Farvel Vietnam – status på den sidste måned i Vietnam

Tredje gang er lykkens gang, ikke sandt? I mit tilfælde blev tredje måned vist lykkens måned. Mine to første måneder i Vietnam var ikke ligefrem så vellykket, men lykken vendte lidt den sidste måned – heldigvis

Fuld fart fremad

Den sidste måned var der fuld fart på målingerne. Jeg fik endelig et system op at køre, så jeg kunne tage nogle af de målinger, som jeg var taget til Vietnam for at få og efter nogle uger lykkedes det også at få et andet system op og køre, så jeg kunne få dobbelt så mange målinger. Godt nok, fik jeg aldrig helt nok målinger til mit forsøg, men fik i sidste omgang flere end jeg havde forventet.

Selvfølgelig var målingerne ikke helt problemfrie. En af de sidste uger var jeg så uheldig, at få halsbetændelse, så brugte næsten en uge i sengen, mens min studerende skulle passe projektet og det var åbenbart utrolig svært at overfodre fiskene, så i stedet for at tage på, så havde de simpelthen tabt sig…

Men efter at have rettet hende for 107. gang, så fattede hun forhåbentlig endelig, at hun skal gøre hvad jeg siger og ikke alt muligt andet. Hun skal nemlig forsætte en del af forsøget selv…

Læs også om min første og anden måned i Vietnam

Møde med en læser

I slutningen af marts oplevede jeg, at en mail tikkede ind fra Caroline, som er fast læser på bloggen. Caroline spurgte om jeg ikke havde nogle tips til Can Tho. Men i stedet for at skrive en mail med tip, forslog jeg, at jeg viste hende rundt i byen. Et tilbud, som hun straks takkede ja til.

Jeg var lidt spændt på at møde Caroline. Ville det blive lidt akavet? Ville der blive pinlig tavshed eller lignende? Heldigvis blev mine bekymringer endnu engang gjort til skamme.

Jeg brugte cirka halvanden dag med Caroline, og jeg hyggede mig simpelthen så meget. Det var hyggeligt, at vise Caroline Can Tho, snakken kørte og det føltes som om at vi havde kendt hinanden i mange år. Det var dejligt, at tale lidt dansk igen, og jeg nød virkelig at tilbringe tid med hende.

Optræden til kagefestivallen

Vi besøgte lokale markeder, en lokal kagefestival, som egentlig ikke havde meget kage, men til gengæld bød på dans, god mad og selvfølgelig utrolig højt musik… Caroline var kort tid forinden begyndt på at rejse alene, efter at hendes rejsemakker var rejst tilbage til Danmark tidligere end planlagt, og hun havde naturligvis lidt bekymringer omkring det.

Det var lidt sjovt at høre, for det var netop mange af de samme bekymringer, som jeg selv havde da jeg startede med at rejse alene, og jeg har senere fået at vide, at Caroline har taget nogle af mine råd til sig og er blevet rigtig glad for at rejse alene 😀

Paradisøer og storbyferie

Den sidste måneds tid i Vietnam gik med at få så mange målinger som muligt. Men jeg fik også tid til at komme forbi paradisøerne Con Dao Islands, som virkelig var en fed oplevelse. Selv flyveturen var en stor oplevelse, men det skal jeg nok skrive mere om senere.

Jeg brugte de sidste par dage på at sige farvel til mine mange nye venner. Mit hotel holdt en afskedsmiddag for mig og min veninde, Jessica, min næstsidste aften i Can Tho. Og på min sidste aften inviterede jeg flere veninder ud på middag og kaffe, som tak for hjælpen med mit projekt. Mine sidste dage i Vietnam brugte jeg i Ho Chi Minh City.

Om at glæde sig til at komme hjem, og hvad jeg har lært

For en gangs skyld glædede jeg mig til at komme hjem og se min familie og venner igen. Jeg har nemlig flere venner, som jeg ikke har set længe, fx har jeg ikke set en af mine veninder i hele 18 måneder. Så dem glædede jeg mig naturligvis til at komme hjem til. Derudover var temperaturerne i Sydvietnam steget til 40 grader og omkring 80 procents fugtighed, så det glædede jeg mig også til at slippe lidt for.

Selvfølgelig var det også lidt trist at sige farvel til Can Tho, mine venner og min hverdag dernede. Jeg kommer også til at savne mine vietnamesiske venner, kaffen, maden og ikke mindst priserne. Jeg skal i hvert fald lige vænne mig til de danske priser igen.

Jeg klarede mig i gennem de tre måneder, selvom min vejleder ikke troede på mig og det er jeg faktisk stolt over. Det var virkelig hårdt, men jeg har også lært en masse i Vietnam, herunder:

• Vietnameserne kan kun gøre tingene på en måde. Man skulle jo nødig fornye sig…
• Du kan ikke give vietnameserne et interval. Fx når man siger man skal bruge fisk som vejer 50-70 gram, så er det ikke usædvanligt at man får fisk på 30 gram…
• Status betyder alt i Vietnam, så da de hørte at jeg gik til uni de første par uger, så forsikrede de mig om at de nok skulle skaffe mig en cykel. De rigeste har nemlig en bil, middelklassen har en scooter, de lidt fattigere har en cykel og de laveste i samfundet går…
• Can Tho University er en del fattigere end Aarhus Universitet. Så der må spares, derfor er mange bænke m.m. er sponsoreret af gamle elever eller af firmaer, og toiletpapir er sparet væk…
• Vietnameserne er enorm motionsforstrækket, hvorfor skal man gå tre hundrede meter til uni, når man kan køre dem på scooter?
• I Vietnam behøver man jo ikke flytte sig for en ambulance i udrykning, den kan da vente som alle andre…og ambulanceføreren ryger da også lige i ambulancen…

• Vietnameserne mener åbenbart at en bønnepasta med ris er kage – Nej, Vietnam, bare nej…
• Hvid person = rig. Okay, jeg var væsentlig rigere end den gennemsnitlige vietnameser, men mine kontordamer mente bestemt, at jeg måtte have en bil i Danmark…ja, det har alle danske studerende jo råd til??
• Hvid person = alvidende. Det var i hvert fald forventet, at jeg kunne fikse udstyr, som de selv ikke kunne finde ud af at fikse. Nu har de også kun arbejdet med udstyret i flere år, hvorfra jeg kun har arbejdet med det nogle måneder….
• Jeg har efterhånden lært at fikse en del udstyr…
• Hvis jeg ikke allerede vidste det, så har jeg i hvert fald lært, at den vietnamesiske madpyramide er bygget op omkring kød. Vi ved jo alle, at man ikke kan blive mæt af grøntsager??
• Hvis du siger til en vietnameser: “Jeg kan nok bedst lide kylling af kylling og svinekød“, så betyder det “Jeg er allergisk overfor alt andet end kylling og svinekød, så du må gerne bestille kylling eller svinekød til mig hver dag i flere måneder og gerne tilberedt på præcis samme måde…“
• Vietnamesiske kvinder er åbenbart meget slappe. Det er i hvert fald MEGET svært at flytte en gasbeholder eller skue en ventil på….nej, så er det åbenbart bedre at vente en del minutter på, at der kan komme en fyr og ordne det for en…come on tøser, så svært er det altså heller ikke..

• • Alting går bare langsommere i Vietnam…
  • Vietnameserne har ingen tålmodighed og det er ikke usædvanligt at de springer foran i køen i supermarkedet eller lufthavnen…
  • Danske standarder og Vietnamesiske standarder for renlighed er bestemt ikke de samme. Nej, din fisketank er ikke ren, når der er et tykt lag af bakterier på samtlige sider i tanken, heller ikke selvom vandet er nyskiftet og rent…
  • De færreste i Can Tho forstod hvad jeg sagde på vietnamesisk, og det var også selvom de kun havde to ting på menukortet, som overhovedet ikke lød til at være det samme. Men kom jeg til Ho Chi Minh City eller andre steder, hvor der er flere turister, så kunne jeg pludselig flydende vietnamesisk, og ingen var i tvivl, om hvad jeg bestilte…
  • Det er ikke usædvanligt at have en arbejdsdag på 10-12 timer i Vietnam. Til gengæld er det heller ikke usædvanligt, at tage en middagslur på en time samt 1-2 timers frokostpause…
  • Når de en sjældent gang forstod, hvad jeg sagde på vietnamesisk, så var det ikke usædvanligt at de hvinede og klappede i deres hænder, som om at de lige havde vundet i lotto, fordi jeg bad om en appelsinjuice….til gengæld var de heller ikke blege for at grine en lige op i ansigtet, når man sagde noget, som var den mindste smule forkert….nej, der er ingen kredit bare for at prøve…
  • Flytter jeg til Vietnam igen, så skal jeg nok bo i en by med lidt flere expats og med vietnamesere, som forstår engelsk eller mit gebrokken vietnamesiske….Det er svært at få tætte venner med en sprogbarriere der siger spar to….

Forskellen mellem at bo og rejse i et land

Jeg har i den grad også fundet ud af hvor stor forskel der er på at bo og rejse i et land og hvor få skyggesider vi ser når vi rejser. Jeg har tidligere boet i Australien, hvor jeg også lærte en del om samfundet, men Australien har væsentlig færre skyggesider end Vietnam. Skyggesider som jeg i den grad har oplevet under min tid i Can Tho!

Jeg har altid været klar over, at de lokale har mere brug for pengene, når jeg rejser i fattige lande og jeg ved at en dollars kan betyde meget mere for en fattig vietnameser end jeg. Så jeg giver mig ofte lidt når jeg prutter om prisen.

I Vietnam lever næsten 12% af befolkningen for to dollars om dagen, og i Can Tho så jeg væsentligt flere af den befolkningsgruppe end jeg tidligere har set.

I de største turistbyer fjernes mange af de fattigste, så man ikke ser dem i samme grad. De fjernes i stor grad af regeringen ellers også har de bare ikke råd til at bo der og er tvunget til at flytte til billigere steder. Can Tho er endnu ikke et af de store turistmål i Vietnam, så borgerne har endnu ikke oplevet meget af den velstand, som turister kan medføre.

Jeg havde ligeledes væsentlig flere penge end den almene vietnameser og begyndte også at føle lidt dårlig samvittighed over at kunne vælge lige hvad jeg havde lyst til i supermarkedet og kunne fyre mange penge afsted på en tur, når jeg vidste at på den anden side af døren kæmpede folk for at få mad på bordet. Det var jo egentlig ikke sjovt at være rig, når der er så mange der kæmper.

Selvfølgelig købte jeg min meste mad billige steder og støttede de fattigste ved at give dem penge for de lodsedler, som de solgte, uden at tage i mod en lodseddel. Jeg ved godt, at man ikke kan redde alle og jeg håber, at jeg har gjort en lille forskel for nogle af vietnameserne, men jeg har virkelig også lært at påskønne det danske samfund. Vi er jo heldige at være født danske!

Jeg skal ikke bekymre mig voldsomt om at få mad på bordet. Jeg skal ikke låne en masse penge for at få en uddannelse og jeg har råd til at rejse. For mange i Vietnam er det blot ting man kan drømme om.

Jeg har også lært hvor frie vi egentlig er. Mine vietnamesiske venner fortalte mig, at de ikke kunne snakke dårligt om regeringen offentlig, da regeringen ved ALT om dem og deres familie. Fandt regeringen ud af at en lokal havde snakket dårligt om regeringen, så var det ikke usædvanligt, at familien mistede deres arbejde eller kom i fængsel, et ukendt sted.

Officielt har Vietnam heller ikke censur, men skriver en hjemmeside dårligt om Vietnam, så bliver den side “tilfældigvis” så langsom så vietnameserne ikke kan gå ind på den indtil historien er væk igen.

Mine veninder, som skulle ud og interviewe de lokale, skulle ligeledes altid have mindst en betjent med sig, som holdt øje med alt hvad de fortog sig og skulle de interviewe højerestående folk skulle spørgsmålene sendes på forhånd, så de kunne forberede et passende svar.

På min afdeling har de også oplevet at militæret en dag kom ind og tog seks måneders forskning, formentlig fordi regeringen ikke brød sig om resultaterne…det må altså være skræmmende!

Ja, Vietnam er egentlig lidt skræmmende når man kigger efter under overfladen, men det er stadig et smukt land og de lokale er vanvittig søde og hjælpsomme! Så jeg rejser gerne tilbage igen. Kan man egentlig være politisk når man rejser?

Det går jo udover de fattige lokale, hvis man valgte at boycotte et land som Vietnam…men min tid har i hvert fald lært mig en ting, hvor heldig jeg er for at være dansker. Jeg fortryder ikke min tid i Vietnam. Ja, det har været hårdt, frustrerende, men enormt lærerigt og givende!

---

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra vidunderlige Vietnam