Paragliding i Pokhara, Nepal

“Når jeg siger til, så løber du bare ud over kanten” – Surya er ved at briefe mig til dagens paraglidingtur. Jeg stirrer ud mod afgrunden med udspilede øjne, imens hans ord gentages i mit hoved gang på gang, som en gammel plade, der er gået i hak. Løbe ud over kanten. Løbe ud over kanten? Han må være blevet vanvittig! – Min tankestrøm bliver afbrudt af lidt tumult.

Læg mærke til det anstrengte smil

En kvinde er gået i panik og er stoppet midt i hendes løb. Med et klask falder faldskræmen til jorden, bag hende og hendes instruktør. “Det er, hvad der sker, hvis man holder op med at løbe” siger Surya til mig. De andre går til siden for at udfiltre faldskærmens snore, så hun kan komme til at paraglide. I stedet bliver det vores tur.

Vi stiller os klar. Jeg trækker vejret dybt ned i maven for at finde ro. Jeg når at tænke: Jeg skal bare ikke være den, som stopper og får faldskærmen til at klaske sammen. Surya beder mig tage et par skridt frem. Han får faldskærmen lidt op og beder mig om at løbe. Jeg løber alt, hvad jeg kan, i seletøjet. Kanten kommer nærmere og nærmere. Jeg frygter for at skulle løbe ud over kanten, da faldskærmen løfter os op fra jorden og vi svæver over kanten.

Jeg sætter mig tilbage i sædet og sætter min tillid til Surya.

Paragliding blandt ørne i Nepal

Surya styrer med sikker hånd fald. Vi drejer om bjerget. Overalt omkring os hænger der paraglidere i luften og næsten lige så mange står inde på bjerget og venter på, at det bliver deres tur.

Surya drejer og drejer, indtil han finder en varm luftstrøm, som kan føre os højere. Hver gang, vi rammer en luftstrøm som hastigt fører os op eller ned, giver det et sug i maven. Jeg er ikke i tvivl om, at Surya har styr på situationen, der er ikke en eneste af hans bevægelser som virker usikker og han har mange års erfaring som instruktør.

Men under mig bliver husene mindre og mindre, og menneskene på bjerget ligner små myrer. Min højdeskræk er mildes talt presset og jeg holder nærmest krampeagtig fat i seletøjet. Jeg forsøger at nyde udsigten over bjergene, som engang i mellem titter frem mellem skyerne, rismarkerne Phewa Lake og de farverige faldskærme. Pludselig kommer tre ørne og blander sig mellem paragliderne.

Et par af dem flyver få meter fra os. Jeg føler mig pludselig voldsomt privilegeret over, at få lov til at svæve over jorden blandt kæmpe og smukke ørne.

“Har du det dårligt?”

Langsomt slapper jeg mere af i situationen. Surya finder et kamera frem og tager en video og tager så mange billeder, at man næsten skulle tro, at han blev betalt per billede. Han spørger, om jeg ikke giver slip på seletøjet. Jeg slipper med en enkelt hånd og kaster mit bedste håndtegn. Men jeg ved også, at jeg ville have bedst af at overvinde min frygt og slippe med begge hænder.

Jeg tager modet til mig og giver slip på seletøjet. Langsomt tager jeg armene ud til siden. Surya kommer med begejstret tilråb og skynder sig at tage en række billeder i de få sekunder, som jeg holder armene ud.

Efter et længere photoshoot, kan jeg mærke, at kvalmen presser sig på. Så jeg vælger i stedet at fokusere på horisontlinjen. “Har du det dårligt?” spørger Surya. Jeg kan mærke, at jeg sagtens kan holde det nede, så fejer hurtigt hans spørgsmål væk.

Vi svæver over mod den anden side af Phewa Lake. Pokhara er større end jeg havde forestillet mig. Surya spørger igen, om jeg er dårlig, men igen fejer jeg det væk. Han fortæller mig, at jeg skal sige til, hvis jeg får det dårligt, for så afbryder vi turen.

Men jeg begyndt at føle mig afslappet i oplevelsen, selvom det stadig får min krop til at gippe, når vi rammer en luftstrøm.

Efter at have svævet i 30 minutter lander vi igen på jorden.

Mere fra eventyrlige Nepal her