Indholdsfortegnelse
Det var tidlig morgen i Perth. Jeg stod der på ved vejen med min lille rygsæk. Jeg skulle tilbringe de næste fire dage med to komplet fremmede i Cape Le Grand National Park i det sydvestlige Australien. Jeg glædede mig, men samtidig var jeg enorm nervøs. Jeg kendte dem jo ikke.
Tankerne for gennem hovedet på mig: Hvem egentlig inviterer en vildt fremmede med på en fire dages tur?, Hvad nu hvis de bare vil stjæle mine ting?, Hvad nu hvis de bare sætter mig af in the middle of nowhere?, Hvad nu hvis…
Den farverige sø og Wave Rock
Men da Stephanie og Raffe kørte op til mig og vinkede ivrigt, som to små børn, faldt jeg straks mere til ro. De så jo vildt flinke ud! De serverede straks morgenmad for mig og vi skyndte os ud på de store veje. Der gik ikke længe før vi gjorde første stop – ved en grønlig/gullig sø. Raffe har fire gange tidligere taget turen til Cape Le Grand National Park, men han havde aldrig før set søen. Turen startede godt!
Vi forsatte mod den berømte Wave Rock. Wave Rock er en 270 millioner år gammel klippeformation formet som en bølge (surprise). Vi startede med at tage de obligatoriske “jeg-surfer-på-wave-rock”-billeder og gik dernæst forbi hen til en lille trappe og forsatte til toppen af stenen. Her blev vi belønnet med en enorm smuk udsigt over outbacken og tænkt, vi skulle ikke engang arbejde særlig hårdt for at komme derop 😉
Ankomst til Cape Le Grand National Park
Hen på eftermiddagen nåede vi Esperance, den sidste by inden Cape Le Grand National Park. Vi købte de sidste fornødenheder og forsatte mod parken. Solen var ved at gå ned over de mange bakker, som vi ankom. Vi skyndte os at betale for indgangen og susede mod Le Grand beach. Desværre var alle campingpladser optaget, men vi fik heldigvis set, de første par kænguruer hoppe rundt på stranden.
Vi nåede Lucky Bay, hvor vi fik en af de sidste pladser ved campingpladsen. Vi hilste på de rimelig menneskevante kænguruer, mens vi lavede mad og slog telt på. Aftenens menu stod på gode bøffer og forskellige grønstager, hvem siger at campingmad behøver være kedeligt? Vores eventyr i Cape Le Grand National Park var godt begyndt.
Tre tumper fik sig en lærestreg…
Lidt over kl 4 ringede vores ur. Stephanie og jeg havde nemlig besluttet, at vi ville stå op og se solopgangen over Lucky Bay. Det var ikke nogen dum beslutning, og vi skulle kun dele den smukke udsigt med de mange kænguruer.
Efter en solid morgenmad og en gåtur på Lucky Bay skulle vi i mod Frenchman Peak, den anden højste bakke i Cape Le Grand National Park. Men vi havde ikke tanket, inden vi kørte ind i parken. Benzinmåleren var næsten i bund og den nærmeste benzintank lå i Esperance – 53 kilometer fra parken.
Vi krydsede fingre for, at vi kunne nå byen i tide og var nåede heldigvis tanken på de sidste benzindampe. Yes! Fra det tidspunkt af huskede vi altid at tanke, når vi så en tankstation 😉
Dagen forsatte bare med at gå galt…
Efter den lille detour satte vi endelig kursen mod Frenchman’s Peak. Her skulle Stephanie og jeg bestige de 262 meter. Turen op gik fint, jeg gik i front, og vi nåede hurtigt toppen. Vi satte os under klippevæggen og nød udsigten. Stephanie ledte turen ned af bjerget, mens jeg kæmpede lidt med min højdeskræk og tog billeder. Jeg pakkede mit kamera væk og kiggede op.
Stephanie var væk. Jeg kunne ikke se hende nogen steder. Jeg prøvede at kalde nogle gange, men fik intet svar. Shit! Jeg begyndte at panikke. Jeg anede ikke, hvor vi var.
Jeg kunne ikke se parkeringspladsen, som vi skulle tilbage til. Jeg kunne ikke genkende noget af omgivelserne, og jeg havde ikke meget vand tilbage.
Jeg tog en dyb vejrtrækning, fjernede alle negative tanker og begyndte at orientere mig ordentligt. Udsigten var en anden end den vi havde set på vej op af bjerget, og jeg kunne pludselig huske, at jeg faktisk ikke havde set en af de hvide pæle, som markerede “stien” længe.
Det gik op for mig, at Stephanie havde ført os om på den anden side af bjerget. Jeg kaldte på hende nogle ekstra gange, men fik heller ikke denne gang et svar tilbage.
Jeg gik lidt op af bjerget og mod den side, hvor jeg mente at “stien” måtte være og fandt hurtigt en hvid pæl. Jeg fandt den rette vej og kom tilbage til parkeringspladsen, men Stephanie var der ikke…
Jeg aftalte med Raffe, at han gik op for at lede efter hende, mens jeg ventede ved bilen i tilfælde af at hun skulle finde tilbage…men også Raffe kom alene tilbage.
Vi besluttede os for at gå op af bjerget en sidste gang, inden vi tilkaldte park rangerne. Raffe gik mod toppen, mens jeg forsøgte at gå lidt rundt om bjerget. Jeg turde dog ikke at gå alt for langt væk fra stien, i tilfælde af at hun skulle finde frem til den igen.
Pludselig mødte jeg en betjent, som spurgte om jeg var den forsvundne kvinde. Det var lykkedes Stephanie at få lidt mobilsignal på bakken og ringe efter alarmcentralen, som havde udsendt to politibetjente og en park ranger. Kort tid efter fandt vi hende!
Efter 5-6 timer på bakken forsatte vi turen mod Hellfire Bay. Her fik vi en dukkert i det iskolde vand og fik en meget sen frokost, inden vi forsatte mod Lucky Bay for natten. En storm ramte Cape Le Grand National Park den nat, og temperaturen faldt til omkring frysepunktet – en perfekt afslutning på en dag, hvor alt nærmest gik galt.
Torndirrup National Park og “hjemturen” til Perth
Dagen efter forsatte vi til Torndirrup National Park nær Albany. Her brugte vi dagen på at spise frokost ved den smukke Frenchman Bay og gik dernæst en tur langs den smukke strand.
Vi besøgte parkens blowholes, som man ikke kunne se. Til gengæld kunne man høre brølet fra vandet og nyde den smukke kystlinje. Vi fandt en lille gratis campingplads, hvor vi overnattede. Her faldt vi i snak med en flok backpackere og sammen lavede vi et festmåltid af en morgenmad med avocado, pandekager, æg, bacon og french toast.
Turens sidste stop var Margaret River, hvor vi besøgte en masse “fabrikker” – butikker, hvor man kunne få lov til at se dem producere slik og chokolade og derudover få en masse gratis smagsprøver. Det var en fin afslutning på fire fantastiske dage med to fremmede, som selvfølgelig fejede væk alle mine bekymringer og viste at en fremmede blot er en ven, som jeg endnu ikke havde mødt 🙂
Læs også: Hvordan er det at rejse alene i Vestaustralien?
Det koster 15 dollars pr. bil/dag at besøge Cape Le Grand National Park, men forlader du ikke parken, så skal du blot betale en gang.
Skal du dog besøge flere nationalparker i Vestaustralien, så kan du købe et Holiday pass som gælder i 14 dage for 40 dollars og et som gælder i en måned for 60 dollars. Så har man ubegrænset adgang til alle nationalparker. Det kan købes her eller ved billetlugen i parken.
Overnatninger koster 10 dollars pr. mand/nat (der er både bad, gode toiletter samt grill). Overnatninger kan bookes her, men ellers kan man også fint bare dukke op og finde en plads og betale park rangeren, når han kommer forbi.
Vi havde lejet en bil magen til denne. Man ville nok godt lige kunne sove tre i teltet, men det er nok mest komfortabel, hvis man kun er to. Tank når du kan! 😉
Lad venligst vær med at fodre kænguruerne, da de så vænner sig endnu mere til mennesker. De er allerede begyndt at gå på rov i skraldeposer, fordi de har fundet ud af at mennesker har mad der. De risikerer dog at blive fejlernæret af den mad.
Kombiner denne kørerute med Denmark, Walpole, Albany, mere af Margaret river og Granite Skywalk i Porongurup National Park for et endnu federe roadtrip, det havde vi desværre ikke tid til…
Vil du gerne trekke mere og har tiden, så er der et 15 km langt trek fra Le Grand Beach til Rossiter Bay, som tager 8-9 timer (one way). Læs mere her.
Husk at medbringe varmt tøj samt rigeligt med vand og mad ind i nationalparken.
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere fra fantastiske Australien
Cape Range National Park: Dyre- og naturelskerens paradis
En dag på Rottnest Island – Perths paradis
Granite Skywalk i Porongurup National Park, Western Australia
Det var da en begivenhetsrik tur! Godt at alt gikk fint til slutt.
Da jeg leste dette innlegget, tenkte jeg forresten på at det er merkelig at to så like språk som norsk og dansk har like ord som betyr helt forskjellige ting. Når du skriver at noen er flinke, tenker jeg umiddelbart at de er dyktige – før jeg kommer på at jeg leser dansk og at det da betyr noe annet. Andre slike ord er for eksempel må, som i Norge betyr det at det er noe vi er nødt til. Eller rart, som på norsk betyr merkelig. Når jeg sier frokost, mener jeg det som på dansk er morgenmad, og når dansker sier frokost, mener de det jeg kaller lunsj. Når jeg sier brus, mener jeg det som på dansk heter sodavand. Det som på dansk heter brus, er på norsk kullsyre. Når du sier grine, kan nordmenn tro at du mener græde, fordi å græde er å grine på norsk. Språk er jammen interessant!
Det var en rigtig fed og lærerig tur! Det havde nok ikke været fedt, hvis ikke det havde endt godt 😉 så det er jeg selvfølgelig glad for!
Haha, ja det er sjovt! Jeg fik faktisk to norske veninder i Australien og det blev også til et par misforståelser netop pga de forskellige betydninger for de to sprog 😉 det var til tider ganske underholdende! Og en af grundene til at jeg elsker sprog, selvom jeg er utrolig dårlig til at huske nye ord som jeg lærer 😉
Sikke en dejlig nationalpark og wow sikke en smuk natur. Især den der Wawe Rock er ret imponerende. Det er bestemt en park jeg gerne engang vil besøg 😉
Hmm blive væk og ingen benzin – godt det endte godt, for det var da to store bommert som man ikke har lyst til midt ude i ingenting.
Smukke billeder som bestemt inspirer til at rejse den laaaaange vej 😉
/Annette
Det var rigtig dejligt og Wave Rock var virkelig cool! Den er bestemt et besøg værd! 😉 Nej, det var virkelig dumt! Jeg troede helt seriøst at han jokede til at starte på, da han fortalte at vi var ved at løbe tør. Rookie mistake, men ja heldigvis endte det godt. Mange tak Annette 🙂
Wow der er da virkelig smuk i WA. Jeg må dertil 🙂 – endnu et sted, du får lokket mig ud i 🙂
Der er lige noget med benzin og næsten tom tank, jeg kan genkende Tine……. havde du ikke lært af erfaring? Nå vi klarede den også på dampene 🙂
Det er så flot du er ikke svær at “overtale”
Jo, det har jeg bestemt, men jeg sad faktisk også på bagsædet og kunne ikke se benzinmåleren…