i ly og bestilte lidt frokost og en kop varm te, mens jeg svøb en sarong om mine skuldre. Der var kun tre andre på restauranten, og de lokale havde tid nok til at snakke. To andre turister inviterede mig til at spise med dem, men jeg trængte til lidt ro og takkede pænt nej tak.

Jeg sad længe og varmede mig med te, mens jeg lyttede til regnen trommen. Det var næsten helt terapeutisk. Da regnen havde stilnet af, betalte jeg for min mad og forsatte turen ud i rismarkerne.

Nogen dage er bare bedre end andre

Jeg forsatte gennem rismarkerne og nød at være alene. Jeg hilste på en flok lokale mænd, som var ved at gøre en del af stien, som fandtes nær et hotel, mere turistvenlig. Men her var stadig masser af lokal liv. Jeg gik forbi en lille hytte med tilhørende andedam, hvor en flok ænder og en flok gæs gik rappende rundt.

Jeg måtte pænt stille mig ind til siden, da to scootere, fyldt op med lokale, kom kørende på den smalle sti, og jeg måtte finde mig i at springe fra side til side for at undgå de mange små vandpytter, som regnen havde ført med sig. Et par damer kom forbi med nogle ofrekurve og en duft af røgelse spredte sig i luften.

Jeg nåede et lille udsigtspunkt, hvor jeg havde udsigt over de mange risterrasser og måtte lige tage endnu en dyb vejrtrækning, mens jeg forsøgte at tage alle indtrykkene ind. Jeg havde ikke lyst til at forlade de smukke rismarker, men min krop var efterhånden blevet godt afkølet af det våde tøj. Men det var med et smil på læben, at jeg gik tilbage til mit hostel.

Nogen dage er bare bedre end andre, og dette var bestemt en af dem. Det var oplevelser som denne, som jeg havde håbet på at kunne genopleve på Bali. Ubud er blevet meget mere turistet, end da jeg var der i 2009, men der findes heldigvis stadig fantastiske steder som dette i Ubud.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Flere indlæg fra betagende Bali