Indholdsfortegnelse
Jeg har ikke været så spændt på at komme til et nyt land, som jeg var med Nepal, længe. Sommerfuglene baskede rundt i maven, som på min første solorejse. Jeg har spændt, nervøs for om landet levede op til mine forventninger og lykkelig over endelig at komme til Nepal.
Støv, kaos og svindlere i Kathmandu lufthavn
Der gik ikke længe, før jeg var udsat for første svindelnummer i Nepal. Det startede faktisk allerede i lufthavnen. Jeg udfyldte først en masse information, så som pasnummer, nationalitet osv. på en computer, hvorefter jeg betalte for et 30 dages visum ved en skranke. Jeg fik udleveret to sedler, hvor der stod 15 dage på. Jeg gik ud fra, at kutyme at få to 15-dages-sedler, når man havde betalt for 30 dage. Jeg gik hen til en anden skranke og fik udstedt mit visum.
Jeg opdagede hurtigt, at mit visum kun var 15 dage, så jeg måtte tilbage til den første skranke og have manden til at udlevere to sedler, hvorpå der stod 30 dage og tilbage til skranken, hvor de udstedte visum. Så fik jeg udstedt et nyt visum på 30 dage. Havde jeg ikke opdaget det, ville det have kostet mig 75 dollars at overskride mit visum med 15 dage (og ham, som gav mig sedlerne, var blevet 15 dollars rigere).
Jeg havde mødt nogle backpackere i flyet. Vi var sammen blevet enige om, at vi ville prøve at få en taxa, som vi ikke havde betalt på forhånd inde i lufthavnen. Det havde vi hørt skulle koste 400-500 rupee (fremfor 800 rupee (48 kr)).
Det blev til laaaang tids forhandling, hvor chaufførerne brugte nærmest alle tricks i bogen, for at få os til at betale ekstra. Det var først, da jeg begyndte at gå, at vi fik forhandlet dem ned til 800 rupee. Vi kunne nok godt have forhandlet dem yderligere ned, men gad ikke bruge mere tid på det.
Vi kørte ad støvet veje ind til centrum. Overalt var der farver og pludselig stod der en ko midt på vejen. På trods af svindelnumre, så var jeg allerede forelsket i Nepal og køreturen bekræftede mig bare i, at det er et helt særligt land.
Vi sluttede dagen af med aftensmad på Shantipur Kathmandu Hotels* tagterrasse og en gåtur i Thamel.
Pokhara og vandretur
Efter at have udforsket Kathmandu i nogle dage, valgte jeg at tage til Pokhara – primært for at vandre, men også for at få lidt mere ro. Det fandt jeg desværre ikke der, hvor jeg havde bosat mig. Så der gik ikke lang tid, før jeg tog ud i Himalaya for at vandre.
Det er en af de vildeste oplevelser, som jeg nogensinde har haft, og det kan ikke rigtig beskrives i ord, hvor vildt det er at stå på toppen af et bjerg i Himalaya, mens solen står op.
Min vandretur var dog også mærket af problemer – der var ekstra mange på ruten, da der var et ultraløb, mens jeg var der, så en af dagene havde jeg rigtig svært ved at finde et sted at sove, men som alle andre rejseproblemer, så lykkedes det til sidst.
Buddhas fødested og vilde dyr
Jeg tilbragte et par dage i Pokhara efter min vandretur og blev heldigvis rigtig glad for byen i de dage. Dernæst tog jeg til Lumbini, Buddhas fødested. Jeg kendte ikke rigtig noget til byen og havde det ikke oprindeligt på min plan for Nepal, men flere læsere anbefalede det, så jeg tog dertil.
Det fortryder jeg bestemt ikke! Lumbini er helt særligt, og overalt er der en særlig spirituel stemning. Byen er meget primitiv, men jeg nød at se en mere landlig side af Nepal ift. Kathmandu og Pokhara. Der var også lidt længere mellem de udenlandske turister i Lumbini, så det føltes som om, at jeg var faldet over en hemmelig skat i Nepal.
Mit sidste stop inden Kathmandu blev Chitwan National Park, hvor jeg drømte om at se det sjældne enhornet næsehorn. Vi var heldige at se hele to næsehorn. Det var helt fantastisk at være på en kanotur og en walking safari i nationalparken! Og kan klart anbefales, hvis du kan lide dyr.
Hvordan er det at rejse alene i Nepal?
Jeg havde en rigtig god oplevelse med at rejse alene i Nepal. Langt de fleste lokale er utrolig søde og jeg oplevede dem som nysgerrige, men samtidig ville de gerne fortælle om Nepal.
Den nepalesiske kærlighedsfamilie – de spurgte om et billede, så jeg skulle naturligvis også have et
På busturen mellem Kathmandu og Pokhara sad jeg ved siden af en nepalesisk familie. De fortalte meget om livet i Nepal og hvordan de havde fået lov til at gifte sig af kærlighed og ikke et arrangeret bryllup, som stadig er rimelig normalt i landet. De lærte mig at synge en lokal sang, og de gav mig virkelig et godt indtryk ovenpå de mange nepalesere, som forsøgte at snyde mig i Kathmandu.
Fra Pokhara tog jeg ligeledes lokalt transport til mit startpunkt for min vandretur, og her var de lokale også søde til at guide mig til de rigtige busser, og de virkede generelt ret begejstret for, at jeg tog lokal transport. Jeg har et utal af historier om søde lokale i Nepal.
Det sværeste ved at rejse i Nepal
Min tålmodighed blev sat på en prøve i Nepal. Jeg anser mig ellers selv for at være en meget tålmodig person. Er bussen forsinket? No problem, jeg lytter bare til noget musik i stedet. Men i Nepal blev min tålmodighed virkelig sat på prøve. Jeg var nemlig så heldig (eller uheldig, alt efter hvordan man ser på det) at ramme Nepal i intet mindre en fire festivaler.
Den mest brugte sætning som jeg hørte i Nepal var: “Det er på grund af festivalen”. Jeg elsker at opleve lokale festivaler, for jeg synes virkelig, at de kan give et godt indblik i den lokale kultur. Desværre forgår mange festivaler i Nepal, i hvert fald det meste af dem, som de holdte, mens jeg var i landet, indenfor hjemmets fire vægge.
Men det betød også, at busturen fra Kathmandu til Pokhara tog 10 timer, selvom turen kun er 200 km, de sidste 30 km tog fire timer at køre, fordi det var en lang kø….Det skyldtes åbenbart at alle skulle tilbage på arbejde, efter en festival.
Min bus fra Chitwan blev rykket fra kl 7 til kl 8.30 til kl 11.30, kl 12.30 kom den og samlede mig op. Vi skulle så hente andre rejsende og lokale, så kl 14.30 kørte vi ENDELIG imod Kathmandu! Turen til Kathmandu varede selvfølgelig også lidt længere end forventet – godt at jeg havde rigelig med sunde snacks. Men min tålmodighed blev virkelig sat på prøve.
Men generelt så forvent at busturene tager 8-10 timer og ikke 6-7 timer, som de fleste siger.
En anden ting, som jeg havde det rigtig svært ved, var støvet som fandtes OVERALT. Det var umuligt at holde noget fri for støv, og jeg gik ikke engang 5 minutter i mine sandaler, før mine fødder var dækket af et lag støv. Det var dog ikke det værste.
Det værste var at køre i gennem de smukke landskaber, hvor støv hvirvlede over det hele. Det gjorde det faktisk svært at trække vejret ordentligt, så ligesom nogle steder i Kina, måtte jeg til tider have noget for munden, for at kunne trække vejret (dog var det af lidt andre årsager i Kina, nemlig forurening).
Slanger i paradis
Selvfølgelig findes der også slanger i paradis, sådan er det altid. I Kathmandu oplevede jeg mange som prøvede at snyde mig, men de var så åbenlyse, når de forsøgte at snyde mig, så jeg kunne spotte dem på 4 km afstand, og det blev bare komisk.
Jeg mødte to backpackere i en af de lokale busser mod mit trek. De havde åbenbart lige fået stjålet deres værdigenstande fra deres tasker. Men de havde også valgt at efterlade deres rygsække med værdigenstande på bussen, imens at de gik ud for at finde lidt at spise. Man skal ALDRIG efterlade værdigenstande uden opsyn, for man ved aldrig, hvem der er i nærheden.
Jeg synes selvfølgelig, at det er synd for dem. Jeg har selv oplevet at få stjålet alle værdigenstande (da min taske blev skåret op på en bus i Peru) for mange år tilbage. Men det ville også være forkert at gøre alle nepalesere til tyve, bare fordi en person ikke kan kende forskel på dit og mit.
En dag, hvor jeg sad ved Durbar Square og observerede livet på pladsen, kom en mand hen og satte sig nogle meter fra mig. Han hilste pænt og jeg hilste naturligvis tilbage. Der gik noget tid, hvor vi ikke sagde noget, men pludselig spurgte han, om jeg havde lyst til at dyrke sex. Jeg afviste ham først høfligt, men da han spurgte igen, valgte jeg at gå væk.
Det var egentlig ikke, fordi det var en ubehagelig situation, men mere irriterende. Hvad havde han regnet med? Men den kunne lige så godt være kommet fra en fuld dansker på et diskotek…Manden er på ingen måde repræsentativ for de mange nepalesere, som jeg mødte. De var derimod meget respektfulde overfor mig – mænd som kvinder.
På trods af tålmodighedsproblemer og et par trælse typer, så forelskede jeg mig virkelig i Nepal! En måned i landet var virkelig ikke nok for mig, og jeg kan næsten ikke vente med at komme tilbage en dag!
Momos
Hvordan er maden i Nepal?
Jeg blev positivt overrasket over maden i Nepal! De fleste steder serverer momos (Nepals svar på dumplings) og dal bhat (stavningen kan variere) som er en ret med ris, en linsegrød og grøntsager – det smager fantastisk! Alle laver dal bhat på forskellige måder, så har du smagt det et sted, så smager det måske helt anderledes inde ved siden af.
Dal bhat er ofte noget af det billigste på menukortet, og selv hvis det ikke er det billigste på menukortet, så kan det hurtigt blive det billigste, fordi der er gratis refill. Så jeg vil vove påstå, at selv macho-mænd kan blive mætte på en dal bhat 😉
En anden ting, som jeg blev overrasket over, var deres kaffe! Efter flere måneder i Asien, hvor kvaliteten af kaffe svinger kraftigt, så var det dejligt at komme til Nepal og få god kaffe. De er også gode til at bage brød, så for mig var det virkelig dejligt at komme til Nepal og få alt det, som jeg havde savnet, og dertil prøve nye lækre retter.
Hvordan er vejret i Nepal?
Jeg rejste fra midt oktober til midt november. Hele vejen i gennem havde jeg perfekt vejr! Det regnede og haglede kun ganske kort, da jeg var ude at vandre, selvfølgelig på et tidspunkt, hvor det hele så sort ud og jeg mest af alt havde lyst til at give op (er det, det man kalder skæbnes ironi?).
Generelt ville jeg holde mig til foråret eller efteråret i Nepal, hvis du skal vandre. Om vinteren kan det blive rigtig koldt i bjergene (det kan det selvfølgelig hele året rundt, når man er flere kilometer oppe i luften, men du er mere eller mindre garanteret, at det er rigtig koldt om vinteren!).
I de danske sommermåneder er det monsunsæson, så det kan blive rigtig vådt og det er ikke usædvanligt med mudderskred.
I det sydlige Nepal (omkring Chitwan og Lumbini) er vejret væsentlig varmere end den nordlige del. Så det er faktisk okay om vinteren, selvom det godt kan blive lidt koldt om natten og om efteråret/foråret kan det blive rigelig varmt. Jeg undervurderede faktisk varmen en smule i Lumbini og endte med at få noget som mindede om solstik en af dagene, så pas på dig selv.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com og booking.com samt oplevelser gennem getyourguide.
Mere fra eventyrlige Nepal
