Bruxelles ventede. Væggeuret ringede allerede kl 3.30 og mindede os om, at vi havde et tidligt fly ud af Billund. Vi gjorde os klar og kørte mod lufthavnen, regnen piskede ned fra oven og gjorde det svært at orientere sig, så vi måtte køre ekstra langsomt. Vi nåede lige at købe en kaffe og et rundstykke inden boarding. 20 minutter før tid landede vi i Bruxelles lufthavn, klar til weekendens oplevelser og seværdigheder.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Grand Place, Bruxelles

Grote Markt

Vi kom hurtigt i gennem lufthavnens security og opdagede med det samme, at vi var landet i Belgien, da vi så Tin Tins måneraket i lufthavnen. Min mor havde vundet en rejse for to hos rejsebloggen Afterglobe.

Præmien inkluderede fly, overnatninger, et togpas og indgang til flere attraktioner i to belgiske byer, og hun havde været så sød at invitere mig med. Vi fandt hurtigt informationen, hvor vi fik udleveret vores museumsbilletter.

På jagt efter de største seværdigheder i Bruxelles

Vi tog derefter toget ind til vores hotel*. Vi spurgte høfligt, om vores værelse var ledigt og om det kunne lade sig gøre, at checke ind tidligt. Receptionisten gad ikke engang at kigge på sin computer, men svarede blot: “Check ind er klokken 15”. Vi satte vores kufferter og tog ud i Bruxelles’ gader.

Overalt var byen ved at vågne op. Caféerne betjente de første omgange morgenmad, en souvenirshop låste døren op, et par politibetjente nød en kop kaffe og en cigaret i porten til politistationen. Vi nåede den store plads, Grand-Place/Grote Markt, i samme øjeblik som dagens første solstråler brød gennem skydækket.

De smukke bygninger var udsmykket med løver, riddere, fugle, adellige og utallige andre små krummelurer, der var ord, våbenskjold og andre guldbelagte deltaljer. Pladsen slog med det samme benene væk under os!

seværdigheder i Bruxelles

Grand-Place, som er på UNESCOs Verdensarvsliste, og mig der lader, som om vi leder efter Manneken Pis

Vi forsatte ned mod Manneken Pis, den berømte statue af en lille tissende dreng. Vi havde hørt, at den var let at overse, og at vi højst sandsynlig ville gå lige forbi den, men en klump af turister afslørede hans gemmested. Vi opdagede en lille butik overfor som solgte chokolade og blev fristet af lækkerierne!

Vi gik på opdagelse i gaderne og faldt først over et lukket julemarked og Martyrernes plads, hvor 400 faldne fra Den Belgiske Revolution i 1830-1831, hvor Belgien løsrev sig fra Nederlandene og blev selvstændig, ligger begravet. Vi havde ikke hørt om stedet før og undrede os lidt over hvor vi var.

Jeg fik øje på et belgisk flag og sagde: “Jeg tror det er et ambassadeområde, for der er det belgiske flag…”, hvorefter min mor lige mindede mig om, at vi befandt os i Belgiens hovedstad, Bruxelles (var der nogen som sagde morgentræt specialehjerne? 😛 )

togmuseet, en seværdighed i bruxelles

Togmuseet

En mislykket mission

Vi besluttede os dernæst for at tage ud til Atomuim, den 102 meter høje model af et jernatom, som blev bygget i 1958 til Verdensudstillingen i Bruxelles. Vi havde i lufthavnen fået at vide, at vores togkort også gjald til metroen, men da vi kom derned fik vi at vide, at det ikke passede. Så vi besluttede os for, at tage toget til en station så tæt på Atomuim* som muligt og derfra tage en metro eller lignende det sidste stykke.

Vi spurgte en sporvognschauffør, hvilken linje vi skulle med derud, og vi fik at vide, at vi skulle med linje nummer 7. Problemet var bare, at vi ikke kunne finde linje nummer 7. Vi vadede frem og tilbage mellem stoppesteder, men kunne ikke finde nummer 7.

Vi forsøgte at spørge en lokal om hjælp, men hun kunne kun fransk og kunne derfor ikke hjælpe. Til sidst accepterede vi, at det var okay, at se den på afstand, og vi tog tilbage mod vores hotel, hvor vi endelig kunne checke ind.

julemarked i Bruxelles

Julemarked i Bruxelles og et uventet juleshow

Efter lidt afslapning på vores hotel, begav vi os atter ud i Bruxelles gader. Jeg ville gerne se Grote Markt oplyst i mørket, så det blev første mål for vores aftentur. Overalt i byen hang der lyskæder – i træerne og på flere balkoner. Vi kiggede på smukt pyntet vinduer med fransk nougat og andet lækkert slik.

Grote Markt i Bruxelles

Netop som vi nåede Grote Markt, slukkede alt lyset på pladsen, og jeg nåede at blive forvirret et kort øjeblik. Pludselig startede et lysshow over hele pladsen, mens Sia’s stemme tonede frem over pladsen – nu kunne vi mærke jul i Bruxelles. Overalt blinkede lyset i forskellige farver i takt med musikken. Det var imponerende, og i det øjeblik forelskede jeg mig en smule i Bruxelles!

En anden person har fanget lysshowet bedre end jeg har i denne video

Da showet var overstået, gik vi videre til det julemarked i Bruxelles, som vi havde opdaget tidligere på dagen, men som havde været lukket på det tidspunkt. Boderne var nu åbnet og der blev solgt julepynt, mad og souvenirs fra hele verden. En mand spillede “Despacito” på saxofon.

Fire millitærmænd kom gående ned af vejen med maskingevær, mens de spejdede efter mistænksomme personer, som en påmindelse om nogle af de frygtelige oplevelser, som Bruxelles har haft.

Fire personer slog sig løs på trommer, mens et par fulde mennesker dansede amok til musikken. Deres energi var så smittende, at flere og flere vrikkede med hofterne i takt til musikken. Man kunne ikke blive andet end glad over stemningen! Vi besluttede os for at få en sen aftensmad og endte ved boden nær julemarkedet med længest kø, inden vi tog tilbage til vores hotel* for at sove.

Vægmalerier i Bruxelles

Skattejagt på tegneserie-malerier – den bedste oplevelse i Bruxelles!

Lørdag blev brugt i Brugge, mens vores sidste dag, søndag, atter blev brugt i Bruxelles. Efter et tip fra Camilla, havde vi besluttet os for at gå på skattejagt efter vægmalerier i Bruxelles gader. Slud faldt fra oven og gjorde vores sko og sokker våde (af en eller anden grund var mine sko ikke længere vandtætte), men vi ville ikke lade en dag gå til spilde p.g.a. lidt slud og kulde.

Gadekunst i Bruxelles

Vi fandt hurtigt de første par vægmalerier, nogle af dem var fra kendte tegneserier, så som Asterix og Obelix, Tin Tin og Lucky Luke, mens andre var fri tegning. Nogle var synlige med det samme, mens andre lå lidt skjult, men vi var lige begejstret hver gang. Efter noget tid var vi efterhånden blevet så kolde, at vi besluttede os for at tage på café.

Vi fandt en lille hyggelig café, ikke så langt fra Grote Markt, og varmede os på en kop varm chokolade, mens vi nød atmosfæren. Vi forsatte dernæst turen mod naturhistorisk museum, som efter signende ikke skulle ligge så langt derfra. På vejen fik vi set Kongepaladset, EU parlamentet og en smuk park.

Pub i Bruxelles

Begge vores kameraer fik våde objektiver af sneen og begyndte selvfølgelig at dugge så snart vi kom indenfor

En tur tilbage i tiden på Bruxelles’ naturhistoriske museum

Min GPS kom til at sende os den lange vej rundt om parken, men det betød, at vi tilfældigvis kom forbi Maison Anoine, som efter sigende skulle have de bedste pommes fritter i Bruxelles, så det skulle da prøve.

Vi købte en stor gang pommes fritter og satte os over på en bar tæt ved, hvor vi købte en belgisk øl til. Vi blev voldsomt skuffet over pommes fritterne, som var de dårligste, vi fik i Belgien. Smagen var egentlig fin, men de var overhovedet ikke sprøde! Men den hyggelige bar vejede op for pommes fritterne.

naturhistorisk museum i bruxellesDinosaurudstillingen er virkelig fed! 

europas største dinosaurudstilling

Jeg er nu glad for, at man ikke lige kan møde dyr i dag, som har samme størrelse som disse dinosaurer (læg mærke til manden på billedet til højre)

Vi forsatte hen til naturhistorisk museum, hvor Europas største samling af udstillet dinosaurerskeletter findes. Min indre nørd gik i selsving over de fantastiske skeletter!

Min mor kunne heldigvis godt forstå min begejstring en smule og hun blev da også imponeret over de høje dinosaurer og ben. Efter at have tilbragt lidt tid i Mesozoikum (dinosaurernes levetid for 251 til 65,5 millioner år siden) tog vi tilbage til centrum, hvor vi fik købt en souvenirmagnet og en vaffel hver, som vi måtte spise i for regnen i en trappeopgang.

Vi tog dernæst tilbage til hotellet*, hvor vi skifte til tørre sokker, inden vi tog tidligt mod lufthavnen, hvor vores fly desværre endte med at blive to timer forsinket. Det kommer åbenbart som en overraskelse for europæiske lufthavne, at det kan sne i december…

Men vi havde alligevel haft en god forlænget weekend i Bruxelles og havde oplevet en masse skønne seværdigheder samt julemarked og andre skønne juleoplevelser. Så en forsinkelse skulle i hvert fald ikke ødelægge vores tur!

Information

Hvor skal man bo i Bruxelles?

Vi boede på The Augustine*. Hotellet ligger i området Stalingrad og placering kunne ikke være mere perfekt. Vi boede i gåafstand (cirka 10 minutter) fra flere attraktioner, så som Grand-Place og Manneken Pis. Værelserne er store og lyse, og sengene er fantastiske. Badeværelserne var også store. Der er badekar og toiletartikler af det dyre mærke L’Occitane.

Der er en fin gårdhave som er perfekt om sommeren. Med i vores ophold var morgenmaden inkluderet. Der var et kæmpe udvalg af kaffe og buffeten havde lidt af det hele. Hotellet har også et fitnessrum og en bar, som vi ikke fik prøvet. Jeg ville klart bo her igen.

Tjek priser her*

Hotellinks er reklamelinks

Hvor skal man spise pommes fritter i Bruxelles?

Vi havde ikke god held med pommes fritterne fra Maison Anoine. De var simpelthen for bløde og kedelige. The Telegraph har dog lavet en række anmeldelser over Pommes Frit steder i Bruxelles, som måske kan hjælpe dig med at finde et godt pommes frit-sted. De bedste pommes fritter fandt vi dog i Brügge.

Andre oplevelser og seværdigheder i Bruxelles, som du burde se/opleve

OBS: Skal du besøge flere museer i byen, så kan det måske betale sig for dig at købe et Brussels Card* som giver dig gratis adgang til flere attraktioner.

1. Grand-Place/Grote Markt som i øvrigt er på UNESCOs verdensarvsliste
2. Manneken Pis (den tissende dreng)- overvej også Jeanneke Pis (den kvindelige tisse statue) samt Zinneke Pis (den tissende hund)
3. Parc du Cinquantenaire – muligvis den smukkeste park i Bruxelles
4. Atomuim*, køb evt billet på forhånd, så du kan springe billetkøen over her*. Ved siden af ligger mini-Europa som også bør overvejes
5. Palais de Bruxelles – det officielle palads i Bruxelles
6. Europa-Parlamentet, billetter kan bookes her
7. Mont des Arts – et hyggeligt kvarter
8. Du kan også prøve et chokoladekursus i Bruxelles*
9. Prøve ølsmagning* – belgierne laver jo fantastisk øl!

Vi fulgte denne rute til tegneseriejagten, men en komplet oversigt over malerierne findes her.

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

Mere fra vidunderlige Europa

8 Comments

  • Det lyder og ser ud til at i har haft nogle skønne oplevelser i Bruxelles Hvor lækkert med en uventet oplevelse, at i så det der fantasiske juleshow. Har været i Belgien 2 gange men aldrig i Bruxelles den by må da bestemt på listen. Tak for inspiration, Tine 🙂

    /Annette

    • Det havde vi i hvert fald og det var et dejligt break fra hverdagen! 😀 Vi fandt senere ud af at det var flere gange hver aften, men det var dejligt at blive overrasket alligevel 😉 Nu har jeg også været i Belgien to gange. Første gang husker jeg det dog ikke rigtig, da jeg var 6 år og oplevelsen blev lidt overshinet af Disneyland, Normandiet og Paris, men vi var i en by i bjergene, så tænker at jeg nok ville have elsket det i dag! 😉 Er glad for også at kunne inspirere dig til Bruxelles 🙂

  • Det lyder til at I har haft et par rigtigt hyggelige dage i Bruxelles. Jeg gad godt vende tilbage en dag blot for at finde flere vægmalerier og spise læssevis af pommes frittes (og chokolade) 😛
    Du skal i øvrigt lige have et kæmpe stort tillykke med at være blevet kåret som Danmarks 2. bedste rejseblog. Det er simpelthen så velfortjent Tine! (:

    • Det havde vi i hvert fald! haha, tror heller aldrig at jeg har spist så mange pommes fritter, som jeg gjorde den weekend! Chokolade? Måske… 😛 Tak for tippet om vægmalerierne, det var så hyggeligt! Åh, tusind tak, Camilla!! Det er så sødt sagt! Jeg kan stadig ikke helt fatte det, men er virkelig stolt over at ligge blandt så dygtige bloggere 🙂 Jeg håber på at se dig i finalen til næste år 🙂

  • Så fint det var i Brussel før juletider! Det er så mange år siden jeg besøkte Belgia nå, at det er så vidt jeg husker noe fra landet… Kanskje jeg også burde satse på en mor og dattertur til høsten? Det så hvertfall veldig koselig ut. 😀

    • Ja, det var så hyggeligt! Det var det også for mig, 21,5 år for at være helt præcist, så jeg kunne heller ikke rigtig huske noget derfra, det blev vist overshinet af en tur i Disneyland, Paris og tanks i Normandiet 😉 Det synes jeg lyder som en god idé! Jeg kan kun forstille mig, at Belgien er smuk i efteråret! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *