Fantastiske oplevelser ved Leshan Buddhaen

Jeg sidder i metroen, da en SMS tikker ind: “Vi er på vej mod togstationen nu og er der cirka om en times tid.” Jeg skal mødes med rejseblogger, Trine, hendes kæreste, Helge, og Helges søn, Oliver.

Inden afgang til Kina fandt vi nemlig ud af, at vi skulle være i Beijing og formentlig også i Chengdu på samme tidspunkt. Så vi arrangerede hurtigt, at vi skulle lege turister sammen, og dagen i dag skal bruges på at besøge Leshan Buddhaen.

En skæv start

Mit hostel ligger tæt på togstationen, og jeg ankommer væsentlig tidligere end Trine og hendes familie. Pyt, tænker jeg. Jeg stikker nogle høretelefoner i ørerne, sætter noget musik på og begynder at iagttage folk på stationen.

Efter en times tid kommer Trine og hendes familie. Vi stiller os i kø for at købe billetter. Jeg har dog glemt mit pas, men vi håber på, at et mobilbillede af informationssiden vil være nok.

Efter en længere kø, hvor vi må spidse albuerne for at holde vores plads i køen, kommer vi endelig frem til sælgeren, som fortæller os, at mit billede ikke er godt nok. Det er kun passet eller en fotokopi af det som kan bruges. Desuden kan vi ikke nå det næste tog, men må vente nogle timer.

Vi vender situationen en smule. Skal vi i stedet besøge pandacenteret eller gå på opdagelse i Chengdu? Eller skal jeg forsøge at nå tilbage til mit hostel for at hente passet?

I løb gennem Chengdu

Da jeg allerede har set pandaerne og byens attraktioner, så beslutter jeg mig for at forsøge at hente passet tids nok til, at vi kan nå toget om nogle timer. De andre stiller sig i kø igen, mens jeg løber ned mod metroen. Jeg får købt en billet og kommer ombord på metroen kort tid før, den kører.

Utålmodigt står jeg og venter på at nå min destination. Jeg løber som en af de første ud af toget, men midt i virvaret misser jeg den udgang, som jeg ellers har taget mange gange. I stedet må jeg løbe rundt på stationen for at finde en udgang.

Jeg løber derefter hen på hostellet, hvor personalet heldigvis sidder ved bagageopbevaringen. De låser mig ind, og jeg finder hurtigt mit pas.

Jeg løber tilbage mod metroen. Jeg stiller mig i kø for at købe en billet og bander lidt over mig, for ikke at have købt to billetter ved togstationen, så jeg var fri for at stå i kø igen.

Jeg løber ned til metroen og misser netop det første metrotog. Utålmodig tripper jeg rundt. Jeg kommer hurtigt ombord på det næste metrotog og bliver ved med at heppe på, at dørene skal lukke. Toget kører afsted. Jeg regner hurtigt ud, at det tager tre minutter per station og beregner derefter, hvornår jeg kan være fremme.

Jeg sender en SMS til Trine og de andre for at lade dem vide, at jeg er på vej. Da metroen når min station, må jeg mase mig i gennem flokken af kinesere som er på vej ind i metroen. Jeg løber gennem stationen mod lyntogene.

Jeg løber mod billetkontoret, og Oliver fortæller mig, hvor de andre står. Forpustet når jeg køen, og toget er heldigvis ikke udsolgt. Vi får købt billetter (reklamelink). Damen ser kun på billedesiden, for at kigge efter mit pasnummer, som hun ender med at skrive forkert….

Vi kommer gennem security og kan kort tid efter gå ombord på lyntoget til Leshan. Vi ankommer til Leshan og hopper straks på en taxa til Buddhaen.

Leshan Buddhaen

Leshan Buddhaen er verden højeste siddende Buddha på 71 meter, og den har endda et 7 meter langt øre. Buddhaen blev i øvrigt bygget mellem 713 og 803. Monken Hai Tong besluttede sig for at lave Buddhaen for at berolige vandet fra floderne, som havde forårsaget en del problemer for skibe i området.

Han ledte arbejdet og bad om almisser til støtte af projektet, indtil hans død, hvorefter at to andre munke overtog. Stenene som blev hugget ud af bjerget blev kastet i floden og skulle efter sigende have dæmpet strømmen, som dog stadig virkede ret kraftig. I 1996 blev Leshan Buddhaen optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og i dag valfarter turister og troende til stedet.

Vores oplevelse ved Leshan Buddhaen

Vi betaler for indgangen og går mod toppen af bjerget. Vi kan hurtigt mærke, at stedet har mere at byde på end bare en Buddha. Der er skåret kinesiske tegn ind i bjerget, der er en lille sø med karper, og på toppen er der flere templer.

I det første tempel er der flere statuer, og flere kinesere går stille rundt og beder. Bag templet tænder de røgelsespinde og stearinlys i stilhed. Hele stedet emmer af rolighed. Vi begiver os bag tempel nummer to og kan høre flere stemmer. I et lille hus sidder munke samt nonner og synger. Det lyder helt fantastik, og stemningen er rolig, hvilket er lidt usædvanligt i Kina.

Oliver og jeg går yderligere op til en pavillion, inden vi alle forsætter ned mod Buddhaen. Han er kæmpe stor, og folk ligner myrer ved siden af ham. Vi forsætter ned af trappen mod bunden. Man kan kun gå en af gangen ned af den smalle trappe, og vi bevæger os langsomt nedad.

Vi ser små Buddhaer skåret ind i væggen. Flere personer har lagt penge ved dem i håb om en bedre fremtid eller for et godt efterliv for deres afdøde familiemedlemmer. På turen ned kommer vi forbi Buddhaens store fingre og tær. Da vi endelig når bunden, kan vi ikke længere se folk på toppen, og Buddhaen brager mod himlen.

Nogle kineser beder og tænder atter røgelse. De fleste tager dog bare billeder af den imponerende Buddha og hinanden. Vi bliver også hurtigt spurgt om at stille op til et billede, så det gør vi naturligvis.

Når vi har fået vores billeder og er klar til at forlade stedet igen, går det op for os, at vi skal gå op ad bjerget igen, men udsigten til en frodig skov og en brusende flod gør det gåturen værd. Vi når toppen og vil gerne ud af en anden udgang end den vi kom ind af.

En kinesisk kvinde gør os dog opmærksom på, at vi ikke kan gå ud, den vej som vi tror, og hun følger os mod udgangen gennem skoven. Da vi når udgangen, står der en vagt og råber af os. Han vil have os ud, og det skal være NU!

Så snart vi kommer ud, bliver vi overfaldet af taxachauffører, som vil køre os tilbage til togstationen til overpris, men vi nægter og går selv i retningen mod togstationen.

En skæv afslutning

Vi går længe, før vi finder en taxa, som vil køre os til stationen til en fornuftig pris. Da vi kommer frem, bliver vi overfaldet af chauffører som vil køre os til Chengdu, men vi takker nej og går ind på billetkontoret, hvor vi bliver mødt med sætningen: “Der er udsolgt til Chengdu i dag, vil I afsted i morgen?

Vi kan ikke fatte beskeden. Jeg har et fly ud til Lijiang og Tiger Leaping Gorge fra Chengdu morgen efter, så vi kan ikke udskyde tilbageturen. Bag mig står der en kinesisk kvinde, som siger at hun kan få os tilbage til Chengdu med chauffør for kun 100 RMB (96 kr) mere end togturen koster og efter at have sikret os, at det er i alt og ikke per person, takker vi ja.

Vores chauffør er en sød kinesisk mand. Hans engelske er spartansk, men han forklarer os, at han lige skal tanke først, og at vi kan tisse af på tankstationen. Vi begiver os derefter på en tre timers køretur mod Chengdu centrum.

Vores chauffør er nysgerrig og vil gerne lære os bedre at kende. Ved hjælp af en oversættelsesapp spørger han, hvor vi er fra, om vi kan lide Chengdu og Kina, samt hvad vi har set i Chengdu.

Efter tre timer bliver vi sat af tæt på mit hostel. Jeg krammer de andre farvel, henter min taske og hopper på det næstsidste tog mod lufthavnen, hvorfra jeg skal videre til Lijiang.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra mystiske Kina her