Elephant Mountain: Vandring til et af de bedste udsigtspunkter i Taipei

Jeg sad på mit hostel i Taipei og afslappede af efter mange timers byvandring, da tiden nærmede sig solnedgang, og jeg fik lyst til at komme ud og tage nogle billeder. Så jeg spurgte i receptionen om de kendte nogle steder, at se solnedgangen nær hostellet.

Svaret lød promte, at der ikke var nogen udsigtspunkter i nærheden, og jeg ikke burde misse Elephant Mountain! Egentlig ville jeg gerne have længere tid til at opleve Elephant Mountain, men receptionisten fortalte at med en tyfon på vej, så ville vejret kun blive dårligere. Med andre ord, så havde jeg ikke et valg, hvis jeg skulle have et ordentligt billede.

En stresset start mod Elephant Mountain

Jeg styrtede op på værelset og hentede mit kamera. Jeg skyndte mig dernæst hen til metroen, som pludselig syntes, at køre ufattelig langsom. Jeg trippede og holdt et skarpt øje med stationerne.

Jeg kom op af metroens mørke og kunne se, at solens stråler allerede var ved at skifte til en mere rødlig farve. Det var ikke lige, sådan jeg havde tænkt, jeg skulle opleve Elephant Mountain. Jeg løb hen til den nærmeste park, hvor jeg stoppede en lokal kvinde for at høre, om jeg var på vej i dem rigtige retning.

Hun kunne ikke lade vær med at grine, da hun ti skridt tidligere var blevet stoppet af en flok singaporeanere, som havde stillet det eksakt samme spørgsmål, og hun forslog at jeg fulgtes med dem.

Jeg indhentede gruppen og fulgtes med dem, men det blev hurtigt tydeligt, at deres tempo var væsentligt langsommere end mit, og at vi ikke ville nå toppen, inden solen var forsvundet i horisonten. Så jeg sagde hurtigt farvel og forsatte med at løbe op ad bjerget.

Jeg nåede de seks gigantiske kampsten og opdagede hurtigt, at jeg ikke var den eneste som gerne ville have et billede af solnedgangen. Jeg besluttede mig for at løbe videre op til udsigtsplatformen, som selvfølgelig også var fyldt med fotoglade turister og lokale.

Den svedende blegfis

Prustende og badet i sved fik jeg mig en lille plads helt op ved rækværket. Jeg ved ikke helt, om det var min lugt, mit glinsende ydre, min vejrtrækning der lød som en maratonløber der lige er kommet i mål eller om det var en kombination af dem alle, som fik de omkringværende til at sende tvivlsomme blik i min retning.

Men jeg havde nået det. Solen stod lavt mod horisonten, men havde lige lidt mere at give af, og den nåede at sende gyldne stråler i mod os i noget tid, før den langsomt blev mindre og mindre samtidig med, at den forvandlede himlen til en palet af farver.

Da den forsvandt bag horisonten, blev der tyndet ud i menneskemængden. Så jeg kunne arbejde mig mod et bedre og bedre spot på platformen for at få nogle nattebilleder af Taipei skyline.

Den skjulte sti

Da mørket havde indhyllet byen, begyndte jeg at søge ned mod bunden igen. Pludselig delte stien sig i to og det virkede som om, at alle valgte stien til venstre, så jeg gik til højre. Jeg kom frem til endnu et udsigtspunkt med kun en håndfuld lokale.

Jeg fandt en bænk og nød udsigten. På trods af en ellers lidt stressfulde start havde det alligevel været en god oplevelse og jeg kunne nu sidde og nyde udsigten.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Flere inspirerende indlæg fra utrolige Taiwan