Besøg på Cai Rang og Phong Dien flydende marked i Can Tho, Vietnam

Det var tidligt morgen, da vi tøffende begav os ud på Mekongfloden. Omkring os kunne vi høre brummen fra de omkringliggende både. Mørket blev enkelte gange brudt af lyset fra de sporadiske lygtepæle, som stod inde på land.

Vi sejlede forbi et marked, som lignede noget som allerede havde været i gang i mange timer. Vi sejlede forbi en flydende benzintank. Mere af mere af det lokale liv blev synlig i takt med at solen stod op bag det tunge skydække og vi kunne efterhånden begynde at se de mange andre både, som havde kurs mod de flydende markeder.

Cai Rang flydende marked i Vietnam

Som vi nærmede os Cai Rang flydende marked blev mændgen af både større. Midt på floden så vi pludselig en ø af både og vi vidste at vi nu var ankommet til det flydende marked. Overalt blev der handlet og pruttet. Vandmeloner og ananas fløj gennem luften mellem de mange både.

Hver båd havde en lang pind med frugt og grønt, så man kunne se hvad den solgte. På den måde kunne de små både navigere ind og ud mellem de store i jagten på varer. Et par mindre både fungerede som restauranter og kaffebarer for turister og handlende. Solen brød netop i gennem skydækket, så vi lige netop kunne nyde den sidste del af solopgangen, mens vores chauffør fik sig en suppe til morgenmad. Dagen var kun lige begyndt og den var allerede god!

Læs også: En vidunderlig aften i Can Tho, Vietnam

En lille charmetrold og Phong Dien flydende marked

Vi forsatte turen længere op ad floden og forsatte ind af en lille kanal. Vores chauffør sejlede ind til siden, pegede på et skilt og sagde: “Ri pepe” (læs: rice paper). Vi var åbenbart kommet til en lille rispapirsfabrik. De første stykker rispapir lå allerede og tørrede i solen. En lille vietnamesisk dame stod og smurte en dej helt tyndt ud, mens en mand flyttede de dampede rispapir over på store sivmåtter, hvor de skulle ligge og tørre. Deres selvsikre bevægelser mindede nærmest om en lille dans.

Læs også: Hvordan er det så at flytte til Vietnam?

En lille pige fik øje på mit kamera og skyndte sig hen til mig. Hun havde allerede lært at kommunikere med turister og pegede først på kameraet og dernæst sig selv. Da jeg havde taget billedet og viste det til hende tog hun straks kameraet ud af mine hænder og gengældte tjenesten. Hun rakte mig kameraet, gik hen til den næste flok turister og gjorde præcis det samme igen.

Vi gik tilbage til båden og forsatte turen mod Phong Dien flydende marked. Vores chauffør styrede båden med kyndig hånd og kunne da både styre båden samtidig med at hun flettede blomster ud af bambus. Vi nåede det lille marked. Jeg havde hørt, at det skulle være det bedste, men det var mere eller mindre 5-6 lokale både omringet af cirka dobbelt så mange turistbåde, så meget for et autentisk marked…

Læs også: Trekking i Sapa – uden alle turisterne

De små kanaler

Dernæst gik turen ind i de små kanaler. Mængden af affald var stærk reduceret, larmen fra de mange både var ikke-eksisterende. I stedet var vi nu omringet af palmer og små lokale huse. De mange lokale hilste pænt på os. En flok lokale børn stod ved vandkanten og begyndte at hoppe begejstret og vinke ivrigt til os, da vi gled forbi i vandet.

Det var det smukke landskab, som jeg havde glædet mig til at se, men de imødekommende lokale gjorde blot oplevelsen endnu bedre! Turbådene sejlede alle den samme vej, men langt de fleste holdt en afstand, så vi følte os helt alene på floden.

Læs også: Cruise i Halong Bay

Den lille frugtfarm og tilbageturen

Vores chauffør gjorde endnu et stop langs flodkanten og gjorde tegn til at vi skulle gå i samme retning som vi havde sejlet. Vi gik gennem en lille palmeplantage og hilste på de lokale. Efter lidt tid så vi igen vores chauffør. Hun stod på den lille sti og vinkede til os. Vi skulle nu besøge en lille frugtfarm.

Vi gik gennem en lille have mens vores guide forsøgte at finde frem til de få frugter, som hun kendte det engelske navn på. Efter cirka fem minutters gåtur blev vi ledt ind i en lille restaurant.

Her blev vi spurgt om vi ville købe et måltid mad til vores guide, men det ville franskmændene ikke være med til, i stedet købte hun selv hendes frokost. Personligt havde jeg ikke noget i mod, hvis vi alle gav lidt til hendes mad. Da hun var færdig tog vi igen ud på floderne og satte atter kursen mod Can Tho.

Vi stoppede flere gange for at fjerne plastikposer fra roret og for at tanke benzin ved en af de flydende tankstationer inden vi tøffende nåede den lille samling af brædder, som udgjorde “havnen”. Vi gav vores båddame lidt drikkepenge som tak for turen. Jeg gav hende lidt ekstra så det kunne dække lidt af udgifterne til mad. Dernæst satte vi kursen mod hotellet og vores senge!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra vidunderlige Vietnam