Vang Vieng var ikke en del af min oprindelige plan i Laos, men efter at have taget en lang rejse fra Muang Ngoi mod Ventiane, var vi endt med at ankomme til Vang Vieng ret sent og valgte at have et par dage her. Jeg sad over morgenmaden, da min veninde kom og fortalte, at hun lige havde booket en tur til The Blue Lagoon.

Hun spurgte, om jeg ikke også ville med. Jeg var lidt skeptisk. Det så ikke nær så fantastisk ud, som Kuang Si vandfaldet og måske det var lidt turistet. Men hun fik mig overtalt. Turen var jo billig, vandet så jo flot nok ud og det havde fået gode anmeldelser på nettet, så hvorfor ikke. Jeg kunne jo kun blive positivt overrasket.

Læs også: På opdagelse ved Sydøstasiens smukkeste vandfald – Kuang Si

Vang Vieng i Laos

Fra natur til forlystelsespark i Vang Vieng

Vi klædte om så vi havde badetøj på indenunder vores tøj, pakkede vores rygsække, betalte og fyldte bilen. Vi kørte ud på grusvejen omringet af kalkstensklipper, rismarker og grønne træer. Vang Vieng viste sig fra sin smukkeste side så snart man kom lidt ud af byen.

Vi nåede The Blue Lagoon og hurtigt blev mine bange anelser bekræftet. Den lille lagune var såmænd fin, men som jeg havde på fornemmelsen, så var den jo langt fra så smuk som Kuang Si. Men det var ikke det eneste. Overalt havde de opsat rutsjebaner, ziplines og andet sjovt man kunne give sig til – selvfølgelig til overpris. Jeg synes det var lidt ærgerligt, at forvandle et ellers fint sted i naturen til en “forlystelsespark”.

Læs også: 15 billeder som giver dig lyst til at rejse til Laos

landsiden af Laos

Paparazzi!

Vi fandt en lille hytte, hvor vi kunne lægge vores ting og hvor nogle få stykker kunne sidde og drikke en øl. Vi andre smed hurtigt tøjet og hoppede vi vandet. Jeg var ved første øjekast lidt skuffet over stedet, men var fast besluttet på at få det bedste ud af oplevelsen. Vandet var koldt og dybt. Vi svømmede over til en af de to gynger i vandet, som heldigvis var gratis.

Stedet var velbesøgt af sydkoreanske turister, som stod hele vejen langs kanten og på broen over vandet. Stedet har vist været med i en sydkoreansk tv-serie, som får koreanerne til at valfarte dertil. De fleste sydkoreanere skulle ikke nyde noget af at gå i vandet. Kun en håndfuld havde begivet sig ud i vandet, men de klamrede sig til baderinge, grene og hvad der ellers kunne holde dem ovenvande.

Natur i Vang Vieng, Laos

Et par dyppede tæerne i vandet mens resten stod og tog billeder af deres venner og os. Ingen spurgte først og det var faktisk grænseoverskridende at få taget billeder i bikini – uden at folk havde spurgt om lov først. Så vi valgte i stedet at svømme tilbage og væk fra de mange koreanere.

Vi havde fået at vide, at vi ville have cirka 2-3 timer ved lagunen, men pludselig begyndte vores chauffør at sige, at vi skulle tilbage. Det passede mig egentlig fint. Vi hoppede ombord, lidt skuffet over oplevelsen.

Læs også: Fantastisk trekking og lokale oplevelser i Muang Ngoi

Bilproblemer i Laos

Da bilturen stoppede brat…

Da vi kørte tilbage mod hostellet begyndte bilen at lyde lidt mærkeligt og begyndte at hoste lidt inden den pludselig gik i stå. Så var gode råd dyre. Vores chauffør spurgte en lokal mand om lidt vand han kunne fylde på bilen og han prøvede at starte igen, men koblingen skrattede. Chaufføren og to fyre stak hovedet ind i hjelmen, men de kunne ikke umiddelbart få den startet.

Vi prøvede at skubbe bilen mens chaufføren forsøgte at få den tændt, men det lykkedes ikke. Vi satte os i skyggen af bilen og overvejede vores muligheder. Vores chaufførs mobil var løbet tør for strøm og vi andre havde ikke nogen med. Så der var ingen anden udvej, vi måtte tilbage til Vang Vieng og sende hjælp tilbage til chaufføren. Men vi havde et problem – vi havde ramt middagsheden og havde mindst 1,5 times gåtur tilbage til Vang Vieng.

Rejseproblemer i Laos

Så vi forsøgte at blaffe. Men vi var mange mennesker og de få bilister som stoppede havde desværre ikke plads til nogen af os. Pludselig kom der en tuk tuk med koreanske turister og chaufføren så lige sit snit til at tjene lidt ekstra.

For en mindre betaling fik vi alle lov til at komme ombord. Vi måtte sidde klemt ind på sæderne, på gulvet eller måtte stå på bagklappen af tuk tuk’en. Turen tilbage føltes ekstra lang, men til sidst kom vi tilbage. Vi fik hostellet til at sende en ny chauffør ud til vores bil og efter tre timer kom chaufføren og de sidste rejsende endelig tilbage.

Det lokale liv i Laos

Hvad kan jeg anbefale i Vang Vieng?

Alt i alt var det lidt hvad jeg havde regnet med: En turistfælde, dog tilsat med et par problemer efterfølgende, men i det mindste kan jeg grine af det i dag. Men kan jeg anbefale det til andre? Nej, i stedet anbefaler jeg, at du trekker i rismarkerne, kajakker eller tuber på floden, besøger Kaeng Nyui Waterfall og/eller Phangern Mountain viewpoint.

Tips og information

Pris:

25.000 kip (18,5 kr) for transport mellem Vang Vieng og Blue Lagoon- Afhænger dog af antal passagerer

10.000 kip (8 kroner) for indgang

Læs også: Mit rejsebudget for Laos

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra skønne Laos

2 Comments

  • Puha sikke dog en tur Tine! Lidt ærgerligt med alle de problemer, når du allerede var lidt skeptisk med at tage sted. Jeg synes desværre, det lader til at turistfælder som dette er begyndt at være tendensen for langt de fleste steder i Sydøstasien. Ikke at jeg har oplevet det på nær hånd selv, så måske jeg tager fejl (:

    • Ja, men sådan går det desværre engang i mellem. Jeg tror ikke kun at det er Sydøstasien, hvor det sker, men der er jo også mange turister og jeg tror måske også at det havde været et dejligt sted, hvis der ikke havde været så mange mennesker og hvis ikke, at jeg lige havde oplevet fantastiske Kuang Si Waterfall. Der findes mange turistfælder i Sydøstasien, men det er heldigvis også let nok at komme væk fra horderne 🙂 I det mindste kan jeg grine af denne tur i dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *