Efter et nattog fra Aarhus rullede mit sidste tog ind på Bludenz station i Vorarlberg-regionen i Østrig. Her skulle jeg mødes med min guide, Angelika. Der var bare et problem: Jeg anede ikke, hvordan Angelika så ud. Det skulle vise sig ikke at blive et problem, for jeg var knap nået op ad trappen, før jeg fik øje på en kvinde, som tydeligvis kunne genkende mig. Så kunne min tid i de østrigske alper for alvor begynde!
Indholdsfortegnelse
Reklamelinks er markeret med *
Fra Bludenz til Brand
Vi hopper ind i Angelikas bil og kører straks mod byen Brand. Jeg suger til mig af udsigterne og fyldes med mere og mere begejstring, mens vi kører op i bjergene. Jeg har det næsten som et barn til jul. Jeg har sådan glædet mig til at komme tilbage i bjergene! Og de første glimt af de østrigske alper skuffer ikke. Selvom Angelika ærgrer sig lidt over, at sneen er smeltet. Normalt ligger der flere meter sne, men en januar-hedebølge har givet plusgrader, og sneen i dalen er nu smeltet.
I Brand nyder vi en hurtig frokost på Dorf Café, og jeg skynder mig at skifte bukser til skiunderbukser og leggings, inden vi sætter kursen mod Palüdbahn Talstation, hvorfra vi skal på en af de aktiviteter, som jeg har glædet mig allermest til på denne tur – sneskovandring!
Angelika har lånt snesko og vandrestave til mig på det lokale turistbureau, mens jeg klædte om. Vi hopper på en kabelbane mod toppen. Bjergtoppene er dækket af skyer, men det gør mig ikke noget. Jeg er bare glad for at være i bjergene! Vi krydser fingre for, at vi kommer over skydækket, når vi rammer endestationen.
Angelika og jeg klikker godt og snakker om alt fra Nepal og Dolomitterne i Italien, hvor hun er fra, til masseturisme og klimaforandringer.
Flinke lokale i Vorarlberg
Vi når toppen, og desværre dækker skyen for udsigterne. Men det tager vi ikke så tungt. I det mindste er der sne, selskabet er godt, og vi er begge begejstret blot ved tanken om at skulle ud at vandre i de østrigske alper!
Vi når knap at finde vores udstyr frem, før en af de ansatte på kabelbane kommer over for at spørge, om vi har brug for hjælp. Men Angelika har naturligvis fuldstændig styr på det, og i løbet af få minutter har vi fået indstillet udstyret. Angelika giver mig en kort introduktion til at gå med snesko, og vi begiver os ud på stierne.
Og der går heldigvis ikke mange minutter, før jeg finder ud af teknikken, og så er det pludselig ikke så svært, når man har vænnet sig til, at ens fødder er noget bredere end normalt.
Sneskovandring i Østrig
Vi når ikke mange hundrede meter, før Angelika nævner, at en ulv er blevet spottet lige præcis her mellem grantræerne. Inderst inde håber jeg på, at vi kommer til at se en vild ulv på vores tur!
Ulven har de sidste 10 år geninvandret ind i Østrig og har, ligesom i Danmark, skabt stor debat. Vi snakker lidt om ulven. Personligt synes jeg, at det er fedt og godt for naturen, at ulvene spreder sig, da de er gode for økosystemerne, men at vi naturligvis skal gøre, hvad vi kan for, at folk kan føle sig trygge ved at have den i naturen.
Angelika undskylder nærmest for den manglende udsigt og det forholdsvis lille snedække. Undervejs forklarer hun, hvad vi burde kunne se.
Men der er også noget særligt ved at gå gennem en sky, og når udsigten forbliver mystisk.
Helt alene vandrer vi gennem grantræsskoven. Vi hører ikke andet end sneskoenes rytmiske bump og lyden af sne, som komprimeres en smule under dem. Engang imellem sidder der lidt for meget sne fast under piggene på skoene, så man lige må ryste dem lidt.
Angelika får det til at se legende let ud, mens jeg har en mere klodset teknik, men begge teknikker fungerer udmærket.
Vinterhygge i en alpehytte
Vi når frem til vores mål, Niggenkopf Terrasse. Her møder vi tre af Angelikas kollegaer, som straks inviterer os til at joine dem. Vi bestiller alle en varm kakao med rom. Det varmer kroppen godt indefra. Der er ægte alpehyttestemning med god musik og masser af latter. Vi skifter mellem engelsk og tysk, hvor Angelika oversætter for mig, når jeg ikke forstår det.
Det er tid til at gå tilbage til kabelbanen, og Angelika går op for at betale for vores drinks, men ejeren fortæller, at ingen af os ved bordet skal betale. Om det er ren venlighed eller fordi de arbejder i rejsebranchen eller om han har overhørt, at jeg har en blog, ved jeg ikke. Men generelt er de lokale enormt hjælpsomme, venlige og imødekommende overfor turister her i området.
En kludret, men også perfekt afslutning
Vi begiver os atter tilbage på stierne for sneskovandring. Til at starte på lå kakaoen tungt i maven, og bakken blev pludselig lidt hårdere, men jeg kommer hurtigt ind i rutinen igen, og i løbet af no time kommer vi tilbage til Palüdhütte.
Angelika tager mig med hen til et udsigtspunkt, hvor vi kan se, hvordan udsigten er på en god dag, men skyerne dækker fortsat for bjergtoppene.
Angelika foreslår, at vi udfordrer os selv med en improviseret sti. Flere steder mangler der sne på stien, der er knap plads til sneskoene, og man risikerer at falde meget langt ned. Angelika springer nærmest ned af stien i løbet af 0,5, men min højdeskræk er trigget, og jeg tager museskridt hele vejen.
Det var nok udsigter ala denne som også er taget i Brand, dog fra Bergstation Dorfbahn Brand/Talstation Panoramabahn Burtscha, som er en anden kabelbane cirka 2 km fra Palüdbahn. Begge er dog stadig meget anbefalelsesværdige!
Et sted skal jeg tage et lidt større skridt, og jeg kommer til at løfte min fod lidt for højt, så min snesko står pludselig vandret i luften. Jeg prøver at få hælen i jorden for at tvinge sneskoen ned på jorden. Men det lykkedes ikke helt, og i stedet bliver jeg nødt til at tage et ekstra stort skridt. Jeg begynder at glide og ender i en akavet stilling med den ene sko over den anden. Angelika ser lidt bekymret ud. Jeg må lige tage en dyb indånding, inden det næste skridt. Jeg har dog fået styr på situationen og begiver mig ekstra langsomt mod bunden.
Vi når igen kabelbanen. Pludselig begynder det at sne voldsomt. Vi er helt høje over sneen og vores oplevelser på sneskovandringen. Og en ting er sikkert, jeg tager gerne på sneskovandring igen!
En guidet sneskovandring er gratis(!!), hvis man bor på et hotel i Brand ellers koster det 25 euros for en voksen. Leje af udstyr er inkluderet. Dog skal man selv betale for drikkevarer ved Niggenkopf Terrasse samt for pas med kabelbanen, Palüdbahn valley station, som koster fra 29 euros for en dagsbillet uden ski.
Turen varer cirka 3 timer tur/retur + tid ved hytten. Der findes flere forskellige ture, og de kan alle bookes her.
Husk vinterstøvler, termobukser/skibukser, en vinterjakke, hue, vanter, kamera og evt. lidt vand.
Jeg boede selv på Hotel Sarotla (reklamelink) og det kan i allerhøjeste grad anbefales! Værelserne var super lækre, moderne indrettet, bade- og soveværelset var begge rigtig store. Der er nespresso-maskine på hvert værelse, fantastisk bjergudsigt. Derudover er der indendørs pool og en virkelig lækker restaurant (selv fik jeg en virkelig lækker treretters menu på restauranten. Det kan anbefales!). Jeg bor her i hvert fald meget gerne her igen. Tjek priser her (reklamelink)
For at komme til Brand/Vorarlbjerg tog jeg toget fra Aarhus til Hamborg, hvor jeg skiftede til et nattog til Zürich og derfra tog jeg et tog til Bludenz. Det fungerede super godt, og det er rart at vide, at man har rejst på en mere bæredygtig måde end ved at flyve! Via online værktøjer er det estimeret, at min togtur kun udledte 64 kg CO2 mod 412-624 kg CO2 som flyet formentlig ville have kostet.
Det er superlet at tage busser rundt i Vorarlberg, og bustiderne passer virkelig godt sammen! Bustider og busruter kan ses her.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas*. Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Min rejse til Brandnertal og Bregenzerwald er betalt af Visit Vorarlberg. Derfor er indlægget markeret som reklame. De har dog ikke indflydelse, hvad jeg skriver og hvordan. Oplevelserne og højdeskrækken er som sædvanligt min hel egen 😉
Mere fra smukke Europa
