De sidste ting var netop kastet ned i rygsækken. Jeg gik nedenunder og fik serveret en tallerken med to stegte æg og et par skiver toastbrød. De andre kom lidt dryssende ned, fik deres morgenmad og satte sig til bords. Da alle var ankommet, rejste hotelejeren sig op og briefede os om den kommende tur med slow boat til Laos.

Alle lyttede efter, da han fortalte at det var vigtigt, at vi kom med den rigtige bus fra grænsen. Han fortalte hvad visum til Laos kostede for de forskellige nationer og andre vigtige informationer.

Han forsatte så over i en mindre salgstale om, at vi da lige kunne få taget pasbilleder hos ham, hvis vi ikke havde. Vi kunne ligeledes få vekslet penge hos ham, da han jo var laangt mere pålidelig end vekselkontoret ved grænsen, desuden gav han også en langt bedre pris (ifølge ham selv). Så fik vi alle klistermærke, så de lokale kunne se hvilken gruppe vi tilhørte, hvorefter at turen gik i minibus til grænsen.

grænsen mellem Thailand og Laos

Verdens måske mest ustruktureret visumkontor

Vi nåede grænsen, fik udfyldt papirerne, betalte pengene og afleverede vores pas. Vi blev ført over i en klynge af folk som ellers ventede på deres visum og pas. Det virkede lidt som om, at passene blev smidt i en stor bunke, og så tog medarbejderen ellers bare det pas, som han nu lige syntes. Der var absolut intet system i det, og med omkring 60-100 mennesker, så blev det hurtigt lettere kaotisk.

grænsen til Laos

En fin velkomst til Laos

Når ens visum var på plads, så blev ens navn ellers råbt ud i flokken. Så kunne man ellers bare håbe på, at man kunne høre det, og at han ellers kunne finde ud af at udtale ens navn. Tine var tydeligvis ikke et let navn at udtale…men jeg fik da mit pas og kunne ellers sætte mig og vente på resten af gruppen.

Da gruppen igen var samlet, og vores bus var kommet, blev vi ellers kørt over til endnu en grænsepost, hvor vi blev stemplet ind i Laos. Så ja, vi var egentlig i Laos, men vi skulle stadig med båden til Luang Prabang, som mange antager at være det “rigtige” Laos. Vi blev kørt ned til et lille hus ved bådene.

slow boat

Det første scam på slow boat-turen til Luang Prabang

Da vi nåede det lille hus, var bådene “tilfældigvis” ikke helt klar, så vi måtte lige vente lidt, mens de fik ordnet det sidste. I mellemtiden var der to mænd, som ellers brugte tiden til at sælge overnatninger ved Pakbeng, hvor vi skulle tilbringe natten.

Det var jo højsæson, så det var, ifølge mændene, jo umuligt at finde et sted at overnatte, når man kom frem! Vi blev jo nødt til at booke overnatninger i Huay Xai, hvor vi var nu, ellers ville vi blive nødt til at overnatte på gaden!

slow boat til Laos

Samtidig listede jeg rundt og prøvede at tale de fleste fra at booke en overnatning. Jeg havde nemlig læst på lektien og vidste, at der var masser af overnatningssteder. Desuden lever de af bådturisterne, så selvfølgelig er der kapacitet til alle. Da de to mænd fandt ud af, at de ikke kunne sælge flere overnatninger, så blev vi endelig ført ned til båden.

lokale børn i Laos

smukke landskaber i Laos

Pakbeng, byen med de mange sælgere

De næste mange timer, gled vi gennem det smukke landskab. Bjerge bragede op i lanskabet. Bøfler stod og græssede langs floden, og engang i mellem sejlede en båd med lokale fiskere forbi. Børn kom løbende ned fra landsbyerne og vinkede ivrigt til båden.

Enkelte gange sejlede vi ind for, at de lokale kunne komme ombord. En enkelt gang virkede det dog lidt anderledes, og jeg spurgte en af de ansatte, om vi var nået Pakbeng. Hun kiggede på mig, som om jeg havde spurgt, hvad 1 + 1 er. Hun rullede med øjnene og svarede ja.

Så måtte vi jo hente vores rygsække og stå af. Vi var en mindre flok, som havde aftalt at bo sammen og pludselig var flokken vokset til 12. Lokale hev i os, råbte beløb hen over hovedet på os, mens de klaskede billeder af deres værelser, op i vores ansigter.

søde lokale på vejen til Laos

Det handler om at være stædig i Pakbeng…

Vi fandt en dame, som ville give hos værelser lidt billigere end alle de andre, og hun havde endda også plads til 12. Så vi hoppede ombord på hendes lille pick-up, og kørte mod hendes hus.

Men da vi kom derop, viste historien sig at være lidt en anden. Hun havde tre værelser med plads tre i hvert, men vi var jo tolv. Prisen steg også pludselig fra 50.000 kip (∼41 kr) til 75.000 kip (62 kr) pr værelse, hvis man skulle sove tre i et værelse.

Lige pludselig fandt hun dog et ekstra værelse til to personer, som vi kunne få til samme pris som de andre værelser. Problemet var bare, at det ikke var et værelse, men et skur på taget…

hytte i Pakbeng

Det var ikke, hvad vi havde aftalt, så vi blev stædige. Vi truede med at gå, hvis ikke at vi fik værelserne til 50.000 kip som aftalt. Så efter en længere diskussion, så fik vi også det. Da langt de fleste egentlig havde smidt deres ting ind på værelserne, endte jeg med at skulle sove i skuret med en spansk pige ved navn Rosalina.

overnatning i Pakbeng

Men hun ville også have 50.000 for skuret, men jeg nægtede, så hun gik ned i 30.000. Men værelset var absolut ikke 30.000 værd. Hun nægtede at gå ned i 20.000 (16,5 kr), men for mig blev det et princip. Værelset er bestemt ikke de 30.000 værd! Og hun havde allerede forsøgt at snyde os alt for meget på dette tidspunkt.

Vi havde dog aftalt med gruppen, at vi skulle spise aftensmad sammen, så vi satte os ned i restauranten. Selvom de fleste syntes, at jeg bare skulle acceptere tilbuddet, så nægtede jeg. Vi spiste aftensmad, og efter cirka en times tid, gik hun endelig ned i 20.000 kip (16,5 kroner). Jeg følte, at jeg havde vundet kampen!

Men for Rosalina blev prisen en helt anden, da hun havde vekslet penge på vores guesthouse i Thailand og havde fået omkring 1/10 af, hvad hun burde have fået for sine baht.

pakbeng

Anden dagen på slow boat’en – Ankomst til Luang Prabang

Vi vågnede tidligt af morgenkulden, spiste lidt morgenmad og gik ned til vandet igen. Det var dejligt at komme væk fra Pakbeng. Det er en by, som jeg virkelig ikke har lyst til at komme tilbage til! Det var ikke et voldsomt godt førstehåndsindtryk, som jeg havde fået af Laos.

Anden dagen gik lige så roligt som førstedagen. Vi gled gennem landskabet. En enkelt sad og tegnede. Et par stykker brød ud i fællessang. Nogen tog sig en morfar, mens andre sad og nød turen gennem den storslået natur.

bådtur i Laos

Vi kom i land, cirka 10 km fra Luang Prabang, og hoppede ombord på en tuk tuk – klar på nye eventyr i et nyt land. Turen med slow boat til Laos havde været helt fantastisk. Det smukke landskab gjorde op for de gange, hvor lokale prøvede at snyde os.

Heldigvis røg vi ikke rigtig i fælderne, og vi kunne ikke gøre andet end at grine over, hvor mange gange de prøvede at snyde os på de to dage. Der er måske mange som prøver at snyde en på turen med slow boat til Luang Prabang. Men spørger du mig, så landskabet gør det hele besværet værd! 🙂

Pris, information og tips

 

Pris for slow boat (fra Chiang Mai) til Laos:

1650 baht (∼ 319 kroner)

Firma:

JJ Guesthouse i Chiang Mai

Den inkluderede:

Minibus fra Chiang Mai til Chiang Khong, med stop ved White Temple i Chiang Rai. Overnatning i Chiang Khong. Aftensmad og morgenmad i Chiang Khong. Minibus til grænsen. Bustur mellem grænserne. Minibus til Huay Xai. Bådturen til Luang Prabang.

Den inkluderede ikke:

Overnatning i Pakbeng (normalt 25.000 kip/person – 19 kr). Aftensmad og morgenmad i Pakbeng (∼40.000 kip/30 kr). Tuk tuk til Luang Prabang (15.000 kip/11,5 kr). Snacks og drikkevarer

Pris for arrangere din egen tur:

Cirka 300-350 kroner, dette er dog et estimat


Rejsetips til din tur med slow boat ad Mekong floden til Luang Prabang, Laos


Sparetip til turen:

  1. Køb snacks og drikkevarer i Thailand, så sparer du en del. Husk også at købe frokost med til bådturen, med mindre at du vil betale overpris for minut nudler 😉
  2. Lad vær med at booke overnatninger i Pakbeng, før du kommer dertil ellers ender du med at betale 2-3 gange den rigtige pris! Du kan ALTID finde et fint sted at sove i byen.
  3. Veksel ved grænsen i stedet for det guesthouse, hvor du overnatter i Chiang Khong
  4. Hav baht og dollars med ind landet. Du kan kun hæve kip for 700 kroner af gangen og det koster dig mindst 50 kroner/gang, så det er billigere at veksle penge i stedet

Andre tips til turen:

  • Sørg for at komme ombord på båden som en af de første, hvis du vil have plads ud til vandet. Vær dog opmærksom på at denne plads kan blive meget varm i solen
  • Husk solcreme
  • Vær opmærksom på at du skal dele værelse med en anden i Chiang Khong, hvis du rejser alene eller i en gruppe med et ulige antal personer
  • Du kan også booke ture i Pai, Chiang Rai eller Chiang Khong – også ture hvor overnatning på Pakbeng er inkluderet, men det kan ikke betale sig at booke den overnatning på forhånd
  • Der er tid nok til at veksle penge ved grænsen – husk at tjekke om du får en rimelig kurs. Selv bruger jeg app’en xe currency til at tjekke. Min spanske veninde fik nemlig kun 1/10 af hvad hun burde have fået, det kunne være undgået, hvis hun ikke havde stolet blindt på manden i vores guesthouse. Se her hvilke andre rejseapps jeg bruger

Mere fra skønne Laos

10 Comments

  • Sikke en smuk natur. Der vil jeg også hen en dag 🙂
    Den fik mig til at tænke på Taman Negara landskabet i Malaysia.

    Scam oplevede vi også for første gang for alvor i sommer i Bangkok. Tror måske jeg skulle skrive om det en dag. Jeg kan blive helt sur ved tanken om, hvor snydt vi blev. Men i løste det heldigvis på en god måde.

    • Det var så smukt! Jeg tror at du ville kunne lide det 🙂 Jeg har stadig Taman Negara tilgode, men hvis det er lige så smukt, så må jeg da forbi engang!

      Jeg har oplevet scams før, men bestemt ikke så mange på så kort tid! Jeg tror at jeg har oplevet en eller to før, men det var da godt nok lidt vildt, men heldigvis var jeg forberedt på dem, så jeg blev ikke snydt. Øv, det var da ærgerligt! Det er altid træls at blive snydt! Okay, det var altid godt at høre! 🙂 I hvilken forbindelse blev I snydt?

        • Haha, det kender jeg godt! Jeg er altså også hoppet på to ben lige i et scam. Det kostede mig til gengæld kun 100 baht, men hold da op hvor følte jeg mig dum efterfølgende! Haha, lucky Buddha har jeg også været tæt på at falde for. De er altså virkelig overbevisende! Men heldigvis hoppede jeg ikke på den, da de begyndte at snakke om tuk tuks 😀

    • Jeg vidste heldigvis at det kom, så mange gange ignorerede jeg det bare. Men det er virkelig vildt, at de ikke forstår at det er sådan noget som gør, at folk ikke kommer tilbage…Det var virkelig en smuk tur, som kan anbefales også selvom folk prøve at snyde en 😉

  • Hej Tine

    Min kæreste og jeg skal rejse til nytår, vi har ikke planlagt noget som helst. Udover et par dage i Bangkok og en tur til Chiang mai. Men tænker dog at skulle se Vietnam, Laos og Cambodja.
    Jeg tænker lige mht til visum til Vietnam, skal de så bruge den præcise ankomst dato og om man ankommer via land eller fly? Er det nødvendigt at søge på forhånd? Og det er selvfølgelig fordi vi vil være i landet mere end 15 dage.
    Vi ved endnu ikke hvilken rækkefølge vi vil se landene i. Nogle forslag ? 🙂

    Med Venlig hilsen Mikkel

    Fed hjemmeside/blog du har dig forresten !

    • Hej Mikkel

      Det lyder som en fed rejse. De skal ikke bruge den præcise dato. I må gerne rejse ind i Vietnam efter den dato, som I har fået visum til, men selvfølgelig kan I ikke blive i landet i længere tid end I har visum til med mindre at I søger en forlængelse i landet. I skal ikke oplyse om I kommer ind i landet via land eller med fly, men søger I et evisum, så skal I flyve ind i landet.

      Når I skal være i landet i mere end 15 dage, så skal I søge visum på forhånd. Vietnam stoppede tidligere i år muligheden for at forlænge sit visum og jeg tror ikke at de har genoprettet det.

      Men I kan søge visum til Vietnam i Laos, Thailand eller Cambodja, når I har en ide om hvornår I vil til Vietnam. Jeg søgte selv i Laos og havde ingen problemer (husk dog at tjekke, om de har sat de rigtige datoer på jeres visum).

      Mange tager denne tur Bangkok – Chiang Mai – slowboat til Luang Prabang – Vang Vieng – Vientiane – Hanoi – Halong Bay – Sapa – Danang/Hoi An – Nha Trang/Mui Ne – Saigon/Ho Chi Minh City – Mekong deltaet – Phnom Penh – Koh Rong – Siem Reap – Bangkok (og evt. Sydthailand).

      I kan jo altid tilføje lidt som I lyster 🙂

      Jeg var personligt ret vild med Laos nord for Luang Prabang og Hoi An i Vietnam. Jeg vil forslå at I tager til Cat Ba Island i Vietnam og derfra tager et cruise til Halong Bay. Fra Cat Ba Island er der også kommet en ny busrute til Sapa, så behøver I ikke at skulle tilbage til Hanoi 🙂

      Sydvietnam har jeg desværre endnu ikke besøgt, så der kan jeg ikke guide jer så meget, men har hørt bedst om Mui Ne og har hørt at der er mange russere i Nha Trang.

      Koh Rong Samloem er den mest rolige ø af de to Koh Rong-øer i Cambodja. I Cambodja skulle Kampot også være fedt og så kan jeg også anbefale Battambang, hvis I er til rolige byer 🙂

      Hvis I ikke har opdaget det, så har jeg i mine rejsebudgetter inkluderet sparetips og steder, som jeg har overnattet (og kan anbefale) i hvert land

      Sig endelig til, hvis I har flere spørgsmål ellers rigtig god tur,
      Tine

  • Kære Tine,
    Min veninde, Nikoline og jeg skal til asien d. 31 januar 2016 til d. 4 april (ca 2 måneder).
    Det er vores første større rejse på egen hånd, og har derfor nogle spørgsmål som vi håber du vil besvare.
    Jeg har rejst rigtig meget i Thailand (især Bangkok) og vi starter derfor vores rejse i Bangkok (i 3-4 dage), hvorefter vi gerne vil videre til Laos. Fra Laos vil vi gerne videre til det nordlige Vietnam, hvor vi derefter tager ned til det sydlige Vietnam. Til sidst afslutter vi på Bali..
    Har du gode råd om hvordan vi kommer til og fra de forskellige lande? Hvad koster det? Hvad er den fedeste måde?
    Vi læste på din blog om slow boat fra Thailand til Laos, men vi synes det virkede lidt uoverskueligt.. Anbefaler du det i høj grad? Eller skal man flyve/tage bus istedet?
    Vi vil gerne opleve lokale ting, kulturelle ting og flot natur. Vi er dog ikke så interesserede i at bruge vores tid i en øget by, hvor der ikke sker så meget, nu når vi ‘kun’ har to måneder.

    I bund og grund er vores spørgsmål: hvordan kommer vi fra land til land på en god måde (hvis ikke man bare skal flyve fra destination til destination).
    Hvad er fedt at opleve de forskellige steder? (Vi er særligt interesserede i vandfald, dyr, lokale begivenheder (festivaler, markeder osv.), flotte strande og spændende og anderledes storbyer.

    Vi håber du har tid og lyst til at besvare vores mail :))

    Mange hilsner
    Nikoline og Emma

    • Kære Nikoline og Emma

      Jeg hjælper da gerne 🙂

      Jeg anbefaler i meget høj grad at tage slow boat’en! Det er virkelig den smukkeste tur og den fedeste måde at komme til Laos på, hvis I spørger mig 🙂 Det kan godt være, at det lyder lidt uoverskueligt, men det er det egentlig ikke. I bliver guidet i gennem en hel del. Dog vil jeg anbefale at I booker hotel i Pakbeng selv (når I kommer til byen, det koster 50.000 kip for to personer) og veksler penge ved grænsen og ikke på jeres hotel i Chiang Khong 🙂

      Fra Laos til Vietnam er det klart hurtigst at flyve og jeg har hørt lidt forskellige meninger om bussen dertil. I kan tage bussen fra Vientiane eller Vang Vieng eller flyet fra Vientiane. Jeg kan ikke helt huske priserne, men tror måske at det kostede omkring 200-300 kroner fra Vientiane (jeg tog selv bussen fra Pakse til Danang). Bussen tager vist omkring 24-36 timer og inkluderer ofte mad, men det kan være en god ide at medbringe underholdning og snacks 😉

      I bliver nok nødt til at flyve til Bali fra Vietnam.
      I Vietnam vil I kunne finde:
      – klatring, strande, bjerge og ture til Halong Bay på Cat Ba Island
      – Fantastisk mad
      – Trekking i Sapa
      – Nogle af verdens største huler i Phong Nha-Ka Bang Nationalpark
      – Kultur i smukke Hoi An (byen har også to strande) inkl templer
      – Paladser/templer i Hue
      – Besøge Cu Chi tunlerne ved Ho Chi Minh City
      – Tag togstrækningen mellem Hue og Danang (og evt bussen videre til Hoi An)
      – Ture til Mekongdeltaget
      – Se vandfald og canyoning ved vandfald i Dalat

      I Laos vil I kunne:
      – Lej cykler i Luang Prabang og cykel ud til små landsbyer og et lille vandfald tæt på byen
      – Kuang Si vandfaldet i Luang Prabang
      – Skøn natur i Vang Vieng, Luang Prabang, Nong Khiaw og Muang Ngoi
      – Tag til laguner i Vang Vieng (undgå dog blue lagoon)

      På Bali ville I kunne:
      – Gå tur blandt rismarkerne
      – Leje en chauffør for en dag til 100-250 kroner pr dag (alt efter hvor langt I skal)
      – Se danseshows i Ubud
      – Se vandfald (jeg kunne godt lide Tegenungan vandfaldet)
      – Besøge elephant cave
      – Besøge Monkey Forest

      Det er blot nogle af de ting, som jeg lige umiddelbart kan komme i tanke om. Håber at det kan bruges. I skal være mere end velkommen til at skrive igen, hvis I får flere spørgsmål ellers god rejse og glædelig jul.

      Tine

Del gerne dine tanker eller et spørgsmål med mig