Indholdsfortegnelse
Solen titter ind mellem sprækkerne på mit vindues skodder og vækker mig. Jeg befinder mig i den lille by Pothana lidt udenfor Pokhara og skal for alvor begynde min vandretur til Mardi Himal. Jeg spiser morgenmad og begiver mig mod bjergene med højt humør fuldstændig uvidende om de udfordringer, som jeg kommer til at stå overfor i dag.
Der får ikke længe, før jeg rammer en lysning med panoramaudsigt til bjergene. Jeg skyder nærmest billeder non-stop. Jeg når en skov som minder om noget fra et eventyr, træerne er dækket af tyk mos, og de fletter sig på kryds og tværs.
Jeg finder en lille sti som fører væk fra hovedvejen, og jeg beslutter mig for at undersøge den. Det viser sig at føre til et lille skrin med udsigt over dalen. Jeg har det lille repos og udsigten helt for mig selv. Det føles helt magisk.
Pitam Durali
En dyr beslutning
Jeg fortsætter gennem skoven og kommer til en lille lysning, hvor der ligger et lille hus. Jeg kan enten vælge at spise frokost her eller fortsætte og spise sen frokost i mit tehus for natten. Jeg har tid nok, og min mave er allerede begyndt at lave lyde, så jeg beslutter mig for at stoppe for frokost.
Det viser sig senere at blive en dyr beslutning. Jeg sætter mig ved bænken og ikke længe efter får jeg selskab af en gruppe indiske mænd i alderen 50-70 år. De bestiller en milk tea og finder deres madpakker frem. De deler livligt ud af deres kalorierige mad, som deres mødre har lavet til dem. Vi snakker sammen, og de fortæller mig om Indien og de forskellige retter, som de har fået med.
Da min mad kommer, er de færdige med at spise, og jeg er rimelig fyldt af deres smagsprøver. Men jeg spiser hurtigt den dhal bhat, som jeg har bestilt og går videre.
Fuld booket
Inden længe når jeg Forest Camp som består af tre tehuse.
Jeg når det første og spørger, om de har et værelse. Der er fuld booket.
Jeg går til det næste. Der er fuld booket.
Jeg går til det sidste. Der er fuld booket.
Ejeren fortæller mig, at der ligger endnu et tehus lidt længere oppe ad bjerget.
Jeg når det næste tehus. Der er fuld booket.
Jeg forsøger at overtale ejeren til at lade mig sove på en bænk, men han afviser.
I stedet må jeg satse på Low Camp. Low Camp ligger yderligere 390 højemeter oppe, og jeg får at vide, at det tager yderligere 2 timer at gå. Jeg når ikke mere end 10 meter, før det begynder at stå ned i stænger, og yderligere 30 meter oppe af bjerget bliver det til hagl.
Med nerverne udenpå tøjet
Solen står lavere og lavere på himlen, og der går ikke længe, før lyset forsvinder helt. Stien op er flere steder nærmest lodret, og jeg småløber så vidt muligt op ad bjerget.
Jeg aner ikke, om der er plads til mit i Low Camp eller om jeg skal endnu højere op. Jeg spejder efter steder, hvor jeg ville kunne overnatte i skoven, men inderst inde, ved jeg godt, at jeg ikke ville kunne overleve en nat i skoven, når jeg hverken har sovepose eller et telt som kan give ly.
Tårerne presser sig på i øjenkrogen, men jeg ved også, at det ikke hjælper at sætte sig end og græde. I stedet presser jeg min krop hårdt for at nå Low Camp inden solnedgangen.
Low Camp
Jeg rammer Low Camp netop som nogle af de allersidste solstråler er ved at forsvinde bag horisonten. Jeg finder det nærmeste tehus og stikker hovedet ud i køkkenet, hvor jeg finder ejeren. Det er med voldsom desperation i min stemme, at jeg spørger, om jeg kan sove der i nat. Tårerne er næsten ikke til at holde tilbage. Det fyldte tehus er helt stille, og jeg kan fornemme, at alles øjne hviler på mig, mens jeg venter.
Ejeren tænker. De få sekunder føles som en evighed. Jeg kan mærke, at der ikke skal meget til, før jeg bryder sammen. Han kigger lidt på mig og spørger, om jeg har noget imod at sove i spisesalen. Havde han spurgt, om jeg ville sove på gulvet, havde jeg taget imod det. Jeg accepterer en nat i spisesalen og er næsten ved at kollapse af lettelse.
Jeg takker ham et utal af gange og smider mine ting over i et hjørne. Jeg nyder den sidste del af solopgangen, spiser en kæmpe aftensmad og falder hurtigt i søvn tæt, mens de sidste gløder holder spisesalen varm.
Low Camp til High Camp
Dagen efter går turen mod High Camp. Mine ben er fyldt med mælkesyre ovenpå den ekstra løbetur fra dagen før, men de bliver hurtigt varme igen, og så er der ingenting at mærke.
Fra Middle Camp får jeg en panoramaudsigt over Annapurna-bjergene, og gårsdagens udfordringer er næsten glemt. I det fjerne kan jeg skimte et lille blåt tag. Det må være High Camp. Det virker næsten uoverskuelig langt væk, men det er jo bare et skridt foran det andet langs bjergryggen.
Jeg går forbi nogle små hytter, hvor de lokale hygger sig med te og morgenmad. Børn og voksne kommer gående med kæmpe kurve på ryggen. De bærer madvarer op ad bjerget og affald ned af bjerget. Engang i mellem kommer der nogle æsler gående med ting.
Nogle yakokser ligger roligt ved siden af stien, men to giver sig til at slås lige midt på stien. Men der er heldigvis plads nok til at jeg kan gå i en stor bue udenom dem.
I græsset er der store isflager. Vinden tager til, så jeg finder handsker og hue frem. Over mig svæver to ørne i luften. Før jeg ved af det, når jeg High Camp. Jeg får noget at spise og ser den smukke solnedgang med nogle lokale og andre rejsende. Dagen efter gælder det toppen!
High Camp
En kamp om at nå Mardi Himal Upper Viewpoint
Lidt over tre om natten ringer min alarm. Så lydløst som muligt gør jeg mig klar og går ud af døren. Månen lyser klart og gør, at man nogenlunde kan se ens omgivelser.
Jeg sætter kursen mod toppen. Lige bag mit tehus ligger der en masse sten, så jeg finder min pandelampe frem, så jeg bedre kan se underlaget, men batterierne er næsten døde.
Heldigvis er jeg forberedt og har taget nogle ekstra batterier med. Men det viser sig, at kulden har gjort kål på mine ekstra batterier, så jeg må nøjes med dem som er flade. Engang i mellem finder jeg min mobil frem og bruger dens lommelygte, når det er nødvendigt.
Jeg føler mig helt alene på bjerget, men lyset fra folks pandelamper rundt omkring på bjerget minder mig om, at jeg ikke er den eneste som vil se solopgangen fra et af toppunkterne.
Solopgangen fra toppen
Jeg vandrede ruten:
Kande – Pothana – Low camp – High Camp – Upper Viewpoint – Low Camp – Lumre
Jeg ville muligvis vandre forbi Pothana og til de næste tehuse i Pitam Deurali. Derudover ville jeg også tilføje en nat ved Forest Camp før Low Camp og muligvis Middle Camp i stedet for den første nat ved Low Camp, dog havde de intet vand ved Middle Camp, da jeg var der, så det skal man lige være opmærksom på.
Man kan også tage en jeep fra Sidhing til Pokhara, hvis man vil spare noget vandring. Man kan selvfølgelig også tage en jeep dertil fra Pokhara.
Fra Pokhara tog jeg en bus og en minibus til busstationen, hvorfra jeg kunne tage en bus mod Kande. Spørg evt. på dit hotel/hostel, de plejer at have styr på, hvordan du kommer frem.
Tips til Mardi Himal
Husk at have rigelig med kontanter med på turen.
Den bagage, som du ikke skal have med, kan du som oftest få opbevaret på dit hotel/hostel i Pokhara.
Ruten er godt markeret og findes på appen maps.me, men jeg kan også anbefale, at du køber et fysisk kort i Pokhara.
Det er muligt at få opladt ens batterier på turen. Nogle steder tager de 200 rupee (10 kr) for det, men de fleste steder er det gratis.
Det er muligt at komme online de fleste steder, men jeg tror ikke, at man skal regne med at internettet er særlig godt. Det koster 200 rupee (10 kr at komme online).
De fleste steder kan man få et varmt bad for 200 rupee (10 kr).
Prøv at undgå at vandre turen under Annapurna 100 ultraløb, da der er ekstra mange på ruten. Det var det der gjorde, at det var svært for mig at finde et sted at sove. I 2022 skulle det ligge d. 29.-30. oktober.
Priser
En seng koster 400 rupee (20 kr) per nat, og man kan ikke regne med at have et privatværelse heller ikke selvom man er to.
Forvent at bruge 600-900 rupee (30-48 kr) per måltid. Dertil kommer der snacks og vand.
For at vandre i Annapurna regionen kræver det en vandretilladelse til 2000 rupee (110 kr), hvis du vandrer på egen hånd. Det er halv pris, hvis du vandrer med en guide.
Dertil kommer der en conservation fee på 3000 rupee (166 kr). Vandretilladelse og conservation fee skal betales på kontoret i Pokhara.
En guide koster omkring 20-50 dollars om dagen og dertil kommer drikkepenge på cirka 10%.
Pakkeliste (reklamelinks er markeret med *)
Et par gode vandresko/-støvler
En vindtæt/vandtæt jakke
En dunjakke
En t-shirt
To langærmet trøjer
Fleecetrøje
Buff*, hue og vanter
Et eller to par bukser, gerne zip-off
Skiundertøj
Sokker
Undertøj
Solbriller
Snacks
Pandelampe* (med ekstra batterier)
Et par ekstra sko til at bruge i tehusene
Vandrensningssytem – fx lifestraw*, da der kan være sparsomt med drikkevand
Solcreme, læbepromade og andre toiletsager
Kort og tilladelser
Støt gerne bloggen ved at booke dine overnatninger gennem mine reklamelinks til hotels.com* og booking.com* samt oplevelser gennem getyourguide*, udstyr gennem Friluftsland* og produkter gennem Matas* (reklamelinks er markeret med *). Det koster naturligvis ikke dig ekstra. Du kan også følge med på Facebook og instagram eller tilmelde dig nyhedsbrevet. På forhånd tak!
Mere fra eventyrlige Nepal
