Efter mange timers gåtur rundt i Taipei, hoppede jeg ombord på metroen mod Maokong, hvor jeg skulle få en af de største naturoplevelser, som jeg endte med at opleve i Taipei.

Maokongs gondoler

Gondolerne i Maokong

Jeg ankom til Maokong. Jeg havde glædet mig til nogle timer i zoo og efterfølgende i gondolerne over Maokong. Desværre var zoo’en lukket, så jeg måtte tage mig med takke med gondolerne. Jeg blev placeret i en gondol med to lokale piger, som det så ofte sker, når man er solorejsende. Deres engelske var mangelfuldt, så samtalen var spartansk, men de var alligevel søde.

En smukkere skyline finder man ikke mange steder!

Vi gled langsomt over de majestætiske bjergtoppe, mens Taipeis skyline gled længere og længere væk i horisonten. Roen lagde sig hurtigt over os. Vi hørte kun lyden fra kabelbanen. Den ene af pigerne var nærmest rædselslagende for at køre turen og klamrede sig nærmest til sædet, mens jeg bare nød at svæve over jorden, og mine fødder nød ikke at skulle gå i et stykke tid.

Min “hemmelig” sti

Vi nåede toppen og sagde farvel til hinanden. Jeg havde ærlig talt ikke lyst til at besøge et af tehusene, restauranterne eller souvenirforretningerne på toppen, da der var ret mange mennesker. Så efter at have nydt den smukke udsigt over bjergene gav jeg mig i kast med at finde ud af, hvordan jeg skulle komme ned af Maokong igen.

Med et prisniveau som lå meget over det generelle i Taipei, så gad jeg ikke betale for en tur ned af bjerget med gondolerne. Jeg var jo på et backpackerbudget, og så følte jeg ikke, at turen tilbage ville være pengene værd igen.

En hær af taxaer og busser holdt ved stationen og ventede på at tage turister ned fra Maokong. De virkede umiddelbart som den eneste løsning, men jeg besluttede mig for at nyde udsigten lidt mere først.

Den “hemmelige” sti i Maokong

Mine fødder før trekket

Jeg gik dog lige en runde om stationen for at sikre mig, at jeg havde set udsigten fra alle mulige vinkler og fandt tilfældigvis en lille trappe. Den førte ned til et lille buskads. Min nysgerrighed tog over, og jeg valgte at undersøge sagen. Jeg gik gennem det lille buskads og fandt en lille sti som førte ned fra Maokong.

Det var helt perfekt! Jeg kunne ikke forstå mit eget held! Jeg skulle ikke gå mange skridt, før jeg kom væk fra lydene fra gondolstationen og de mange mennesker. Så jeg satte mig ned og nød at have en af Taipei’s smukkeste udsigter helt for mig selv.

Trætte fødder og en eventyrlig jungle

Den eventyrlige sti!

Mine fødder var smadret efter mange timers gåture og treks over de sidste dage kombineret med en forfærdelig styg varme og luftfugtighed. Men jeg var ikke tvivl, når man får serveret en fantastisk vandretur gennem junglen og ovenikøbet kan have den helt for sig selv, så ville det være for dumt at springe fra, bare fordi ens fødder ikke er helt tip top. De kan hvile en anden dag.

En lokal beboer i junglen omkring Maokong 😉

Junglen var som en fortryllet skov. Træerne snoede sig ind over stien, farvestrålende guldsmed fløj op, hver gang jeg tog et skridt, og firbenene pillede afsted over stenene og gemte sig i små sprækker i trappen.

Jeg mødte kæmpe græshopper, som spiste af de store palmeblade og edderkoppespind som nærmest glimtede i solens stråler. I nærheden kunne jeg høre vandfald bruse og cikaderne synge. Var jeg ikke allerede forelsket i Taipei, så blev jeg det i hvert fald der!

Overrasket lokale

Til tider nåede jeg et par små landsbyer. De lokale virkede lidt overrasket over at se en fremmede i deres by, men forsatte ellers med deres daglige liv. Til sidst nåede jeg en stor vej og måtte gå det sidste stykke ind til byen. Mine fødder var helt færdige, og jeg besluttede mig for at tage en bus tilbage til metroen.

Udsigten fra metrostationen i Taipei

Jeg spurgte en flok lokale, om jeg nu stod ved det rigtige stoppested. Det forsikrede de mig om. Jeg faldt i snak med en af de ældre damer. Hun talte ikke meget engelsk, men forsøgte på bedste vis, ellers brugte vi tegnsprog og vi formåede faktisk at have en længere samtale. Det er møder som disse og muligheden for at have fantastiske steder helt for sig selv, som gør, at jeg elsker at rejse alene!

Er den ikke sød? 🙂

Bussen var godt fuld. Vi havde hver få centimeter at stå på, og da en større flok af de bagerste passagerer skulle af, måtte vi suge maven ind og klemme os helt sammen, for at de kunne komme ud. Men alle havde et smil på læben, og bussen spillede musik, hver gang en person trykkede på stopknappen (jeg havde lyst til at trykke hele tiden! 😛 ). Så det satte lige prikken over i’et på mit lille eventyr i Maokong

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Flere inspirerende indlæg fra utrolige Taiwan