Semuc Champey – de smukkeste kalkstens pools i Guatemalas jungle

Semuc Champey var et af de steder, som jeg havde glædet mig til at opleve, da jeg skulle til Guatemala. Men Semuc Champey ligger også langt fra de fleste ting i Guatemala. Så jeg var også i tvivl, om det var turen værd. Efter en lang nat i en natbus fra Atitlánsøen ankommer jeg til Lanquin – klar til en tur til Semuc Champey.

El Mirador

En dum beslutning?

“Skal du med på turen til Semuc Champey?” spørger en medarbejder på mit hostel.

“Nej,” svarer jeg.

Forvirret kigger han på mig: “Så du har kun booket transport?”

“Ja, men ikke gennem hostellet. Jeg har booket det med en lokal fyr i byen,” svarer jeg igen.

“Hvad? Du har booket selv???” spørger han.

“Ja,” svarer jeg igen.

Men nu begynder tankerne at løbe. Er det dumt at booke hos en lokal? Er det usikkert? Har jeg læst hele situationen forkert? Hvor mange ved egentlig, at jeg tager på denne tur nu? Burde jeg aflyse og tage med hostellets transport? Min chauffør kommer om cirka 15 minutter – kan jeg tillade mig at aflyse nu? Er det dumt gjort?

Jeg beslutter mig for at holde fast i min beslutning, og kort tid efter kommer min chauffør. Der sidder et par andre mænd i bilen, men for en offentlig taxa er det ikke usædvanligt.

Usikkerheden fortsætter

Vi kører ind i Lanquin, hvor mændene ihærdigt forsøger at få folk med bilen. “Semuc Champey!” råber de højere, end en løve kan brøle. “Semuc Champey!” Minutterne strækker sig, og jeg bliver lidt utålmodig. Jeg vil gerne afsted, før alle turistbusserne ankommer. Der går nok ikke mere end 5-10 minutter, før vi fortsætter turen mod Semuc Champey.

Normalt står lokale og turister op på ladet af jeepen, mens den bumper afsted på den hullede grusvej. De negative tanker kører stadig i hovedet på mig. Jeg er helt opmærksom på, at jeg er alene, og at mændene til enhver tid kan stoppe og gøre mig fortræd. Pludselig stopper de også midt i ingenting, og jeg panikker en smule.

Chaufføren stikker hovedet ud af vinduet og siger: “Dette er El Mirador (udsigtspunktet). Jeg tænkte, at du gerne ville tage et par billeder her? Tag dig god tid og sig til, når vi skal køre videre.” Med ét bliver jeg pinligt berørt af mine tanker. Disse mænd har ikke været andet end søde mod mig. Men tænk, at en enkelt kommentar i den forkerte tone kan plante sådan en usikkerhed.

Jeg tager mine billeder, og vi kører til indgangen af nationalparken. Jeg aftaler hurtigt med min chauffør, Abner, at han skal hente mig igen kl. 14. Jeg får hurtigt købt min billet og kommer ind i parken.

Hold godt øje med træer, stier osv. Der er et rigt dyreliv i Semuc Champey. Du kan se alt fra leafcutter ants (som disse) til tukaner og edderkoppeaber

En svedig vandretur til udsigtspunktet over Semuc Champey

Jeg sætter straks kurs mod udsigtspunktet over Semuc Champey. Temperaturen, og ikke mindst luftfugtigheden, er høj her om sommeren. Især nu hvor jeg ikke længere er i +2000 meters højde, handler det om at få overstået fysisk hårde aktiviteter, før det bliver alt for varmt.

Man skulle ikke tro, at det stadig er de tidlige morgentimer, for luftfugtigheden er stadig tårnhøj, og der går ikke mange minutter, før sveden drypper af mig. Jeg sørger for at holde mange vandpauser og minder mig selv om, at de kølige pools venter bagefter.

Jeg møder to canadiere, som ser ud til at klare varmen bedre end jeg, og jeg bilder mig selv ind, at det må være, fordi de er fra Calgary og vant til at vandre i Rocky Mountains.

Min t-shirt klistrer til kroppen, da jeg når toppen. Men udsigten slår mig fuldstændig bagover, og med ét glemmer jeg (næsten) alle strabadserne og alt sveden.

Der er ikke mange på toppen – de to canadiere og en stor familie fra Mexico. Så der er masser af plads til, at alle kan få deres billeder uden at skulle vente. Mexikanerne er hurtigt videre, og jeg falder i snak om kameraindstillinger og rejser med de to søde canadiere. De vælger dog at forlade udsigtspunktet før mig, og pludselig er jeg helt alene deroppe.

En svømmetur ved Semuc Champey er ved at gå galt…

Jeg går videre til næste pool, hvor man gerne må bade. Poolen er meget populær, og jeg er åbenbart stødt ind i de første turgrupper. Heldigvis er der stadig masser af plads her udenfor højsæsonen.

Jeg overhører en rejseguide sige til sin gruppe, at de snart skal videre op til udsigtspunktet og derfra videre til grotten. I det øjeblik er jeg virkelig glad for min beslutning om ikke at tage på en tur. Jeg er slet ikke færdig med at nyde de forskellige pools, som jeg er rejst langt for at opleve. Nu kan jeg suge til mig og nyde oplevelsen i mit eget tempo.

Jeg bader i samtlige pools, hvor det er tilladt, og går videre til den næste, så snart flere begynder at ankomme til den pool, jeg er i. Jeg kniber mig selv i armen. Tænk at kunne opleve sådan et smukt naturområde og så endda med relativt få mennesker ved hver pool.

Enkelte personer hopper mellem de forskellige pools eller bruger endda de små vandfald som rutsjebane. Jeg er netop gået ud af en pool og er ved at tage mit tøj på, da jeg ser en mand bruge et vandfald som pool.

Men jeg kan se på ham, at noget er galt. Han er ved at gå i panik og er ikke selv klar over det endnu. Jeg skynder mig ned til kanten af poolen, da han pludselig råber: “HELP HELP!” og plasker febrilsk i vandet.

Området minder mig lidt om Kuang Si i Laos

To personer i vandet er dog tættere på ham og når over til ham, før jeg når i vandet. De får beroliget ham og får ham samtidig over til nogle sten, hvor han kan sidde og falde ned igen. Jeg er glad for at vide, at min træning fra mit PADI Rescue Diver-kursus stadig har lært mig noget, og ikke mindst at han blev reddet! Det kunne hurtigt være gået galt.

Endnu en uheldig situation…

Jeg går videre til næste pool, svømmer og tager naturligvis nogle billeder. Pludselig mærker jeg noget inde i mine shorts. Det er tydeligvis lille, og jeg tænker, at det nok er en myg. Jeg kigger ikke ned, men forsøger bare at vifte det ud. Men få sekunder senere mærker jeg en stor smerte, som får mig til at bande højlydt.

Jeg kigger ned, og en lille bi eller hveps flyver ud af mit bukseben. Det gør pokkers ondt, men jeg kan ikke gøre andet end at bide det i mig. Stikket er heldigvis ikke særlig stort, så jeg fortæller mig selv, at det nok går i sig selv igen.

Jeg går videre og ender på parkeringspladsen. Der indser jeg, at jeg nok har misset vandfaldet til sidst i parken. Jeg spørger lokale, som fortæller mig, at jeg skal over den gule bro og se det derfra. Det viser sig at være et andet vandfald, så jeg går tilbage til indgangen og spørger venligt, om jeg kan komme ind på min billet igen.

Det får jeg heldigvis lov til, og jeg går den lille sti ned til vandfaldet. Så åbner himlen sig ellers. Men fast besluttet går jeg så langt som stien tillader. Vandet bruser afsted, og regnen er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet.

I løbet af få minutter er hele stien forvandlet til en mindre flod. Jeg beslutter mig for, at det er mit tegn til, at turen er slut. Jeg går tilbage til parkeringspladsen, hvor jeg venter på Abner under et halvtag. I mellemtiden er mit bistik blevet væsentligt større. Allerede samme aften er det på størrelse med en hånd, og dagen efter får jeg heldigvis fat i antihistaminer.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!