Reklame
Jeg elsker at vandre, og jeg elsker mad. Derfor lød kulinarisk vintervandring som den perfekte kombination for mig! Jeg vågnede dog om morgenen og følte mig ikke helt frisk. Jeg havde mest af alt lyst til at lægge mig under dynen. Men jeg vidste også, at jeg ville fortryde det, hvis jeg missede min vandretur. Så jeg hankede op i mig selv.
Indholdsfortegnelse
Bussen der “forsvandt”
Overskuddet var ikke vildt høj, og det var som om, at det var væsentlig sværere at få styr på mine ting inden afgang. Jeg kom ud af døren og nåede hele vejen ud af hotellet, før det gik op for mig, at jeg også havde glemt at få mine briller på. Så jeg måtte skynde mig tilbage op på værelset og løbe hen til bussen.
Der stod allerede nogle lokale turister som skulle med samme bus, og de kunne heldigvis fortælle mig, at jeg ikke havde misset den. Der var også et par minutter til afgang, og den offentlige transport havde været imponerende punktlige indtil videre. Det kunne DSB lære meget af!
Et par minutter over afgangstid var bussen dog stadig ikke ankommet. Jeg begyndte at blive nervøs. Har jeg set forkert på tidsplanen? Eller den anderledes på en lørdag? – Jeg tjekker tidsplanen flere gange, men tidspunktet er rigtigt nok. De lokale turister ser også lidt forvirret ud.
Pludselig kommer der en anden bus som ikke står på tidsplanen. Jeg overvejer lidt at tage den, da den skal til nogenlunde samme område.
Men jeg er ikke helt sikker på, at den kører til det helt rigtige sted eller om den sætter mig af det helt forkerte sted, som jeg har dummet mig med flere gange før. Så jeg beslutter mig for, at være mere safe than sorry ved at vente på “min” bus.
Endelig kommer den! Knap 50 minutter for sent, men det går mig ikke på. Jeg er endelig på vej, og bussen, som jeg skal skifte til, holder pænt og venter på os ved busstoppestedet.
I bus i de østrigske alper og en træls start på min vintervandring
På vej i bussen ringer min telefon. Det er min danske veninde som ringer, mens hun rejser rundt i Australien. “Hvad laver du?” spørger hun. “Kører rundt i en bus i de østrigske alper” svarer jeg, hvilket mildes talt gør hende lidt paf. Vi snakker lidt frem og tilbage, mens jeg skyder det ene billede efter det andet ud af bussens rude.
Pludselig er vi fremme ved endestationen. Jeg tror fejlagtigt, at jeg skal et stop mere, indtil buschaufføren (meget venligt) smider mig ud af bussen. Jeg skyder et par billeder mere og kigger efter Hotel Alpenstern som er mit første stop.
Her skal jeg spise morgenmad med udsigt til de storslåede bjerge! Jeg finder hurtigt deres restaurant og giver dem min voucher. Tjeneren kigger på den og siger, at jeg skal gå ud i receptionen. Køen til receptionen er lidt lang, men jeg stiller mig troligt i kø og giver receptionisten min voucher, da det bliver min tur. Han ser lidt forvirret ud, og jeg fortæller, at jeg har booket den kulinariske vintervandring.
Han fortæller mig, at deres morgenmad lukker kl 10, og nu er klokken altså 10.02. Han skynder sig derfor ud i køkkenet i håb om, at de vil sammensætte en tallerken til mig. Men morgenmadsbuffeten er lukket og slukket. Så jeg må starte min vandretur på tom mave. Heldigvis har jeg nogle snacks i rygsækken, som jeg klarer mig på.
Men da jeg ikke er helt frisk og havde på fornemmelsen, at det bare ville blive en lidt off dag, slår det mig mere ud end normalt. Jeg sender et par sms’er til min veninde i Australien, hvor jeg brokker mig lidt. Så sætter jeg mig ned, trækker vejret og suger til mig af udsigten. Det hjælper med at hanke op i mig selv igen.
Vintervandring forbi de alpine pister
Energiniveauet er lavere end på en normal vandretur, men de storslåede udsigter hjælper mere og mere på humøret – heldigvis. Solen skinner nede fra oven og varmer mine kinder. Der ligger held sne nok her i Damüls, og modsat min tur med sneskovandring er himlen helt klar, og jeg kan nyde udsigt til den ene bjergtop efter den anden!
Pludselig kommer jeg til en pist, som jeg åbenbart skal krydse her på min vandretur. Østrigerne suser forbi på deres alpine ski, og jeg er lidt nervøs ved situationen. Kan de nå at se mig og dreje udenom? tænker jeg. Heldigvis står der et østrigsk par, som også skal krydse pisten, og ligesom da jeg skulle krydse vejen de første mange gange i Vietnam, gik jeg i ly af parret, mens de lokale på ski nemt styrede udenom os.
Storslåede udsigter
Jeg kommer forbi en lille trægynge og en rislende flod, som minder mig om, hvordan klimaforandringerne virkelig er ved at ændre vores natur. Jeg når den fineste og muligvis den mindste kirke, som jeg nogensinde har set. Der er kun plads til en stol og et alter på størrelse med et natbord.
Jeg følger de fine pink skilte til en lille bakke, hvor jeg virkelig får udsigt over bjergene som nærmest ligger lag på lag. Hvis jeg ikke allerede var forelsket i de østrigske alper, så bliver jeg det i hvert fald i dette sekund.
Mit kamera kommer på overarbejde.
Stien fortsætter med at sno sig gennem landskabet, og min nysgerrighed giver mig lyst til at fortsætte, men sulten overmander mig, da jeg ser Jägerstüble bjerghytte, hvor jeg skal spise frokost.
Det bliver til en lækker wienerschnitzel med en endnu bedre udsigt.
Et magisk landskab og en dum turist
Jeg fortsætter min vandretur. Selvom jeg næsten ikke kan tro det, så bliver udsigten og landskabet ved med at overraske mig. Østrig er uden tvivl magisk!
Pludselig begynder en kvinde at råbe af mig på tysk, som jeg ikke forstår. Hun peger fabrilsk bag mig. Jeg vender mig rundt, og en mand på ski er i fuld fart på vej mod mig. Heldigvis drejer han hurtigt væk, før jeg når at reagere, og vi undgår et sammenstød.
Jeg takker for hendes hjælp og går videre. Jeg møder ikke mange på min vandretur, og føler mig ret forkælet over at have disse udsigter helt for mig selv.
Jeg nærmer mig Damüls, da jeg pludselig hører råb bagfra. Jeg vender mig rundt, og endnu en mand er på vej i fuld fart direkte mod mig. Han begynder at dreje den ene vej, tror jeg, så jeg skynder mig at springe den anden vej.
I samme sekund drejer han og har igen direkte kurs mod mig. Han får dog drejet af og er meget tæt på at styrte i sneen. Men han er tydeligvis dygtig og får holdt sig oprejst, mens han bander højlyst over den dumme turist som tydeligvis ikke fatter “færdselsreglerne” på pisterne.
Vandreruten slutter af med en apfelstrudel på Damülser Hof med udsigt til bjergene. Men jeg er ikke færdig med at vandre, så jeg vælger at gå lidt længere ned til en nærliggende kirke længere nede af bjerget.
Kulinarisk vintervandring i Damüls (og andre områder i Vorarlberg) skal bookes online og skal gerne gøres et par uger inden afrejse, så du kan nå at få billetterne sendt hjem.
Man skal dog heldigvis ikke vælge en bestemt dato. Billetterne er gældende hele vintersæsonen (november-marts), så man dukker bare op på den dag, som man ønsker at vandre. Du kan booke her. Det koster fra 45 euros per person.
Forvent at bruge cirka 3-4 timer på at vandre, alt efter dit niveau, og hvor mange detours du laver. Er du erfaren vandre, så ville denne rute nok være rimelig let, mens den nok er let til medium for uerfarende vandrere.
Jeg anbefaler, at du har skiundertøj, et par bukser (evt. termo på en kold dag), en vindtæt jakke og/eller en dynejakke. Husk derudover handsker, hue og halstørklæde/buff. Det var 6 grader og solskin, da jeg var der, så for mig var leggings og skiunderbukser samt en skiundertrøje og en dynejakke på. Det var varmt nok. Jeg gik i almindelige vinterstøvler, og det var fint, selvom det var glat nogle steder. Af den årsag vil jeg også anbefale, at du bruger vandrestave.
Det er også muligt at dyrke almindelig vintervandring. Vorarlberg har rigtig mange vandreruter til vintervandring. Du kan finde en fuld oversigt her.
Jeg boede på Hotel Bären i Mellau og tog bussen. Generelt fungerede offentlig transport enormt godt i Vorarlberg, og det var kun denne ene gang, hvor bussen blev forsinket. Jeg anbefaler, at du tager bussen, så du vil være der kl 8 fremfor kl 9 i tilfælde af forsinkelser 😉 Du kan tjekke busruter m.m. her.
For at komme til Vorarlberg tog jeg toget fra Aarhus til Hamborg, hvor jeg skiftede til et nattog til Zürich og derfra tog jeg et tog til Bludenz og senere tog jeg offentlig transport til Mellau. Det fungerede super godt, og det er rart at vide, at man har rejst på en mere bæredygtig måde end ved at flyve! Via online værktøjer er det estimeret, at min togtur kun udledte 64 kg CO2 mod 412-624 kg CO2 som flyet formentlig ville have kostet.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas*. Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Min rejse til Brandnertal og Bregenzerwald er betalt af Visit Vorarlberg. Derfor er indlægget markeret som reklame. De har dog ikke indflydelse, hvad jeg skriver og hvordan. Oplevelserne og højdeskrækken er som sædvanligt min hel egen 😉
Mere fra smukke Europa
