Canyoning i Dalat, Vietnam – den vildeste adventureoplevelse

En af de ting, som jeg på forhånd gerne ville prøve i Vietnam var uden tvivl Canyoning i Dalat. Canyoning er simpelthen en dag, hvor man rapeller ned at klippevægge, trekker gennem junglen, rutsjer ned af vandfald og får masser af vand i ørerne. Det lød som en virkelig fed dag i mine øre!

En forvirret start på vores canyoningtur

Min canyoning tur startede ikke just godt. Den startede faktisk mere forvirrende end noget andet. En af de mange shuttlebusser holdt udenfor mit hostel og en fyr påstod, at jeg skulle med dem. Der var dog bare en ting galt, det var ikke det firma, som jeg havde booket online.

En af de ansatte fra hostellet trådte hurtigt til som tolk og det viste sig åbenbart, at dem jeg havde booket ved egentlig ikke var et firma, men de sendte blot havde sendt min bestilling videre til et andet selskab. Efter at have samlet de sidste folk op forsatte vi turen mod Datanla vandfaldet.

Her fik vi udleveret udstyr til dagens tur, hvorefter at vi skulle prøve at rapelle ned af en mindre væg på 9 meter. Da vi stod og kiggede på de andre rapelle ned, virkede de 9 meter forfærdeligt højt og mit hjerte hamrede afsted.

Pludselig sagde vores guide: “Så nu hvor alle har prøvet, så synes jeg vi skal forsætte til klipperne. Med mindre at der er nogen som lige vil øve sig en enkelt gang mere”. Vi stod så fem personer fra vores gruppe, som endnu ikke havde prøvet væggen endnu og det hjalp ikke ligefrem på min højdeskræk, at der ikke helt var styr tingene.

Vi blev dog hurtigt spændt op til at prøve væggen. Jeg begyndte at gå langsomt ud over kanten, da min fod gled en smule. Panikslagen spændte jeg i hele kroppen og kunne ikke bevæge mig ud af stedet. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i??

Guiden kunne hurtigt se hvor anspændt jeg var og fik hurtigt snakket mig mere til ro. Jeg begyndte at gå ned af væggen mens guiden råbte instruktioner til mig. Hen mod slutningen bad han mig om at hoppe til jeg nåede bunden. Første udfordring var nu klaret, nu manglede klippevæggene blot!

Læs også: Blandt flydende landsbyer og ildsprudende drager i Halong Bay

Den første klippevæg

Vi gik ned langs det smukke vandfald. Sveden dryppede af os af varmen fra våddragterne. Den første udfordring lød på 18 meter. En guide og en kameramand trekkede ned til bunden af klippenvæggen, så de var klar til at tage i mod os.

En efter en gik folk ud over klippekanten og forsvandt ned mod vandet. Nervøsiteten tog til. Da det endelig blev min tur havde jeg pludselig glemt alt hvad vi havde lært fra øvevæggen, men så snart jeg kom over kanten glemte jeg hvor langt der var ned og min hop ned af væggen blev bedre og bedre!

Da alle var i gennem gik vi ned til næsten trin af vandfaldet. Her skulle vi kaste os, med ryggen først, ned i vandet. Vi svømmede så hen til vandfaldet, hvor vi virkelig kunne mærke naturens kræfter og mange havde svært ved at blive stående i den stærke strøm. Vi fik taget et gruppebillede og forsatte turen.

Canyoning er en kombination af rapelling og svømning i floder og vandfald

13 meter, en naturlig vandrutsjebane og ro

Vi forsatte dernæst turen til endnu en klippevæg, denne gang på 13 meter. Min højdeskræk var efterhånden blevet mindre og selvom jeg stadig var lidt usikker på at gå ud over klippekanten, så skyldtes det mere manglende erfaring fremfor højdeskræk. Mine hop ned af klippevæggen var ligeledes blevet større og det var blevet sjovere at rapelle!

Da alle var i gennem lagde vi os alle i floden og lod strømmen føre os videre. Det var lidt grænseoverskridende at lade strømmen føre os videre. Hvad nu hvis vi ramte en gren eller ikke kunne stoppe? Jeg besluttede mig at stole på mine guider, de var trods alt erfarende. Jeg sænkede hovedet så ørerne var under vand og nød blot den smukke udsigt og roen.

Læs også: Blandt verdens største huler i Phong Nha Nationalpark

 

Vi nåede et lille vandfald og stoppede. Nogle mere elegant end andre. Særligt de to kinesere vi havde med gruppen led voldsomt. De var helt panikslagen, da de skulle stoppe og kunne nærmest ikke bevæge sig. De turde ikke give slip på den træstamme som de havde fået fat i og kæmpede næsten indbyrdes med hinanden for at være den der holdt fast i træstammen, indtil guiden og en deltager fik hevet dem begge op af vandet.

Så blev det tid til at prøve naturens egen rutsjebane – et lille vandfald. En efter en lagde vi os i vandet og lod os glide ned i vandet.

Klippespring på vores canyoning tur

De største udfordringer ved canyoning

Næste udfordring var den, som jeg havde været mest nervøs over: klippespring. Vi fik nu valget mellem at spring 7, 9 eller 11 meter ned i vandet. En efter en kastede folk sig i vandet og en efter en kom min tur nærmere og nærmere. Mit hjerte hamrede afsted, mine hænder blev svedige, mine ben rystede og klippen syntes at blive højere og højere.

Min guide spurgte mig hvilken højde jeg ville springe fra og jeg var ikke i tvivl, det skulle være 7 meter! Lige før mig skulle en kvinde springe og hun virkede til at have det lige som jeg. Folk omkring prøvede at presse hende til at springe, men det fik hende blot til at gå mere i baglås.

Jeg fortalte hende hvordan jeg havde det og lovede at hvis hun sprang så gjorde jeg også. Hun spurgte om jeg ikke ville springe først. Jeg tvivlede seriøst på om min krop ville lade mig springe, men gik alligevel ned til klipppekanten.

Læs også: En dag på scooter på Cat Ba Island

Min guide spurgte om jeg var klar, men det var jeg overhovedet ikke! Han begyndte at tælle langsomt ned og jeg forsøgte at tomme hovedet for tanker. Da han havde talt ned, så sprang jeg uden tøven. Jeg var egentlig ret forbløffet over mig selv, ingen tøven, ingen skræk, ingenting. Jeg var ret stolt over mig selv og syntes ligefrem at det var sjovt at springe. Havde jeg overvundet min højdeskræk? Nej, det tror jeg ikke, men jeg beviste overfor mig selv, at ikke behøver lade min højdeskræk styre hvad jeg gør. Det er guld værd!

At få tæsk af et vandfald

Vi var alle helt høje, da vi holdt en lille picnic i junglen. Ingen havde tøvet særlig meget på noget tidspunkt og vi havde alle klaret rapelling, klippespringene og rutsjebanen. Men næste rapelling skulle også være den værste og går under navnet Vaskemaskinen. En rapellingtur ved siden af et vandfald, som bankede mod os.

Jeg blev den første som skulle ned af The Washing Machine i gruppen. Jeg blev endnu engang spændt fast og begyndte at gå ned af væggen. Jeg nåede ikke langt før der ikke var mere klippe at gå på og måtte nu fire mig selv ned mod bunden. Vandfaldet bankede mod mig. Det var svært at holde øjnene åbne. Vandet skubbede mig fra side til side og jeg koncentrerede mig blot om at holde afstand til klippen med mine fødder. Da rebet stoppede vidste jeg, at det var på tide at give slip, falde ned i vandet og svømme væk fra vandfaldet.

Canyoning er VILDT!

Jeg blev straks hevet under vandet af strømmen og blev trukket hen mod en klippevæg. Jeg tænkte kun på, at jeg måtte nå op til overfladen igen, hvis jeg skulle overleve, da jeg kom ud af strømmen og atter poppede op til overfladen.

Jeg havde slugt lidt vand, men ellers havde jeg det fint og kunne sætte mig hen på en sten, hvorfra jeg kunne se de andre med et lige så skrækslagen blik, som jeg sikkert havde, poppe op til vandoverfladen ovenpå deres tur i vaskemaskinen.

Til sidst trekkede vi gennem skoven op til en lille plads ved vejen. Her blev vi hentet af vores bil og blev kørt tilbage til vores hostels og hoteller. Vi var alle oppe og køre over en fed dag og fik delt historier, grin og slik. Det var virkelig alle pengene værd!

Vores canyoning team!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra vidunderlige Vietnam