Inkastien til Machu Picchu – en vandring gennem historien

Vi står tidligt morgen på en vej i Cuzco. Søvnen hænger i øjnene, og min krop er ikke helt varmet op fra den kolde nat, men samtidig glæder jeg mig. Vi skal vandre på Inkastien til Machu Picchu, og det er en barndomsdrøm der er ved at gå i opfyldelse!

Først skal minibussen dog lige komme. Vi venter og venter og venter, men bussen kommer ikke. Efter lang tids venten ringer vores guide, Simba, efter bussen. Den kommer åbenbart ikke, og vi skal i stedet gå til et andet sted for at blive samlet op af en anden minibus.

Vi finder hurtigt bussen og er endelig på vej til Ollantaytambo. Her spiser vi vores morgenmad og køber en vandrepind, inden vi går tilbage til bilen. Pludselig dukker Simba op med endnu en vandrer. Hun hedder Luciana og er åbenbart efterladt af hendes gruppe. Hvem efterlader en person tilbage? eller har hun ikke fulgt efter sin guide og dermed er blevet væk? tænker jeg…

Begyndelsen på vores trek på inkastien til Machu Picchu

Vi kører derefter til startpunktet for inkastien. Her pakker vi vores rygsække. De fleste af os har bare en lille rygsæk, men Luciana har en taske, som er større end den jeg har med til seks måneders rejse!

Vi går ned til floden. Her får vi udleveret vores trekkingtilladelser, på hver tilladelse er der navn, pasnummer, nationalitet osv. men min viser, at jeg åbenbart har skiftet pasnummer og køn, siden vi forlod Ollantaytambo… Men jeg kommer nu alligevel ind.

Vi går langs Urubamba floden, omringet af snedækkede bjerge, grønne marker og kort tid efter kommer vi til den første lille Inka ruin. Simba fortæller os om inkaerne samt om planter tæt på stien, og hvad de bruges til. Han udleverer tre coca blade til os hver.

Vi viser bladene til bjerget Pachamama og siger en remse, som Simba fortæller os. Det skal give os god held på vores rejse. Vi lægger bladene blandt siderne i vores pas, så de forbliver intakte indtil vi står på toppen af Pachamama.

Efter næsten fire timer, når vi vores camp. Porterne har allerede sat vores telt op og har næsten maden klar, som vi ankommer. Hver eneste dag på turen imponerer de mig. De er de første til at stå op, og de sidste til at gå i seng. De bærer 28 kg på ryggen og går et godt stykke tid efter os andre, alligevel er de altid de første til at ankomme til vores nye camp.

Den hårdeste dag af inkastien

Bærerne vækker os tidligt om morgenen med en kop coca te, men jeg når ikke at få mere end et par slurke, før vi skal ud af teltet, så bærerne kan pakke det sammen.

Vi får en vidunderlig morgenmad og snakker om natten. De fleste har ikke kunne sove ordentligt og blev vækket, da en hest angreb Simbas telt, og de bliver nærmest chokereret over at høre, at jeg har sovet som en sten og ikke hørte angrebet.

Vi begiver os ud på dagens trek som efter sigende skulle være det hårdeste på ruten. Vi når ikke langt gennem skoven, før gruppens ældste medlem Mariann må stoppe. Hun viser tegn på højdesyge og vælger at tage den fornuftige beslutning og stoppe. Simba arrangerer transport til Aqua Caliente, mens vi andre forsætter op af bjerget.

Landskabet ændrer sig langsomt fra jungle til koldt bjerglandskab, men udsigten er fænomenal. Bjerget er stejlt og hver gang jeg tror, at jeg er ved at nå toppen, opdager jeg, at den er endnu længere væk.

Jeg holder en pause og får øjenkontakt med en anden kvinde, hun pruster og stønner, lige som jeg, og spørger mig så: “Why did we pay for this? God, I hate myself!” – jeg har flere gange i løbet af dagen tænkt på det, men jeg ved også, at belønningen er det værd.

Porterne kommer forbi, mens jeg holder pause og siger drillende: “Vamos, vamos” (Vi går, vi går), og det virker hver gang. Lidt drillende siger jeg det til dem, når de holder pause. De tager det med et smil, og nogle gange sætter jeg mig også sammen med dem og snakker.

I am on top of the world! 

Efter 4 timer og 40 minutter når jeg endelig toppen! Jeg er den første fra min gruppe og udsigten er fuldstændig overvældende! Jeg finder et sted, som er nogenlunde i læ og nyder udsigten. Flere og flere vandrere når toppen. Glæden og lettelsen står skrevet i deres ansigter.

Folk på toppen står og hepper på folk fra deres grupper, mens amerikanerne står og råber: “USA, USA, USA!!”. Jeg finder det ret fornærmende overfor alle andre. Vi har jo alle klaret turen, er folk så mindre værd, bare fordi de ikke er fra USA? Så i stedet stiller jeg mig ved siden af og hepper på alle andre vandrere, for alle fortjener et tilråb og lidt opmuntring!

Da resten af min gruppe når toppen, får vi taget et billede og jeg forsætter ned af bjerget, mens de holder en pause. Vi skal sove i 3660 meters højde, så vi skal bevæge os yderligere 540 meter ned.

Vejen ned er som en stentrappe med ustabile sten. Jeg går forbi små vandfald og nyder udsigten så vidt muligt. Jeg ankommer tidligt til campen og porteren, som venter på mig, virker ærlig talt lidt overrasket over, at jeg allerede er ankommet. Vi går hen til vores telte, og jeg får pakket mine ting ud.

Porterne bliver helt forfjamsket og undskylder mange gange for, at teen ikke er færdig. Jeg fortæller dem, at det er helt i orden. Jeg finder min mp3-afspiller frem og lytter til musik, mens jeg nyder udsigten og den varmende sol. Efter noget tid kommer en porter med teen, og sjældent har jeg da fået serveret te med sådan en god udsigt.

Pachamama

Simba har besluttet, at vi kan sove en halv time ekstra i dag. Så vi ser den ene gruppe efter den anden forlade deres lejre, mens vi sidder og spiser morgenmad. På den måde ender vi med at have stien for os selv.

Vi når toppen, Pachamama. Her finder vi vores coca blade frem. Vi lægger dem under en lille bunke sten, vi selv har samlet og siger igen nogle ord på quechua. Det skulle give os held til resten af turen ad Inkastien til Machu Picchu. Da vi når frokoststedet, er de andre grupper ved at gå.

Simba kan se, at jeg ikke lige connecter så godt med de andre i gruppen, og at mit tempo er lidt anderledes end deres. Så han fortæller mig, at jeg bare skal gå i mit eget tempo efter frokosten. Derudover fortæller han mig, hvor jeg skal vente på gruppen, så jeg kan lære lidt om områderne og inkaerne fra Simba. Så jeg går overlykkelig i mit eget tempo og føler mig umanerlig heldig, at jeg har inkastien helt for mig selv!

Simba viser os flere ruiner og fortæller os, hvordan inkaerne byggede dem jordskælvsikre. Vi når en skillevej. Her kan vi vælge at tage en genvej til campen eller gå den originale inkasti. Jeg vælger, som den eneste, at gå den originale sti, da jeg vil have hele oplevelsen, nu hvor jeg er her. Simba sender mig i forvejen, og da han har forklaret de andre vejen, indhenter han mig.

Simba fortæller om tidligere grupper, og hvilken kulturforskel han har observeret, mens jeg fortæller om mine rejseoplevelser som solorejsende. Simba er en venlig og imponerende fyr. Han har tidligere løbet maraton på inkastien til Machu Picchu, så på en dag har han løbet lige så langt, som vi går på fire dage!

Når enden er Machu Picchu!

Den sidste dag står vi op kl 3.30. Vi spiser lidt morgenmad og går mod gaten, som først åbner kl 5.30. Vi er tredje gruppe i køen. Da gaten åbner, får vi hurtigt tjekket vores tilladelse og går mod Machu Picchu.

Vi når en trappe med knæhøje trin og efter en time på trappen, når vi endelig Inti-Punku (sol gaten), hvor vi før det første glimt af Machu Picchu. Det er helt fantastisk! Vores vandredage har endelig givet frugt, og jeg føler mig virkelig stolt.

Vi går ned til Machu Picchu og tager lidt for mange billeder på vejen. Vi skal dog lige ud af området og stemples endnu engang, så vi er lovligt på området. Her venter vi på Mariann som skulle komme med en af de første busser.

Men vi kan ikke finde hende, og hun tager ikke sin mobil. Så vi bruger alt for lang tid på at vente, og da hun endelig kommer, er der allerede en del turister. Vi når kun en rundtur og har ikke meget tid til at udforske det på egen hånd, men det er en fantastisk oplevelse, og det er helt overvældende!

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra det vilde Sydamerika