Colombo var en by, som min mor og jeg blev advaret i mod at besøge, da vi rejste rundt i Sri Lanka. De fleste fortalte os, at byen var alt for hektisk og at der ikke var noget at lave. Så de foreslog, at vi kom ud af Colombo så hurtigt som muligt eller helt undgik byen.

Vi besluttede os for at opleve byen alligevel for at danne vores eget indtryk af byen, og fordi jeg har venner som bor i byen. Selvom Colombo ikke er mit favoritsted i Sri Lanka, så er jeg alligevel glad for at have set Colombo, for byen var alligevel ikke så slem, som de fleste havde fortalt os.

Reklamelinks er markeret med *, bruger du dem, støtter du bloggen med få kroner, uden at det koster dig ekstra.

kirke i colombo


Seværdigheder og oplevelser i Colombo


Colombo er uden tvivl Sri Lankas største by med 5,6 millioner indbyggere, og byen er derfor ret hektisk! Byen startede som en lille havneby, hvor handlende fra hele verden købte kanel og ædelsten. I dag er hovedstaden blevet en rigtig metropol, men her er stadig langt mellem udlændinge/turister.

Vores første møde med Colombo var da også lidt hektisk, da vi ankom med toget til banegården og så, hvordan folk hang på siden af de overfyldte tog.

Så kom vi til et hostel som var så langt fra billederne online. Så meget at det faktisk var på grænsen til det latterlige. Heldigvis fandt vi et hotel* som var væsentlig bedre og et rigtig godt udgangspunkt for at udforske byen.

Vi var heldigvis også kommet lørdag eftermiddag, hvor trafikken var let, og dagen efter var trafikken nærmest ikke eksisterende, derfor følte vi ikke, at Colombo var så hektisk, som vi var blevet advaret i mod.

Derfor kan jeg også anbefale, at man besøger Colombo om søndagen! 1-2 dage i byen burde være nok for de fleste. Her kommer mine forslag til oplevelser og seværdighder, som du skal se i Colombo.

Gangaramaya temple

Gangaramaya templet er et af de vigtigste og ældste buddhistiske templer i Colombo. Det blev bygget af munken Hikkaduwe Sri Sumangala Nayaka Thera i 1885. Templet er lidt et museum og et tempel i ét. Her kan man se alverdens Buddha-statuer udstillet men også mønter og bøger. Her findes et helligt træ, hvor man blandt andet har hængt CD’er på snor. Det lyder helt skørt, men kan man se bort fra de til tider ret absurde tiltag, så er det et ret så fint tempel. Jeg nød virkelig, at observere de lokale tilbede Buddha og det hellige træ, samt at gå rundt og kigge i de forskellige rum.

Jeg har senere hørt, at templet skulle have en tempelelefant, men jeg så heldigvis ikke nogen og ved ikke, om den er fjernet, som retten befalede i 2016 eller hvad der er sket med den, det ved jeg ikke….

Åbent: Kl 6.00-20.00
Adresse: 61 Sri Jinarathana Road
Pris: 300 LKR (cirka 12 kr)

Tip: Kombinér eventuelt dit tempelbesøg med et besøg ved Beira Lake som ligger stort set lige ved siden af.

Husk: At dække skuldre og knæ samt at tage skoene af, når du skal ind i templet.

Viharamahadevi Park

Trænger du til lidt ro fra Colombos trafik? Så er Viharamahadevi Park en oplagt mulighed. Her mødes de lokale til en picnic, mens de nyforelskede par gerne sidder og fletter fingre, noget man ellers ikke rigtig ser offentligt i Sri Lanka. Selv havde vi købt nogle macarons, som vi delte i skyggen af et af de mange træer i parken. For enden af parken ligger byens nye rådhus, der kunne minde om Det Hvide Hus i USA.

Vær dog forberedt på, at mange lokale kigger lidt ekstra på en i parken, da der ikke kommer mange turister der. Men generelt er de jo søde og sender du dem et lille smil, så får du et kæmpe smil retur.

Rejsetip: Kombinér eventuelt dit besøg med et besøg på nationalmuseet, det gamle rådhus og/eller det nationale teater.

galle face green

Galle Face Green på en crowdet dag

Galle Face Green

Vi kørte forbi Galle Face Green i tuk tuk og blev hurtigt enige om, at vi blev nødt til at besøge området, mens vi var i Colombo. Det ligger helt nede ved vandet, her er masser af græs, så det er et oplagt sted at gå en tur eller have en minipicnic ved vandet. Vi ramte dog lige Colombo midt i den årlige dragefestival, hvor mere end 2000 personer deltog.

Det forvandlede stedet fra et roligt område til et kaos, ulige noget andet jeg nogensinde har oplevet, og jeg har endda boet i Vietnam, som kan blive meget kaotisk….

Det var dog sjovt at opleve festivallen, hvor der var flere tusinde drager var på himlen, hvor folk solgte is, candyfloss og majs fra deres cykel, hvor musik blæste ud af højtalerne, og hvor lokale børn overfaldt min mor for at få taget et billede med hende. Men efter en times tid fik vi også lidt nok af kaosset og gik videre.

Sammangodu Sri Kathirvelayutha Swamy Kovil templet

Jami Ul-Alfar moské

Gå på opdagelse i Pettah

Pettah er et spændende område i byen, og det var her vi boede*. Her kan du se den flotte Jami Ul-Alfar moské (den røde og hvid stribet moské), Sammangodu Sri Kathirvelayutha Swamy Kovil templet (et mundret navn ikke sandt?) og gaderne i Pettah, hvor man kan få alt fra frisk frugt til en ny BH. Vi satte os i en lille biks, hvor vi drak en milkshake, mens vi observerede det lokale liv gå sin gang.

Spis og/eller tag på bar i Colombo Fort

Colombo Fort er ikke et fort, men et område i Colombo. Engang lå der et fort her, og derfor har man bevaret navnet. Her kan man finde byens expats, så området er lidt dyrere end andre områder i byen, til gengæld kan du finde vestlige restauranter (hvis du trænger til den slags), finere restauranter og masser af barer med livemusik især på McCallum Road. Vi spiste her den ene aften, og havde vi ikke været voldsomt trætte, så havde vi nok også besøgt en af barerne. I området findes der også det gamle og det nye fyrtårn.

Rejsetip: Er Colombo Fort lidt for dyrt for dig, så findes der også billige food courts på den nederste etage af alle shoppingcentre samt street food på Galle Face Green og i Pettah.

Med lokale venner i en food court

Besøg Lotus Tower

Lotus Tower er den højeste bygning i Sydasien. Efter planen skulle det åbne i oktober 2017, men blev udskudt til marts 2018, som igen blev udskudt til oktober 2018, men det var først i september 2019, at det endelig åbnede! Det er uden tvivl herfra, at du får den bedste udsigt i Colombo.

Pris: 20 dollars
Åbent: Kl. 14-23.

Andre steder, som er værd at overveje

Derudover kan du også overveje Independence Square og Independence Memorial Hall, som markerer Sri Lankas uafhængighed fra britterne, men det var et område vi ikke selv nåede. Vi overvejede ligelede at se en cricket kamp, da det er Sri Lankas nationalsport, men vi fandt aldrig ud af, hvor man kunne købe billetter, men vi ville rigtig gerne have oplevet det.

hotel i Colombo


Hvor skal man bo i Colombo?


Billigt hotel i Colombo

Vi boede på Port View City hotel* og var godt tilfredse. Standarden var høj og badeværelset et af de bedste vi havde på turen. Området var spændende, det kan dog være en idé at bruge ørepropper, hvis du ikke vil vækkes af den nærliggende moské kl 5, men for mig var det ikke noget problem at sove i gennem det. Hotellet lå i Pettah, i gåafstand fra Colombo Fort.

Se priser her*

Godt hotel med swimmingpool

Vil du gerne bo lidt bedre, så er Wonder Hotel Colombo* et godt bud. Her er swimmingpool og en fantastisk placering i gåafstand fra flere attraktioner. Dog skulle maden være dyr og ikke noget at råbe hurra over.

Se priser her*

Luksushotel i Colombo

Alternativt kan man også bo på Jetwing Colombo Seven*. Jetwing er en anerkendt kæde af hoteller i Sri Lanka, hvor  kun det bedste er godt nok. Her er en virkelig lækker pool. Hotellet ligger i gåafstand fra flere seværdigheder. Servicen er i top og maden skulle være fantastisk lækker!

Se priser her*


Hvordan kommer man rundt i Colombo, og hvordan kommer man til lufthavnen?


I Colombo er det let at komme rundt med tuk tuk eller PickMe, sidstnævnte kræver dog internet/data. Tager du med en almindelig tuk tuk eller taxa, så tag kun dem med taxameter og tjek altid om der er taxameter før du stiger ind! Ellers bliver du formentlig snydt. Der er sjældent taxameter i dem, hvor en mand står på gaden for at hive kunder ind.

For at komme til lufthavnen kan man tage en bus fra Colombo Bastian Mawatha Bus Terminal til cirka 5 kr, en taxa koster mellem 90-108 kr, dog kan en pickme eller en Uber være billigere end det. Vær opmærksom på at Negombo er tættere på lufthavnen end Colombo.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere inspiration fra eksotiske Sri Lanka:

4 Comments

  • Hej

    Jeg har lidt svært ved at blive helt klog på hvor besværligt transport er i Sri lanka, vi skal f.eks fra Colombo til Trincomalee, og tænker at tage tog.
    Fungerer tog over så lange strækninger, eller er privat chauffør en bedre ide, vi er 4.

    Spændende blogs I laver.
    Mange hilsener Signe

    • Hej Signe,

      Offentlig transport kan være langsommeligt og til tider også besværligt, men turen er smuk og det er for det meste en oplevelse i sig selv at køre i tog. Vær dog opmærksom på at togene er meget proppet, som i at der hænger folk udenpå togene!! Der kører et tog fra Colombo til Trincomalee på forskellige tidspunkter af dagen. Du kan se mere information her: https://www.seat61.com/SriLanka.htm#Colombo%20-%20Trincomalee. Togbilletter og busbilletter kan bookes her: https://12go.asia/en/travel/colombo/trincomalee?date=2019-09-23&people=2/?z=2400820 men med tog skal man være ude i riiiigtig god tid, meget gerne mere end en måned før rejsen.

      Med chauffør kan I selvfølgelig stoppe under vejs og opleve ting undervejs, men det kan være dyrt, især hvis I kun skal bruge chauffør en enkelt dag eller to, så kan det sagtens koste 500-800 kr per dag, alt efter hvor langt de skal køre…

      Med venlig hilsen
      Tine

  • Hej Tine

    Sødt af dig at svare.
    Vi har rejst meget i Asien og er vant til at planlægge
    transport når vi er der, Sri Lanka lyder anderledes.
    Er bus en mulighed?
    For tanken om privat chauffør i flere dage virker klaustrofobisk,
    Eller…
    Vi tænker at dykke v Trincomalee og tage lige så stille
    ned langs østkysten, men det kan være transport
    ikke er så simpelt.
    Vi rejser nemlig allerede på mandag

    Mange hilsener Signe

    • Hej Signe

      Jamen, jeg svarer altid, dog ikke altid lige hurtigt 😉
      Man kan også godt dukke op på togstationen i god tid og booke billetter, det gjorde vi selv, men man skal også være forberedt på at kæmpe for en plads 😉
      Der er også lokale busser, men det kræver vist et skift i Kandy. På det link som jeg sendte i sidste mail kan I også se nogle VIP-busser som dog kører om natten. De kan vist bare bookes samme dag eller dagen før. Vi brugte lokale busser, tog og tuk tuks på vores strækninger og det fungerede fint, dog var nogle af busturene og togturene liiidt lange og hårde, særligt når man ikke lige fik en plads ved døren…Men vi havde heller ikke lyst til at have en chauffør med rundt på vores tur…

      Med venlig hilsen
      Tine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *