Cuba er virkelig en rejse tilbage i tiden! Overalt kører der amerikanerbiler fra 50’erne rundt, bygningerne er gamle, storslået og flere af dem er lidt faldefærdige, men Cuba er et fantastisk land for backpacking! Jeg har her lavet en lille guide til backpacking i Cuba, så du kan komme bedst fra start i dette fantastiske land!
Opdateret i 2022 med hjælp fra en flink læser. Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland*, VPN via NordVPN* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Indholdsfortegnelse
Praktisk information om backpacking i Cuba
- Valuta: Cuba bruger Cubanske Pesos (CUP), men mange tager også imod amerikanske dollars og euro
- Hovedstad: Havana
- Sprog: Spansk. Det kan være svært at begå sig på Cuba, hvis du ikke kan spansk, så download en oversættelsesapp, hvis du ikke kan
- Bedste rejsetid: November til april, hvor det er udenfor regnsæsonen
- Visum: Skal anskaffes på forhånd. Se mere information her
Overnatninger i Cuba
I Cuba findes der ingen hostels, så du må enten vælge mellem hoteller, casa particulares og Airbnb. Casa Particulares er lidt ligesom homestays, hvor familier lejer et værelse ud til turister. Det er en fantastisk måde at komme helt tæt på de lokale og få et indblik i de lokales liv.
Casas (kan bl.a. findes på booking.com) og Airbnb er klart den billigste måde, at overnatte på Cuba og kan kun anbefales! Det kræver dog en VPN (jeg kan anbefale NordVPN).
Pris: Priser fås fra cirka 100 kr og opefter, alt efter hvor man er. Havana er ofte lidt dyrere, men værelser kan stadig fås fra 150 kr og opefter.
Mad i Cuba
I Cuba findes der hverken mange restauranter eller street food steder og det er ikke den store kolonariske oplevelse at spise i Cuba. Den bedste mad fik vi på vores casas. Vi betalte cirka 40-64 kroner pr person for at spise på vores casas, så fik vi også suppe, kartofler eller pomfritter, kød (ofte kylling eller fisk), ris, tomater og/eller agurk og til tider også dessert.
Vi sparede dog en del ved at købe pasta og tomatsovs i supermarkedet, som vi selv tilberedte. Morgenmad købte vi ligeledes i supermarkedet. Til frokost købte vi ofte noget frugt, brød eller lignende.
Nogle private hjem driver også små restauranter kaldet paladares, men de kan være svære at finde, så der vil jeg anbefale, at du har en guidebog til hjælp – selvom priserne i guidebogen ofte er misvisende.
Internet i Cuba
Er det vigtigt for dig at være online under dit ophold i Cuba, vil jeg anbefale, at du køber et sim kort og fylder “credit” på. Det er relativt billigt, men kan være besværligt, da du fysisk skal finde et bestemt kontor for at fylde nyt data på, når du løber tør.
Det er ikke normalt, at din vært eller Airbnb tilbyder gratis wifi. Nogle steder er der intet, andre steder får du en time gratis om dagen. Derefter opkræves der et beløb i omegnen af $1 pr. time.
Det et dog gratis på det fleste hoteller og muligvis også ved nogle Airbnb værter. Du kan også finde Wifi hotspots som er gratis, som tilbydes i de mange parker eller på nogle cafér. I parkerne kan der være tidsbegrænsning på wifi.
Transport på Cuba
Der findes to busser, som kører rundt på øen Víazul og Astro. Víazul er turisternes bus og er meget komfortabel med toilet. Astro er billigere, men også langt mindre komfortabel, hver Astrobus må have maks to turister med, så det er svært at finde en plads. Det kan anbefales, at du booker dine busbilletter med Víazul mindst to dage før afgang.
Mellem byerne findes der “deletaxaer” (collectivos), altså hvor en bil bliver fyldt op med lokale og turister. Det kan være billigere, men for turister kræver de ofte cirka samme pris som for en busbillet med Víazul.
Fordelen er at man stopper når man har lyst, dog ikke for at se attraktioner, så skal du have din egen taxa med chauffør. Derudover kører de når de er fyldte, så du kan være heldig at komme til din destination på et tidspunkt, som passer dig bedre end busserne. Husk at prutte om prisen!
I Havana kan du bruge La Nave (øens svar på Uber) til at komme rundt, hvis du ikke vil finde en taxa rundt.
Sparetips til Cuba
- Find nogen at dele værelse med (Cuba er alligevel heller ikke et fantastisk land for solorejsende, da det kan være svært at møde andre)
- Lær lidt spansk
- Prøv at finde en deletaxa og prut prisen til under priserne for Víazul
- Spis vegetarisk – vi blev alligevel lidt trætte af kylling og fisk, så vi sparede ofte 1-3 CUC på at spise vegetarisk
- Køb rom og cola, morgenmad og vand i supermarkedet
- Spis kun et stort måltid i løbet af dagen fx frokost eller aftensmad. Det fylder alligevel meget, hvis du spiser på dit casa
Penge/valuta i Cuba
Penge/valuta i Cuba er nærmest et kapitel for sig! Engang havde de cubanske pesos, som kun var tilladt for lokale at veksle til, samt “Convertible” Cuban Peso (CUC), som var tiltænkt turister og som gjorde alting dyrere for turister. CUC er nu afskaffet, så nu er alle tilbage på cubanske pesos, men amerikanske dollars og euro er også meget accepteret.
Du kan hæve pesos i Havana lufthavn, men forvent en meget lang kø i lufthavnen (nogle gange +2 timers ventetid). Så overvej i stedet at have penge med til dit ophold – helst dollars eller euro, som du kan veksle undervejs. Kursen varierer dog meget og kan være alt fra 1:18 til 1:24 (dollars til pesos), så spørg hvor du bor, hvad raten burde være, så du ikke bliver snydt.
Vær dog opmærksom på, at det er ulovligt at tage CUP ud af landet og kan i øvrigt heller ikke veksles tilbage. Så undgå at veksle for meget, så du ikke brænder inde med en masse penge!
Det er også muligt at hæve på Cuba, men de tager 13% i gebyrer på øen, så det kan hurtigt blive en dyr “fornøjelse” at hæve i landet!
Rejsebudget for Cuba
Budget for Cuba er selvfølgelig meget individuelt, og landet kan være dyrt eller billigt alt efter hvordan du rejser. Pt er priserne tårnhøje p.g.a. en stærk mangel på fødevare og en høj efterspørgsel. Simple ting kan være svære at finde, og priserne er tårnhøje. Fx koster en halv l. vand fra 38 kr. og op efter. En 33 cl. dåseøl koster 62 kr. og op efter.
Dykning koster fra cirka 120 kroner for et dyk med fuld udstyr (fra Trinidad).
Men deler du et værelse med en anden, laver du selv en del mad, drikker billig rom fra supermarkedet og prøver så vidt muligt selv at planlægge din tur, så kan du nok rejse i landet fra cirka 200-300 kroner om dagen. Men det kan naturligvis også gøres meget dyrere.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere inspiration og tips fra Nordamerika
Kære Tine
Min veninde og jeg ønsker, at tage til Cuba i februar, for at udforske lidt af landet. Vi er i den forbindelse kommet i tvivl, om det kan lade sig gøre, at tage afsted på egen hånd, eller om det giver mere mening, at gøre det via et rejseselskab. Her tænker jeg primært, at det kan være logistikken i landet, som kan give os udfordringer, da jeg har ladet mig fortælle, at transport på Cuba kan være lidt problematisk.
Både min veninde og jeg har været ude at rejse på den slags ture før, men i mere turistvenlige lande. Vi har det fint med udfordringer, så længe at de ikke overstiger vores kompetencer.
Det er måske vanskeligt for dig, at svare på, men vi tænke, at du var værd at kontakte og høre dine erfaringer i landet, eftersom du har den meget fine rejseblog og har meget erfaring med at rejse alene.
De bedste hilsner
Charlotte og Margrethe
Hej Charlotte,
I skal ikke være bekymret, der er mange fine busser, som kører mellem byerne. De kan dog være udsolgt engang i mellem, så spørger gerne der hvor I bor, om de kan hjælpe med at reservere (det ved jeg ikke om de kan) og ellers kan man ofte komme med delte taxaer til nogenlunde samme pris som bussen. Jeg foreslår, at I bor på casas, det er noget af det billigste og en fantastisk mulighed for at komme helt tæt på de lokale!
Det kan være lidt svært at rejse i Cuba, hvis man ikke kan spansk, men download Google translate og sprogpakkerne, så skal det nok gå. Det er et fantastisk land, så I kan bare glæde jer!
Mvh
Tine
Hejsa Tine
Tusind tak for din tilbagemelding. Vi har nu booket tur til Cuba, og vi glæder os!
Tak for hjælpen.
Mvh
Charlotte
Hej Charlotte
Det var da så lidt. Rigtig god tur
Mvh Tine