Guatemala er et fantastisk land fyldt med oplevelser – vil du vandre op på en vulkan? Vil du opleve Mayaernes kulturelle hovedsæde? Vil du opleve smukke vandfald? Sejle over fantastiske Atitlán søen? Eller måske vil du lære at surfe? Ja, Guatemala er virkelig et spændende land som byder på lidt af hvert, og det behøver heldigvis ikke at være dyrt at rejse i Guatemala!

Reklamelinks er markeret med *

Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!

rejsebudget for Guatemala - hvad koster det at rejse i landet?


Rejsebudget for Guatemala


Mad/drikke: 1066 kroner
Overnatninger: 914 kroner
Transport: 899 kroner
Oplevelser: 311 kroner
Andet: 350 kroner

I alt: 3.540 kroner
Pr. dag: 295 kroner

semuc champey, Guatemala


Noter til rejsebudgettet/Priser i Guatemala


  • Priserne er regnet med en kurs på 0,88 kr. per 1 queztales
  • Jeg havde 12 dage i landet. Jeg havde egentlig regnet med at bruge 14-19 dage, men jeg fravalgte vandreturen til Acatenango vulkanen, fordi jeg vurderede, at vejrforholdene (lyn og torden) gjorde vandreturen for farlig. Den vandretur tager 2 dage og derefter ville jeg nok have en hviledag i Antigua. En tur til Acatenango koster fra 320 kr, men jeg vil anbefale, at vælge et firma med godt ry, hvor man betaler mere (fra omkring 600 kr).
  • Prisen for at komme fra Guatemala til Caye Caulker i Belize er ikke talt med i budgettet her, men den kostede mig 250 quetzales (220 kr) inkl. bus og færge one way.
  • Pga. varmen i sommermånederne drak jeg så meget vand, at frokosten ofte blev frugt eller snacks.

Priser for overnatninger i Guatemala

  • Jeg boede på hostels, fordi jeg rejste alene og gerne ville have en lettere mulighed for at møde flere andre rejsende. Forvent at bruge cirka fra 75-120 kr for et hostel i den lavere ende af skalaen, jeg så dog også hostels, hvor man boede på sovesal for 200 kr/nat eller mere.
  • Forvent at bruge fra cirka 200 kr. og op efter for et hotelværelse i Guatemala

tikal, guatemala

Priser for mad og drikke i Guatemala

  • Street food, fx en sandwich, koster fra cirka 12 kr. Mens en billig restaurant og mange hostels har måltider til cirka 26-44 kr.
  • Det dyreste måltid fik jeg i Flores. Det kostede 91 kr og var slet ikke pengene værd. Så er street food og billige lokale restauranter meget bedre

Priser for oplevelser i Guatemala

  • Bådturene med de offentlige både ved Lake Atitlán kostede mig 22 kr.
  • Besøg til taget af La Merced kirken i Antigua kostede mig 18 kr.
  • Adgang til Semuc Champey kostede mig 44 kr., mens transport kostede 53 kr.
  • Adgang til Tikal kostede 133 kr., mens transport og en guide kostede mig 97 kr. (jeg fik rabat, fordi jeg også bookede transport til Caye Caulker gennem samme firma).
  • Udsigtspunktet Mirador Kiaq’Aiswaan ved San Juan, Atitlán, kostede mig 26,5 kr.

Lake Atitlan, Guatemala


Sparetips til Guatemala


  • San Juan La Laguna ved Lake Atitlán var det billigeste sted, som jeg besøgte, mens Antigua var langt det dyreste. Så brug gerne mindre tid i Antigua end andre steder.
  • Bo på billige hostels. Jeg blev generelt positivt overrasket over, hvor meget man fik for pengene på hostels i Guatemala!
  • Spis street food, der kan være mange penge at spare ved at spise der, hvor de lokale spiser.
  • Det skulle eftersigende være billigere at rejse med chicken busses (de gamle amerikanske skolebusser), selvom turister vist oftest betaler mere end lokale, men jeg valgte den magelige løsning, fordi det var en kort rejse.
  • Prut om prisen.
  • Køb souvenirs nær Lake Atitlán i stedet for i Antigua. Det er også muligt, at Flores også er billigere, men der købte jeg ingen souvenirs.
  • Vær opmærksom på omregningsfaktoren, når du hæver penge. Nogle steder tager cirka 6% mere end den officielle kurs, mens jeg så nogle automater som tog over 10%. Alle hæveautomater tager et gebyr, udover det som du betaler i din danske bank (typisk 5 kr)
  • Det er muligt at betale med kort på mange hostels og hoteller, men mange lægger et gebyr ovenpå. Et sted tog fx 8% mere i gebyr for at betale med kort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *